3n + 1

Et velkendt problem på grænsefladen mellem talteori og algoritmeteori er Collatz’ formodning. Det skyldes den tyske matematiker Lothar Collatz, stammer fra 1937 og er meget nemt at forklare:

Vælg et naturligt tal n som x_0.

Sæt nu x_{i+1} = 3n+1 hvis n er ulige og x_{i+1} = n/2 hvis n er lige.

På denne måde får vi en følge af værdier x_0, x_1, x_2, \ldots. Det er ikke svært at se, at hvis x_k = 1, vil følgen fra da af være periodisk med elementerne 1,4,2,1,4,2,\ldots. Det er meget nemt at skrive et lille program, der beregner værdierne i følgen, og det viser sig hurtigt, at med alle de startværdier man kan komme i tanke om, ender vi på et tidspunkt med værdien 1. Hvis det er ved x_k, vi når til 1 første gang, kalder vi k for følgens længde.

På grafen ovenfor kan man se følgens længde som funktion af startværdien for mindre værdier af denne.

Men gælder det virkelig altid at en følge har en længde? Dvs. når vi altid frem til 1 til sidst? Collatz’ formodning er, at det altid er tilfældet. I matematik er det som bekendt ikke nok med anekdotisk evidensgrundlag; der skal et generelt argument til. Den tyske matematiker Gerhard Opfer, som i sin tid havde Collatz som vejleder, har i år hævdet at have bevist Collatz’ formodning, men han har for nylig måttet trække sin påstand tilbage. Et lidt kynisk argument for at der måtte være en fejl er, at et påstået bevis på kun 11 sider næppe kan være korrekt! Paul Erdös sagde i sin tid, at matematikken endnu ikke er rede til at kunne levere et bevis – og tilbød 500 dollars i præmie til den, der kunne.

Men er Collatz’ formodning overhovedet vigtig? Som i så mange andre tilfælde er svaret, at det afhænger af definition af vigtighed. I en grundforskningssammenhæng er svaret et ubetinget ja, for som det er tilfældet for så mange andre åbne problemer i de matematiske fag, har arbejdet med Collatz’ formodning kastet en masse interessante matematiske opdagelser af sig. På Wikipedias udmærkede side om Collatz’ formodning kan man læse meget mere om disse.

F.eks. viste Kurtz og Simon i 2007, at man kan generalisere problemet til såkaldte Collatz-funktioner og bevise, at det er uafgørbart om en given Collatz-funktion og en given startværdi vil give en følge, der ender i 1. Beviset bygger på en generalisation af et resultat af John Conway, der kun kan håndtere startværdier på formen 2^k. Det spændende ved sådanne beviser for uafgørbarhed er, synes jeg, at de afslører at et begrebsapparat er “tilpas interessant”.

Kurtz og Simons resultat siger ikke noget om Collatz’ formodning. Formodningen handler ikke om afgørbarhed, og selve formodningen er trivielt afgør – den er jo enten sand eller falsk. Hvad der så faktisk er tilfældet, ved vi derimod ikke.

Inden ferien

Jeg glæder mig altid til sommerferien. Når den er bedst, er den et kontinuum af dage, hvor man hver morgen spørger hinanden, hvilken ugedag det nu er – og er nødt til at kigge efter. Det er de lange aftener, hvor man ikke har lyst til at gå i seng og hvor vinteren forekommer at være en illusion. Det er dage, hvor man planlægger efter forgodtbefindende og lader være med at planlægge, hvis man har lyst til det. På denne tid af året forestiller jeg mig, at sommerferie kunne være vejen til fred i verden. Sommeren er en tid til eftertanke.

Det paradoksale er at den sidste uge inden sommerferien tit også er den bedste tid på året for mig, hvad angår arbejde. Men jeg er så også universitetslærer. I juli måned er der kun få mennesker på instituttet, undervisningen er for længst overstået og der er ingen eller næsten ingen aftaler i kalenderen. Bygningen er tyst, kontoret er lyst. Jeg har tid til at fordybe mig, skrive på nye artikler og læse andres arbejde. Det nye semesters undervisningsopgaver er endnu på behagelig afstand. Der er te på kanden og måske kolde drikke i nærheden også. Ofte forhindrer vejret og en vis mæthed efter forårssemesteret mig nu også i at lave så meget, som jeg troede, jeg kunne. Sommeren er behageligt distraherende.

Patti Smith

Sidste år gav min hustru mig et bokssæt med de første fem albums med Patti Smith, og da vi sad og lyttede til Easter (hvor man kan finde bl.a. “Because The Night”), sagde min kone: “Hun er jo en gammel dame.” Da måtte jeg minde min kone om, at Patti Smith trods alt kun var 32 dengang, Easter udkom. Mange år tidligere, i 1996, så jeg Patti Smith på hendes comeback-turné, der førte hende forbi Roskilde-festivalen. Dagen efter sagde en fyr på 18, som var min daværende kærestes nevø, at “nå, I har været inde at se hende den gamle”. Patti Smith var dengang lige knap 50. Nogle mennesker er åbenbart dømt til altid at være gamle. Lidt på samme måde som Johnny Cash, der faktisk kun nåede at blive 71. Ligesom Johnny Cash blev countrymusikkens sortklædte Grand Old Man, er Patti Smith blevet rockens sortklædte Grande Dame – medlem af Rock’n’Roll Hall Of Fame og tildelt det franske kulturministeriums højeste udmærkelse, l’Ordre des Arts et des Lettres. Patti Smith har altid værdsat fransk lyrik, og i hendes erindringer Just Kids hører vi om hendes pilgrimsagtige rejse til Frankrig for at se Arthur Rimbauds grav og museet om ham i Charleville.

Men Patti Smith har altså også været ung, og om det handler meget af Just Kids – også en gave fra min hustru, og en bog, jeg omsider har fået tid til at læse her i sommer. Bogens gennemgående tema er hendes forhold til Robert Mapplethorpe, der var hendes første store kærlighed, og om hvordan dette forhold udvikler sig og påvirker dem begge til at finde deres kald i henholdsvis fotografi og rockmusik. De forsøger sig begge først med billedkunst, men det er tydeligvis Mapplethorpe, der er den visuelle begavelse. Patti Smith kommer efterhånden ind i musikmiljøet via sine digte. Undervejs træffer Patti Smith nogle af de helt store legender fra amerikansk rockmusik og litteratur – Janis Joplin, Jimi Hendrix og Sam Shepard – og færdes på in-stederne i New York, især Chelsea Hotel og Max’s Kansas City.

Hun går også hårde ting igennem og oplever store sorger: Som 19-årig i New Jersey får hun et barn, som hun bortadopterer og hun stopper kort tid derefter som lærerstuderende. Hun rejser til New York og er i en periode hjemløs. Ungdomsårene er i det hele taget præget af fattigdom med sult og bolignød. Senere slutter Patti Smiths kærlighedsforhold til Robert Mapplethorpe, da han efterhånden kommer i tvivl om sin seksualitet og langsomt bliver del af et et homoseksuelt S/M-miljø. Trods alt fortsætter de to dog med at være sammen og inspirere hinanden, og et særligt nært bånd bliver skabt hinsides sædvanlig kærlighed.

Jeg aner somme tider en vis blufærdighed om følelserne ved de svære ting, Patti Smith har gennemgået – det bortadopterede barn, den kuldsejlede kærlighed og fattigdommen. Måske ville jeg have forventet, at hun ville have sagt noget af mere politisk natur om de sociale vilkår i USA. Måske ville jeg have troet, at hun i sine erindringer vendte tilbage til mindet om sit første, bortadopterede barn. Men noget skal også have lov til at være privat. Jeg aner ingen vrede eller bitterhed mod de mennesker, Patti Smith har kendt. Også en senere kæreste, der var meget fraværende og var hende utro, beskriver hun nuanceret og varmt.

Om Mapplethorpes død er Patti Smith meget åben. Til sidst i bogen får hun igen kontakt med ham, og det er på et tidspunkt, hvor han er dødeligt syg af AIDS, og hun på samme tid er gravid med sit andet barn og i færd med at indspille sit comeback-album, Dream Of Life. Han tager cover-fotoet til dette album, ligesom han gjorde det for hendes debut Horses. Denne del af bogen er usædvanligt gribende. Det sted, hvor den døende Mapplethorpe fortæller, hvor ked han er af, at de aldrig fik børn sammen, og hvor Patti Smith svarer, at “det er vores kunst sammen, der blev vores børn”, må jeg lægge bogen fra mig et øjeblik.

Sproget i Just Kids er levende, og hele fortællingen rummer også en del pudsige anekdoter – f.eks. om Mapplethorpes glæde ved kakaomælk, som der altid skal være råd til (!). Det er nemlig også en livsbekræftende bog, skrevet af et tydeligvis varmt og livsklogt menneske. Patti Smith har også i denne udtryksform ordet i sin magt; det er slet ikke underligt, at Just Kids fik den amerikanske National Book Award i 2010.

Nogle mennesker forbinder Patti Smith med punk, men begrebet (endsige ordet) dukker slet ikke op i hendes bog, som derimod gør det helt tydeligt, hvordan hendes skabertrang, holdninger og dedikation er formet af 1960’ernes idealisme. Langt snarere skal man se hende som en repræsentant herfor, der rækker faklen over til punkbevægelsen og med rette har fået respekt for dette.

For ganske nylig havde Patti Smith forresten sin debut som skuespiller i en lille rolle i tv-krimien Law and Order. Se et lille klip her og et lille interview med hende her. Man skal dog tage hendes udsagn om at hun aldrig har haft noget med skuespilfaget at gøre med et vist forbehold. Faktisk kan man nemlig af Just Kids se, at hun først i 1970’erne havde nogle små roller i små teaterproduktioner i New York og også skrev et teaterstykke sammen med Sam Shepard!

En strid om indfødsretten

For tiden er der en del diskussion om den gældende praksis, at Folketingets indfødsretsudvalg (hvor den meget dansksindede herre på billedet ovenfor er næstformand) behandler alle ansøgninger om dansk statsborgerskab. Behandlingen resulterer så i, at Folketinget med mellemrum vedtager en lov, der eksplicit nævner alle dem, der denne gang skal tildeles statsborgerskab.

Den konkrete diskussion er udløst bl.a. af en sag om en statsløs person, der ikke bliver tildelt statsborgerskab med den begrundelse, at vedkommende er i PETs søgelys – men ikke er anklaget, endsige dømt for nogen forbrydelse. Sagen er så mørkelagt, at offentligheden ikke ved stort mere, end hvad jeg skriver her. Så den vil jeg ikke bruge tid på her (det kunne jeg nok ellers godt, for den virker unægtelig speget).

Det, jeg her vil kommentere, er den for mig at se underlige sagsbehandlingspraksis, vi har mht. tildeling af statsborgerskab. Oppositionen anfører bl.a. at almindelige folketingsmedlemmer ikke har den kompetence, der skal til for at gennemføre denne form for sagsbehandling.

Hertil siger Karsten Lauritzen fra Venstre:

Det er tankevækkende, at oppositionens tiltro til egne evner er så begrænset, som den er, så at man vil lave et system om, som Grundloven har lagt fast. Nemlig at indfødsret fastlægges ved lov i det danske Folketing.

Grundloven siger så faktisk dette:

§ 44
Stk. 1.
Ingen udlænding kan få indfødsret uden ved lov.

Og dette betyder vel ikke, at vi nødvendigvis skal have en praksis som den gældende? Jeg er ikke jurist, men for mig at se, kunne paragraffen nemlig også tolkes således, at man ved lov indførte en særlig administration, der havde hjemmel til at tildele statsborgerskab. I Sverige er det således Migrationsverket, der træffer afgørelse i sager om statsborgerskab. Noget tilsvarende kunne man vel også indføre herhjemme, således at Højesteret blev den øverste ankeinstans. Eller hur?

En islamisk fundamentalist

Inden jeg igen skal stikke hovedet i hvepsereden, skal jeg huske at sige mine besværgelser: Jeg er stor modstander af hvordan religion påvirker lovgivning rundt omkring i verden. Regimerne i Iran og Saudiarabien er skrækkelige i deres undertrykkelse af kvinder og alle dem, der ikke lever op til bestemte normer om “fromhed”. Al-Qaeda er en samling mordere og voldsmænd. Talebanerne undertrykker det afghanske samfund og kvinderne især. Og nej, jeg er ikke muslim, skulle nogen være i tvivl.

Den hollandske politiker Geert Wilders er for nylig blevet frikendt for at have tilskyndet til had mod muslimer. Jeg vil ikke tage stilling til om denne frikendelse er rimelig eller ej, men blot påpege to paradoksale aspekter ved Wilders’ udtalelser.

Først og fremmest dette: Geert Wilders har udgivet filmen Fitna. Denne film rummer en række voldsomme klip med halshugninger, terrorhandlinger osv. og er kædet sammen med en række citater fra Koranen, der synes at understøtte de pågældende handlinger. Geert Wilders og hans Frihedsparti (der var den med kapring af sproget) ønsker et forbud mod Koranen. Wilders giver udtryk for, at han ikke kritiserer muslimer, men at der udelukkende er tale om en kritik af religionen islam.

Men hvis en fundamentalist er en person, der har det synspunkt, at en religions hellige skrifter rummer én Korrekt Tolkning, der fortæller, hvordan religionen skal udøves i praksis og ikke levner plads til nogen tvivl eller frihedsgrader, er konklusionen denne: Geert Wilders er en ikke-troende islamisk fundamentalist!

Vi ved samtidig godt, at der er rigtig mange mennesker, der kalder sig muslimer, men som enten er temmelig ligeglade med det præcise indhold af de hellige skrifter eller er indbyrdes uenige om hvordan de skal tolkes. (I lighed med andre større religioner kan islam bestemt ikke sige sig fri for intra-religiøse stridigheder.) Der er også muslimer, der ikke har præcist kendskab til de hellige skrifters indhold, fordi de aldrig har læst dem.

En anden, for mig lige så paradoksal, konsekvens er derfor denne: hvis der kun er én gyldig form for islam, nemlig den, der er bestemt af Den Korrekte Tolkning af hellige skrifter, så er de rigtig mange mennesker, der kalder sig muslimer, men er uenige med Wilders’ Korrekte Tolkning af Koranen ikke rigtige muslimer. De eneste muslimer er dem, der præcist lever op til Wilders’ Korrekte Tolkning af islams hellige skrifter, og dem vil han ikke kritisere!

Selvfølgelig sætter jeg her sagen ekstremt på spidsen. Geert Wilders er formodentlig af den holdning, at alle troende muslimer i bund og grund må være enige i ét og det samme, for de hellige skrifter bestemmer i detaljen, hvad det er muligt for dem at tænke.

Min pointe er derimod denne: Religionerne skabes af dem, der udøver dem og i en bestemt kontekst, dvs. det er praksis, man kan kritisere, ikke nogle hellige skrifter. Det er derfor, vi ser og har set så mange vidt forskellige udgaver af islam. Der findes f.eks. udgaver af islam, hvor kvinder skal gå fuldstændigt tildækket (jvf. Saudiarabien og Afghanistan), men også andre udgaver af islam, hvor det er helt ok for kvinder at gå i miniskørt (f.eks. i Albanien og Kosovo). Sådan må det nødvendigvis være; det er menneskene, der skaber religionen i deres egne billeder og afhængigt af øvrige samfundsforhold. Islamkritikken er derfor for nogle af dens tilhængere en reel, kluntet misforståelse, men for de allerfleste andre ganske enkelt en opdateret ideologisk overbygning på nationalisme. Frihedspartiet går da også ind for et forbud (!) mod indvandring.

Det, man kunne bruge som argumentation mod overgrebene i Iran, Saudiarabien og andre steder, ville være en kritik af hvordan religion som sådan påvirker samfundet, hvis der ikke indføres veldefinerede forfatningsgarantier for både frihed fra og frihed til udøvelse af religion. Men en sådan generel religionskritik skal man ikke forvente af Frihedspartiet og ligesindede, for den indebærer en idé om tolerance og mangfoldighed.

Robert Mapplethorpe

Som man vil kunne se, anbefaler jeg Patti Smiths biografi, Just Kids, der i høj grad handler om den ungdom, hun delte med fotografen Robert Mapplethorpe. Jeg vil skrive meget mere om Just Kids en anden gang, men bogen har givet mig lyst til at opsøge Mapplethorpes billeder, som jeg ikke har set længe. Mapplethorpe dyrkede langt overvejende det sort-hvide, opstillede foto, og hans motiver falder i i hvert fald tre grupper: Mest kontroversielt er hans til tider meget eksplicitte skildringer af det homoseksuelle S/M-miljø i New York, som han efterhånden blev del af. Men derudover er der hans portrætter af skikkelser fra New Yorks kunstner- og musikermiljø, herunder selvfølgelig en hel del billeder af Patti Smith (Mapplethorpe stod bag forsidebillederne på mange af hendes albums), men også selvportrætter. Og endelig er der billeder af blomster (også i sort-hvid), der på mig virker lige så skulpturelle som billederne af menneskekroppe. Her vælger jeg at fokusere på de to sidstnævnte motiv-valg. Man genkender Arnold Schwarzenegger, Grace Jones og Debbie Harry blandt portrætterne. Den lidt James Dean-agtige mand er Mapplethorpe selv, og det er manden med dødningestokken også. Et gribende billede, taget af den dødsmærkede fotograf, samme år som han døde af AIDS, kun 42 år gammel. Inden sin død stiftede Robert Mapplethorpe The Robert Mapplethorpe Foundation, der har doneret store beløb til forskning i netop denne frygtede sygdom.

Hvorfor havner vi på universitetet?

Jeg ville egentlig have skrevet om noget helt andet, nemlig om regeringens fortolkning af FNs konvention om statsløshed og om hvordan dette (igen) udstiller uenigheder i oppositionen, men det er svært at overgå dagens artikel om dette emne i Information.

Den anden artikel, der for alvor fangede mig i dagens udgave af Information, er anderledes undselig. Det er Tine Byrckels anmeldelse af bogen Les faiseuses d’histories af to belgiere, Vinciane Despret og Isabelle Stengers. Jeg har ikke læst denne bog, men jeg ved dog af anmeldelsen, at den handler om hvordan det er gået kvinder i universitetsverdenen, siden kvinderne i slutningen af 1800-tallet omsider fik lov til at studere på universitetet. I Danmark skete det i 1875 ved en forordning; fra da af kunne kvinder studere alle fag på universitetet (dengang var der kun ét, og det lå i København) – bortset fra teologi. Bogens fokus er de valg, kvinder gør, og hvordan det påvirker deres forskningsområde og andre karrierevalg.

Kønsroller på universitetet er et meget vigtigt emne – jeg er selv på et institut, hvor kvinderne udgør et meget lille mindretal blandt både det videnskabelige personale og blandt de studerende. Men boganmeldelsen fik mig til at tænke bredere end på selve denne kønsrolle-problematik, nemlig på hvorfor man i det hele taget havner på universitetet? Og hvis vi havner der, hvorfor gør vi så karriere?

I går snakkede jeg med en studerende, jeg har været vejleder for, og som nu er færdig med 1. studieår. Han sagde, at han da havde lavet det han skulle i gymnasiet, men at han nu følte, at han var havnet på rette hylde her på universitetet. Nu var det min tur til at gå til bekendelse, og jeg måtte indrømme, at det også var her, jeg fandt min rette hylde. Jeg tror, at mine kolleger ville have en lignende tilståelse at gøre. Og jeg er desværre også ret overbevist om, at en del studerende ikke helt føler sig på rette hylde – universitetet er en ‘skole’ med ‘lektier’, mere en pligt end et valg baseret på interesser.

Hvorfor er jeg så stadig i universitetsverdenen? Hvorfor gør man i det hele taget akademisk karriere? Her er der nok mange forskellige begrundelser. For mig er det en blanding af nysgerrigheden og ønsket om at opdage strukturer – gerne i form af aha!-oplevelser – der er i centrum.

Men i vore dages akademiske virkelighed, hvor konkurrencen om eksterne forskningsmidler er skarp, hvor akademiske præstationer søges gjort målbare, hvor grundforskningen viger for ønsket om “fra forskning til faktura” og hvor der er mange, der ikke kan gøre karriere i den akademiske verden, men måske når til PhD- eller postdoc-stadiet og derefter må standse, er det langt fra sikkert, at det er de samme slags mennesker, der vil være tiltrukket af en tilværelse i den akademiske biks. I en sammenhæng, hvor konkurrencen i sig selv er et ideal, risikerer vi meget at fremelske “konkurrenceforskere”, der vil gøre lidt af hvert for at vinde i konkurrencen, også noget, der nok ikke er så pænt.

En kommentar på x antal klicheer, mange committer sig til

The Guardian har bedt en række britiske digtere nævne den kliché, de er allermest trætte af. Og jeg kan kun give de pågældende ret – der er godt nok en forfærdelig masse dårlig sprogbrug derude. Til dels skyldes det sprogbrugerens ønske om at virke original (men klicheen er i sin natur alt andet end dét) eller belæst. Mit yndlingseksempel fra artiklen skyldes digteren Jacqueline Saphra:

“Synapses”: There is a current fashion for science-speak in poetry – obviously this is great if it comes from someone who knows what they’re talking about, but more often the language of science is adopted by non-scientists as an attempt at some kind of dubious authenticity.

Nu er jeg ikke lyriker (i al fald ikke af profession), men lad mig dog bidrage med en top tre over de klicheer, hvis eksistens jeg allerhelst så ophævet ude i den store verden.

x antal: Denne skrækkelige kliché hører jeg fra forbløffende mange mennesker, og jeg har endog hørt matematikere anvende den. Formodentlig er der tale om en slags “science-speak”; man ved at x i matematik er en variabel og at en variabel betegner et ubekendt tal. Men så kan x også instantieres til f.eks. 17, og ingen vil vel sige at ‘der er 17 antal måder at gøre dette på’ ?

I det hele taget er jeg træt af “science-speak” i daglig tale. Jeg har haft kolleger i en fjern fortid, der ikke havde set eller anvendt en matematisk formel siden en fjern og modvillig studietid, men til møder gerne talte om at ‘dette forslag har visse randbetingelser‘ eller at ‘denne beslutning udspænder en række muligheder’. Så ét eller andet har de da husket fra kurset i differentialligninger og lineær algebra. Men alligevel…

Kommentere på: Et stort antal overflødige forholdsord sniger sig i dansk, og det er nu blevet almindeligt at ‘ kommentere på’ et manuskript (eller hvad ved jeg). Føj!

Committe: Ja, det lyder altid meget bedre på engelsk. Og så forpligter det vel ikke så meget, hvis man committer sig til noget?

I den akademiske verden eksisterer der derudover et helt særligt floskelunivers, som man stifter bekendtskab med til møder. Til møderne i Akademisk Råd, hvor jeg er indvalgt, har jeg ovenstående bingoplade med, hvor jeg krydser et felt af, når nogen ytrer den tilsvarende floskel. Jeg har endnu aldrig fået en hel pladefuld, men ofte har jeg været tæt på.

Åndløst

Der var Åndernes verden på TV3 her til aften, bemærkede jeg, da min hustru og jeg zappede rundt, inden vi slukkede. Og nej, jeg så det ikke. Vi har nemlig et meget alternativt syn på det alternative hjemme ved os.

Jeg har ikke noget overblik over, hvor stor omsætningen er inden for clairvoyance/healing/astrologi osv. i Danmark i dag, men når nogle mennesker tilsyneladende kan leve af det, og når nogle ellers respektable forlag (som f.eks. Borgen) udgiver bøger om den slags emner, må det være nogenlunde profitabelt. Desværre.

Hvis jeg henvendte mig til min læge og sagde, at jeg var fuldt og helt overbevist om at jeg hørte stemmer og at de døde talte med mig, ville han formodentlig kraftigt overveje at stille en psykiatrisk diagnose. Andre mennesker kan slippe af sted med at sige det samme og ernære sig som foredragsholdere og tv-kendisser.

Det foruroligende er, at disse mennesker bliver en slags autoriteter og for en del mennesker fremstår som eksperter, der simpelthen ikke kan kritiseres.

Jeg delte for knap 20 år siden, da jeg boede i Edinburgh, lejlighed med bl.a. en NN (initialerne er ændret for at beskytte vedkommende, der forhåbentlig er blevet klogere siden). En aften havde jeg besøg af venner og kolleger fra det datalogiske institut på universitetet; da de var gået ud på de små timer, var NN oprigtigt forbløffet over, at de faktisk var nogle sympatiske mennesker, når nu de lavede noget, der “er så farligt”. NN, der bestemt ikke var datalog endsige havde anden naturvidenskabelig baggrund, var af den opfattelse, at naturvidenskab var roden til alt muligt ondt, lige fra gensplejsning til borgerkrig. NN gik derimod meget ind for astrologi, som NN anså for en meget væsentlig kilde til indsigt.

Men forskellen på os, der laver noget “farligt” og de indsigtsfulde astrologer mv. er, at vi ofte må indrømme, at der er noget vi ikke ved. Der er åbne problemer, konklusioner der peger et uklart sted hen og teoridannelser, der er ufuldstændige. Den slags problemer har “de alternative” aldrig; de kan og vil gerne forklare alt og udsender aldrig dementier. De er samtidig vældig opsat på at kapre naturvidenskabens sprog, dog altid med stærkt begrænset succes. Marion Dampier-Jeans udtaler f.eks.

Lige nu har jeg ikke stillet ind på den frekvens. Ånderne er på en helt anden bølgelængde end mennesker. En meget hurtig bølgelængde. At stille ind på den er som at få billeder og stemmer flyvende igennem mig.

Hvad i alverden er en “hurtig bølgelængde”? (Nej, jeg ved det heller ikke.)

Slutningen på historien fra før skal da lige med: Da jeg påpegede, at jeg og mine kolleger nok ikke var så farlige, eftersom vi beskæftigede os med teoretisk datalogi, påpegede NN, at det var meget værre, for når det var noget teoretisk, kunne det jo ikke bruges til noget som helst!

Med skyldigt hensyn

Der er en interessant artikel i Jyllands-Posten i dag. Artiklen tager udgangspunkt i bilister, der kører ind midt i begravelsestog og er formodentlig derfor placeret under Trafik. Men da to filosoffer bliver spurgt, nemlig Lars Henrik Schmidt Århus Universitet og Joakim Garff fra Københavns Universitet, skifter artiklen fokus og bliver da for alvor interessant.

Det er en artikel, der rører ved noget af det samme som jeg tidligere har skrevet om her på bloggen, nemlig om empati (og mangel på den) og om hadet på nettet.

På Søren Kierkegaard Forskningscentret sidder lektor Joakim Garff. Han mener, at det vi ser, er den nedre grænse for mangel på dannelse.
»Mange opfatter dannelse som noget fisefornemt noget med korrekt håndtering af kniv og gaffel og elegante besøg i Det Kongelige Teater.
Men dannelse er andet og meget mere. Dannelse er en vigtig forudsætning for meningsfuldt fællesskab, for dannelse handler om at anerkende den anden. At den anden har samme rettigheder som jeg. Der er ingen tvivl om, at vi i de seneste 10 år har oplevet et skred i vores moralbegreber,« siger Garff og tilføjer: »Vi er endt i et forarmet samfund, hvor viljen til at være hensynsfuld, ansvarlig og at opføre sig noget så gammeldags som ordentligt, bestemt ikke har de bedste betingelser.
« For Lars-Henrik Schmidt er hensynet så reduceret, at vi ikke længere er demokratiske borgere.
»Vi er holdt med at afgive vores stemme i fællesskabets interesse. Det hører en tid til, da fællesskabet var afgørende for vores livsform. I dag stemmer vi ud fra vores egeninteresse, og det bliver gentaget i Folketinget, hvor vi reelt oplever et flertalsdiktatur,« siger han.

Der er en livlig debat i gang på Jyllands-Postens debatsider lige nu. Om tonen er hensynsfuld her, skal jeg lade være usagt. Men fokus er hurtigt blevet på de andre, der ikke tager hensyn til os. De andre er i det hele taget nogle værre…

Der er mange årsager til at det er gået så galt i de sidste 10 år. Den siddende regering (men ikke kun den!) har gjort konkurrence til et mål i sig selv, og den politiske diskurs har taget en drejning væk fra det lyttende mod det selvhævdende. Det er som om vi er blevet ramt af en slags solipsisme. Solipsismen giver jeg ikke meget for. Én ting ved jeg: Hvis vi skal skabe et samfund, hvor vi anerkender den anden, skal vi hver især begynde med os selv. Vi er nemlig alle “en anden” for en anden.