Solens gyldne æbler

Jeg slipper nok ikke uden om at skrive om Steve Jobs, for jeg sidder her ved en MacBook. For mig har Apple altid først og fremmest været et firma, der lavede computere – iPod, iPhone, iPad osv. kom senere. De fleste computere, jeg har brugt, har været fra Apple. Det var en lille Macintosh Classic, der stod og lokkede nede i hjørnet, dengang jeg var studerende på 5. semester i 1984. I min studietid og i årene efter brugte jeg mest Sun-maskiner, der kørte Solaris, men der var noget hyggeligt ved de små Mac’er. Da chancen kom, bad jeg universitetet om at købe mig en Apple-computer, og herefter har jeg været igennem flere modeller, som det er lykkedes mig at overtale universitetet til at købe til mig.

Apple er objektivt set ikke bedre end andre elektronikfirmaer, og jeg er selv ret splittet. På den ene side har jeg brugt nogle gode computere fra deres hånd, og OS X har på mange måder været et godt operativsystem, der kunne forene min glæde ved Unix (fra Sun-dagene) med en brugergrænseflade, der gjorde mange af de lavpraktiske opgaver til at holde ud. Min gamle MacBook har fulgt mig bogstaveligt talt verden rundt og har trofast lagt ryg til mine publikationer, private skrivelser, referater osv. Min iPod (senere en iPhone) – der vel er noget nær det eneste, jeg selv har lagt penge til – har været mit vigtigste musikanlæg i snart en del år nu. Også den iPad, jeg nu har, har vist sig at være nyttig.

På den anden side har jeg det enormt skidt med produktionsforholdene, Apples produkter nu laves under. Rapporterne om arbejdernes vilkår på Foxconn-fabrikkerne i Kina taler deres tydelige sprog. Den lukkede forretningsmodel for software er en anden stor kilde til frustration for mig og mange andre. Kultdyrkelsen af Steve Jobs kan jeg også nemt være foruden. Det er klart, at Steve Jobs var dygtig til det han gjorde, men han var lige så lidt ene om at skabe Apples produkter som Christian den Fjerde var ene om at bygge Rundetårn.

Jeg kunne selvfølgelig bare bede om et andet computermærke næste gang; problemet er at de vel egentlig ikke er bedre end Apple. Elektronikindustrien er sin egen akilleshæl; som alle andre brancher har den ingen etik ud over at maksimere profitten.  Det er her, det største problem er. Måske er det svært at starte forfra i en garage med nye og etiske mål for en reformeret computerbranche, men det skulle være en fælles opgave for os som brugere at gøre netop dét – og samtidig skabe nye jobs (undskyld ordspillet).

Det 20. århundredes største helt?

20111005-122155.jpg

En af de største helte fra forrige århundrede er måske Stanislav Petrov. Hvem er han? vil mange sikkert spørge. Den 26. september 1983, mens Reagan var præsident i USA og Andropov præsident i Sovjetunionen, fortalte de sovjetiske varslingssystemer ved en fejl, at der var et missilangreb i gang fra NATO. Stanislav Petrov var den første, der så varslingen, men han besluttede ikke at gøre noget. Han anså det for usandsynligt, at et angreb fra NATO kun ville involvere fem missiler.

Hvis han havde varslet videre, ville det sovjetiske militær have indledt et tilsvarende missilangreb mod NATO-landene. En atomkrig ville have været begyndt, og dette indlæg ville formodentlig aldrig være blevet skrevet.

Først mange år senere blev hele dette hændelsforløb offentligt kendt takket være en da pensioneret officer, der nævnte begivenheden i sine erindringer. Læs historien om Stanislav Petrovs beslutning i en artikel fra Washington Post fra 1999.

Stanislav Petrov var en helt af flere grunde: han var en militærmand, der havde sin kritiske sans intakt, han stolede ikke blindt på den komplicerede teknologi, men tænkte selv og han var en borger i et diktatur, der turde tænke selv. I dag er han gået på pension og ser ikke sig selv som en helt. Dét synes jeg nu, han er.

De unge mødre

Det kan være temmelig nedslående at prøve at forklare biologisk evolution til dem, der enten ikke forstår ideen eller ikke vil forstå det – og her tænker jeg på kreationister. “Jamen, ingen har jo observeret igangværende evolution”, siger de. Og så fortsætter de ellers med at så tvivl om fossilhistoriens pålidelighed. Problemet er selvfølgelig, at evolutionsprocessen ofte sker så utroligt langsomt. Men resultater fra Canada peger på et nyt eksempel på igangværende evolution, og det endda hos mennesker.

Undersøgelsen, der er omtalt hos Wired, ser egentlig temmelig uimponerende ud. Emmanuel Milot, der er canadisk genetiker fra Université de Quebec, har undersøgt i hvilken alder kvinder fra den lille canadiske ø Ile aux Coudres fik deres første barn. Øen er interessant, fordi den ligger ret isoleret og derfor udgør en nogenlunde veldefineret genetisk pulje. Fertilitet er interessant, fordi den er så nem at måle.

Og konklusionen? Tilsyneladende er der sket en statistisk signifikant ændring i alderen hos førstegangsfødende fra 26 år i 1800 til 22 år i 1940. Grafen ovenfor er fra denne undersøgelse. Man kan desværre ikke se, hvad enheden er langs førsteaksen – men det er formodentlig årstal.

Ændringen i alderen hos førstegangsfødende kan selvfølgelig skyldes mange forskellige faktorer – men hvis forbedret folkesundhed skulle være en faktor, skulle man forvente at børnedødeligheden også var aftaget. Det gjorde den ikke. Hvad med de kulturelle faktorer? Selvfølgelig spiller de ind – men det kan sagtens være, at det var de kulturelle faktorer, der stod for den naturlige selektion i denne sammenhæng. Dette er i al fald Emmanuel Milots påstand:

“Culture shapes the selection pressures acting on the age at first birth and the reproductive history of women in this population,” he said. “The cultural context was favoring the selection of some genes.”

Den oprindelige artikel kan ses her (kræver formodentlig abonnement, men ikke-universitetsfolk kan i al fald læse abstract).

På den lange bane osv.

Bare rolig,  jeg har ikke tænkt mig at skrive om politik. Jeg vil skrive lidt om noget, det er endnu sværere at gøre noget ved – nemlig sproget. Georg Metz indleder en lang klumme i Information således:

Danske politikere synes i det store og hele og med undtagelse af en håndfuld retoriske talenter at befinde sig uden for pædagogisk rækkevidde i deres forfloskning af sproget. Det tilbagelagte folketingsvalg afkræfter ikke den påstand. Hvad de dog får høvlet af sig af kolde og varme hænder i fremadrettede udfordringer, fordi det skal kunne betale sig at arbejde, mens vi som ansvarligt parti trækker i arbejdstøjet og afviser ufinansierede skattelettelser på den lange og korte bane med verdens bedste folkeskole og udsigt til bæredygtige fleksible løsninger — og så videre i én uendelighed. Det er næsten ikke til at bære, og man fatter ikke at politikernes presserådgivere ikke kan gøre noget ved det. Eller det fatter man måske alligevel ved nøjere eftertanke.

Og så hedder klummen endda “Hvorom alting er”, en af de vendinger, jeg af og til bliver kritiseret for at gribe til i tide og (især) i utide.

Flosklerne er de tilsyneladende meningsfyldte sproglige konstruktioner, som i virkeligheden enten er tømt for mening eller ikke kan gives en bare nogenlunde veldefineret mening. Hvad betyder f.eks. “ansvarlig økonomisk politik” eller “verdensklasse”?

Det barokke er, at mange meningsdannere prøver at finde frem til stærke formuleringer, men ender i floskelmageri. Floskler findes nemlig ikke kun i politik. Alle fag kender dem. En tidligere kollega, der i en del år var toneangivende på mit institut på godt og ondt, talte ofte om “åben dialog”. I Akademisk Råd, hvor jeg er medlem, har vi vores helt eget repertoire. En ny sport, der gør møderne nemmere at komme igennem, er født – floskelbingo. Kryds flosklerne af på pladen, efterhånden som de dukker op til mødet.

I reklamebranchen handler det vel stort set ikke om andet end kontrolleret floskelmageri. Ovenfor kan man se en floskelbingoplade, der kan anvendes ved møder i dén branche. Til min store skræk opdager jeg, at de svenske floskler til forveksling ligner de danske.

Også forskningsverdenen har sine floskler. Fra datalogien kender jeg de “sikkerhedskritiske systemer”, der gerne må være “kvalitetssoftware”. Kigger man i en typisk publikation (især inden for de mindre matematisk orienterede dele af datalogi), står den slags ofte i kø. Prøv blot at læse om “cloud computing” (der vel selv er en floskel). De mest banebrydende videnskabelige publikationer har derimod deres eget, floskelfrie sprog, for her har forfatterne set verden påny og været nødt til at formulere et nyt sprog.

Negationstesten er mit yndlingsredskab, når bestemte floskler skal aflives (men kan desværre ikke bruges på dem alle). Lad os prøve at udtrykke det modsatte af en vending, enten ved at indsætte ordet “ikke” eller ved at prøve at udtrykke det modsatte på anden vis. Hvor tit hører man at f.eks. “i vores parti vil vi føre en uanstændig retspolitik”, at “vi vil føre en lukket dialog med nogle udvalgte få” eller “vi vil ikke fremme beskæftigelsen”?

Det bedste, jeg ved, er at læse eller lytte til dem, der ikke bruger floskler, men kan kommunikere selv. Vi kender sikkert alle sådanne kommunikatorer; prøv at lægge mærke til, hvad de gør og lær af dem. Det vil jeg selv blive bedre til.

Indian Summer

20111002-202221.jpg

Dette billede fra Storbritannien, der havde samme vejr som Danmark her lørdag-søndag, forklarer paradokset med sommer i oktober bedre end mange ord.

The storm didn’t kill me, the government changed

R.E.M. findes ikke mere; deres sidste album Collapse Into Now fra i år er et værdigt farvel. “Oh My Heart” stammer herfra.

Til gengæld har Danmark fra i morgen af en ny regering. Ikke alt er, som jeg kunne ønske mig – men kontanthjælpsloftet, “starthjælpen” og tidsbegrænsningen på sygedagpenge er afskaffet. 10 års tradition for mistænkeliggørelse af syge og arbejdsløse og diskrimination af flygtninge er omsider brudt. Vi kæmpede i 4 år i Amnesty International for at få afskaffet starthjælpen. Nu er det omsider sket. Jeg tør næsten ikke tro det.

Akademisk reality-tv

Inden så længe skal de studerende på første studieår i gang med at danne grupper selv for første gang, og det har fået mig til at tænke over hvordan vi kan skabe de bedst mulige rammer for det.

Vi har for vane at lade de studerende være i et stort lokale, som ingen af dem må forlade, før alle grupper er dannet og alle er med i en gruppe. Det plejer at gå hurtigt – kun to-tre timer. Ud fra et effektivitetssynspunkt må det siges at være optimalt.

Men det må ikke kun handle om effektivitet; denne form for gruppedannelse har sine ulemper, som man først efterhånden opdager. Mange grupper ender med at være fast sammentømrede og fra en rent social synsvinkel er det forståeligt. Men et universitetsstudium handler jo først og fremmest om at lære noget, så det ville være godt at lave projektgrupper ud fra faglige kriterier også. Jeg synes at det er et problem, hvis grupper bliver så fast sammentømrede, at de lukker sig om sig selv og måske ender med at opbygge en mindre heldig arbejdsmoral. Man ser f.eks. tit at det er bestemte projektgrupper, der er enige om ikke at lave noget i bestemte kurser.

Ovre på RUC, hvor de har brugt problemorienteret projektarbejde i grupper som undervisningsform endnu længere end vi har i Aalborg, bærer de sig lidt anderledes i starten af projekterne, men de er jo også sjællændere. Her er en præsentation om gruppedannelse på Roskilde Universitet af Arno Kaae, der er pædagogisk konsulent.
Han er tydeligvis ikke medlem af Anti-Powerpoint-partiet, men hans pointer er stadig interessante.

Det er tydeligt, at man i Roskilde har fokus på det faglige aspekt ved gruppedannelsen. Det tror jeg, vi kunne lære noget af i Aalborg. Den første, søgende fase af projektarbejdet kunne man nemlig lige så godt have inden gruppen var dannet; der bliver alligevel ikke lavet ret meget helt konkret i de første uger, hvor der ofte er en del andre aktiviteter, typisk i form af kursusundervisning. En mere søgende start kunne måske også gøre noget ved det problem, at der kun sjældent er studerende hos os, der laver deres egne projektforslag. Man kunne lade projektforslagene vokse frem over de første par ugers tid og først herefter danne grupperne.

Her ved starten af P1-projektet vil jeg forsøge noget lignende, for ruskurset er placeret sent – faktisk et stykke inde i P1-perioden. Så jeg vil bede de mere end 130 studerende om at prøve at gruppere sig efter hvilke projektideer, der tiltaler dem og bruge et fælles netforum til at konkretisere projektideerne lidt mere i deres bestræbelser på at danne grupperne.

Et problem, det desværre kan være svært komme til livs, er den ubehagelige sociale proces med udelukkelse og personangreb, der ofte stikker hovedet frem. Her kunne man måske sætte kameraer op og true de studerende med at sælge optagelserne til højestbydende tv-station? Under alle omstændigheder ville det blive en billig gang reality-tv, der ikke ville stå tilbage for Big Brother og Paradise Hotel i perfiditet og bagtalelse.

Epistelen skriver apostlen Svend Åge

Jeg er ret glad for Svend Åge Madsens forfatterskab; han blander historier om Århus (undskyld: Aarhus), filosofi, science fiction, en god portion humor og en knivspids matematik til en helt særegen cocktail. Og så har han nogle af de mest interessante personnavne i dansk litteratur – Styge Skonning, Sten Pekoral, Vilhelm Fant, Lilaiomai (som faktisk hedder Djahit Midhat) osv. Min kontakt med ham indskrænker sig dels til et foredrag, han gav på Folkeuniversitetet først i 1990’erne, dels til en søndag eftermiddag (også for mange år siden), hvor jeg mødte jeg ham på gaden i Aalborg og han spurgte mig om vej til banegården. Jeg tvivler på, at han læser denne blog. Men det kunne nu være godt at høre hans tanker om følgende.

I mail-samtalebogen Når man mailer (der selvfølgelig er et ordspil på den amerikanske forfatter Norman Mailer) skriver Svend Åge Madsen om sit yndlingscitat fra Bibelen, det, der siger, at man skal hade sin far og sin mor. Han er så glad for citatet, at han brugte det som udgangspunkt, da han en gang blev inviteret til at holde en prædiken.

I går aftes kom vi til at tale om netop dette underlige citat hjemme, og jeg besluttede mig til at gå på jagt efter dets præcise ordlyd. Jeg brugte Google, og fandt frem til det rigtige skriftsted, nemlig Lukasevangeliet, kapitel 14. vers 25 og frem, hvor der står følgende:

Store skarer fulgtes med Jesus, og han vendte sig om og sagde til dem: “Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel.”

Hvad betyder dog dét? Selvsamme Jesus er som bekendt andre steder citeret for, at man skal elske sin næste. Jeg opdagede dernæst, at der var en del prædikener (der bestemt ikke var skrevet af Svend Åge Madsen), der tager udgangspunkt i dette sted i Bibelen. Deres forklaringer er omtrent en af flg.:

  1. Ordet “hade” er en upræcis oversættelse af et mindre skarpt ord på originalsproget.
  2. Ordet “hade” skal bare tolkes som “elske mindre end mig” (her: Jesus)
  3. Vi skal se på det med datidens øjne.

Det undrer mig, at ingen brugte forklaringer som at “han var måske lidt træt, da han sagde det” eller “det var nok bare for sjov”. En mulighed er selvfølgelig også, at den næste, man skal elske, heraf kan konkluderes at være en vilkårlig person uden for familien, for familien selv (far, mor, børn og søskende), dem skal man hade.

Min egen forklaring er den simple, at der ikke er nogen rationel forklaring af den grund, at enhver religiøs tekst af en vis længde vil indeholde udsagn, der enten er meningsløse, indbyrdes modsigende eller let kan tolkes sådan som sådan. Tilsvarende siger f.eks. Koranen ét sted, at der ikke er nogen tvang i religionen (Sura 2, linje 256), mens der rundt omkring på andre steder i selvsamme hellige skrift udstedes temmelig detaljerede instrukser fra guddommelig side. Den store konklusion er for mig at se, at dette er et af de mange religiøse udsagn, som man kan tolke præcis som man vil. Det har konsekvenser både for dem, der er troende og for dem, der ikke er.

Alle kombinationer

Noget, akademikere somme tider glemmer at tænke, er at alle fag i virkeligheden er sprogfag. Hvert eneste fag (og det gælder ikke kun i den akademiske biks) har sin egen terminologi. Når en studerende ikke består, er det typisk bl.a. fordi han/hun ikke behersker fagets terminologi. Det vigtigste råd er derfor altid, at man skal lære at tale fagets sprog.

Lad mig illustrere det ved at tage fat i et begreb, der er helt centralt i datalogi. Hvad er et sprog? Det viser sig desværre, at temmelig mange datalogistuderende er ude af stand til at svare præcist på dette. Dette har jeg opdaget både i min egen undervisning og i min gerning som censor. Den simple og korrekte forklaring er, at et sprog er en mængde af strenge over et givet alfabet.

Når vi så begynder at indføre operationer på sprog (og generelt på mængder), skinner problemet endnu tydeligere igennem. Lad A og B være sprog.

Hvad er A \times B? (det kartesiske produkt af A og B) Det er alle kombinationer af A og B, svarer mange studerende.

Aha. Men hvad er så A \circ B? (konkatenationen af A og B) Det er alle kombinationer af A og B, svarer mange studerende.

Aha. Det er nok bedst, hvis vi nøjes med at betragte ét sprog, A. Men hvad er så A^{\ast}? (den refleksive, transitive aflukning af A, bedre  kendt som Kleene-stjerne) Det er alle kombinationer af A, svarer mange studerende.

Ser man det. Men hvad er så \mathcal{P}(A)? (potensmængden af A)? Det er alle kombinationer af A, svarer mange studerende.

Senest har jeg læst studerendes forklaring af gætte-angreb på kryptosystemer, hvor de slyngede om sig med “alle kombinationer” i forsøg på at forklare at der for en nøglelængde x er 2^x binære nøgler af denne længde.

I denne sammenhæng er der mindst to problemer, der mødes. Det første er, at mængdelære fremstår fremmed for mange studerende. Det andet består i en pseudo-præcision: ordet “kombination” bruges til at dække over flere forskellige begreber – en delmængde, en streng, et ordnet par, en kryptografisk nøgle… Det hele lyder flot, men er desværre også tømt for indhold.

Konsekvenserne turde være åbenbare. Det er svært for studerende at lære og at gøre rede for f.eks. gængse konstruktioner i automatteori, såsom produktkonstruktionen og delmængdekonstruktionen, når de ikke når ud over det pseudo-præcise niveau i deres forståelse.

Det er ikke kun de studerendes skyld, at problemet opstår. Det er snart en menneskealder siden, mængdelære forsvandt fra folkeskolens pensum og snart også længe siden, mængderne forsvandt fra de gymnasiale uddannelsers matematikpensum. Var det nu et godt sted at skære?

For pseudo-præcisionens vedkommende kan jeg have mange hypoteser. Måske er det simpelthen svært at udtrykke sig præcist. Men hvis det virkelig er tilfældet, da undrer det mig, at denne kompetence åbenbart ikke bliver prioriteret højere i folkeskole og på ungdomsuddannelser.

I al fald: nogle gange er kampen mod pseudo-præcision en kamp mod vejrmøller. Hvis jeg kunne, ville jeg oprette en bødekasse, så en studerende skulle betale en bøde til sin uddannelsesinstitution på 10 kroner, hver gang han/hun brugte “alle kombinationer” på denne pseudo-præcise facon.

Er der en bedre løsning, der kan komme pseudo-præcisionen til livs? Alle forslag modtages med tak.

Alting og ingen ting

I dag er der en artikel i Information om hvordan revolutionen er gået af mode. Men er den nu det? Det tror jeg bestemt ikke, den er. Og nej, jeg går slet ikke ind for væbnet revolution, for jeg er som hovedregel modstander af vold som middel til konfliktløsning.

Men hvis vi med ordet revolution mener en pludselig, ublodig forandring af et lands strukturer og styreform, der skyldes protester fra en stor gruppe i befolkningen, da tror jeg, at mange mennesker vil kunne forestille sig en sådan revolution. I vores egen verdensdel har der været fredelige revolutioner i min levetid – her tænker jeg på begivenhederne i Tyskland (i det gamle DDR) og det daværende Tjekkoslovakiet tilbage i 1989, der gjorde en ende på mange års diktatur. Og lige syd for Europa har der i år været tilsvarende pludselige forandringer i Tunesien og Egypten, som heller ikke var væbnede oprør. Det var i alle tilfælde langvarige, fredelige protester fra en stor del af befolkningen, der bragte diktaturerne til fald.

Ved CONCUR 2011 i Aachen genså jeg min gamle studiekammerat og kollega Anna Ingólfsdottir, der nu er professor i Reykjavik. Da jeg snakkede med Anna, gik det for alvor op for mig, at der inden for de seneste par år her i Norden er sket noget, der lever op til ovenstående definition på en revolution. Her tænker jeg på begivenhederne i Island siden den alvorlige økonomiske krise i august 2009. Islændingene var særdeles vrede over regeringens håndtering af krisen, og de begyndte at holde åbne protestmøder og demonstrationer foran Altinget, hvor demonstranterne slog med grydeskeer på kasseroller og forlangte at regeringen skulle gå af. Til sidst gik regeringen af, og efter yderligere pres gik også direktøren for den islandske nationalbank af. I “kasserollerevolutionen” var det ikke diktatur, men urimelige økonomiske og politiske forhold, der fremkaldte protesterne og de store forandringer.

Så jeg synes, man skal passe på med at sige, at “revolution er gået af mode”. Forhåbentlig går vold af mode, men ikke forandringer af samfundet. Det er ikke nogen nem tid, de gennemlever deroppe, men min fornemmelse er, at islændingene har fået nyt mod. Det islandske eksperiment med at skrive en ny forfatning ved brug af crowdsourcing er affødt af kasserollerevolutionen, og det er en fascinerende anvendelse af informationsteknologiens muligheder. The Guardian har en spændende artikel fra juni i år om dette, som også er blevet bragt i dansk oversættelse i Information. Jeg har ofte efterlyst en revision af den danske grundlov. Måske var crowdsourcing en model?