Hvem tænker på bankerne?

I marts 2009 agtede American International Group (AIG) at udbetale cirka 218 millioner dollars i bonus til udvalgte ansatte. Ifølge Significance Magazine satte Goldman Sachs 15,3 milliarder dollars til side til bonusordninger i 2010 (en nedgang på 5% i forhold til 2009, men dette skal ses i lyset af at Goldman Sachs’ indtjening gik ned med 13% i samme periode). Lederen af Barclays’ Bank, Bob Diamond, fik i 2011 en bonus på 8 millioner pund. Og for to uger siden kom det frem, at direktøren for Royal Bank of Scotland (der nu reelt er blevet nationaliseret) har fået en bonus på en million pund kort efter den seneste fyringsrunde, der har kostet 4000 af bankens medarbejdere deres job. Herhjemme afsatte Nordea 141 millioner euro til bonusordninger i 2011. Finanssektoren er bestemt ikke bange for at bruge penge på sig selv.

Samme finanssektors dispositioner er en væsentlig medårsag til den nuværende økonomiske krise; det er ikke tilfældigt, at krisen ofte kaldes en finanskrise. Samtidig virker det imidlertid i samfundsdebatten, som om fokus primært er blevet rettet på velfærdssamfundet, som man siger, samfundsøkonomien ikke har råd til. Mange negative kommentarer har især været rettet mod borgere på overførselsindkomst og dagpenge. Disse negative udsagn kommer fra politikere i både regeringen og i oppositionen, fra debattører og såmænd også fra stand-up-komikere. “Taberen” er igen blevet et komisk virkemiddel (tænk bare på f.eks. Linda P.) Kontanthjælpsmodtagere og arbejdsløse virker mere og mere bevidste, ja faktisk pinligt bevidste, om hvilken samfundsklasse de tilhører.

Nogle kommentatorer, der er kritiske over for velfærdssamfundet, taler, inspireret af et citat fra Margaret Thatcher, om at der er grænser for, hvor lang tid man kan bruge af andre folks penge. Men samfundsøkonomien består ikke af tilfældigt eksisterende disjunkte mængder af penge. Bankernes penge er vel netop “andre folks penge” om noget.

Vi har alle som borgere et ansvar for det samfund, vi er del af. Det gælder også den finansielle sektor. Når netop denne sektor har så stor betydning for den samlede samfundsøkonomi, er det underligt, at der ikke gøres mere for at regulere den og holde den til ansvar. Det er overraskende svært f.eks. at få indført en Tobin-skat på finansielle transaktioner. Jeg savner en skarp og kritisk vinkel på finanssektorens ansvar for samfundsøkonomiens tilstand, og også efterhånden en satirisk vinkel.

Sangen ovenfor skyldes den amerikanske hiphop-duo The Disposable Heroes of Hiphoprisy; den er fra 1992, altså nu 20 år gammel, men linjerne

Bail out the banks
Loan art to the churches
Satanic reverses

er stadig alt for aktuelle.

Hvor mange syrere…?

I disse dage følger jeg med stærkt stigende bekymring – og desværre også en stor følelse af afmagt – situationen i Syrien. Hvis ikke det, der sker nu, er borgerkrig, er det tæt på. Assad-styrets overgreb på den syriske befolkning er veldokumenterede (bl.a. af observatørerne fra den Arabiske Liga) og bør kunne få regimets repræsentanter stillet for Den Internationale Straffedomstol (ICC). Men det er ikke sket. USA, Frankrig og Storbritannien siger, at de støtter oppositionen i Syrien – men omvendt tier USA om ICC, for Rom-statutten, der ligger bag ICC vil USA ikke ratificere. Det skyldes bl.a. at amerikanske soldater ville kunne blive dømt uden for USAs grænser. Rusland og Kina vil heller ikke gøre noget; Ruslands eneste militærbase på udenlandsk territorium ligger nu i Syrien, og de strategiske interesser er her tydelige. Rusland har afvist at støtte en FN-resolution med den sædvanlige begrundelse om at der er tale om indblanding i indre anliggender. Og Kina? Kina nedlagde veto sammen med Rusland.

Det hele bliver endnu mere broget af at det er svært at danne sig et klart billede af oppositionen i Syrien. Dagbladet Information har et velstruktureret og grundigt overblik på http://www.information.dk/journal/285202.

Under alle omstændigheder er det den syriske civilbefolkning, der må holde for. Det, vi er vidne til, er grove overgreb mod menneskerettighederne. Hvis stormagterne ikke vil huske det (og det vil de som regel ikke, for de strategiske spil er vigtigst for dem), så må vi huske det og minde dem om det som så ofte før.

Naturvidenskab på RUC

20120206-071459.jpg

Institut for Natur, Modeller og Systemer på Roskilde Universitet står over for en besparelse på 4,5 millioner kroner, og det vil med stor sandsynlighed medføre, at instituttet må lukke – og hermed forsvinder reelt de naturvidenskabelige fag på universitetet. RUCs bestyrelse har holdt møde om dette i fredags; hvad der mere præcist blev talt om, vides ikke, for mødet foregik bag lukkede døre, sådan som universitetsbestyrelser stadig oftere vælger at gøre.

De studerende på de naturvidenskabelige fag er naturligvis imod en lukning, og det bør vi alle være. Selvfølgelig er det ikke godt at et institut har underskud, slet ikke, men vi kan slet ikke forsvare at have et dansk universitet uden naturvidenskab.

Meningen med livene og meningen med døden

20120205-100157.jpg

Det gik pludselig op for mig for første gang, at en vigtig forskel på liv og død er, at ordet “liv” har en flertalsform – det har “død” ikke. Men er der da kun én mulig død?

David Eagleman, der ud over at være forfatter også er neurolog, har skrevet en lille bog om mange mulige efterspil til døden. Sum – Tales of the afterlives er en samling af små kapitler på 2-4 sider hver.

Hvis man regner med at neurologen i denne bog vil komme med en række begrundede bud på hvad der sker med hjernen i og efter dødsøjeblikket, vil man dog blive skuffet. Eaglemans bog viser ham først og fremmest i rollen som forfatter og som en forfatter, der ser vores refleksioner over døden og et “efterliv” som betragtninger over livet og meningen med livet. Hvert kapitel er en lille beskrivelse af hvordan det kunne være efter døden.

De små efterlivs-beskrivelser minder mig om de små fabler, Jorge Luis Borges gjorde til sit særkende – optegnelsen af en alternativ virkelighed, dens lovmæssigheder og de overraskende konsekvenser af den. I et af kapitlerne forestiller Eagleman sig, at man efter døden kan leve sit liv om igen og få et ønske opfyldt. Én beder om at blive en medicinsk forsker, der finder ud af hvordan man kan undgå at dø af sygdom eller aldring. Men konsekvensen viser sig at blive, at livet mister mening for menneskene – der finder andre måder at tage sig selv (og andre) af dage på. Her er det vist alligevel neurologen, der stikker hovedet frem.

Det er en lille bog (107 sider) men med stof til mange eftertanker. Nogle af kapitlerne overvejer hvordan “efterlivet” afspejler livet – tænk f.eks. hvordan det ville være, hvis man i “efterlivet” kun var omgivet af de mennesker, man kendte i levende live. Man ville ende med at opleve det som en stor indskrænkning. Mange andre af kapitlerne tager udgangspunkt i andre forståelser af hvad det vil sige at leve videre: At vi lever videre som en erindring hos andre eller at vore bestanddele (atomerne) kan genfindes i andre sammenhænge. Dette er på sin vis også de mest interessante kapitler, og her, jeg selv i særdeleshed har tænkt efter.

Der er (desværre) intet, der tyder på at et “efterliv” findes i den forstand, religionerne beskriver det, men et “efterliv”, der består i de spor, vi sætter, er i høj grad en realitet.

Hilsen fra milten

Netop i dag har jeg en underlig fornemmelse i hoved og krop. Det er som om vejret og semesterstarten og verdenssituationen og dum dansk politik og dårlig søvn slår sammen, og det hele er kompliceret. Ikke engang lørdagsavisen er god, for den handler stort set kun om verdenssituationen og dum dansk politik og om hvor kompliceret det hele egentlig er. Weekenden er for kort og samtidig alt for lang. Jeg har købt en stor dum klods af en printer fra en biks i Viby, en printer jeg, stik mod alt hvad jeg har kunnet læse, ikke kan bruge og som er uforholdsmæssigt dyr at sende tilbage til Viby med fragt. Og det ved jeg godt ikke er noget reelt problem, for der er masser folk der ikke har råd til at købe en printer. Jeg vil gøre noget for at gøre noget for at få den underlige handlingslammende og -lammende fornemmelse til at lette, men jeg indser hurtigt, at det er for stor en mundfuld. Jeg kan ikke handle mig ud af det. Det føles som en gammel sang med C.V. Jørgensen. Jeg har lidt efter det rette ord til at beskrive den med, og her er det så (takket være Wikipedias danske udgave):

Spleen (fra eng. spleen, af latin splen, milt) melankoli, tungsind (der mentes at stamme fra milten) eller dårligt humør, trist eller gnaven sindsstemning; især om en blanding af blaserthed, kedsomhed, livslede og tristhed, gnavenhed, irritabilitet (som menes at forekomme i sin typiske form hos englændere).

Hvorfor skal milten have sådan et dårligt ry? Vi ved i dag, at den filtrerer de gamle blodceller fra og er med til at rense blodet for bakterier – så organet for tungsind er kroppens rensningsanlæg og som sådan nyttigt. Men måske er navnet på denne sindstilstand alligevel passende – for det milten, der har den tunge opgave at tage sig af skidtet og årsagerne til dårligdommene.

Også C.V. Jørgensen, hvis sange jeg skatter meget højt, er kommet videre end sin spleen. Hans seneste udgivelser er stadig reflekterede og bestemt ikke lalleglad, men hans spleen har veget pladsen og giver plads til et bagvedliggende klarsyn, som jeg også gerne vil kunne finde frem.

Nødvendige beskyldninger

Ved et af disse underlige sammentræf, jeg måske selv konstruerer, var det i går, Informations forside kunne fortælle, at også tre-årige mobber, og også i går, flere nyvalgte folketingsmedlemmer, bl.a. Mette Bock fra Liberal Alliance, karakteriserede debatten i Folketinget som en børnehave. Jeg er også træt af den manglende kvalitet af de politiske diskussioner i Danmark, men jeg bryder mig ikke om sammenligningen med en børnehave. Der er dog trods alt stadig håb for at de 3-6-årige kan lære at behandle hinanden bedre,

Kristoffer Raun Thomsen, der er retoriker, analyserer diskussionen i Folketinget i Politiken. Herunder er et interessant sted i hans artikel.

Men ofte drejer salens samtaler sig mere om personangreb end direkte debat. Som Søren Espersen for nylig sagde: »Altså, hvis jeg skulle finde nogen, der var unuanceret i forhold til Mellemøsten, kunne jeg da hurtigt finde en – er det ikke 12 medlemmer, der er i Enhedslistens folketingsgruppe? – det kunne jeg sagtens finde«.

Her hævder den ene part sig på modpartens bekostning i stedet for reelt at tage stilling til noget om emnet, og som følge bliver debatten afsporet.

Modparten er nemlig ikke meget bedre. Holger K. Nielsen svarer: »Jeg synes, at hr. Søren Espersen lige pludselig bliver en frygtelig moralist, en frygtelig følelsesladet moralist, som han jo ellers i andre sammenhænge tager afstand fra«.

Her bliver vi ikke informeret om emnet. Men vi får rigelige informationer om, hvordan vi skal opfatte modparten i debatten.

Den ene væsentlige observation er, at den politiker, der er på talerstolen, ikke replicerer til en anden politiker, selv om det umiddelbart forekommer at være tilfældet. Den talende henvender sig i virkeligheden til et andet publikum, nemlig en potentiel vælgerskare.

Hvis jeg var politiker, ville jeg græmme mig.

Den anden væsentlige observation er, at en stor del af talehandlingen ser ud til at handle om at udstille modparten som utroværdig, inkompetent og/eller hyklerisk.

Politik er kommet til at handle om politikere først, og deres meninger derefter. Medierne holder af det. Vi kommer med hjem til Pia Kjærsgaard og ser hendes samling af Asterix-bøger. Vi kommer med hjem til Helle Thorning-Schmidt og hører om hendes opvækst og ægteskab. Ungdomsbladene vil høre om Johanne Schmidt-Nielsens erfaringer med tømmermænd. Og så videre.

Og fordi politik først og fremmest fokuserer på politikerne, kommer den politiske diskussion til at blive til en diskussion om politikerne først.

Vores viden om interpersonel kommunikation kan bruges til at manipulere med eller til at fremme kommunikation. Der er for så vidt intet odiøst i at manipulere, hvis vi hermed mener selve dette at forsøge at få Den Anden til at handle, som vi gerne vil have det (det har allerede Klaus Kjøller gjort opmærksom på i sin bog om manipulation). Men den manipulation, alle de mange former for spin består i – og i dette uhellige spin-komplot er formodentlig alle politiske partier i et eller andet omfang delagtige – leder fokus væk fra politikken og over på politikernes person og lader modtageren være ikke Den Anden, men En Tredje.

Det var først i 1983, at man tillod tv-transmissioner fra det britiske parlament (eller rettere: Underhuset). Argumentet imod at lade fjernsynskameraerne få adgang var, at politikerne ville begynde at tale til vælgerne i stedet for til hinanden. Dette argument er måske mere vægtigt, end man havde troet.

Tilstedeværelsen af kameraerne gør noget ved os. Jeg kan huske, hvordan fotografen og dokumentaristen Jacob Holdt fortalte om hvordan han besøgte medlemmer af Ku Klux Klan i USA. En dag tog han et lille videokamera med til en sammenkomst. Når han tændte for kameraet, begyndte KKK-medlemmerne at udspy deres racistiske fordomme; når han lagde kameraet væk, begyndte de at tale om alt muligt andet og i et noget mere afdæmpet toneleje.

Kunne man mon i en forsøgsperiode på et år lade være med at lade tv få adgang til Folketinget undtagen ved bestemte lejligheder (f.eks. ved Folketingets åbning eller i forbindelse med udvalge, korte nyhedsindslag) og se, om det fik politikerne til at ændre adfærd?

Billedet ovenfor viser nogle politikere, jeg selv kan huske fra min tidlige barndom (ikke at jeg gik op i politik dengang), nemlig Anker Jørgensen (Socialdemokraterne), Poul Hartling (Venstre) og Hilmar Baunsgaard (Radikale Venstre). Alle tre opnåede at blive statsministre, og de var samtidig politikertyper, der nok ikke ville have haft mange chancer i dag – Anker J. var specialarbejder og fagforeningsmand, Poul H. var præst og blev siden formand for FNs flygtningehøjkommissariat og Hilmar B. var handelsuddannet. Og på billedet ser det faktisk ud som de egentlig kan lide at være sammen, selv om de er uenige.

Et voldeligt mindretal?

Hvad har Kurt Cobain og Jimi Hendrix til fælles (ud over at være sangere og guitarister fra Seattle, der med to årtiers mellemrum spillede i hver deres hårdtslående rocktrio og tog livet af sig selv i en alder af 27) ? Og hvad har de til fælles med Paul McCartney og Ringo Starr, de eneste overlevende medlemmer af The Beatles? Hvad har de til fælles med Robin Milner, der var opponent på min PhD-afhandling i Edinburgh og modtog Turing-prisen i 1991 og Colin Stirling der var min PhD-vejleder? Og hvad har de til fælles med Albert Einstein og Marie Curie? Og hvad har de til fælles med Barack Obama og George Bush? Og hvad har mange af mine fætre og kusiner på min mors side af familien til fælles med alle de foregående? At de er/var venstrehåndede.

Selv er jeg som folk er flest, dvs. som 90% af befolkningen er jeg højrehåndet. Vi ved, at højre/venstrehåndethed er genetisk betinget. Undersøgelser tyder på, at middellevetiden hos venstrehåndede er kortere end hos højrehåndede og flere venstrehåndede end højrehåndede mennesker kommer til skade i ulykker.

Derfor er det naturlige spørgsmål: Hvorfor bliver så der stadig født venstrehåndede? De burde være blevet dømt ude af naturlig selektion. Det samme kunne gælde de nærsynede (hvis jeg havde levet i stenalderen, kunne jeg ikke have fået briller eller kontaktlinser og havde sandsynligvis endt mine dage i et mosehul eller i gabet på en sabeltiger). Det er klart, at der kan være fordele ved at være venstrehåndet, men hvilke?

De franske evolutionsbiologer Charlotte Faurie og Michel Raymond har forsket i netop dette. Deres forklaringsmodel, som de publicerede i 2004 og fik en del omtale i medierne, er at venstrehåndede har en fordel over for højrehåndede i et slagsmål – det er simpelthen sværere at lave ordentlige parader, når modstanderen bruger den “forkerte” hånd. Og derfor har de venstrehåndede alligevel en mulighed for at bringe deres gener videre. Men det forklarer det vel ikke? Mænd har den tvivlsomme ære at være dem, der traditionelt står for det meste af den vold, der udøves i samfundet, men hvad med kvinderne, der kun sjældent har haft mulighed for at rode sig ud i en solid slåskamp? Jo, her skulle forklaringen være, at genet for venstrehåndethed nedarves gennem den mødrene linje.

Et yderligere argument for Faurie og Raymonds forklaringsmodel er, at der i samfund med en høj mordrate er en større andel af venstrehåndede. Den højeste mordrate i verden findes i Jimi-dalen i Ny Guinea (der formodentlig ikke er opkaldt efter Jimi Hendrix), og her er der hele 30%, der er venstrehåndede.

Faurie og Raymonds konklusioner er interessante, men de er også blevet draget i tvivl. (Jeg har også selv svært ved at forestille mig Robin Milner, Paul McCartney, Marie Curie eller Barack Obama i håndgemæng med nogen.)

Chris McManus, der er fra University of London, er kritisk over for Faurie og Raymond og har som en alternativ hypotese hævdet, at venstrehåndede skulle klare sig bedre intellektuelt, fordi deres hjerner skulle være struktureret anderledes. Om dette så er en bedre hypotese ved jeg ikke, men et forsigtigt gæt er, at McManus selv er venstrehåndet.

En elegant forklaring

Hvilken forklaring/forklaringsmodel er efter din mening den smukkeste, dybeste eller mest elegante? Edge.org stillede en lang række tænkere (forskere, forfattere o.lign.) dette spørgsmål. Resultatet er en liste med 192 bud, og den er spændende læsning.

Langt fra alle forklaringer, der bliver præsenteret som bud på elegante forklaringer, er videnskabelige forklaringer. Alle, der nærer en skepsis over for de ikke-naturlige forklaringer, vil synes om antropologen Scott Attrans bud:

The notion of a transcendent force that moves the universe or history or determines what is right and good—and whose existence is fundamentally beyond reason and immune to logical or empirical disproof—is the simplest, most elegant, and most scientifically baffling phenomenon I know of. Its power and absurdity perturbs mightily, and merits careful scientific scrutiny. In an age where many of the most volatile and seemingly intractable conflicts stem from sacred causes, scientific understanding of how to best deal with the subject has also never been more critical.

Elegance er noget, mange af os higer i videnskabelig sammenhæng. I matematik kan ingen kan lide de lange, trælse induktionsbeviser, hvor man skal undersøge 15 specialtilfælde – at lave dem føles som at gøre et køleskab rent. I teoretisk datalogi er der masser af den slags, og jeg kan ikke sige mig fri for at være lidt misundelig på den rene matematiks arsenal af elegante beviser. Måske kommer der flere med årene?

Det er svært at holde forklaringer fra forskellige genstandsområder op mod hinanden, og jeg synes ikke, det giver mening at prøve. Russells teori om bestemte beskrivelser er ikke det definitive bud på en filosofisk analyse af beskrivelser i sproget, men den er elegant og dyb. Newtons mekanik er som bekendt heller ikke det definitive bud på en bevægelseslære i fysik, men den er elegant og dyb.

Hvis man spurgte mig, hvad den mest elegante og dybeste forklaring i datalogi er, ville jeg sige dette:

Den mest elegante og dybeste forklaring i datalogi er János von Neumann og Alan Turings erkendelse i 1930’erne og 1940’erne (men egentlig foregrebet i 1800-tallet af Charles Babbage og Ada Lovelace) af at programmer er data. Indtil da havde man konstrueret computere (reelt: regnemaskiner), der kun kunne udføre én bestemt slags beregning. For at ændre beregningen, skulle man ændre maskinens opbygning – ved at flytte tandhjul eller (lidt senere) ledninger. Da von Neumann og Turing uafhængigt af hinanden indså, at programinstrukser kan gemmes i hukommelsen på maskinen og hentes frem derfra og udføres, dvs. at programmer er data, var vejen banet for fremkomsten af den programmerbare computer og alt hvad den førte med sig af erkendelser – specielt vigtigheden af sprog, man kan bruge til at beskrive algoritmer med. Det være sig matematiske notationer eller programmeringssprog.

Edge.org har tidligere år stillet en lang række tænkere tilsvarende interessante spørgsmål, og ud af de mange svar er der kommet en række bøger – som jeg stadig har til gode at læse. Man kan se mere om spørgsmålene og bøgerne på Edge.org.

Gruppearbejde gør os dummere. Eller…?

I en artikel på videnskab.dk refereres en amerikansk undersøgelse fra California Institute of Technology under overskriften Vi bliver dummere af gruppearbejde.

Forskerne fra USA anvendte forsøgspersoner med samme IQ på 126, dvs. et stykke over befolkningsgennemsnittet.

Undersøgelsen begyndte også med en individuel IQ-test, hvor alle sad i samme rum, men udfyldte opgaverne hver for sig. (Resultaterne blev først beregnet og offentliggjort efter eksperimentet.)

Derefter blev forsøgspersonerne delt ind i grupper på fem. Nu skulle de lave den samme type af opgaver.

Svarene fra alle i gruppen blev givet samtidigt og alle blev fortløbende opdateret på, hvordan de havde klaret det i forhold til resten af gruppen, og i forhold til en standard.

Resultaterne viste, at situationen som udgangspunkt fik alle deltagerne til at præstere dårligere. De klarede altså ikke fuldt ud at udnytte deres egen intelligens til at løse problemer.

Men til sidst skulle forsøgspersonerne skifte hold. Nogle forbedrede sig mærkbart, mens andre aldrig klarede at komme op i omdrejninger. Det så ikke ud til, at alder eller etnicitet påvirkede resultaterne. Men der var derimod en forskel mellem kønnene.

I den gruppe, som forbedrede sig mest, var der 13 mænd og kun 3 kvinder. Blandt dem, som forbedrede sig mindst, var der 10 kvinder og 3 mænd.

Forskerne har søgt at finde en forklaringsmodel:

En hjernescanning af en del af deltagerne viste, at forskellene i præstationer stemte overens med, hvad der skete oppe i hjernen.

For eksempel i hjernecentret amygdala (mandelkernen). Aktiviteten her var og forblev høj hos de deltagere, som ikke klarede at udnytte deres intelligens, skriver forskerne i en artikel, som er publiceret i Philosophical Transactions of the Royal Society B. Denne aktivering i amygdala er forbundet med frygt og følelsesmæssig aktivering.

Overskriften på artiklen er misvisende; pointen er jo netop, at gruppearbejdet i det pågældende forsøg ikke var et sædvanligt samarbejde, men en uudtalt indre konkurrence. Det er ikke overraskende for mig, hvis en intern konkurrence hæmmer snarere end fremmer de studerendes præstationer. Som en af forskerne udtaler:

»Fremtidig forskning bør fokusere på at finde ud af, hvad samfundet egentlig fremelsker i konkurrenceprægede lærings- og arbejdsmiljøer,« siger Read Montague i en pressemeddelelse fra Virginia Tech, og stiller spørgsmålet:
Går vi for eksempel glip af en stor andel menneskeligt talent ved at lægge vægt på konkurrence?

Hvis resultaterne kan bruges til noget i en undervisningssammenhæng, er det i til at give os en påmindelse om hvordan man ikke må agere som vejleder for en gruppe. Gruppearbejde, som jeg kender det fra Aalborg Universitets pædagogiske model, bør nemlig ikke løbende holde de enkelte studerendes præstationer op mod hinanden. Hvis jeg gjorde det som vejleder, ville det ende med at splitte gruppen ad. De grupper, jeg har vejledt, hvor der har været indre konflikter og en latent konkurrence, er da heller aldrig grupper, der har klaret sig godt.

Samtidig er der selvfølgelig også det gode i at kunne give den enkelte studerende i en gruppe en formativ evaluering undervejs. Tit er det formodentlig sket indirekte ved at jeg har kommenteret nogle arbejdsblade, som hovedsagelig er skrevet af én bestemt studerende. Forhåbentlig fører det ikke til konflikter eller uvilkårlige sammenligninger i gruppen, men det kan selvfølgelig blive svært at undgå.

Et andet problem ved undersøgelsen er, at det ser ud som om gruppeopgaven i eksperimentet var af samme art som en individuel opgave. Dette er typisk ikke tilfældet i projektarbejde; her kan en projektgruppe løse et problem af et omfang, som kun svært eller måske slet ikke ville kunne løses inden for rimelig tid af én enkelt studerende.

Arven fra Thatcher

Der er en meget tydelig tendens i det fremherskende syn på de “svage i samfundet”: Ansvaret placeres i høj grad hos den enkelte. Dette har man set i høj grad i diskussionen af social ulighed i Danmark.

Nye tal fra EUs statistikker viser, at Danmark er det eneste land i Norden, hvor fattigdommen er vokset. I Information kan man i dag læse dette:

»Det er ikke, fordi solidariteten i samfundet er forsvundet, men fattigdomsdebatten er udtryk for, at der er sket et holdningsskift i befolkningen. Det er i dag en mere udbredt opfattelse, at folk nok selv er skyld i det, hvis de er fattige eller ryger ud af arbejdsmarkedet. Både blandt befolkningen og politikerne på Christiansborg er det blevet acceptabelt at sige, at de fattige bare skal tage sig sammen,« siger Jann Sjursen og tilføjer, at den tendens formentlig vil blive endnu mere tydelig, hvis uligheden vokser yderligere.

Også i forhold til dette at have psykiske problemer, mærker man et sådant skred. I en kronik i Information d. 25. januar skriver Frej Prahl:

For patienten kan der være en lang række fordele forbundet med at få sygeliggjort sin normale adfærd. Vi bærer vel alle rundt på en barndomserindring om, at et maveonde eller lignende ikke kun var en negativ oplevelse. Jovist, man havde da lidt ondt i maven, men den ekstra opmærksomhed og omsorg man fik fra sine forældre, og den pause fra pligterne man kunne indkassere, var heller ikke helt ringe. Man oplevede det, Freud har kaldt ’sekundære sygdomsgevinster’.

I dag har offerbevidsthed, som hører barndommen til, fået en renæssance blandt rigtig mange voksne mennesker. Måske fordi vi, i den postmoderne virkelighed mere end nogensinde før, er blevet pålagt et ansvar for en grænseløs selvrealisering. Her kommer offertilstanden til at fungere som et kærkomment frirum.

Jamen, er det ikke rigtigt, at man selv har et ansvar for sit liv? Selvfølgelig har man det. Intet menneske er kun en viljeløs genstand, og selvfølgelig er der en psykologisk komponent i at forklare menneskers adfærd. Og selvfølgelig er det i høj grad vigtigt, hvad det enkelte menneske gør med sit liv. Men individualiseringen af de sociale problemer er i høj grad et produkt af en liberalistisk økonomisk tankegang, der har præget hovedstrømningerne i europæisk politik siden slutningen af 1970’erne. Det, den fører med sig, er at politikerne og arbejdspladserne får flyttet fokus væk fra den store indflydelse, som lovgivningen, indkomstfordelingen i samfundet og arbejdsforholdene har  og også får flyttet fokus væk fra at disse faktorer faktisk spiller sammen. Sociologiens anstrengelser for at forklare fænomener i samfundet bliver underkendt. Hvis man er blandt “de svage”, kommer man i stadig større omfang til at give sig selv skylden for sine egne problemer, og er man blandt “de stærke”, har man ikke noget væsentligt ansvar for “de svage”.

Et berømt/berygtet citat fra Margaret Thatcher er det interview fra 1987, hvor hun giver udtryk for sin centrale holdning, nemlig at samfundet ikke findes – der er kun individer:

I think we have gone through a period when too many children and people have been given to understand “I have a problem, it is the Government’s job to cope with it!” or”I have a problem, I will go and get a grant to cope with it!” “I am homeless, the Government must house me!” and so they are casting their problems on society and who is society? There is no such thing! There are individual men and women and there are families and no government can do anything except through people and people look to themselves first.¨

For tiden er der en del omtale af en ny film om denne tidligere britiske premierminister. Mange i Storbritannien ser hende som et stykke historie, men det ser i disse år ud som om, hun aldrig har forladt bygningen.