De naturlige sprogs informationsteori

Hvorfor er der nogle sprog, der lyder “hurtigere” end andre? Spansk virker for mange (også for mig) som et sprog, hvor der bliver talt hurtigt, mens fransk og tysk er mere adstadige i tempo. Underligt nok, for fransk er tættere beslægtet med spansk end med tysk. I Time kan man læse om en fransk undersøgelse fra Université de Lyon, der undersøger dette.

Der er tale om en empirisk undersøgelse, hvor man har ladet mennesker med forskellige modersmål læse de samme tekster i hver deres oversættelse højt. Det viser sig, at der er forskelle i informationstætheden i det sprog, der tales – løst sagt, hvor mange stavelser, der skal bruges for at udtrykke en mening – og på hvor mange stavelser, der siges pr. tidsenhed. På spansk er informationstætheden lavere end på fransk, men der siges flere stavelser pr. tidsenhed. Det er derfor, det virker det som om spansktalende taler hurtigere end fransktalende.

En anden undersøgelse fra Manchester University synes til gengæld at påvise, at forskellige naturlige sprog har samme entropi, og det undrede mig først. Entropi i informationsteoretisk forstand er et mål for den forventede informationsmængde i et sprog. Mere præcist, hvis en stokastisk variabel X kan antage værdier i mængden \{ x_1, \ldots, x_n \} med sandsynlighed p(x_i), så er entropien givet ved

H(X) = - \sum^{n}_{i=1} p(x_i)\log_2(p(x_i))

Fra Lyon-undersøgelsen skulle man forvente, at spansk og fransk ikke havde samme entropi. Men Manchester-undersøgelser siger, at det har det. Hvordan kan de to konklusioner leve sammen? Forskellen er så vidt jeg kan se, at undersøgelsen fra Lyon betragter entropien af stavelser, mens undersøgelsen fra Manchester betragter entropien af længere sproglige konstruktioner (sætninger og helmeninger) – så udfaldsrummet for X er i Lyon-undersøgelsen mængden af stavelser og Manchester-undersøgelsen mængden af sætninger.

Det er også interessant, at Manchester-undersøgelsen tilsyneladende udelukkende betragter “langsomme” sprog som engelsk, tysk, fransk, finsk, kinesisk, tagalog (det mest udbredte sprog på Filippinerne) og uddøde sprog som sumerisk og oldægyptisk, for hvilke man muligvis ikke (jeg ved det ikke) kan sige meget om hastigheden.

At være der og ikke være der

De to morsomste film, jeg kender, er begge amerikanske. Der findes et hav af film fra Hollywood, der forsøger at være morsomme, men slet ikke lykkes med at være det – ligesom der findes et lige så stort hav af gyserfilm, der ikke er uhyggelige. Der er sikkert ikke noget så svært som at lave en vellykket genrefilm.

Og hvad er det så for to film, jeg synes er så morsomme? Den ene er Hal Ashbys Being There med Peter Sellers og Shirley MacLaine. Handlingen er enkel: En rig mand i Washington D.C. har en gartner, der aldrig forlader huset, er analfabet og tilbringer sine ledige stunder med at se sæbeoperaer. Da den rige mand dør, bliver gartneren sat på gaden. Han bliver samlet op af en rig politikerfrue og herefter begynder den naive, helt uvidende mands odyssé ind i magtens korridorer.

Dette er nok en af de bedste film med Peter Sellers – og den er desværre samtidig en af de de sidste, han nåede at lave. Samtidig er den ukarakteristisk for hans produktion. Alt for mange skuespillere i filmkomedier tror, de bliver ekstra morsomme ved at overspille. I denne film underspiller Peter Sellers konsekvent, og det går perfekt i spænd med Hal Ashbys instruktion.

Den anden film, jeg synes er rigtig morsom er Harold Ramis’ Groundhog Day med Bill Murray og Andie MacDowell. Også her kommer humoren frem i forsøget på at møde en ukendt, ny hverdag, og igen lykkes det den mandlige hovedrolleindehaver at tøjle sig selv og underspille. Bill Murray er heldigvis stadig i live og har lavet gode film siden, bl.a. Lost in Translation.

Disse to film sætter i virkeligheden fokus på komediegenrens problem – der er en hel masse komik, men alt for lidt humor. Komik er som regel overtydelig i sin kalden på grinet, mens humor kan være subtil og sætte tanker og følelser i gang.

Skal jeg nævne en tredje film, jeg også finde morsom, er det forresten også en film med Peter Sellers på rollelisten, nemlig Dr. Strangelove. Men mere om den en anden gang.

Tiger, Tiger

Jeg har netop læst Tiger, Tiger af Margaux Fragoso. Bogen, der kom tidligere i år, er hendes debut, og den er på mange måder rystende læsning. Margaux Fragoso er fra USA og voksede op i Union City i New Jersey, ikke så langt fra New York. Hendes mor er psykisk syg og ryger ind og ud af hospitaler, hendes far drikker for meget og er voldelig – så alle er glade, da Margaux i en alder af 7 begynder at tilbringe megen tid hos parret Inés og Peter, der har et farverigt hjem med mange dyr og plejebørn, der kommer og går. Peter er pædofil, og snart er Margaux blevet fanget i et tæt spind af seksuelt misbrug og psykisk afhængighed. Efterhånden mister Margaux sine venner og bliver holdt udenfor i skolen. Til sidst er Peter for gammel og svag til at gennemføre de seksuelle handlinger, men hans omklamring fortsætter ufortrødent, mens forholdet bliver mere og mere voldeligt. Et tegn på omklamringen er at Peter i en alder af 60 prøver at følge med i Margauxs interesse for rockmusik; men det er som om noget ændrer sig i hende, da hun opdager Nirvana og begynder at identificere sig med Kurt Cobain og hans skæbne. Det er dog først, da Peter begår selvmord 15 år senere, kan Margaux begynde at tage opgøret med de spildte år. Opgøret er svært, for hun har følt, at hun elskede ham og at han elskede hende.

Det er svært ikke at blive mindet om Kristian Ditlev Jensens debut, Det bliver sagt, fra 2001. I begge disse erindringer mærker man, hvordan den pædofile går bevidst efter de mest udsatte børn, dem der har brug for kærlighed og tryghed, dem med de fraværende forældre som er fyldt op af egne bekymringer. I begge bøger får man en fornemmelse af at omverdenen lukker øjnene for det, der sker. Og i begge bøger får man et portræt af den pædofiles stærkt ubehagelige, sammensatte personlighed, der på den ene side er egoistisk og ligeglad med barnet som barn, på den anden side sætter alt ind på at skabe og fastholde en afhængighed. Det ekstra aspekt i Tiger, Tiger er beskrivelsen af hvordan det er at vokse op med en mor, der er psykisk syg. Til allersidst, i bogens efterskrift, får vi at vide, at Margaux Fragosos mor og hendes tvillingesøster også var blevet seksuelt misbrugt i deres barndom, og at dette måske er årsagen til at moderen blev psykisk syg.

Jeg kommer uvilkårligt også til at tænke på Emma Donoghues roman Room, som jeg tidligere har skrevet om her på bloggen. Også Room handler som bekendt om seksuelt misbrug og en tilfangetagelse, der her er helt bogstavelig. Den roman har en fortæller, der stadig er barn, mens Tiger, Tiger er skrevet fra den voksnes perspektiv. Sådan ender erindringer vel ofte med at være, og vi må ikke glemme det: Margaux Fragosos bog er netop ikke en roman, men litteraturens rekonstruktion af det skete.

De seksuelle passager i bogen er ubehagelig læsning, og fortællingen er knugende i sin voldsomme helhed. Jeg kan dog ikke sige andet end at Margaux Fragoso skriver godt; hun har faktisk en PhD i litteraturstudier og har skrevet digte og fiktion. Dette er en forfatters beretning. Ligesom Det bliver sagt kan Tiger, Tiger derfor sagtens blive læst som en roman, men den er selvfølgelig alt andet end dét. Jeg ved, at nogle anmeldere er utilfredse med bogens løse ender – men her tror jeg netop, at de glemmer at bogen netop ikke er fiktion. Det virkelige liv har en masse løse ender.

Tiger, Tiger kan fås som Penguin-bog og er i år også kommet på dansk på Gads Forlag under titlen Kun hvis du har lyst. Den er værd at læse.

En føljeton om pæne mennesker og demokratiet

Det begynder desværre at ligne en føljeton om “pæne” mennesker, der er utilpasse ved demokratiet. Jeg skrev i et tidligere indlæg, at direktør Asger Aamund kan forestille sig tilfælde, hvor demokratiet kan sættes ud af kraft. Et par dage inden havde jeg skrevet om universitetslektor Søren Hviid Pedersen, der går ind for at borgere, der ikke har arbejde, skal fratages deres stemmeret. Og nu kan man læse, at Bünyamin Simsek, der er folketingskandidat for Venstre og sidder i Aarhus byråd, på valgaftenen skriver følgende på Facebook:

Stolt over at være Liberal og venstre mand efter 10 år med ansvar og nødvendige beslutninger at danskerne har gjort os til Danmarks parti nr. 1 – måske grundlov skulle effektueres og kriminelle og kontanthjælps modtager skulle fratages deres stemmeret. 🙂

Det er korrekt, at grundlovens §29 giver denne mulighed:

§ 29
Stk. 1.
Valgret til folketinget har enhver, som har dansk indfødsret, fast bopæl i riget og nået den i stk. 2. omhandlede valgretsalder, medmindre vedkommende er umyndiggjort. Det bestemmes ved lov, i hvilket omfang straf og understøttelse, der i lovgivningen betragtes som fattighjælp, medfører tab af valgret.

Men det korrekte ville være at afskaffe denne udemokratiske passus, som er i strid med Verdenserklæringen om menneskerettigheders princip om almindelig valgret; i det hele taget må det være på sin plads at give grundloven af 1953 et eftersyn, så den kan bringes i overensstemmelse med de menneskeretlige konventioner, Danmark gennem årene har tiltrådt.

Bünyamin Simsek opnåede forresten ikke valg; det gjorde hans kone så til gengæld her, den 15. september, som forresten er FNs dag for demokrati. Hvad mon hendes holdning er i dette spørgsmål?

Og så lover jeg at holde en pause med at skrive om politik. Dette skal ikke være en politisk blog; der er så meget andet i verden også.

Dagen derpå

Om lidt er det tid at være seriøs igen. Men i går fik følelserne frit løb derhjemme til sidst på aftenen, mens der var tændt for valgudsendelsen. De sidste 10 år i dansk politik har været én lang, grim oplevelse. Det var mistænkeliggørelsen af de arbejdsløse og kontanthjælpsmodtagerne, det var hetzen mod etniske mindretal og herboende udlændinge, det var krig og kynisme og ragen til sig og ligegyldighed over for menneskerettighederne, der er det bedste, vi har, og miljøet, der er det eneste, vi har. Jeg selv, der vel kan klare mig under en vilkårlig regering (jeg har i al fald stadig mit job) fik oplevet universitetsloven af 2003 og bevægelsen fra forskning til faktura. Men i går aftes, da 99,8 procent af stemmerne var talt op og Johanne Schmidt-Nielsen holdt sin tale (en god og retorisk vellykket tale var det, og den handlede om det vigtige i politik – at ændre på det, der er forkert i samfundet), opdagede jeg at tårerne kom frem. Det er sentimentalt og muligvis lidt plat, det ved jeg – men jeg var lettet. Nu bliver det anderledes. Det skal det blive.

Allerede nu er det hverdag igen. Valgplakaterne hænger falmede tilbage på Limfjordsbroens opkørsel. Her er mine håb til den kommende tid:

  1. At der kommer fokus på en positiv tilgang til at ændre samfundet og på menneskeværd. Efter den borgerlige regerings tiltræden i 2001 begyndte det nu berygtede opgør med “eksperter og smagsdommere” og en hetz-agtig “værdipolitik”. I Jyllands-Posten hoverede læserbreve og kommentatorer om kap i lang tid bagefter. Den slags må ikke ske igen med modsat fortegn. Det eneste, der er værre end en dårlig taber, er en dårlig vinder.
  2. At det hele ikke kommer til at handle om middelklassen, boligpakker osv. De arbejdsløse, de syge, kontanthjælpsmodtagerne, flygtningene og de andre danskere, der befinder sig i en svær situation, skal have et værdigt liv. Alle her er en af os.
  3. At de, der har tænkt over valget og deltaget i det, nu viser et godt eksempel uanset hvad de stemte. Vi kan være uenige politisk, men vi skal også leve videre sammen her i hverdagen.
  4. At Dansk Folkeparti får den indflydelse, som partiets politiske dagsorden fortjener, dvs. slet ingen.

Sympatiske mennesker

Michael Møller, der har været sanger i moi Caprice (og faktisk stammer fra Sæby, hvor også min familie er fra), har et essay i netmagasinet Atlas, hvor han fortæller om sit møde med Peter Skaarup, der til hans forbløffelse og ærgrelse viste sig at være en sympatisk mand, og skriver:

Da Anders Fogh Rasmussen stadig sad i en dansk ministerbil, var der nærmest total venstrefløjskonsensus om, at han måtte være et ondt menneske. Selv mere tilforladelige typer som den folkeligt skålende Lars Løkke Rasmussen eller den godmodigt kluntede Bendt Bendtsen, har jeg ofte hørt omtalt som decideret dårlige mennesker. Men hvorfor er vi så sikre på, at de er dårligere mennesker end os? Hvorfor er der ingen tillid til, at både Peter Skaarup og Anders Fogh Rasmussen faktisk kan være gode ægtemænd og familiefædre, der behandler deres venner med gavmildhed og respekt? Og er der virkelig noget, der tyder på, at Lars Løkke er er et dårligt menneske, udover at han er på den modsatte fløj end os? For det er jo ikke bare deres holdninger, vi angriber; det er oftest deres samlede personer, vi omtaler med åbenlys foragt.

Jeg er enig. Lad os huske, at de politiske holdninger kun er et aspekt af et menneskes person. Selv har jeg mødt en politiker, der senere blev minister i VC-regeringen, og han var en rigtig venlig og lun mand, som jeg snakkede godt med. Hans politiske beslutninger er jeg til gengæld dybt uenig i.

Og jeg husker, hvor forbløffet jeg har været, når Jacob Holdt har fortalt om sine møder med Ku Klux Klan-tilhængere i USA. De var faktisk venlige og omsorgsfulde forældre, og en del af dem havde afro-amerikanske venner – der var lige så fattige som dem selv.

Når jeg ikke stemmer på Venstre og gerne ser Lars Løkke Rasmussen væltet, er det ikke fordi han er ond eller fordi han er dum. Han er nemlig, så vidt jeg kan se, hverken ond eller dum. Han er en mand på min egen alder, og han er sikkert vokset op med mange af de samme kulturelle påvirkninger, som jeg har fået. Det er Lars Løkke Rasmussens politiske holdninger, jeg forholder mig til. Dem bryder jeg mig slet ikke om. Omvendt ved jeg, at der er personer, som jeg er enig med politisk, der er ubehagelige personer at omgås privat. At der er en åbenlys modsætning mellem at være en sympatisk person og støtte nogle politiske holdninger, der går ud over andre menneskers ve og vel, er et paradoks, som man formodentlig bedst kan bearbejde ved at tale til den sympatiske person. Det er det, Jacob Holdt har forsøgt.

Lad os alle prøve at efterleve dette. Vi skal stemme på dem, vi er enige med, ikke på dem, der simpelthen virker flinke. Politik handler om holdninger til samfundet. De politikere, der både er sympatiske og har holdninger, vi selv deler, er selvfølgelig at foretrække.

Og netop fordi politik handler om holdninger: Hvis der i dag skulle ske et regeringsskifte, så vil jeg sige dette til os, der bringer regeringen til fald: lad os vise et godt eksempel og holde en ordentlig tone over for de politikere, der i så fald forlader magten. Det er ikke deres personer, vi har noget imod. Det er det, de gør, vi har noget imod. Vi skal selv prøve at være sympatiske og empatiske mennesker, hvis vi skal kunne sige, at menneskeligheden sejrer ved et regeringsskifte.

Så kom dagen

Nej, jeg vil ikke prøve at overbevise nogen. Kære læsere af min blog: I stemmer selvfølgelig det, I har lyst til (hvis I stemmer). Der er formodentlig ingen holdninger, der bliver flyttet af min blog. I værste fald bekræfter jeg læsernes fordomme og præker til de allerede omvendte, i bedste fald får jeg nogen til at tænke lidt. Jeg håber i al fald, I træffer et reflekteret valg. Selv er jeg led og ked af den politik, der har været ført de sidste 10 år. Alt, hvad Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti står for, er mig imod: Nationalisme, kynisme, vækstfetichisme, mistro og skævtrækning af samfundet. Så det stemmer jeg nej til.

Jeg vil heller ikke udbasunere, hvilket parti jeg stemmer på, for mine argumenter og holdninger er først og fremmest mine egne og skal tages for netop dét.

Men jeg kan da røbe, at jeg ikke sætter mit kryds samme sted som ved sidste valg. Denne gang skal jeg nemlig stemme på Gammel Lindholm Skole.

“So last year”

Jeg har en gammel computer på mit kontor, en gammel Apple Macintosh fra efteråret 1991. Hver gang nogen besøger mig for første gang, lægger de mærke til den. De spørger som regel, om den virker, og jeg siger ja. Den kan køre LaTeX, og den har en gammel udgave af OCaml installeret, så man kan også sagtens programmere på den. Så er der så hverken Ethernet-forbindelse, USB-port eller noget som helst, der anvendes i dag. Til gengæld har der faktisk aldrig været noget i vejen med denne gamle computer. Det er mere end hvad jeg kan sige om de computere, jeg har haft senere. Selvfølgelig har nogle af dem været bærbare, der har været udsat for lidt af hvert på farten, men min gamle iMac G5 bordmodel holdt f.eks. ikke engang 3 år inden den begyndte at skrante alvorligt. Måske viser historien, at Apple bare er et dårligt mærke – men desværre er de andre fabrikater ikke bedre. Og det er heller ikke specielt en historie om computernes forgængelighed; den kan fortælles om moderne forbrugselektronik som helhed. De go’e gamle fjernsynsapparater fra Bang og Olufsen kunne snildt holde 15 år eller mere, mens moderne fladskærms-tv ikke lever nær så længe.

Produktionskvaliteten er gået ned, og det er del af en strategi om indbygget forældelse. Indbygget forældelse er en form for incitament til øget forbrug og øget konkurrence, der er central for moderne kapitalisme. Den indbyggede forældelse tvinger hele tiden et nyt forbrug frem, og den følges hånd i hånd med dårligere håndværk og dårligere forhold for arbejderne i produktionen. Allerede i 1932 skriver Bernard London i et essay. “Ending the Depression Through Planned Obsolescence”:

In a word, people generally, in a frightened and hysterical mood, are using everything that they own longer than was their custom before the depression. In the earlier period of prosperity, the American people did not wait until the last possible bit of use had been extracted from every commodity. They replaced old articles with new for reasons of fashion and up-to-dateness. They gave up old homes and old automobiles long before they were worn out, merely because they were obsolete.

Den indbyggede forældelse skaber komponenter, der ikke er bygget til at kunne repareres. Ingen ville reparere mit 5 år gamle Canon-kompaktkamera (det gjorde jeg selv) og jeg kan ikke selv skifte batteri på min iPod fra 2007 (der ellers virker helt som den skal). Jeg har svært ved at få reservedele til mit skrantende Gram-køleskab, der er 6 år gammelt. Samtidig averterer alle de store producenter af mobiltelefoner konstant med nye modeller – det ser f.eks. ud som om der er kommet en ny HTC-telefon, hver gang jeg åbner en gratisavis.

Og så har vi slet ikke talt om noget så kedeligt som f.eks. beklædningsgenstande. En anden form for indbygget forældelse kommer nemlig fra den altid skiftende mode, der hele tiden gør tøj og elektroniske apparater “gammeldags”. Udtrykket “So last year” har efterhånden bredt sig fra (amerikansk?) engelsk ud over verden.

Omkostningerne ved den indbyggede forældelse er enorme for miljøet, for den fordrer et stadigt brug af nye resurser til fremstilling af nye produkter og skaber samtidig et problem med eksistensen af “forældede” produkter. Den eneste fordel (som er tvivlsom) er, at det er nemt at købe brugt af god kvalitet.

Webstedet Owni.eu har en interessant artikel om denne mekanisme, der udgør endnu et næsten glemt problem i vore dages miljødebat, hvor næsten alle efterhånden kun taler om vækst og atter vækst. Hvem vil være den første til at producere en mobiltelefon, der nemt kan repareres og kan holde i mange år?

Libyen, Syrien og pengene

En af de vigtigste begivenheder i det seneste år er de oprør i Mellemøsten, der under ét er blevet kaldt Det Arabiske Forår. Vi tænker tit på begivenhederne som en kamp for demokrati, og det er det selvfølgelig også. Det er en vigtig og nødvendig kamp, der viser, at befolkningen i de arabiske lande ikke ser en islamisk stat som alternativet til de udemokratiske og undertrykkende regimer, der har eksisteret hidtil.

Men i konteksten for denne kamp lurer der også nogle væsentlige økonomiske interesser, der er med til at forklare hvorfor NATO-landene har interveneret i Libyen og ikke i andre lande. Den australske journalist John Pilger skriver i en noget polemisk artikel i The New Statesman:

This is Rupert’s Revolution, after all. Gone from the Murdoch press are pejorative “insurgents”. The action in Libya, says the Times, is “a revolution . . . as revolutions used to be”. That it is a coup by a gang of Muammar al-Gaddafi’s ex-cronies and spooks in collusion with Nato is hardly news. Their self-appointed leader, Mustafa Abdel Jalil, was Gaddafi’s feared justice minister. The CIA runs or bankrolls most of the rest, including America’s old friends – the mujahedin Islamists who spawned al-Qaeda. They told journalists what they needed to know: that Gaddafi was about to commit “genocide”, of which there was no evidence, unlike the abundant evidence of “rebel” massacres of black African workers falsely accused of being mercenaries. European bankers’ secret transfer of the Central Bank of Libya from Tripoli to Benghazi in order to control the country’s oil billions was an epic heist of little interest.

Denne side af begivenhederne i Libyen bliver stort set ikke omtalt. Somme tider tales der om olie, men der er også klare økonomiske interesser bag at få væltet den uforudsigelige Gaddafi og få kontrol over Libyens finansielle resurser. En artikel af Ellen Brown fra Public Banking Institute beskriver dette temmelig grundigt. Især er det påfaldende, at de libyske oprørere hurtigt etablerede en alternativ nationalbank.

Lad mig sige det, så det ikke kan misforstås: Jeg vil aldrig komme til at savne Muammar Gaddafi! Han var en diktator, der har stået bag omfattende menneskerettighedskrænkelser. Men jeg kan ikke se, at der er en tilsvarende interesse for at støtte oprøret i Syrien, hvor der ikke er lignende økonomiske interesser på spil og hvor op mod 2600 mennesker indtil nu har mistet livet.