Hadet på nettet

Jeg er træt af hadet på nettet; man kan vel næsten sige, at jeg hader det efterhånden. En episode, jeg særligt husker er fra 2008, hvor der var der en artikel i dagbladet Information om de græske myndigheders tvivlsomme behandling af asylansøgere og om Danmarks praksis med at returnere asylansøgere til Grækenland med baggrund i Dublin-konventionen.

Nogen skrev (og jeg skal understrege, at det ikke var mig, der skrev dette, og at dette er et citat):

En yderst opmuntrende artikel. Det er herligt, at vi på den måde slipper af med i det mindste en lille del af dem, der ellers ville rende rundt i Københavns gader og dolke, skyde, nedbanke og voldtage danskere.

En stor tak til Grækenland!

Der var en del lignende indlæg, der slet ikke forholdt sig til artiklens emne og anvendte en meget hadsk tone. Til sidst blev jeg træt af det og skrev:

Det er svært, ja umuligt, at have en diskussion om asylansøgeres problemer i Grækenland, når diskussionen hele tiden skal køres af sporet. Det kommer efterhånden til at virke som en bevidst strategi; der er utroligt meget had i nogle af de kommentarer, jeg læser.

Hvad kom der så ud af min forargelse? Såmænd bare dette:

Du har ret, der er masser af had, og måske du burde begynde at tage det til efterretning! En voksende del af befolkningen, vil ikke længere finde sig i, at blive kørt over ende, med denne massive masseindvandring af økonomiske platugler, som i bund og grund vil skide det danske samfund en lang muslimsk strækmarch!

Jeg gav op, og det er efterhånden kun meget sjældent, jeg blander mig i den slags diskussioner mere på dagbladenes webfora. Politiske blogs undgår jeg helt. Måske er jeg blevet konfliktsky, måske synes jeg bare, det er blevet ørkesløst efterhånden. Jeg ville gerne lære noget om mine egne holdninger og bedre kunne forstå modargumenter fra andre, men der er desværre meget få argumenter derude.

For tiden taler vi i Amnesty International om muligheden for at have et mere direkte demokrati med mulighed for netbaserede diskussioner. Det er jeg selv betænkelig ved; jeg har nemlig kun få gode erfaringer med diskussioner på nettet. Jeg har fulgt med lige siden jeg kom på Usenet-nyhedsgrupperne i 1987, og også dengang kunne diskussionerne blive ufokuserede, hadske og ubehageligt personlige. Også i “godhedsindustriens” højborg kan tonen medlemmer imellem af og til godt blive skarp, omend på en anden måde.

Jeg har længe ment, at den lave kvalitet af diskussioner på nettet i høj grad skyldes, at deltagerne er mere eller mindre anonyme og i hvert fald ikke sidder ansigt til ansigt. Kombinationen af afstand og anonymitet er et betryggende skjul. Jeg er ikke ene om at have  den holdning;  i et indlæg på Berlingske kan man høre lignende konklusioner fra bl.a. en præst, en psykolog og den allestedsnærværende Henrik Dahl.

Man kunne så håbe, at fora med direkte videolink ville være anderledes. Men dels er kommentarer i høj grad nødt til at være asynkrone (ikke alle vil skrive samtidig), dels ved vi også godt, at diskussionerne på gammeldags vælgermøder kan antage en ubehagelig natur og blive præget af ekstreme synspunkter.

Men hvordan kan vi så få bedre diskussioner af politiske emner? Mine egne bud er de sædvanlige og måske lidt fortærskede: det gode argument og refleksion over kommunikationen. Der er masser af følelser i spil, men man skal kunne reflektere over, hvad man selv siger. Det eneste, der mangler, er så at vi får lært at opføre os sådan på nettet…

På vej mod toppen?

I dagens udgave af dagbladet Information (denne blogs læsere kan efterhånden regne ud, at jeg er trofast abonnent) er der endnu en kronik, der kritiserer konsekvenserne af “den nye universitetslov”, som nogle stadig kalder den universitetslov, som regeringspartierne og Socialdemokraterne vedtog i 2003. Det er en lov, der har skabt en topstyring med ansatte ledere og uden det demokrati og de valgte ledere, der engang var. I kombinationen med det stadig større fokus på ekstern finansiering af forskningen kombineret med at basismidlerne også gøres til genstand for konkurrence, er den danske universitetsverden blevet transformeret. Det ville være en overdrivelse at påstå, at jeg er positivt indstillet for denne transformation.

Og hvem er så forfatteren til kronikken? En så samfundsomstyrtende person som Niels Kærgård, der er professor på Københavns Universitet og forhenværende økonomisk overvismand.

Det, der er så interessant, er for det første, at Kærgård sætter fokus på hvordan ledelse er brancheafhængig:

Det er også karakteristisk, at de nye virksomheder i it- og designsektoren med deres innovative unge computerspecialister og designere typisk har en meget flad ledelsesstruktur, som ofte indebærer partnerskaber mellem de involverede.

Den topstyrede hierarkiske ledelsesform er indiskutabelt velegnet til situationer, hvor der skal træffes hurtige beslutninger og vælges en håndfast strategi. Spørgsmålet er selvfølgelig, om det er det, man brug for i forskningssektoren.

Her er der ofte først og fremmest brug for en vedholdende tro på egne ideer – der går ofte adskillige år, måske årtier, fra en idé bliver udkastet, til den er blevet specificeret, formaliseret, testet og resultatet publiceret.

Dernæst, at Kærgård sætter fokus på hvordan kombinationen af topstyringen og den ændrede finansiering gør det sværere at skabe gode karrierer:

Lønnen har aldrig været speciel høj i universitetsverdenen i forhold til andre ansættelser. Tidligere var universitetsstillingerne imidlertid meget attraktive, fordi man ikke havde nogen styrende chef, men det har man nu.

Stillingernes popularitet har også hængt tæt sammen med, at man kunne forfølge sine egne ideer. Nu må man imidlertid arbejde med de projekter, der er penge til.

Endelig er ansættelsestrygheden gået fløjten. Konkurrenceudsatte basismidler har ført til en række fyringer af økonomiske grunde også i universitetsverdenen.

Selv er jeg bekymret for hvordan det akademiske generationsskifte vil finde sted. Selv er jeg nu nået det sted i livet, hvor jeg ved, at jeg formodentlig højst har tyve år tilbage af mit arbejdsliv. Jeg har været privilegeret og er det på sin vis vel stadig; det er lykkedes mig at få en ordinær, men dog stadig eksisterende akademisk karriere.

Men nogen skal overtage efter mig og min generation af akademikere, og der er da også stadig kandidater, der vil i gang med en forskeruddannelse. Desværre er det nu så godt som alle, der forlader den akademiske verden efter endt PhD-grad eller havner i bedste fald i kortvarige postdoc-stillinger. De faste stillinger findes næsten ikke mere. Når der er kraftig gennemtræk, går det ud over immunforsvaret, også på universitetet.

Poetry slam i aften

I aften, efter en lang dag med censorgerning nede sydpå går turen hjem, hvor jeg stiller op i poetry slam mod/med selveste Mads Bjergen Pedersen (på billedet iført sin Transformator-hjelm),  Jan Nygaard, Lasse Nyholm Jensen m.fl. Poetry slam er en spoken word-konkurrence, hvor fremførelsen spiller sammen med teksten (hvis alt er vel). Helheden må gerne være morsom, alvorlig og/eller og tankevækkende. Det er meget sværere end man tror, thi det talte ord kan ikke læses igen – det skal fænge første gang!

Mød os på Studenterhuset i Aalborg kl. 20:00 – 23:00!

Fuld overvågning

Hvad tænkte jeg, da jeg så denne video stykket sammen af optagelser fra London? I nævnte rækkefølge:

  • At jeg ikke savner tabloidavisen The Sun.
  • At det er imponerende, hvad nogle mennesker er i stand til, selv under meget svær beruselse.
  • At det var godt, manden ikke kom noget til. Komikken er understreget af den stumfilmsagtige musik, men det kunne være endt rigtig tragisk – en bil, en overfaldsmand, et mere uheldigt fald.
  • Og, sidst og ikke mindst, at London er det sted i verden, hvor der er flest overvågningskameraer. Kun derfor kunne denne video med klip fra hele turen gennem byen blive optaget. Læg mærke til, hvordan der bliver zoomet og panoreret – dette kræver menneskelig indgriben.

Eksperter eller smagsdommere

Der er to aspekter, der altid har undret mig, ved mediernes valg af eksperter inden for økonomi. I gårsdagens udgave af dagbladet Information var der en artikel om netop dét fænomen.

Det ene er, hvem medierne vælger. En vis (ikke nødvendigvis viis) Steen Bocian er flittigt brugt, når medierne vil bruge en økonom til “ekspertudtalelser”. Her opdager man bl.a. at den mest citerede økonomi netop er Steen Bocian; han er ikke forsker, men ansat som cheføkonom i Danske Bank.

Som alle andre økonomer kan han ikke siges at være politisk neutral – det er ikke i sig selv suspekt at have politiske holdninger som økonom, men jeg ville ønske, at det blev gjort mere klart. Steen Bocian har f.eks. gjort sig til talsmand for afskaffelse af efterlønnen. Han repræsenterer samtidig Danske Bank, der har været en central (og problematisk) aktør i de senere års økonomiske krise.

Det gælder selvfølgelig også f.eks. i miljøspørgsmål, at man skal være meget opmærksom på hvilke interesser, der ligger bag. Her, men også i spørgsmål om økonomi, burde medierne være langt mere kritiske, end tilfældet er.

Det andet er, hvad økonomerne bør sige. Det er ofte svaret, der frustrerer journalister, når akademikere bliver spurgt – de fleste journalister vil nemlig have meget enkle og meget kategoriske sort/hvide-svar af den slags, som vi akademikere som regel ikke tør komme med. Der er altid forbehold og antagelser, man skal gøre. Vi kan ikke sige, at “nej, Linux vil aldrig blive ramt af en virus” eller “nej, Jorden vil ikke blive ramt af en asteroide” eller “ja, vi undgår massearbejdsløshed”. Den slags universelle udsagn bør vi ikke komme med, for de er umulige at hævde kategorisk.

Jeg så gerne, at medierne var åbne om økonomers faglige baggrund (er de rent faktisk forskere eller arbejder de for et firma?) og status som interessenter i debatten. De måtte også meget gerne spørge andre end Steen Bocian & Co.

Økonomerne må så til gengæld gerne være meget bedre til at udtale sig akademisk og pege på alle de antagelser og forbehold, de gør. Somme tider burde de nok også sige nej til at udtale sig.

En fair løsning?

I dag kunne jeg læse, at Socialdemokraterne og SF i deres “Fair Løsning” vil tælle en bevilling på 1,5 milliarder i en sikkerhedspulje for Mellemøsten og Nordafrika med som u-landshjælp. Unægtelig en ændret holdning fra for et år siden, hvor SF i et notat om partiets udviklingspolitik skrev

VK-regeringen har i stor stil regnet sikkerhedspolitiske indsatser, militære operationer og terrorbekæmpelse med i opgørelsen af den samlede udviklingsbistand for, at det kunne se bedre ud på papiret. Det, mener SF, er fuldstændig uacceptabelt.

Som så ofte før i det seneste årti i dansk politik har grænserne for det acceptable flyttet sig. Den danske ulandsbistand er lige nu på 0,9 procent af bruttonationalindkomsten, og ifølge regeringens egne beregninger forventes bistanden at falde til 0,78 i 2013. Oppositionen ønsker så at omgøre denne nedgang på 1,4 milliarder kroner. Men med det nuværende tiltag bliver realiteterne at Danmarks u-landsbistand ifølge den tidligere definition også efter et eventuelt regeringsskifte vil være gået kraftigt ned.

Naturligvis kan man diskutere, hvordan u-landsbistanden bør se ud for at virke bedst muligt – men alligevel: Der er simpelthen ikke stemmer at hente i bestemte slags holdninger om “den tredje verden”/”det globale Syd”/”u-landene”, hvor præmissen er, at det er vigtigt at løse de globale fattigdomsproblemer. Fokus på “det nære” (læs: os selv) vinder også her. I en opinionsundersøgelse fra sidste år (lavet for NGO Forum) er 7 ud af 10 adspurgte af den holdning, at det er “mindre vigtigt, eller slet ikke vigtigt, at skattekronerne går til ulandsbistand”. Mon ikke det har spillet ind? Jeg er desværre tilbøjelig til at tro det.

Bevisets stilling

Jeg har siddet og rettet ca. 30 eksamenssæt fra kurset “Syntaks og semantik”, som jeg har holdt i dette forårssemester. Det er en blandet fornøjelse; mange har heldigvis svaret godt, men der er nogle misforståelser, der går igen og igen. Af og til spekulerer jeg på, om hvorfor det mon er tilfældet. Er der mon nogle fredagsbar-seancer, hvor man aftaler den slags? (“Er vi så enige om, at hvis vi får en opgave om det her, så skriver vi ikke det rigtige, men at…”)

Tankegangen bag matematiske beviser falder en del studerende meget svært, og meget af problemet kan føres tilbage til problemer med at forstå kvantorer fra førsteordenslogik og konnektiver fra udsagnslogik. Et sted, hvor man ser dette meget tydeligt, er i anvendelserne af de to Pumping Lemmaer fra formel sprogteori. Det er matematiske sætninger, der er på formen:

Hvis L er et regulært (eller kontekstfrit) sprog, så findes der en konstant p, så at der for enhver streng s \in L af længde mindst p findes en opsplitning som opfylder…

Disse sætninger har form af en implikation (hvis…så). Det eneste, man kan bruge disse sætninger til, er derfor at vise at et sprog ikke er regulært, hhvs. kontekstfrit – netop fordi der ikke er tale om en biimplikation. Bevisteknikken er kontraposition; vi viser, at konklusionen ikke kan være sand for L. Men dette har en del studerende problemer med; enten tror de, en implikation og en biimplikation er det samme eller også vender de implikationen forkert.

Et andet problem – og det er her, man skulle tro, misforståelserne var aftalt, for jeg har kunnet finde et stort mindretal blandt de 30, der går ind får det – er i beviset for at konklusionen er falsk for et givet L. Konklusionen har en eksistenskvantor (“der findes et p…”) yderst, og for at modbevise den, skal vi vælge en streng s \in L og vise, at intet valg af p giver en gyldig opsplitning af s, dvs. vi skal undersøge alle opsplitninger for et vilkårligt p. Men en udbredt fejl er nu denne:

Vi sætter p=2, vælger en streng af længde 2 og en opsplitning af denne. Men denne opsplitning er ugyldig, og beviset er nu færdigt.

Med andre ord er der mange, der tror på et aksiom på formen

(\exists p. \exists s. \neg P(p,s)) \Rightarrow (\forall p.\forall s \neg P(p,s))

Jeg har aldrig rigtig kunnet finde ud af, hvor dette udbredte fejl-ræsonnement kommer fra. Det kan næppe stamme fra dagligsproget; når jeg fortæller de studerende, at jeg ikke kan konkludere, at min kuglepen ikke er på universitetets område, bare fordi den ikke er på mit kontor, kan de sagtens se det fejlagtige i ræsonnementet.

Når det er så svært at lære studerende matematiske ræsonnementer, skyldes det formodentlig netop, at der for dem ikke fremstår nogen simpel forbindelse mellem dagligsprogets logik og tilsvarende ræsonnementsformer i matematik. Det er, som om matematikkens sprog og dagligsproget ofte kommer til at rejse i hver sin kupé. For nogle studerendes vedkommende er de ikke engang placeret i samme tog.

Det er ikke blevet lettere med årene, for indholdet af matematiske ræsonnementer i ungdomsuddannelsernes matematikundervisning er nedtonet en hel del efterhånden. (Og moderne datalogistuderende har ikke matematik som deres andet fag; næ, da far var dreng…) Men også da jeg gik i gymnasiet, var der en splittethed i undervisningen. Jeg kunne nemt anvende teknikkerne og f.eks. beregne bestemte integraler med brug af stamfunktion, og jeg vidste, at et integral er det tal, der skiller oversummer fra undersummer og jeg så også beviset for Fundamentalsætningen. Men hvor godt forstod jeg sammenhængen? Det var som om regneteknikker og ræsonnementer levede i hver deres verden.

Og når vi i dagligsproget rask væk benytter os af usunde slutningsregler, gør vi livet endnu vanskeligere for os selv. Dagligsprogets “argumentation” er fuld af fejlslutninger i logisk forstand; hvis nogen er i tvivl om dette, skal de bare se tv-avis!

Jeg er træt af ytringsfriheden

Så, nu er alle vist vågne. Nej, selvfølgelig er jeg ikke træt af ytringsfriheden; der er tale om en helt central menneskerettighed, og jeg er som aktiv i Amnesty International forsvarer af menneskerettighederne. I Verdenserklæringen om menneskerettigheder står der:

Artikel 19.
Enhver har ret til menings- og ytringsfrihed; denne ret omfatter frihed til at hævde sin opfattelse uden indblanding og til at søge, modtage og meddele oplysning og tanker ved et hvilket som helst meddelelsesmiddel og uanset landegrænser.

Problemet, jeg ser, er et andet. I et tidligere indlæg her på bloggen skrev jeg om, hvordan man i kampen om meningerne forsøger at erobre sproget. Det bedste erobringsmål er et positivt ladet ord, og ytringsfriheden er i særklasse et sådant.

Alt for ofte ser vi nu, hvordan ytringsfriheden bliver brugt til at forsvare hensigten med en ytring. Seneste eksempel kom i dag i forbindelse med DRs dokumentarudsendelse om den forfærdelig sag om børnemishandling mv. fra Brønderslev kommune. I dagbladet Information begrunder DRs dokumentarchef Steen Jensen, hvorfor man har ladet en af de berørte i sagen, nemlig den ældste datter fra familien i Serritslev, stå frem. Hans begrundelse er:

De unge siger selv i dokumentaren, at de ønsker at stå frem for at hjælpe andre børn i fremtiden, og det har de en ret til at gøre. De er ofre i sagen, og de har også ytringsfrihed,

Jeg ved ikke, hvad jeg skal mene om det betimelige i at sende udsendelsen på et tidspunkt nær slutningen af retssagen, og jeg er også i tvivl om, hvorvidt det er et problem at en af de berørte fra sagen står frem lige nu. Men ét ved jeg: Endnu engang er princippet om ytringsfrihed blevet brugt som begrundelse i sig selv for at fremsætte en ytring, og det kan man ikke. For ét er muligheden for at komme med en udtalelse, et andet er rationalet bag. Man er nødt til at finde en begrundelse, der går ud over “vi gør det, fordi det er muligt”. Det er her, de etiske overvejelser bør starte.

En analogi: Vi har (i det store og hele) bevægelsesfrihed i Danmark. Jeg har derfor ret til at gå ud af mit hus for at gå en tur tværs gennem byen. Men bør jeg gøre brug af denne ret, netop når familien kommer på besøg?

Det retoriske skred, i hvilket ytringsfriheden er blevet selvbegrundende, er formodentlig sket i kølvandet på karikaturkrisen i vinteren og foråret 2006 – det var i hvert fald her, jeg selv observerede det for første gang. Nu griber det i al fald om sig, og i værste fald ender det med at skævvride den måde, hvorpå vi tænker om menneskerettighederne som et samlet hele. Dansk Folkeparti, der ofte har angrebet menneskerettighederne, er (som man kan se ovenfor) glade for ytringsfriheden, og det er de blevet siden vinteren/foråret 2006. Men hvad synes det samme partis medlemmer f.eks. om artiklerne 14 og 15 i Verdenserklæringen om menneskerettighederne? (De nysgerrige læsere kan finde Verdenserklæringens tekst f.eks. på Institut for menneskerettigheder.)

En køn historie

Engang for mange år siden deltog jeg i et kursus på Folkeuniversitetet om kreativ skrivning. En kvindelig kursist kommenterede nogle af mine tekster med ordene “det er sådan noget, kun en mand kunne finde på at skrive”. (Og det var ellers hverken noget om krig eller sport eller den slags.)

V.S. Naipaul, der fik Nobelprisen i litteratur i 2001, hævder nu i et interview med Royal Geographical Society, at der ikke er nogen kvindelige forfattere, der er hans lige, og at han nemt kan skelne mellem kvindelige og mandlige forfattere alene ud fra deres stil. Bl.a. udtaler han:

I read a piece of writing and within a paragraph or two I know whether it is by a woman or not. I think [it is] unequal to me.

Ak ja – og hendes rette plads er vel så i køkkenet? Jeg tror nemt, jeg ville kunne genkende V.S. Naipaul alene ud fra konsekvenserne for mit blodtryk…

Se en lille test som The Guardian har lavet, hvor man skal identificeret kønnet på 10 forfattere ud fra 10 tekstuddrag. Hvor godt scorer I? Jeg fik 5 ud af 10.

En kendingsmelodi?

Gad vide, om det er dette nummer, der har fået nuværende og tidligere videnskabs- og undervisningsministre ud på dansegulvet til afterparty ved landsmøderne i deres respektive partier?