Robert Mapplethorpe

Som man vil kunne se, anbefaler jeg Patti Smiths biografi, Just Kids, der i høj grad handler om den ungdom, hun delte med fotografen Robert Mapplethorpe. Jeg vil skrive meget mere om Just Kids en anden gang, men bogen har givet mig lyst til at opsøge Mapplethorpes billeder, som jeg ikke har set længe. Mapplethorpe dyrkede langt overvejende det sort-hvide, opstillede foto, og hans motiver falder i i hvert fald tre grupper: Mest kontroversielt er hans til tider meget eksplicitte skildringer af det homoseksuelle S/M-miljø i New York, som han efterhånden blev del af. Men derudover er der hans portrætter af skikkelser fra New Yorks kunstner- og musikermiljø, herunder selvfølgelig en hel del billeder af Patti Smith (Mapplethorpe stod bag forsidebillederne på mange af hendes albums), men også selvportrætter. Og endelig er der billeder af blomster (også i sort-hvid), der på mig virker lige så skulpturelle som billederne af menneskekroppe. Her vælger jeg at fokusere på de to sidstnævnte motiv-valg. Man genkender Arnold Schwarzenegger, Grace Jones og Debbie Harry blandt portrætterne. Den lidt James Dean-agtige mand er Mapplethorpe selv, og det er manden med dødningestokken også. Et gribende billede, taget af den dødsmærkede fotograf, samme år som han døde af AIDS, kun 42 år gammel. Inden sin død stiftede Robert Mapplethorpe The Robert Mapplethorpe Foundation, der har doneret store beløb til forskning i netop denne frygtede sygdom.

Hvorfor havner vi på universitetet?

Jeg ville egentlig have skrevet om noget helt andet, nemlig om regeringens fortolkning af FNs konvention om statsløshed og om hvordan dette (igen) udstiller uenigheder i oppositionen, men det er svært at overgå dagens artikel om dette emne i Information.

Den anden artikel, der for alvor fangede mig i dagens udgave af Information, er anderledes undselig. Det er Tine Byrckels anmeldelse af bogen Les faiseuses d’histories af to belgiere, Vinciane Despret og Isabelle Stengers. Jeg har ikke læst denne bog, men jeg ved dog af anmeldelsen, at den handler om hvordan det er gået kvinder i universitetsverdenen, siden kvinderne i slutningen af 1800-tallet omsider fik lov til at studere på universitetet. I Danmark skete det i 1875 ved en forordning; fra da af kunne kvinder studere alle fag på universitetet (dengang var der kun ét, og det lå i København) – bortset fra teologi. Bogens fokus er de valg, kvinder gør, og hvordan det påvirker deres forskningsområde og andre karrierevalg.

Kønsroller på universitetet er et meget vigtigt emne – jeg er selv på et institut, hvor kvinderne udgør et meget lille mindretal blandt både det videnskabelige personale og blandt de studerende. Men boganmeldelsen fik mig til at tænke bredere end på selve denne kønsrolle-problematik, nemlig på hvorfor man i det hele taget havner på universitetet? Og hvis vi havner der, hvorfor gør vi så karriere?

I går snakkede jeg med en studerende, jeg har været vejleder for, og som nu er færdig med 1. studieår. Han sagde, at han da havde lavet det han skulle i gymnasiet, men at han nu følte, at han var havnet på rette hylde her på universitetet. Nu var det min tur til at gå til bekendelse, og jeg måtte indrømme, at det også var her, jeg fandt min rette hylde. Jeg tror, at mine kolleger ville have en lignende tilståelse at gøre. Og jeg er desværre også ret overbevist om, at en del studerende ikke helt føler sig på rette hylde – universitetet er en ‘skole’ med ‘lektier’, mere en pligt end et valg baseret på interesser.

Hvorfor er jeg så stadig i universitetsverdenen? Hvorfor gør man i det hele taget akademisk karriere? Her er der nok mange forskellige begrundelser. For mig er det en blanding af nysgerrigheden og ønsket om at opdage strukturer – gerne i form af aha!-oplevelser – der er i centrum.

Men i vore dages akademiske virkelighed, hvor konkurrencen om eksterne forskningsmidler er skarp, hvor akademiske præstationer søges gjort målbare, hvor grundforskningen viger for ønsket om “fra forskning til faktura” og hvor der er mange, der ikke kan gøre karriere i den akademiske verden, men måske når til PhD- eller postdoc-stadiet og derefter må standse, er det langt fra sikkert, at det er de samme slags mennesker, der vil være tiltrukket af en tilværelse i den akademiske biks. I en sammenhæng, hvor konkurrencen i sig selv er et ideal, risikerer vi meget at fremelske “konkurrenceforskere”, der vil gøre lidt af hvert for at vinde i konkurrencen, også noget, der nok ikke er så pænt.

En kommentar på x antal klicheer, mange committer sig til

The Guardian har bedt en række britiske digtere nævne den kliché, de er allermest trætte af. Og jeg kan kun give de pågældende ret – der er godt nok en forfærdelig masse dårlig sprogbrug derude. Til dels skyldes det sprogbrugerens ønske om at virke original (men klicheen er i sin natur alt andet end dét) eller belæst. Mit yndlingseksempel fra artiklen skyldes digteren Jacqueline Saphra:

“Synapses”: There is a current fashion for science-speak in poetry – obviously this is great if it comes from someone who knows what they’re talking about, but more often the language of science is adopted by non-scientists as an attempt at some kind of dubious authenticity.

Nu er jeg ikke lyriker (i al fald ikke af profession), men lad mig dog bidrage med en top tre over de klicheer, hvis eksistens jeg allerhelst så ophævet ude i den store verden.

x antal: Denne skrækkelige kliché hører jeg fra forbløffende mange mennesker, og jeg har endog hørt matematikere anvende den. Formodentlig er der tale om en slags “science-speak”; man ved at x i matematik er en variabel og at en variabel betegner et ubekendt tal. Men så kan x også instantieres til f.eks. 17, og ingen vil vel sige at ‘der er 17 antal måder at gøre dette på’ ?

I det hele taget er jeg træt af “science-speak” i daglig tale. Jeg har haft kolleger i en fjern fortid, der ikke havde set eller anvendt en matematisk formel siden en fjern og modvillig studietid, men til møder gerne talte om at ‘dette forslag har visse randbetingelser‘ eller at ‘denne beslutning udspænder en række muligheder’. Så ét eller andet har de da husket fra kurset i differentialligninger og lineær algebra. Men alligevel…

Kommentere på: Et stort antal overflødige forholdsord sniger sig i dansk, og det er nu blevet almindeligt at ‘ kommentere på’ et manuskript (eller hvad ved jeg). Føj!

Committe: Ja, det lyder altid meget bedre på engelsk. Og så forpligter det vel ikke så meget, hvis man committer sig til noget?

I den akademiske verden eksisterer der derudover et helt særligt floskelunivers, som man stifter bekendtskab med til møder. Til møderne i Akademisk Råd, hvor jeg er indvalgt, har jeg ovenstående bingoplade med, hvor jeg krydser et felt af, når nogen ytrer den tilsvarende floskel. Jeg har endnu aldrig fået en hel pladefuld, men ofte har jeg været tæt på.

Åndløst

Der var Åndernes verden på TV3 her til aften, bemærkede jeg, da min hustru og jeg zappede rundt, inden vi slukkede. Og nej, jeg så det ikke. Vi har nemlig et meget alternativt syn på det alternative hjemme ved os.

Jeg har ikke noget overblik over, hvor stor omsætningen er inden for clairvoyance/healing/astrologi osv. i Danmark i dag, men når nogle mennesker tilsyneladende kan leve af det, og når nogle ellers respektable forlag (som f.eks. Borgen) udgiver bøger om den slags emner, må det være nogenlunde profitabelt. Desværre.

Hvis jeg henvendte mig til min læge og sagde, at jeg var fuldt og helt overbevist om at jeg hørte stemmer og at de døde talte med mig, ville han formodentlig kraftigt overveje at stille en psykiatrisk diagnose. Andre mennesker kan slippe af sted med at sige det samme og ernære sig som foredragsholdere og tv-kendisser.

Det foruroligende er, at disse mennesker bliver en slags autoriteter og for en del mennesker fremstår som eksperter, der simpelthen ikke kan kritiseres.

Jeg delte for knap 20 år siden, da jeg boede i Edinburgh, lejlighed med bl.a. en NN (initialerne er ændret for at beskytte vedkommende, der forhåbentlig er blevet klogere siden). En aften havde jeg besøg af venner og kolleger fra det datalogiske institut på universitetet; da de var gået ud på de små timer, var NN oprigtigt forbløffet over, at de faktisk var nogle sympatiske mennesker, når nu de lavede noget, der “er så farligt”. NN, der bestemt ikke var datalog endsige havde anden naturvidenskabelig baggrund, var af den opfattelse, at naturvidenskab var roden til alt muligt ondt, lige fra gensplejsning til borgerkrig. NN gik derimod meget ind for astrologi, som NN anså for en meget væsentlig kilde til indsigt.

Men forskellen på os, der laver noget “farligt” og de indsigtsfulde astrologer mv. er, at vi ofte må indrømme, at der er noget vi ikke ved. Der er åbne problemer, konklusioner der peger et uklart sted hen og teoridannelser, der er ufuldstændige. Den slags problemer har “de alternative” aldrig; de kan og vil gerne forklare alt og udsender aldrig dementier. De er samtidig vældig opsat på at kapre naturvidenskabens sprog, dog altid med stærkt begrænset succes. Marion Dampier-Jeans udtaler f.eks.

Lige nu har jeg ikke stillet ind på den frekvens. Ånderne er på en helt anden bølgelængde end mennesker. En meget hurtig bølgelængde. At stille ind på den er som at få billeder og stemmer flyvende igennem mig.

Hvad i alverden er en “hurtig bølgelængde”? (Nej, jeg ved det heller ikke.)

Slutningen på historien fra før skal da lige med: Da jeg påpegede, at jeg og mine kolleger nok ikke var så farlige, eftersom vi beskæftigede os med teoretisk datalogi, påpegede NN, at det var meget værre, for når det var noget teoretisk, kunne det jo ikke bruges til noget som helst!

Med skyldigt hensyn

Der er en interessant artikel i Jyllands-Posten i dag. Artiklen tager udgangspunkt i bilister, der kører ind midt i begravelsestog og er formodentlig derfor placeret under Trafik. Men da to filosoffer bliver spurgt, nemlig Lars Henrik Schmidt Århus Universitet og Joakim Garff fra Københavns Universitet, skifter artiklen fokus og bliver da for alvor interessant.

Det er en artikel, der rører ved noget af det samme som jeg tidligere har skrevet om her på bloggen, nemlig om empati (og mangel på den) og om hadet på nettet.

På Søren Kierkegaard Forskningscentret sidder lektor Joakim Garff. Han mener, at det vi ser, er den nedre grænse for mangel på dannelse.
»Mange opfatter dannelse som noget fisefornemt noget med korrekt håndtering af kniv og gaffel og elegante besøg i Det Kongelige Teater.
Men dannelse er andet og meget mere. Dannelse er en vigtig forudsætning for meningsfuldt fællesskab, for dannelse handler om at anerkende den anden. At den anden har samme rettigheder som jeg. Der er ingen tvivl om, at vi i de seneste 10 år har oplevet et skred i vores moralbegreber,« siger Garff og tilføjer: »Vi er endt i et forarmet samfund, hvor viljen til at være hensynsfuld, ansvarlig og at opføre sig noget så gammeldags som ordentligt, bestemt ikke har de bedste betingelser.
« For Lars-Henrik Schmidt er hensynet så reduceret, at vi ikke længere er demokratiske borgere.
»Vi er holdt med at afgive vores stemme i fællesskabets interesse. Det hører en tid til, da fællesskabet var afgørende for vores livsform. I dag stemmer vi ud fra vores egeninteresse, og det bliver gentaget i Folketinget, hvor vi reelt oplever et flertalsdiktatur,« siger han.

Der er en livlig debat i gang på Jyllands-Postens debatsider lige nu. Om tonen er hensynsfuld her, skal jeg lade være usagt. Men fokus er hurtigt blevet på de andre, der ikke tager hensyn til os. De andre er i det hele taget nogle værre…

Der er mange årsager til at det er gået så galt i de sidste 10 år. Den siddende regering (men ikke kun den!) har gjort konkurrence til et mål i sig selv, og den politiske diskurs har taget en drejning væk fra det lyttende mod det selvhævdende. Det er som om vi er blevet ramt af en slags solipsisme. Solipsismen giver jeg ikke meget for. Én ting ved jeg: Hvis vi skal skabe et samfund, hvor vi anerkender den anden, skal vi hver især begynde med os selv. Vi er nemlig alle “en anden” for en anden.

Jeg skriver og spørger

Jeg kan ikke slippe det lovforslag om udvisninger, der nu er blevet vedtaget med stort flertal af Folketinget. Det er virkelig en meget bekymrende udvikling.  Line Barfod, der er MF for Enhedslisten (der sammen med Det Radikale Venstre var alene om at stemme imod), har et indlæg i dagens udgave af Information, der opsummerer mine bekymringer om menneskerettighedernes rolle i dansk politik.

For uanset om de internationale konventioner stadig vil være gældende for de danske domstole, skal enhver tvivl »komme udvisningen til gode«, som Søren Pind (V) har udtrykt det.

Og det betyder jo et brud med det helt grundlæggende retsprincip om, at enhver tvivl skal komme den anklagede til gode; at man i en retsstat hellere vil lade 10 skyldige gå fri, end at dømme bare én uskyldig. Lovforslaget betyder nemlig i praksis, at hvis dommeren ikke er sikker på, at en udvisning direkte vil være i strid med en konvention, f.eks. forbud mod at udvise til tortur, skal man udvise.

En læser på denne blog har opfordret mig til at skrive til de ansvarlige politikere. Det vil jeg nu gøre. I første omgang vil jeg spørge Socialdemokraterne og SF, der indtil for nylig har hævdet, at der ikke ville komme flere stramninger på udlændingeområdet, hvis de skulle danne regering. Men også i opposition glemmer de dette. Menneskerettighederne er blevet en ubekvem størrelse.

Førende jurister, menneskerettighedsorganisationer og også FN kritiserer lovændringen, der gør udvisninger til standardpraksis – men de toneangivende danske politiske partier i både højre og venstre side af salen ignorerer dette i et taktisk spil, vel vidende at det er valgår.

Jeg er altid bekymret, når et lovforslag på samme tid lanceres som vigtigt og som “uden konsekvenser”. På SFs hjemmeside kan man nu finde en pressemeddelelse, hvori der står:

Folk der har boet hele livet i Danmark udvises ikke fordi de bliver taget med en lommekniv og får 7 dages fængsel – det er en and. Kriterierne for udvisning er de samme efter på fredag – det har intet med forslaget at gøre.

Men op til afstemningen har Astrid Krag fra SF d. 22. juni udtalt til dagbladet Information at:

Med hensyn til kritikken af, at 14-årige kan blive udvist betinget, hvis de overtræder knivloven, er det ifølge retsordføreren en logisk konsekvens: »Det er et fint signal at sende, at du skal være påpasselig med, hvor du tager kniv med hen. Men det er meget afgørende, at vi overholder børnekonventionen,« siger hun og understreger, at der alene vil blive tale om en betinget udvisning.

Jeg forstår det ikke – loven har iflg. Astrid Krag fra SF på samme tid et signal om at man skal passe på med, hvor man tager kniv med hen, og man kan udvises betinget, men dette vil så iflg. SF ikke kunne ske. Hvem har ret?

 

Udvisning af omtanke?

Jeg kan ikke slippe den netop ændrede lov om udvisning af udenlandske statsborgere. Der er noget fundamentalt galt med denne lov, som et stort flertal i Folketinget lader slippe igennem. I dag har Ole Espersen et indlæg i Politiken, hvori han skriver:

Dette er en bemærkelsesværdig nydannelse inden for lovgivningspraksis.

Det, der står, er jo i virkeligheden, at selv om en udvisning efter de flestes opfattelse ville være i strid med en international forpligtelse, som f.eks. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, så skal dommeren beslutte udvisningen, hvis det ikke ligefrem med »sikkerhed« kan siges, at dette ville være i strid med vore pligter.

Vi har i Danmark nu fået en grænse for menneskerettighederne, der er trukket i den “forkerte” side – hvis en dom måske er i modstrid med menneskerettighederne, er det ikke problematisk. Kun hvis dommen er klart i modstrid med menneskerettighederne, skal vi være bekymrede. Skal vi virkelig være trygge ved denne form for fortolkning af international lov?

Til dem, der ikke ved, hvem Ole Espersen er: han har været professor i jura ved Københavns Universitet i mange år og var justitsminister i 1981-82. Han har bl.a. skrevet bogen Dansk statsforfatningsret.

De har gjort det igen

Jeg var en lille smule skuffet over det seneste album fra Gillian Welch – det, der hedder Soul Journey. Men det var så også fordi forgængeren var Time, The Relevator, der er intet mindre end et mesterværk. Nu, 8 år senere, er der så det nye album – The Harrow & The Harvest.

Egentlig er hele denne autentiske lyd jo helt u-autentisk på en måde. Gillian Welch og David Rawlings synger om Tennessee og “the Dixie Line”, om muldyrene og de hårde tider på landet – men selv er de fra en helt anden del af USA, nemlig fra New York. Og alligevel – som få andre har de formået at gøre det landlige tonesprog til deres. (De bor da også i Tennessee nu.)

Og dette er et sprog, de kommunikerer særdeles overbevisende på. Efter de forsigtige eksperimenter med lidt bløde trommer og en anelse bas er Welch og Rawlings igen helt sig selv. Sjældent har to mennesker og nogle ganske få instrumenter lydt så godt sammen inden for denne genre, der befinder sig et tidløst sted mellem folk og bluegrass. Rawlings’ guitarspil og harmonivokal væver sig ind og ud mellem linjerne i Welch’s varme og sjælfulde vokal. Måske er The Harrow & The Harvest endda på højde på Time, The Revelator ? Jeg har i al fald hørt det nye album igen, siden jeg fik det.

Gå du nu hen og gør ligeså.

Modstand

Jeg har lige læst Gør oprør, en af omfang lille bog af Stéphane Hessel. Hessel er 93 år gammel og har en historie, der i høj grad er et produkt af Europas historie – et kort og godt imponerede cv, som man ville sige i dag. Som navnet måske antyder, er Stéphane Hessel født i Tyskland. Men hans familie bosatte sig i Frankrig; allerede da han var 15, fik han sin studentereksamen (baccalauréat) og studerede derefter på École Normale Superieure. Da nazisterne besatte Frankrig, flygtede han til London og sluttede sig til de Gaulles modstandsbevægelse. Herefter var han undercover-agent i Tyskland og var med til at forberede den allierede invasion. Stéphane Hessel havnede i kz-lejr og var meget tæt på at blive henrettet.

Efter krigen blev Stéphane Hessel FN-diplomat og var blandt det dusin mennesker (Eleanor Roosevelt var også en af dem), der havde afgørende indflydelse på indholdet af Verdenserklæringen om menneskerettighederne fra 1948. Siden blev han Frankrigs FN-ambassadør. Sidste år i oktober udsendte han Indignez-vous!, der nu omsider foreligger på dansk som Gør oprør!.

Denne lille, pamflet-agtige bog er et vredt og dybtfølt angreb på tingenes tilstand i Frankrig og i det internationale samfund, set som en modsætning til de idealer, modstandskampen i 2. verdenskrig havde. Temaerne i Gør oprør! er den enorme kløft mellem de meget rige og de meget fattige, den måde hvorpå de vestlige lande behandler flygtninge og indvandrere og hvordan medierne i dag er kontrolleret af de få og de rige. Stéphane Hessel er derudover vred over det israelske regimes fremfærd over for palæstinenserne; han har selv jødisk baggrund og er forstemt over at se, at jøder kan behandle andre mennesker sådan. Gennem hele skriftet insisterer han på ikke-vold som den eneste gyldige strategi og minder os om modstandskampens idealer, der var med til at forme efterkrigstidens Europa. Det er disse idealer, vi nu er ved at svigte:

I marts 1941 havde jeg sluttet mig til general de Gaulle i London, og det var derfra, jeg erfarede, at Modstandsrådet den 15. marts 1944 havde udarbejdet et reformprogram, der udkastede principperne for de værdier, vort lands moderne demokrati skulle hvile på.

Disse principper og værdier har vi i dag mere end nogensinde brug for. Det påhviler os alle at sikre, at vores samfund forbliver et samfund, vi kan være stolte af: ikke dette samfund med papirløse indvandrere, udvisninger og mistænkeliggørelse af indvandrere, ikke dette samfund, hvor man sætter spørgsmålstegn ved pensionerne og ved de opnåede sociale rettigheder, ikke dette samfund, hvor medierne er i hænderne på de velbjærgede – alt sammen noget, vi ville have nægtet at acceptere, hvis vi havde været sande arvtagere efter Det Nationale Modstandsråd.

Dette citat vil jeg lade få det sidste ord i mit indlæg her.

Vi er ikke alene

Den russiske astronom Andrei Finkelstein siger nu til The Guardian, at vi kan forvente at få kontakt med liv uden for Jorden inden for de næste 20 år. Jeg er også selv overbevist om at en sådan kontakt vil finde sted en dag, omend jeg vel er det på et mindre kvalificeret grundlag.

Speaking at an international forum dedicated to the search for extraterrestrial life, Finkelstein said 10% of the known planets circling suns in the galaxy resemble Earth.

If water can be found there, then so can life, he said, adding that aliens would most likely resemble humans with two arms, two legs and a head.

“They may have different colour skin, but even we have that,” he said.

Vi har inden for de seneste godt 500 år set, hvordan europæernes “opdagelse” af andre kontinenter har haft forfærdelige konsekvenser for de folkeslag, der boede der. De sydamerikanske civilisationer var lige så teknologisk avancerede som den spanske, men de blev ikke desto mindre ydmyget på tragisk vis. De oprindelige australiere blev opfattet som undermennesker og nægtet alle rettigheder. Atter andre folkeslag blev mere eller mere systematisk udryddet; der er således i dag intet tilbage fra de folkegrupper, der oprindelig beboede de caraibiske øer.

En civilisation, der får kontakt med os jordboere, vil formodentlig have nået i hvert fald samme teknologiske stade som os, så på denne måde ligner situationen den, vi oplevede på vores planet fra år 1500-1700. Den udenjordiske civilisations hensigter kan man lige nu kun gisne om – nysgerrighed, imperialisme, nødvendighed, noget helt fjerde. Hvorfor er det egentlig, vi selv sender signaler, små metalplaketter og lp-plader af sted?

Men selv om vi så skulle undgå at scenariet fra Klodernes kamp eller den europæiske kolonisation blev virkelighed, vil en kontakt med ekstraterrestriale civilisationer formodentlig ændre menneskehedens syn på sig selv til ukendelighed.

Mit håb er, at de allermest antropocentriske forestillinger vil lide skibbrud. Det bliver forhåbentlig sværere at være racist eller kreationist, hvis/når der viser sig at være intelligent liv derude et sted, og vi kan forhåbentlig omsider bringes til at indse, at denne planet faktisk har begrænsede resurser og er et sårbart sted. Religionerne skal nok også have sig en tænkepause.