Porno med stråmænd

Jeg har lagt mærke til, at flere af mine Facebook-venner har været meget glade for en kronik bragt i Berlingske her i julen. Kronikken, “Jeg – en socialt indigneret” er skrevet af Eva Selsing, der er filosof. En enkelt roste den endog for sine “filosofiske visdomsord”, så her var en kronik, jeg måtte læse. Desværre har jeg også for nylig læst retorikprofessor Christian Kocks bog De svarer ikke, der udkom i år. Det blev med denne bog i baghovedet, jeg endte med at læse og genlæse Eva Selsings kronik, og jeg var efter endt læsning ikke så begejstret som mine Facebook-venner.

For en sikkerheds skyld: Det, jeg kritiserer i dette indlæg, er ikke Eva Selsings politiske holdninger (jeg er fundamentalt uenig med dem), men hendes argumentationsform. Kronikken kommer desværre til at virke som en fortegnelse over de uskikke, der gør sig gældende i den politiske debat i dag og kunne faktisk bruges som et case-studie i pointer fra Christian Kocks bog. Og lad mig også for en sikkerheds skyld sige dette: De uskikke, Eva Selsing benytter sig af, er uskikke, som ingen af de politiske fløje har patent på.

Jeg vil ikke påstå, at jeg kort kan formulere den tese, Eva Selsing argumenterer for. Formodentlig er den dette:

Jeg er indigneret over det principielt utilstedelige i, at så stor en del af den enkelte families eller virksomheds indkomst konfiskeres af en forslugen stat.

Tesen er temmelig uklar, og argumentationsformen problematisk.

Her kommer første uskik, og den dominerer kronikken. Eva Selsing er (ligesom mange andre politiske debattører) glad for at opstille det, man i retorik kalder for stråmænd. Her et eksempel på en sådan stråmand – og den er stor:

Erhvervslivet skal også opdrages. De skal lære, at det er ufint at tjene penge. Den økonomiske overklasse har ingen status i kultureliten, der bruger erhvervslivet til at vise resten af samfundet, at penge er onde og gør folk overfladiske og dumme.

Virksomhederne skal derfor betale aflad for deres iboende ondskab. Det skal ske i form af grønne regnskaber, forvoksede CSR-programmer og så mange kvinder i bestyrelserne som overhovedet muligt. Hvis ikke flere. Grønhed og kvinder er løsenet til de faldne erhvervsfolks frelse.

Kultureliten sidder tungt på uddannelsesområdet og de fleste større medier. Herfra prædikes om det gode liv. Og hvad er det? Det er i hvert fald ikke at blive et pengemenneske. En revisor eller butiksejer. Nej, skole­læreren nikker først anerkendende, når eleven proklamerer, at han vil være forfatter, kunstner eller digter. Dét er smagfuldt. Dét er der mening i. Alene udsigten til knappe økonomiske ressourcer ved sådanne hverv sikrer adgangsbillet til livet i kulturel overflod og status.

Har nogen i “kultureliten” fremsat nogle af de påstande, der fremføres ovenfor? Har “skolelæreren” (alle skolelærere er tilsyneladende enige) de holdninger til elevers erhvervsvalg, der fremføres ovenfor? Jeg ved det ikke, men jeg tvivler. Det er temmelig oplagt, at der derimod er tale om en karikeret udgave af nogle holdninger, som kronikøren er uenig med, og selvfølgelig gerne må være uenig med. Det er argumentet, jeg anholder her. En karikeret udgave af en modstanders holdninger kaldes en stråmand. Fordelene ved at opstille en stråmand er disse: For det første bliver modstanderen nødt til at bruge tid på at gendrive den karikerede udgave og har derfor mindre tid til at fremsætte egne argumenter. For det andet vil en tilhører, der ikke kender modstanderens argumenter, måske kunne bringes til at mene, at stråmanden faktisk er udtryk for modstanderens faktiske argumenter.

Ulempen ved stråmandsformen er at den er uærlig. Debattøren skaber et fjendebillede, som derefter skydes ned. I dette tilfælde er der tale om det, Christian Kock kalder for en “afskyelig stråmand”, nemlig en karikatur af modstanderens holdninger, der har til formål at udstille holdningerne som farlige.

Et andet eksempel på en uskik er dette at tillægge modstanderen lurvede motiver. Et eksempel (der er flere) er:

Magteliten i dette samfund ønsker ikke at være en del af den arbejdende og værdiskabende samfundsgruppe. Magteliten vil blot administrere og udstikke rammerne for det gode liv for resten af borgerne.

Problemet er, at det ikke er gyldigt at argumentere ud fra gisninger om modstanderens mulige lurvede motiver. Dels er en påstands gyldighed uafhængig af motiverne hos den, der fremsætter den, dels er det næsten altid umuligt for modstanderen at tilbagevise athan/hun har lurvede motiver, for de faktiske motiver er oftest kun tilgængelige for én selv.

Og så er der også den tredje uskik: det med tallene. I Christian Kocks bog er der viet et helt kapitel til det, Kock kalder for “talfnidder”, dvs. manipulerende brug af tal. I Eva Selsings kronik er der desværre ikke engang “talfnidder”. Eller hov, der er faktisk ét tal:

Danskerne har slet ikke brug for alle de penge, en lavere skat ville give. De går alligevel bare til fladskærme og andre ligegyldige genstande, der gør det mindre attraktivt at gå på biblioteket og låne Klaus Rifbjergs 5.000 bøger.

Så vidt jeg ved, har Klaus Rifbjerg ikke skrevet 5000 bøger, men “kun” lidt over 160. Derudover er vi henvist til vage størrelselsangivelser som

…de astronomiske summer, vi alle indbetaler til staten i form af skatter, afgifter og gebyrer…

og

Virksomhederne betaler enorme summer i skatter.

Det er meget muligt, at der er tale om store beløb. Men hvorfor kan vi ikke få nogle konkrete tal? Sådanne tal er tilgængelige fra Danmarks Statistik, og de ville måske kunne forsyne Eva Selsing med nogle meget konkrete argumenter, hvis vi antager, at hendes tese er, at staten inddrager en for stor del af den enkelte families eller virksomheds penge.

Endelig er det en uskik, at den part. Eva Selsing er uenig med, er meget vagt defineret. Hvem er “kultureliten” og “magthaverne”? Er det de samme mennesker? Og hvilken sammenhæng er der mellem dem og “skolelæreren”?  Det er meget uklart, om der er tale om veldefinerede, homogene grupperinger.

Problemet med kronikker som den, Eva Selsing har skrevet, er at de i virkeligheden ikke flytter nogen holdninger. De påstande, som faktisk bliver fremsat, er samtidig så vage, at de aldrig vil kunne falsificeres. Her er et enkelt eksempel (der er mange flere i kronikken):

…statslig service. En service, der ofte er dårlig og mangelfuld.

Påstanden vil aldrig kunne tilbagevises, netop fordi den er så vagt formuleret. Hvis man finder et eksempel på god statslig service, vil replikken enten kunne være “Men det var ikke dét, jeg tænkte på” eller “Jeg synes ikke, der er tale om god statslig service i dette tilfælde”.

Om det var Selsings hensigt at skrive en kronik, der skulle flytte læserens holdninger, ved jeg ikke, men jeg tvivler selv på det. Jeg er temmelig overbevist om, at hvis man ikke var enig med hendes præmisser inden man læste kronikken, vil man heller ikke være det bagefter. Kronikken “bekræfter sig selv”.

Denne type polemiske, selvbekræftende kronikker skrives trofast af debattører fra begge politiske fløje (Carsten Jensen og Georg Metz er eksempler fra den anden fløj), og de tjener primært som en form for politisk porno: de forstærker nogle følelser, som allerede var der, og hensætter den villige læser i en opstemt tilstand. De flytter ingen holdninger. Men ligesom pornoen ikke kan erstatte et seksualliv eller styrke kærligheden, sådan kan den polemiske kronik som debatform ikke erstatte en egentlig, afklarende politisk diskussion. Politik bør handle om at løse problemer i samfundet, ikke om at vinde en slags stammekrig.

Tænk, hvis man kunne anerkende modstanderes argumenter som de faktiske argumenter (dvs. uden at karikere dem) og analysere dem præcist. Det bør være muligt, for i politiske sammenhænge findes der ikke objektive sandheder – der er altid både argumenter for og imod enhver politisk påstand. Man har bestemt lov til at synes, at det politiske synspunkt, man selv har, er det bedste og at ens egne argumenter for det er de stærkeste (alt andet ville trods alt være underligt). Men hvis man vil overbevise tvivlere og ikke-troende, ville det klæde alle at argumentere for hvorfor det er tilfældet og uden at forfalde til uskikke.

Årets trofaste tv-begivenhed

Julen er en slags remse, der gentages i kor. Vi gør præcis det samme, som vi altid har gjort. Én af de mere specielle traditioner er Disneys juleshow, der vises juleaftensdag på DR1. Jeg har trofast set dette program lige så længe, jeg kan huske, omend der har været år, hvor det glippede af rent praktiske årsager. Som barn var jeg tryllebundet af muligheden for at se Disney-film – det var ellers noget, man kun kunne i biografen. Senere blev jeg træt af at det altid var de samme film, der blev vist. Men nu er det netop dét, der fascinerer mig – der er ikke tale om et sædvanligt tv-program; det er et vers i en remse, der gentages i kor. Selv min datter, der nu i en alder af 10 har set flere tegnefilm end jeg tør indrømme og har adgang til indtil flere tv-kanaler der viser sådanne (afbrudt af dårligt eftersynkronisede dårlige sitcoms), og som nu derfor ikke gider se Disney-sjov på DR1, insisterer på at vi skal se Disneys juleshow.

Også i Norge og Sverige har Disneys juleshow en særlig status – måske er det endda mere udpræget der. Jeg har én enkelt gang set den svenske udgave af Disneys juleshow, og det er lidt forskelligt fra den udgave, vi får at se i Danmark. Det er ikke helt de samme film, og der er en svensk fortællestemme ind over det hele (det var i hvert fald tilfældet dengang, jeg så det).

Den amerikanske journalist Jeremy Stahl skriver om Disneys juleshow i Sverige set med den udefra kommendes øjne. Jeremy Stahl, som er svensk gift, oplevede juleshowet for første gang for tre år siden. Han skriver:

Watching Kalle Anka for the first time, I was taken aback not only by the datedness of the clips (and the somewhat random dubbing) but also by how seriously my adoptive Swedish family took the show. Nobody talked, except to recite favorite lines along with the characters. My soon-to-be father-in-law, a burly man built like a Scandinavian spruce, laughed at jokes he had obviously heard scores of times before.

Traditioner kan tydeligvis kan være underlige eller endog lidt skræmmende for udenforstående. Samtidig er der en forunderlig tryghed i dem, og dét vil jeg måske skrive om en anden gang – for lige så fascineret jeg er af at synge den samme remse, lige så meget fortæller det mig om en menneskelig reaktion på det, man oplever som udefrakommende forandringer. Det sidste ord giver jeg derfor via Jeremy Stahls artikel:

Feldreich, Sweden’s Jiminy Cricket, told the Swedish newspaper Länstidningen in 2008. “And then, like in a fairy tale from when we were kids, there’s something familiar.” Kalle Anka, he said, “offers security in a confusing world.”

Feldreich er Bengt Feldreich, der ud over at lægge stemme til Jesper Fårekylling, er manden, der hvert år er vært i tv-samtalen mellem de nye Nobelprismodtagere!

Skulle man få lyst til at læse mere om Disneys juleshow, kan jeg anbefale en artikel på Bries blog-O-Rama, der er Brian I-Skovs blog om film.

Årets trofaste julegave

20111225-102656.jpg

Lige siden jeg var 10 år gammel, har jeg fået Hvem Hvad Hvor fra Politikens Forlag i julegave. En tradition så lang må ikke brydes, så også i år ønskede jeg mig den stribede bog. Da alt papir var flået af, og jeg for en kort stund inden opvasken kunne lade roen sænke sig, gik jeg ombord i årets udgave, der som bekendt hedder Hvem Hvad Hvor 2012. Jeg har igen i år opdaget noget interessant, og denne gang var det dette.

  • Dansk er ikke så lille et sprog, som vi tror. På listen over de de sprog, der tales af flest mennesker, blandt de øverste 10 procent. (Denne prominente placering må så desværre også betyde, at der er mange sprog, der kun tales af ganske få mennesker.) Hvis man ser på hvor meget erhverv og økonomi, dansk ligger til grund for, er dansk på en 18. plads. Til gengæld viser undersøgelser fra Center for Sociolingvistiske Sprogforandringsstudier ved Københavns Universitet, at danskerne ikke alene synes at andre sprog er pænere end vores eget, men også har svært ved at forstå at andre vil lære dansk. Så måske er det mest inde i vores hoveder, at dansk er lille og ubetydeligt.
  • Det er jævnligt blevet nævnt at skatteministeren er meget ung, men måske skyldes kommentarerne også, at det, dem bemærker det, er lidt oppe i årene – som jeg selv er. Og jeg kan se, der kun er fem ministre (bl.a. udenrigsministeren og kulturministeren) der er ældre end mig. Allerede den tidligere statsminister var yngre end mig (dog kun nogle få måneder).

Endelig undgår jeg selvfølgelig ikke at bemærke, at der er en tegning med formler. Jeg synes, det er hyggeligt, hvis københavnske unge virkelig taler om Taylorrækker, ellipsens ligning og såmænd også om folkeskolestof (det er det vel forhåbentlig stadig?) som kvadratet på den toledede størrelse.

20111225-113011.jpg

Glædelig jul!

Så ankom den – den 24. december. Plænen er grøn, himlen er blå og dagen er på dén måde meget anderledes end sidste år. Men derudover ved alle, hvilken vej det går, nemlig samme vej som sidst: Træet er dukket op inde i stuen, pebernødderne finder én for en vej ned i maven, og mandlerne er smuttet (ind i køleskabet).

Glædelig jul til denne blogs læsere!

Argumentation ved uvidenhed?

Et af den katolske kirkes mest kendte relikvier er det såkaldte “Jesu ligklæde”, der opbevares i domkirken i Torino i Italien. På “Jesu ligklæde” er et billede af en menneskeskikkelse, og det interessante er her, at billedet faktisk er et negativ. Dette er et væsentlig argument for den i visse kredse udbredte opfattelse, at “Jesu ligklæde” har guddommelig oprindelse.

Jeg kan nu læse  i The Independent i denne uge at italienske videnskabsmænd konkluderer, at billedet på “Jesu liglagen” har overnaturlig oprindelse. Jamen, jamen…

Her er nøglecitatet:

“The results show that a short and intense burst of UV directional radiation can colour a linen cloth so as to reproduce many of the peculiar characteristics of the body image on the Shroud of Turin,” they said.

And in case there was any doubt about the preternatural degree of energy needed to make such distinct marks, the Enea report spells it out: “This degree of power cannot be reproduced by any normal UV source built to date.”

Og her er det så, jeg bliver bekymret, for dette lyder som det berygtede “argument ved uvidenhed”, som er en hyppig strategi i pseudovidenskab og især er yndet blandt kreationister. “Argumentet” har følgende struktur:

  1. Jeg har observeret fænomen X.
  2. Jeg kan ikke forklare årsagen til X.
  3. Derfor vil ingen kunne forklare årsagen til X.
  4. Derfor er X et overnaturligt fænomen.

Det er ikke helt klart, om det er The Independent eller de italienske forskere, der bruger dette argument. Uanset hvem det er, er det et ugyldigt argument. Påstandene 1 og 2 kan godt være gyldige, uden at påstand 3 er. Og det er umuligt ved brug af naturvidenskabelige eksperimenter at konkludere, at et fænomen er overnaturligt. Inddragelsen “det overnaturlige” skaber tværtimod en universel forklaringsmodel, der umuliggør alle naturvidenskabelige ræsonnementer.

Til sidst i artiklen kommer et citat fra italiensk forsker, der ikke er involveret i undersøgelsen:

Luigi Garlaschelli, a professor of chemistry at Pavia University, told The Independent: “The implications are… that the image was formed by a burst of UV energy so intense it could only have been supernatural. But I don’t think they’ve done anything of the sort.”

Citatet fremstår lidt uklart (for hvem er “they”?), men en hurtig søgning på nettet afslører, at Garlaschelli i 2009 viste, hvordan man med brug af midler, der var tilgængelige i Middelalderen – undskyld ordspillet – kunne eftergøre billedet på “Jesu liglagen”. Så ikke alle køber konklusionerne (hvem end der har fremsat dem) om overnaturlig oprindelse. Gudskelov.

…og hører ingen steder hjemme.

Anton Geist og Ulrik Dahlin har i en lang række artikler i dagbladet Information i år grundigt dokumenteret, hvordan danske borgere, der er statsløse, ikke har fået den adgang til dansk statsborgerskab, som de har haft krav på ifølge FNs konvention om statsløse personers retsstilling.

Det var denne ukorrekte (i nogle tilfælde bevidst ukorrekte) sagsbehandling, der førte til Birthe Rønn Hornbechs afgang som minister. På dette tidspunkt kritiserede Socialdemokraterne, SF og Det Radikale Venstre hele forløbet. Siden da kom de tre partier i regering, og de har nu tilsyneladende langsomt skiftet holdning. Det er under al kritik. Samtidig prøver Venstre, trods sagens for partiet uheldige oprindelse, nu at bruge afklaringen af behandlingen af sager om statsløse til at få diskussionen til at handle om bestemte sager om statsløse i Danmark, der pga. af en vurdering fra Politiets Efterretningstjeneste ikke kan få dansk statsborgerskab – og siden har Venstre så yderligere inddraget statsløse, der har begået sædvanlig kriminalitet, der ikke kan siges at være til fare for landets sikkerhed. Venstre vil nu i første omgang bryde FNs konvention om statsløses retsstilling, siden have denne konvention genforhandlet. Dette standpunkt er også under al kritik. (Dansk Folkeparti vil have at Danmark helt udtræder af FNs konvention, men det er jo ikke nyt.)

Anton Geist og Ulrik Dahlin har en meget præcis og grundig gennemgang af denne ulykkelige debat i dagens udgave af Information. Det er pinligt, at partier i Folketinget ser menneskerettighederne som en forhindring for at gennemføre en bestemt politik og åbenlyst taler for at bryde menneskerettighederne. Geist og Dahlins gennemgang bør læses af alle, der interesserer sig for sagen om statsløses rettigheder i Danmark.

Den vigtigste observation er for mig at se denne, og den rummer en kritik, der lige så meget går på regeringen som på oppositionen: hvis en statsløs vurderes at være til fare for et lands sikkerhed, kan vedkommende alligevel ikke udvises, af den grund at den statsløse jo ikke er statsborger noget sted. Til gengæld kan man sigte den pågældende person for konkrete aktiviteter og indlede en retssag. Den gråzone, hvor en person hverken kan blive statsborger eller blive tiltalt for et konkret forhold, er ikke holdbar.

Jeg vil herudover blot tilføje disse betragtninger: Det vil blive meget svært for et land som Danmark at indlede en genforhandling af international lov på grundlag om en sag om ganske få mennesker. Der er trods alt i dag 12 millioner statsløse mennesker i verden.

Men ikke kun dét: Der er endnu et problem med dette pludselige ønske om at revidere FNs konvention om statsløse. Lad os forestille os, at det lykkedes en kommende dansk regering at få indledt en genforhandling af indholdet af FN’s konvention om statsløse personers retsstilling, og lad os også huske, at langt de fleste af de 12 millioner statsløse findes i dele af verden, hvor statsløse har langt dårligere forhold og hvor menneskerettighederne i andre sammenhænge også har det mindre godt eller endog rigtig skidt – Sydøstasien, Centralasien, Østeuropa og Mellemøsten (se f.eks. en artikel fra Politiken fra august i år). De eneste, der vil bifalde et dansk ønske om genforhandling af denne konvention vil være meget vel kunne være nogle regimer, Danmark ellers ikke har lyst til at befinde sig i selskab med, når talen falder på menneskerettighederne.

Den korteste dag

I dag er det årets korteste dag – men en arbejdsdag af den sædvanlige længde. Selv for en som mig, der er vokset op heroppe nordpå og aldrig har prøvet andet, er det svært at vænne sig til den korte tid. Korrektion: Jeg har prøvet noget andet. To gange har jeg været så heldig at opleve varmen og de lange, lyse nætter midt i januar ved at besøge New Zealand. Ved de lejligheder har jeg kunnet mærke, hvordan sommeren gør noget ved mig.

November var træls; det røbede jeg tidligere i år – og straks derefter lagde jeg mig syg. December har i det mindste den solhvervsdag, hvor lyset langsomt vender tilbage. (Ikke et ord om en velkendt højtid i den kommende weekend; den får allerede rigeligt med opmærksomhed.) Sidste år fik jeg en vinterlampe (centralt placeret på billeder ovenfor), og den bruger jeg trofast på mit kontor på denne tid af året. Så meget betyder lyset for mig.

 

Selma Lagerlöf

Institut for datalogi, hvor jeg er ansat, har adresse på Selma Lagerlöfs Vej 300. Alle vejene i denne del af Aalborg Øst er opkaldt efter Nobelprismodtagere. Så jeg møder ofte navne som Niels Jerne, Fredrik Bajer – og Selma Lagerlöf.

Jeg læste en anmeldelse af Selma Lagerlöfs roman Køresvenden (svensk: Körkarlen), og da gik det op for mig at jeg faktisk ikke har læst ret meget af Selma Lagerlöf, endsige at jeg kender ret meget til denne svenske forfatter (eller forfatterinde, som man vel sagde dengang). Som barn læste jeg lidt i min mormors eksemplar af novellesamlingen Kristuslegender, og jeg fik engang Gösta Berlings saga i gave. Dén bog mistede jeg desværre under en flytning, inden jeg nåede at få den læst. Jeg så i sin tid Bille Augusts filmatisering af Jerusalem, og det var en god film, husker jeg. Det må være på tide, at jeg tager revanche i 2012 – jeg nævner trods alt Selma Lagerlöf temmelig tit i forbindelse med mit arbejde.

Til en start har jeg prøvet at læse lidt om Selma Lagerlöfs liv og levned. Hun var en sammensat dame; hendes litteratur var ikke realistisk, men romantisk, og præget af hendes kristne livssyn. Samtidig havde hun et politisk engagement og var bl.a. forkæmper for stemmeret for kvinder. Selma Lagerlöf blev aldrig gift og fik aldrig børn; hun dannede gennem mange år par med den lidt ældre Sophie Elkan og nyere kendskab til hendes brevveksling tyder på at hun var lesbisk eller biseksuel. Om hun selv ville have anvendt disse betegnelser, der først senere er blevet del af vores sprog, om sin seksualitet, får vi dog aldrig at vide.

Gruppearbejdets problembarn

Jeg er en meget stor tilhænger af problemorienteret projektarbejde organiseret som gruppearbejde. Gruppens medlemmer kan inspirere hinanden og udføre en langt større indsats end det ville være muligt i et individuelt projekt. Her er helheden ofte større end enkeltdelene. Selv efter 20 år som projektvejleder, oplever jeg, at der bliver lavet forbløffende gode projekter. Der findes stadig mennesker, og herunder desværre også beslutningstagere rundt omkring, der ikke forstår hvor god og værdifuld denne pædagogiske model faktisk er.

Men næsten lige så stor en tilhænger jeg er af denne studieform, lige så skeptisk er jeg efterhånden blevet med hensyn til gruppearbejde som den form, vi bruger ved løsning af opgaver i de kurser, vi også har på uddannelserne på Aalborg Universitet. En opgave er som oftest beregnet til at være af en størrelse, som den enkelte studerende selv skal kunne håndtere. Alligevel lader vi de studerende sidde sammen i grupper i øvelsestiden.

Jeg har i dette semester været involveret i et kursus, hvor de studerende skulle aflevere individuelle løsninger på et antal opgaver til en veldefineret deadline. Det, jeg og min trofaste hjælpelærer observerede, var, at en del studerende afleverede løsninger, der var påfaldende ens. Andre studerende overholdt ikke afleveringsfristen – så vi var flinke (måske for flinke) og satte en ny deadline for disse efterslæbere. Og endelig var der studerende, der afleverede ufuldstændige løsninger.

Jeg er overbevist om at en del af disse problemer skyldes, at øvelser i grupper er den eneste øvelsesform, de studerende oplever i de første år af deres studium.

I teorien er øvelser i grupper en fortrinlig idé: de studerende kan sidde i grupperummet og diskutere opgaverne, bruge tavlen og lade dem, der har indsigt, inspirere dem, der ikke har den samme indsigt. I realiteten er ideen ikke nær så fortrinlig – de studerende får ikke megen bistand fra underviserne, da underviserne skal besøge grupperne én ad gangen. En del studerende forbereder sig slet ikke på øvelserne; enten læser de slet ikke den relevante tekst eller bruger kun få minutter på at skimme den igennem (jeg oplever ofte studerende, der spørger om endog meget elementære forhold i teksten), eller også læser de ikke opgaveteksten igennem hjemmefra. I projektvejledning gør vi meget ud af at lære de studerende at lave systematisk vidensdeling – uden vidensdeling kan gruppens projekt nemlig ikke blive en helhed. Men i kursussammenhænge lærer vi ikke de studerende nogen form for vidensdeling – og nogle af dem anvender derfor selv en uheldig form, nemlig plagiatet.

I nogle grupper opstår der desuden en uheldig kultur, hvor man mere eller mindre bevidst nedprioriterer eller ligefrem boykotter opgaveløsningen. Jeg har selv været ude for grupper, der har låst døren til deres grupperum i øvelsestiden og tydeligvis har foretaget sig noget andet. Nogle projektgrupper er så stabile, at de er baseret om samme faste kerne i mange semestre, og her kan både en god og en mindre heldig arbejdsmoral blive meget udpræget efterhånden.

Derudover er der en asymmetri mellem projektarbejde og øvelser. Projektarbejdet har et formål; gruppen har et fælles problem, de vil/skal løse, og processen munder ud i et produkt i form af en projektrapport og måske også mere end dét. Gruppen ejer ideelt sit projekt (sammen med vejlederen). Derimod er der næppe hverken nogen grupper eller nogen kursusholdere, der ser de studerende om ejere af et kursus. Når vi har talt om revision af studieordningerne på mit institut, er der altid en vældig entusiasme når talen falder på kurserne. En af grundene til denne forkærlighed for at tale om kurser, er vel netop at kursusholderne ved, at der her er mulighed for helt og aldeles at bestemme det faglige indhold. Den enkelte studerende kan ikke sige: “Jeg løste min opgave”, men kan sige at “Gruppen løste den opgave, kursusholderen stillede.”

Der er ikke nogen universalløsning på problemet, jeg har observeret. Vi har ikke resurser til en 100% individuel tilgang til øvelserne, og det er nok heller ikke en god idé. Men nogle ideer, jeg selv overvejer og i et enkelt tilfælde har prøvet er:

  • De studerende bør også på de første semestre opleve, at der er nogle individuelle øvelser undervejs i forløbet. Der er allerede tiltag i denne retning.
  • De studerende, der laver projekt sammen, bør ikke lave øvelser sammen. Ideelt set skal der udpeges nye øvelsesgrupper til hver gang, der er øvelser i grupper. Hermed kan man måske komme en eventuel uheldig, nedarvet arbejdsmoral til livs. En sådan administrativ gruppedannelse kræver et stykke software, så bøvlet bliver af minimalt omfang.
  • Færre øvelsesgange, men mere eksplicitte krav om forberedelse til øvelserne og med mere underviserassistance til gengæld.
  • En form for peer review, hvor de studerende læser hinandens besvarelser. Dette vil kunne skabe en eksplicit vidensdeling (i stil med den vidensdeling, man opnår ved at læse hinandens arbejdsblade).
  • Øvelserne kan gøres til en del af den endelige bedømmelse. Jeg kunne forestille sig, at den enkelte studerende bedømmes ud fra dels egne opgaveløsninger undervejs, dels ud fra en eksamen.  For at kunne bestå, skal den studerende bestå begge aspekter. Hermed kunne man måske komme plagiering af løsninger til livs. (Denne idé skyldes den norske uddannelsesforsker Per Lauvås.)

Grunden til forskning

20111218-145415.jpg

I formiddags tændte jeg tilfældigt for fjernsynet og på en tilfældig kanal, nemlig TV2, opdagede jeg at Johan Olsen var i studiet for at fortælle om hvordan man kan lave kunstig sne – ikke primært i sin egenskab af sanger i Magtens Korridorer, men i sin egenskab af postdoc i molekylærbiologi ved Københavns Universitet.

Studieværterne spurgte Johan Olsen, hvad han forskede i for tiden, og han svarede beredvilligt om hvordan man arbejder på at forstå bestemte kommunikationsprocesser på molekylært niveau, der finder sted under proteinsyntese.

– Men hvad kan det så bruges til? spurgte studieværterne.

Johan Olsen forklarede tålmodigt, at dette var grundforskning, og at det at skabe ny viden var vigtigt i sig selv.

– Jamen, det kan man så også kalde et arbejde, sagte studieværten, og Johan Olsen langede lidt flabet opgivende ud med en arm efter er sted, hvor studieværten burde have været.

Derefter kom Vincent Hendricks (der nu er professor i filosofi på Københavns Universitet) i studiet, og der sad de så i samme sofa, den tekniske filosof og molekylærbiologen, for at tale med en tredje studievært om hvorvidt den verden, vi observerer gennem sanserne, er en illusion. Omverdensproblemet, centralt i erkendelsesteori siden Aristoteles, nu på formiddags-tv!
Indfaldsvinklen var Matrix-filmene, som Vincent Hendricks havde set og brugte som udgangspunkt. Johan Olsen supplerede med at forklare om sit syn på dette spørgsmål – at vores verdensopfattelse på sin vis er en fælles illusion, da vi også er et produkt af at vi taler med hinanden og bliver påvirket af hinanden.

Også Vincent Hendricks fik spørgsmålet om hvad det at beskæftige sig med dette spørgsmål dog kunne bruges til. Hans svar var på sin vis mere specifikt – nemlig at omverdensproblemet repræsenterer det, det er helt fundamentalt i videnskab: at finde ud af, hvad der er faktisk eksisterende, og hvad der ikke er.

Jeg kom her uvilkårligt til at tænke på titlen på et gammelt album med Billy Bragg, “Talking with the Taxman about Poetry”.

Samtidig er jeg glad for, at der er mennesker, der står ved at de bedriver grundforskning. At det så samtidig er to herrer med en form for rockstjerne-status i medierne (den ene endog i bogstavelig forstand) skader heller ikke. Man hører sjældent nogen udtrykke en holdning til grundforskning, men jeg aner, at der findes en latent skepsis derude. Prøv at læse de politiske partiers holdningstilkendegivelser i partiprogrammerne om grundforskningen; ingen vil sige at grundforskningen er unødvendig, alle erkender at den er uundgåelig – men hvor nødvendig er den egentlig? kan man ane mange af dem spørge.

Grundforskning er ikke forskning, der skaber resultater, der ikke kan bruges til noget, det er forskning, der ikke er skabt med anvendelser for øje. Det er nysgerrigheden, der driver værket, ikke f.eks. udviklingen af et produkt.

Selvfølgelig kan vi forsvare grundforskning ved at den meget ofte fører til anvendelser på længere sigt. Nogle af de største forskningssucceser på mit institut er baseret på grundforskning, der er udsprunget af en umiddelbar nysgerrighed. Men af og til synes jeg, at det bliver for defensiv en argumentationsform at lægge til grund – man går ind på en præmis hos den spørgende, nemlig at forskning skal kunne betale sig. Det må også kunne lade sig gøre at fokusere på at grundforskningen, ligesom billedkunst og litteratur, er med til at hjælpe os med at forstå den verden, vi lever i.

Umiddelbart efter Vincent Hendricks og Johan Olsen gik TV2 videre til næste gæst, som var Pia Kjærsgaard, der fortalte om hvordan hun julehygger. På dette tidspunkt skiftede jeg af uvisse grunde kanal.