ITU

20120224-203747.jpg

På vej hjem fra et lynbesøg på IT-Universitetet i København går det op for mig, at jeg nok endte med at tale næsten lige så meget med mine københavnske kolleger om arbejdsforhold, undervisningsbelastning og bøvl med at søge om og få forskningsmidler som om selve vores forskning. På denne måde er situationen den samme for os, uanset hvor vi er i den akademiske biks. Og så kunne man fortælle mig, at man nu også inddrager baren til undervisningslokale – dog ikke fredag eftermiddag.

Alligevel var det et godt besøg – for første gang siden september havde jeg en sammenhængende stund, hvor jeg kunne koncentrere mig om at tale om forskning – herunder noget i Aalborg så upåagtet som sessionstyper. Sessionstyper er en form for typebegreb, der gør det muligt at tale om typer af kommunikationskanaler, der bliver brugt på forskellig vis på forskellige tidspunkter og i en bestemt rækkefølge inden for en beregning. Begrebet er på sin vis en generalisering af ideen om flowcharts, som mange kender fra programmering.

Populismernes nederlag

20120223-180401.jpg

Populisme har som regel været et negativt ladet ord i politik. Begrebet dukker op i USA i 1891 med The Populist Party, der hævdede at repræsentere den “jævne mand”. Siden har der været mange forskellige populistiske strømninger rundt om i verden. De seneste dages begivenheder i dansk politik viser, at der er mere end en slags populisme. Så vidt jeg kan se, er der faktisk to. Den ene er en offensiv populisme, der bruger latente holdninger blandt en større gruppe vælgere til at fremme egne sager. Venstre og Dansk Folkeparti har benyttet den frygt, der er for etniske mindretal blandt grupper i befolkningen, til at gennemføre en lang række tiltag fra 2001 til 2011. Men også siden har Venstre udført offensiv populisme. I den aktuelle sag om betalingsringen har Venstre været del af en underlig alliance med borgmestre (en del af dem socialdemokratiske) fra københavnske oplandskommuner, og da ideen om betalingsringen blev kasseret, søgte Venstre at skabe en lige så populistisk alliance med trafikforskere og dem, der benytter kollektiv trafik. Til Ritzau udtaler Lars Løkke Rasmussen således

– Hvis man spørger pendlerne og dem, der har forstand på det her, er det ikke en marginalprisnedsættelse, der betyder noget for folks valg af kollektiv trafik, siger han og fortsætter:

– Det er et spørgsmål om kvalitet i den kollektive trafik. Er den beregnelig, kører den til tiden – det synes jeg hellere, man skal koncentrere sig om end en symbolsk prisnedsættelse.

Dette forsøg på alliance er særdeles uventet, da man kun sjældent hører politikere fra Venstre udtale sig om offentlig transport og da normalt kun ud fra en virksomhedsbetragtning.

Men så er der også den anden slags populisme, som er en modstræbende, reagerende populisme. Her former man sin politik ud fra en frygt for at grupper i befolkningen vil vende partiet ryggen. Socialdemokraterne er i høj grad eksponenter for denne defensive populisme, og partiets ændrede holdninger i spørgsmål om bl.a. etniske mindretal og retspolitik er tydelige eksempler på det. Også i den aktuelle sag om betalingsringen kan man se hvordan den socialdemokratiske politik er endt med at være defensivt populistisk.

Til Ritzau siger statsministeren

– Vi ville gerne gøre noget for dem, der hver dag spilder en masse tid i trafikken, og derfor foreslog vi en betalingsring. Det viste sig så, at ingen af dem, der skulle bruge den, virkede specielt tilfredse, siger Helle Thorning-Schmidt.

Jeg bryder mig hverken om den defensive eller den offensive populisme, for begge spiller på opfattelser om en “folkestemning” og en idé om at man som politiker skal følge denne. Også i Danmark er der grænser for hvor langt man vil strække sig i populisme. Nyere undersøgelser viser således, at op mod hver femte adspurgte herhjemme går ind for genindførelse af dødsstraf, men alle politiske partier, selv de efterhånden mange der taler for en “stram retspolitik”, er modstandere af dette. Jeg ville ønske, at politikerne som helhed havde en tilsvarende vilje til at tro på sig selv også i andre sammenhænge. Faktisk tror jeg, at “folkestemningen” ville have mere respekt for den slags politikere.

Lad os alle dele?

Jeg har, som nogle vil vide, skrevet en bog, Transitions and Trees – An Introduction to Structural Operational Semantics, der udkom i 2010. Bogen er udgivet på Cambridge University Press, der er et fremtrædende og respekteret forlag inden for akademisk litteratur. Jeg har også en identisk udgave af bogen på dansk, men den er alt for dyr at udgive. Aalborg Universitetsforlag sagde nej i sin tid; markedet for den slags bøger på dansk er alt for småt. Som mange også vil vide, har jeg ikke sagt mit arbejde op for at leve af forfatterindtægterne. Jeg tjener kun få kroner (vel en stor rund tikrone) pr. solgt eksemplar. (Hvis bogen en dag bliver filmatiseret, får jeg 95% af indtægterne, står der i min kontrakt. Så det håber jeg på.)

Hvorfor tillader jeg egentlig ikke bare at min bog bliver frit tilgængelig på WWW? Den brasilianske forfatter Paulo Coelho har i al stilfærdighed selv lagt en af sine romaner ud på The Pirate Bay og oplevede derefter, at salget steg. For mig var incitamentet for at udkomme på Cambridge University Press, at dette forlag er anerkendt og at min bog skulle tælle som en publikation i disse år, hvor den akademiske biks i stadigt stigende omfang bliver gjort kvantificérbar.

Men de store forlag er ikke nødvendigvis gode for noget som helst. Jeg har selv for nylig underskrevet en opfordring til boykot af det nederlandsk/transnationale forlag Elsevier, der udgiver akademisk litteratur i form af bøger og tidsskrifter. Så anerkendte udgivelser som Henk Barendregts bog om lambda-kalkylen og det medicinske tidsskrift The Lancet hører hjemme hos Elsevier. Selv har jeg også i årenes løb fået udgivet en del artikler i Elsevier-tidsskrifter. Matematikeren Tim Gowers, som jeg tidligere har nævnt her på bloggen, opfordrede på sin blog til en boykot af Elsevier, fordi Elsevier støtter lovgivning som SOPA og PIPA (som jeg også har nævnt her) og ikke mindst The Research Works Act, som vil gøre det umuligt at opretholde vigtige  webtjenester som ArXiv, fordi denne er i strid med Elseviers copyright-aftaler. ArXiv er et vigtigt sted at følge med og et vigtigt sted at lægge sine nye resultater. Der er selvfølgelig en masse skrot på ArXiv, men mindst lige så mange vigtige og spændende nye bidrag. De nye publikationskanaler, som internettet har gjort mulige, er vigtige for et åbent akademisk samfund og for den vidensdeling, der bør være vores ideal. Og dertil kommer, at Elsevier sælger sine abonnementer i “bundter”, så en institution, der abonnererer, bliver nødt til at købe adgang til langt flere tidsskrifter, end man egentlig har brug for og ville bruge penge på. Af disse grunde har jeg valgt at boykotte Elsevier; så længe forlaget har den politik, det har, vil jeg ikke publicere i forlagets udgivelser eller bedømme artikler, der bliver sendt ind til dem.

Mit vigtigste argument for at lade min bog udkomme på et etableret forlag er, at min bog ikke rummer nye forskningsresultater, men er tænkt som en forskningsbaseret lærebog og at den forhåbentlig kan være at varig værdi. Men også dette arguments holdbarhed kan diskuteres; mange af dem, der køber lærebøger, er studerende med begrænsede indtægter. Cambridge University Press har mig bekendt ikke planer om at udgive min bog som billig e-bog; det ville jeg ønske, at de gjorde. Jeg ser ikke noget forkert eller umoralsk i at studerende sælger deres eksemplarer af min bog til deres medstuderende. Dog håber jeg, at de ikke i deres opslag skriver “Har aldrig været brugt”.

Perspektivet , der blev væk

20120221-191156.jpg

Jeg havde vel egentlig lovet mig selv ikke at skrive om “betalingsringen”, men nu gør jeg det alligevel. Tilgiv mig, hvis det jeg skriver, er ureflekteret.

Men hele diskussionen om en afgift for at køre ind i hovedstadsområdet som privatbilist har forekommet mig at være perspektivløs. Formålet med denne foranstaltning var at nedbringe antallet af biler og mindske forureningen (herunder, men ikke kun CO2-udslip) og andre gener. Det økologiske råd nåede sidste år frem til at en afgift vil kunne nedsætte CO2-udslippet i varierende omfang, alt afhængig af hvilken løsning der blev valgt. Regeringen fremstod perspektivløs; der var ikke nogen samtidig promovering af et alternativ, f.eks. i form af bedre og billigere kollektiv trafik. (Tænk hvis man f.eks. havde gjort kollektiv transport gratis i hovedstadsområdet for bilister.) Også selve terminologien var dårligt valgt – “betalingsring” lyder ikke mere positivt end “betalingshospital”, det gamle, forbeholdne ord for det, der nu uden forbehold kaldes et privathospital.

Men modstanderne af afgiften, anført af Danmarks for tiden meget populære parti Venstre, er mindst lige så perspektivløse. Det er lykkedes at reducere det, der kunne være en diskussion af trafikkens påvirkning af miljøet i Danmarks største byområde og af visioner for den kollektive trafiks rolle i samfundet til en kamp i valgfrihedens navn for den velkendte, men på sigt tvivlsomme løsning for samfundet det er at vi hver især tager hver vores bil på arbejde. Jeg ville næsten ønske, at modstanderne havde sagt, at de var glade for at biltrafikken kunne fastholdes på dens nuværende leje. Jeg ville oprigtigt have ønsket, at der var kommet et bud på et alternativ. Men nej. Det eneste, modstanderne af afgiften kunne sige, var tilsyneladende, at det er glædeligt, at bilisterne slipper for at betale:

– Vi glæder os ikke mindst på vegne af de mange storkøbenhavnske og sjællandske borgere, der havde en risiko for at få en ekstraregning på op mod 20.000 kroner om året, siger Martin Geertsen, der er trafikordfører i Venstre.

Jeg synes, at initiativet nu bør komme fra modstanderne af “betalingsringen”. Nu er det op til dem at vise perspektiv. Især så jeg gerne. at modstanderne

  • svarede på om omfanget af trafikken i hovedstadsområdet udgør et miljøproblem og, hvis det et tilfældet,
  • gav et bud på hvordan et sådant miljøproblem kan løses, og
  • fortalte, hvilken rolle de mener, den kollektive trafik skal spille i samfundet. Og her vil jeg gerne have et bedre svar end at “man skal kunne vælge mellem at bruge offentlig transport og at lade være”

Jeg kan ikke undgå at bemærke, at ingen af disse problemstillinger bliver nævnt i Ritzaus telegram, der omtaler Venstres glæde ved bortfaldet af “betalingsringen”. I værste fald har vi opnået det, jeg med et ord, jeg fandt på i en helt anden sammenhæng har kaldt for en “ikke-løsning”, nemlig en detaljeret bortforklaring af hvorfor intet kunne gøres.

Dengang og nu: Christchurch

I dag er det et år siden, et jordskælv i Christchurch i New Zealand ødelagde store dele af byens centrum og dræbte 185 mennesker. Det øverste selvportræt er taget i byens domkirke i januar 2010. Det nederste er taget umiddelbart efter jordskælvet et år senere.

Hele denne triste begivenhed har en særlig betydning for mig. I januar 2010 besøgte jeg min søster i Christchurch; det var første gang nogen sinde, vi mødtes (vores far var en træls person, der ikke fortalte os om hinandens eksistens). Jeg var der i en uge og kom til at holde af byen, der på mange måder fremstår som et ekko af de englændere, der grundlagde Christchurch. Jeg cyklede hver dag rundt i den bymidte, der et år senere blev til en ruinhob. Meget af det, jeg så, vil være væk, næste gang jeg lægger min vej forbi. Jeg er ikke nogen kirkeligt orienteret person, men det er nu alligevel trist at vide, at domkirken, som er vartegn for Christchurch, er halvvejs styrtet sammen.

En solstrålehistorie er, at min søster og hendes kæreste i år fik deres første barn, så jeg nu har en nevø i den jordskælvsplagede by langt væk.

The Guardian har i dagens anledning en lang artikel om genopbygningen af Christchurch.

Hvem sagde gammel?

20120219-205003.jpg

En britisk undersøgelse nævnt i The Guardian viser at man bliver hurtigt gammel:

On average, respondents thought “youth” ended at 41 and “old age” began at 59. However, this varied by as much as 20 years in relation to the age of the respondent: the age at which youth stopped and old age started increased in relation to the age of the respondent.

Undersøgelsen viser samtidig, at denne skelnen er – nå ja, aldersafhængig. Mennesker i firserne synes, at mennesker i tresserne stadig er unge. Jeg kender bestemt denne relativitet fra mig selv; jeg gøs, da jeg nærmede mig de tredive, men senere, hvor jeg kun er et par år fra at være halvtreds, måtte jeg smile lidt, da min søster (som jeg først mødte for få år siden, men det er en anden historie) følte det samme ved tanken om at blive tredive.

Det værste er en snigende alderschauvinisme (eller ageism, som man rammende kalder det på engelsk)- ville jeg være tryg ved at have en tandlæge, som jeg kunne huske som én, der gik adskillige årgange under mig i skolen? Selv i dag ville jeg komme til at føle at jeg var klasser bedre end ham. Men den slags er farligt; alderschauvinismen kan som bekendt også pege den modsatte vej. Amerikaneren Jerry Rubin, der var fredsaktivist under Vietnamkrigen, er kendt for citatet

Never trust a man over thirty

Da han selv blev tredive, fik han da også læst og påskrevet for det. I 1994 døde Rubin så i en alder af 56, tre år fra at være gammel.

Den lave profil

20120218-184747.jpg

Der er flere triste sager i medierne i disse dage om universitetsansattes ytringer og hvordan ledelsen reagerer på dem. Der er den aktuelle sag om professor Linda Koldau fra musikvidenskab på Aarhus Universitet og den tidligere sag om Mette Jensen, der nu er pensioneret, men indtil 2010 var seniorforsker ved Danmarks Miljøundersøgelser, der blev lagt ind under Aarhus Universitet. I dag skriver hun i Information:

Hele systemet med den stadig mere omfattende eksterne finansiering af forskningen ved universiteterne, trækker i samme retning: Skaf penge — helst mange penge — pas din forskning og aflever til tiden!

En god forsker holder lav profil, overholder sine administrative såvel som forskningsmæssige deadlines og har en positiv holdning til institutionen — uden ledelsens opbakning kan det nemlig være svært at skaffe eksterne midler og dermed i sidste instans at fastholde sin stilling.

Udviklingen har både stor indflydelse på de forskere, der fastholder retten til at kritisere ledelsen eller andre forhold på universiteterne, og på ansatte, som måske ikke står i forreste række med kritik, men alligevel ønsker at deltage i den kritiske debat. De vil have en tendens til at træde et skridt tilbage og undlade at forholde sig til kritikken.

Der udvikler sig med andre ord en tavshedskultur til skade både for ’den kritiske tanke’ og »det venligt fjendtlige samarbejde mellem forskere« (Karl Popper, filosof, red.) — en kritik og et samarbejde, som er afgørende for at sikre en høj kvalitet i det videnskabelige arbejde. At træde frem i offentligheden med kritik af forholdene bliver hurtigt til rene selvmordsaktioner.

Det er naturligvis ikke kun strukturelle forhold, som sætter barrierer for ytringsfriheden på universiteterne. Også den konkrete ledelse og de konkrete ansatte har en rolle at spille, og den vælger de i en hvis grad selv. Ledelsen, som i ord altid vil hævde, at der er fuld ytringsfrihed i institutionen — et fænomen jeg også har konstateret i sagen om Linda Koldau — kan forvalte sine holdninger til de ansattes kritik mere eller mindre restriktivt. Den kan lade kritikken få plads og lægge øre til den, eller den kan nedtone og sågar direkte undertrykke den.

Her er jeg helt på linje med Mette Jensen. Bemærk: Jeg er ikke utilfreds med den forvaltning, der lige nu er på mit eget institut. Den institutleder, vi har for tiden, er et fornuftigt menneske. Problemet med universitetsloven er den vilkårlighed og den personafhængighed, universitetsloven introducerede ved at bryde med en meget gammel akademisk tradition og indføre ansatte ledere. Hvor er retssikkerheden for os som universitetsansatte, når en ansat leder ikke er et fornuftigt menneske? Når der samtidig sættes stadigt voldsommere fokus på kvantificerbare mål for publikationers antal og ranking og på hvor mange eksterne forskningsmidler, den enkelte forsker kan hjemtage, er der lagt op til et akademisk arbejdsmiljø med stærkt øget stress og personlig utryghed.

For en sikkerheds skyld: Man skal bestemt ikke satse på at den nuværende opposition vil ændre disse forhold. Det var faktisk dem, der sammen med Socialdemokraterne indførte universitetsloven tilbage i 2003. Dette er med andre ikke et partipolitisk slagsmål, men et spørgsmål om ansattes rettigheder. Man kan lige nu kun håbe at de to andre nuværende regeringspartier vil gøre deres for at påvirke situationen til det bedre.

Alle andre sover

Jeg er et reformeret B-menneske. I dag kan jeg stå tidligt op og gå nogenlunde tidligt i seng. Livet som underviser og medlem af en familie, hvor de andre også skal op på arbejde eller i skole, har gradvist ændret mig. Men engang var jeg næsten altid længe oppe.

Den britiske forfatter David Harsent skriver i New Statesman:

F Scott Fitzgerald once observed that, “In a real dark night of the soul it is always three o’clock in the morning.”

To the true insomniac, this is no metaphor. It’s not a matter of as easily inhabiting the night-time as the daytime world; more that in the night-time world, the sleepless person is the sole inhabitant. If two insomniacs were to meet in that place of displacement, each would assume that the other was a ghost, or a creature peering in from the threshold of a parallel universe.

Most often, the insomniac will be housebound in a building more or less identical to the one he occupies by day. The house will feel bigger, as if it contained a room that no one had ever entered. Sometimes, music seems to be playing just on the edge of audibility; it might fade, remaining inexplicable, or grow to become the sound of a plane, solo and unscheduled, forward lights seeming to wobble in heavy air.

Det er en stemning, jeg kender fra de år, hvor jeg tit var længe oppe. Jeg husker en spøgelsesagtig nat i Edinburgh, hvor en kvindes gennemtrængende skrig et sted i kvarteret flængede natten gennem længere tid, og jeg ringede til politiet. Og jeg husker dårlige marmelademadder og mærkelige radioprogrammer. Det meste af min PhD-afhandling blev til ud på de små timer, og jeg cyklede hjem med et stop undervejs for at købe natmad.

I dag er min mentale effektivitet stadig størst ud på eftermiddagen og om aftenen, men kroppen er samtidig gjort træt af den almindelige arbejdsdags rutiner, så det er  forbløffende besværligt for mig at være længe oppe. Og med til komplikationerne hører, at jeg faktisk holder meget af lyset.

Så jeg er vel ikke noget ægte B-menneske, her efter reformationen. Og så er det faktisk også morsomt at kunne provokere de ureformerede B-mennesker ved at stå tidligt op.

Og tiden går

Temporal Distortion af Randy Halverson set på Vimeo.

Time-lapse-film er en velkendt teknik i vore dage. Jeg blev selv først opmærksom på den i filmen Koyaanisqatsi, og den er siden blevet brugt til hudløshed i spillefilm og ligegyldige musikvideoer. Men ovenstående sekvenser, der blandt andet viser hvordan nattehimlen “flytter sig” er fascinerende. Det, man kan med time-lapse-optagelser, er netop at genskabe en tidsfornemmelse, der ellers ikke ville være der. Vi oplever nattehimlen som statisk, men vi med med forstanden, at den ikke er det.

Det er den manglende tidsfornemmelse, der gør det muligt at være kreationist; dyre- og plantearter, bjerge og kontinenter og solsystemets struktur synes at være statiske og det er muligt at benægte, at de forandrer sig. Det er også den manglende tidsfornemmelse, der gør det muligt at benægte klimaforandringer; klimaet synes statisk og det er muligt at benægte, at det ændrer sig.

Tænk, hvad kosmisk time-lapse-optagelser ville kunne ændre.

Den akademiske konkurrence og det gyldne rige

Den akademiske verden er efterhånden blevet præget af konkurrence.

  • Forskerne konkurrerer om at få deres publikationer optaget i tidsskrifter.
  • Forskerne konkurrerer om at få deres bidrag optaget til en konference.
  • Forskerne konkurrerer om at få deres forslag til workshop-emner godkendt.
  • Forskerne konkurrerer om at få en akademisk stilling.
  • Forskerne konkurrerer om at få eksterne forskningsbevillinger.

Der går ikke en dag, uden jeg tænker over den akademiske konkurrence og min rolle i den, og der er dage, hvor jeg føler mig frusteret ud over alle grænser. Det er som om jeg ender med at indrette min adfærd efter hvordan jeg kan undgå at gå bag af dansen i konkurrencen og blive i stand til af og til at foretage mig det, jeg egentlig gerne vil, nemlig at finde frem til nye forskningsresultater.

Der er i vore dage en samling kvantificerede succeskriterier, der er med til at afgøre, hvor godt man klarer sig i konkurrencer.

  • Institutionerne tæller publikationer og giver dem karakter. Man tæller publikationer på individniveau, på institutniveau, på institutionsniveau og nationalt.
  • Institutionrne tæller, hvor PhD-studerende den enkelte forskere har, og hvor mange af dem, der gennemfører.
  • Institutionerne tæller de eksterne bevillinger. Hvor mange penge har den enkelte forsker skaffet?

Konkurrencerne hænger cirkulært sammen, og de hænger cirkulært sammen med de kvantificerede succeskriterier. For at vinde i konkurrencen om eksterne forskningsbevillinger skal man have tilstrækkeligt mange publikationer. For at kunne få PhD-studerende skal man have eksterne bevillinger, der kan finansiere dem. For at kunne få publiceret meget, skal man have nogle eksterne forskningsbevillinger, så man kan blive frikøbt fra undervisningsforpligtelserne og få nogle PhD-studerende og postdocs, man kan samarbejde med.

Oded Goldreich, der er professor på Weizmann-instituttet for datalogi og anvendt matematik i Israel, har skrevet et langt og for nogle provokerende essay om konkurrencens rolle i det akademiske samfund.

I essayet skelner han mellem “struggle” og “competition”. En helt fyldestgørende dansk oversættelse kender jeg ikke, men et bud er “kamp” kontra “konkurrence”. Det, man konkurrerer om, er hvad Goldreich kalder symbolsk kapital (i tilfældene ansættelser og forskningsbevillinger er kapitalen dog særdeles reel).

Goldreichs første påstand er, at der er en masse konkurrence mellem akademikere, hvor kamp ville være mere passende. Konkurrencen er eksplicit defineret og kvantificérbar (f.eks. ved at tælle publikationer og eksterne forskningsmidler), hvor kampen er en kamp for at opnå bestemte akademiske mål (typisk ny indsigt). Kampen er typisk ikke en konfrontation.

Goldreichs anden pointe er, at megen konkurrence i det akademiske samfund er, hvad han ville kalde sekundær konkurrence. Konkurrence er sekundær, hvis dens udfald er baseret på resultater fra tidligere konkurrence – f.eks. er det typisk tilfældet, hvis beslutninger om ansættelse udelukkende er baseret på optælling af publikationer ud fra en rangordning af publikationskanaler. I en fodnote skriver Goldreich:

Consider, for example, the secondary scoring competition that consists of counting the number of publications in a specific venue, which in turn is a multiple-winner competition (assumed to be monotone). This secondary competition ranks a collection of two works that are each marginally above the acceptance threshold of the venue higher than an alternative pair of works consisting of one work that is significantly above that threshold and a second work that is only marginally below that threshold. Unfortunately, this example is far from being hypothetical.

Mange primære konkurrencer er så til gengæld baseret på at få bidrag optaget til de særligt prestigefyldte publikationskanaler, der i tilfældet Oded Goldreichs forskningsområde er bestemte konferencer.

Goldreichs konklusion er

Assuming the validity of my analysis, it is quite clear what should be done in order to improve the situation: (1) all unnecessary competitions should be abolished, and (2) all (necessary) secondary competitions should be converted to primary ones (as much as possible). This is theoretically obvious, but practically non-trivial.

Bemærk, at Goldreich ikke hævder, at konkurrence som sådan skal afskaffes – der skal stadig være konkurrence om stillinger – men om at gøre konkurrencesituationerne færre og mere gennemsigtige og at kunne leve op til fagets krav om at stræbe efter indsigt snarere end altid at basere sig på det kvantificerbare. Nedenstående citat vil jeg gøre til min udgangsbøn her.

For example, it may and should be considered bad taste to refer to publication counts, and ditto using the outcome of any competition when discussing the merits of achievements and/or individuals. Indeed, I am talking about a change in values, one that puts more emphasis on the field’s inherent values (i.e., both the general scientific values and the specific interest in the field’s founding problems).