Fogh, Gramsci og de intellektuelle

Antonio Gramsci

For nogle år siden besøgte jeg min gamle rektor og religionslærer fra gymnasietiden, og han sagde spøgende til sin kone, at jeg var en intellektuel. Jeg måtte sige at intellektuel, dét er jeg altså ikke. I situationen følte jeg en underlig blanding af “det er jeg ikke klog nok til” og “sådan én vil jeg ikke være”.

Der er en tilsvarende dobbelthed i vores opfattelse af de intellektuelle i samfundet. For kan vi overhovedet lide de intellektuelle? Og hvem er de egentlig? Når jeg tænker på intellektuelle, tænker jeg uvilkårligt på skarpsindige mennesker, der i skrift og tale har kritiseret overmagten. Det er folk som Andrei Sakharov og Vaclav Havel og Noam Chomsky og Slavoj Žižek. Nogle af dem beundrer de fleste (f.eks. Sakharov og Havel), andre er fortsat kontroversielle (Chomsky og Žižek). Mange intellektuelle er akademikere, andre har ingen akademisk baggrund. Ofte skelner man ikke i sproget mellem “intellektuelle”, “akademikere” og “eksperter” – begreberne er vage.

Dobbeltheden i vores holdning til intellektuelle bliver derfor tydelig i et berømt/berygtet citat fra Anders Fogh Rasmussens nytårstale fra 1. januar 2002 – hans første som statsminister. Heri siger han:

Der er tendenser til et eksperttyranni, som risikerer at undertrykke den frie folkelige debat. Befolkningen skal ikke finde sig i løftede pegefingre fra såkaldte eksperter, der mener at vide bedst. Eksperter kan være gode nok til at formidle faktisk viden. Men når vi skal træffe personlige valg, er vi alle eksperter.

På denne måde var nytårstalen fra for 10 år siden stærkt konfronterende i sin anti-intellektualisme. Den danske regeringschef skelnede mellem “eksperterne” og “os”, og udpegede her et mindretal, som regeringen ville indlede et opgør med. Hermed startede det, man siden har kaldt for en værdikamp.

Men denne anti-intellektualisme dækkede reelt over et opgør mod personer og instanser, som den daværende regering var uenig med. Dels blev der i stedet for de råd og institutioner, der skal nedlægges, efterhånden oprettet en lang række nye (hvem husker ikke f.eks. Bjørn Lomborg og hans Institut for Miljøvurdering?), dels kan Anders Fogh Rasmussen selv siges at have været intellektuel i kraft af sit forfatterskab – bedst kendt er vel Fra socialstat til minimalstat, der er inspireret af den amerikanske nyliberalistiske filosof Robert Nozick.

Og her springer jeg så til en anden politisk filosof. Den socialistiske italienske filosof Antonion Gramsci, der som modstander af fascismen havnede i fængsel og døde der i en alder af kun 46, gav i sine omfangsrige fængselsnotater, der senere er udkommet i bogform og er blevet en lille klassiker, udtryk for den opfattelse, at alle mennesker er intellektuelle. Man skulle her tro, at Gramsci var helt på linje med den forhenværende statsminister. Men tværtimod: Gramscis pointe var, at de intellektuelle skal engagere sig, at intellektuelle og arbejderklasse skal være del af samme bevægelse; her skelnede han mellem “traditionelle” intellektuelle, der så sig selv som uden for samfundet og “organiske” intellektuelle, der opstår ud fra samfundsklasserne og er en del af dem. F.eks. er de bygningsarbejdere, der formulerer en indsigt i bygningsarbejdernes fag og arbejdsforhold, bygningsarbejdernes “organiske intellektuelle”. Så ikke alle er udøvende intellektuelle, men alle er potentielt intellektuelle.

Forskellen ligger således i holdningen til dette at være intellektuel. Hvor Foghs nytårstale fra 2002 repræsenterer en populistisk holdning, der ser den intellektuelles vurderinger og ekspertise, som værende i modsætning til “vores”, ser Gramsci det at være intellektuel som en måde at opnå ny indsigt på, og dette at være intellektuel som en potentiel resurse – ikke som en foreteelse, der skal være et opgør med. Det paradoksale i populismen er med andre ord, at vi har at gøre med en anti-intellektuel intellektualisme.

En anti-intellektuel populistisk holdning som denne er ofte blevet luftet af politikere, der åbent har udtalt, at de ikke tror på forskningsresultater. Jeg husker bl.a. Peter Skaarups udtalelse fra 2008 om at han ikke tror på resultater af kriminologers forskning. Selv om jeg vægrer mig ved at blive kaldt intellektuel, og selv om nogle vil argumentere for at Anders Fogh Rasmussen ikke gik efter “de intellektuelle” dengang i 2002, føler jeg mig derfor alligevel truffet. For jeg besidder i min egenskab af universitetslektor en ekspertise inden for mit fag og er dermed en af de forkætrede eksperter. Jeg kræver ikke altid at have ret inden for spørgsmål inden for mit fagområde, men jeg mener at have en vis erfaring med det. Måske vil jeg derfor gå med til at være en “organisk intellektuel”.

To nytårstaler

Wordle (http://www.wordle.net) er et websted, der lader en Java-applet lave en frekvensanalyse af ordene i en tekst og derefter præsenterer resultatet i form af en mosaik, hvor ordenes skriftstørrelse afhænger af deres hyppighed. Jo hyppigere et ord forekommer, jo større skrives det.

Jeg har nu brugt Wordle på henholdsvis dronningens og statsministerens nytårstale fra dette nytår. Kan læseren gætte hvis der er hvis? Okay, det er ikke så svært. Jeg tror nemlig aldrig, nogen statsminister har nævnt prinsgemalen i en nytårstale.

Det lidt overraskende er dog, at Danmark faktisk optræder hyppigst hos statsministeren, dvs. Helles mosaik er forneden, og Margrethes mosaik er øverst. Begge vore førstedamer taler så tilsyneladende lige meget om arbejde.

Hoppet ind i 2012

20120101-160116.jpg

Nu befinder også denne blog sig i et nyt år. Ligesom julen er nytåret en samling ritualer, og nytårsmorgen er ritualet i vores hjem at sove længe og se fjernsyn. Nytårskoncerten fra Wien gik vi ikke glip af – den er på én gang et orgie i kitsch og en i bogstaveligste forstand stramt koreograferet udsendelse. Men skihoppet sprang vi over for i stedet selv at komme ud at røre os. 10.000 snacks og småkager kan godt tage fejl!

Dronningens nytårstale er allerede nu so last year, som man siger. Også nytårstalen er et ritual, selv om jeg bestemt ikke er tilhænger af monarkiet. Det er imponerende, hvor megen energi der bruges på at endevende det, der ret beset mest er almindeligheder. Jeg bliver mindet om gamle dages analyser af nuancerne hvad skiftende sovjetiske præsidenter (før Gorbatjov) sagde – også de var mestre i at sige ikke så meget med temmelig mange ord.

Christian Kock, der er professor i retorik, og som jeg for nylig nævnte i et indlæg her på bloggen, har følgende at sige:

Der er mange banaliteter, enhver kunne sige hen over kaffen. Der er et par anvisninger til folket, men de sætninger kunne sagtens være bedre eller være sproglige billeder, som man kan huske.

– her citeret efter en artikel med reaktioner på nytårstalen fra BT . Men to ting bed jeg trods alt mærke i: For det første en rig majestæts opfordring til at danskerne skal bide tænderne sammen. For det andet, at der måske for første gang er en helt direkte henvendelse til os fra majestæten: Gud bevare jer alle. Og nej, det er ikke en r-fejl, men den på dansk meget sjældne konjunktivform, vi her har med at høre.

I aften er det så tid til starsministerens nytårstale, og her tror jeg så til gengæld, jeg vil bryde ritualet fra for mange år tilbage og rent faktisk se den i år.

Godt nytår!

20111231-192105.jpg

Nu brager fyrværkeriet løs (det gjorde det sådan set allerede i går…) og det er på tide at sige farvel til 2011. Det har været et blandet år, hvor nogle dage var bedre end andre; jeg håber at 2012 vil blive en god ny begyndelse.

Ét nyt tiltag kom i år – denne blog. Jeg vil ønske alle, der læser med her nu et godt nytår.

Facebook som nytårsfyrværkeri

Nej, billedet viser ikke nytårsfyrværkeri. Det er faktisk en ikke-orienteret graf, der visualiserer forbindelserne mellem mine venner på Facebook. Til hver knude svarer en ven. Jo højere valens en knude har, jo lysere og større er den angivet.

Der er flere tydelige sammenklumpninger. Den største er venner fra Aalborg Universitet, den næststørste er venner med baggrund i Amnesty International, den tredjestørste er forskerkolleger uden for Aalborg Universitet og den fjerdestørste er venner, jeg gik i gymnasiet med. En begyndende klump omfatter de søskende, jeg inden for de seneste år har fået kontakt med. Det lysstærkeste individ uden for en klump er Jens Unmack, skarpt efterfulgt af Maria Hyttel. Der er kun ganske få mennesker blandt mine Facebook-venner, jeg ikke kender, og de eneste lysstærke personer blandt dem er kendt fra medierne.

På denne måde siger grafen både noget om hvem jeg kender og hvordan jeg benytter Facebook. Jeg er desværre ikke helt så flittig til at bruge Google Plus og ved ikke hvordan dets cirkler bedst kan visualiseres, men jeg har en fornemmelse af, at jeg tiltrækker en lignende skare af mennesker – nemlig nogen, jeg har mødt selv og i mange tilfælde kender personligt. Måske bør jeg anvende Google Plus på en anden måde og udnytte cirklerne i Google Plus til i højere grad at finde ligesindede, jeg ikke nødvendigvis kender personligt.

Lambek-kalkylen

Jeg har ofte harceleret over de stavefejl som voksne mennesker med dansk som modersmål trofast begår, og en blodtryksforhøjende medicin, der aldrig slår fejl for mig, er r-fejlene. De, der anvender r-fejl, udgør en stor og sejlivet brugergruppe. De kunne have følgende som motto:

Han lære at kører bil af en kørerlære.

I 1958 foreslog den canadiske matematiker Joachim Lambek (der også er kendt for sit arbejde med kategoriteoretiske modeller af logik) en matematisk teori, der kan forklare dette fænomen. Dette var en periode med andre vigtige bidrag inden for matematiske teorier for sprogs struktur, og mest velkendt er vel Noam Chomskys grammatikker, som alle datalogistuderende i et vist omfang stifter bekendtskab med.

Lambeks system, som hurtigt blev kendt som the Lambek calculus (uden tvivl et oplagt ordspil på \lambda-kalkylen, som han er inspireret af), er det, man kalder en substrukturel logik. Det bedst kendte eksempel på en substrukturel logik er formodentlig Jean-Yves Girards lineære logik.

Lambek-kalkylens var et tidligt, vigtigt bidrag til det område inden for teoretisk lingvistik, der kaldes kategorielle grammatikker – studiet af formalismer for sprogs syntaks, hvor man opfatter en sammensat sproglig term som en funktion af dens bestanddele. Her er et stærkt forenklet eksempel på hvad man kan.

Lad os (som i Lambeks artikel fra 1958) have to grundtyper, nemlig n for navneord og s for sætninger. Desuden kan vi have sammensatte typer, der kan bygges med symbolet \setminus. Typen n \setminus s er typen af et ord der, hvis man præfikser det med et navneord, vil danne en sætning.

Derudover har vi en inferensregel, der definerer en genskrivningsrelation:

\frac{y \rightarrow x\setminus z}{xy \rightarrow z}

(De, der kender typet \lambda-kalkyle, vil her få mindelser om piltyper og reglen for applikation.)

Betragt nu ytringen

Bilen kører

På dansk har navneord type n, mens udsagnsord i nutidsform har type n\setminus s. Ordet kører har således type n \setminus s, og ordet bilen har type n. Følgen af typer i vores ytring er derfor n \; n\setminus s, som kan genskrives til s. Ytringen er derfor en gyldig sætning.

Det er

Bilen køre

derimod ikke, da køre ikke har den krævede type og følgen af typer derfor ikke kan genskrives til s.

Jeg er desværre ikke sikker på, at vi kan få  nedlagt brugergruppen for r-fejl ved at lære dens medlemmer om Lambek-kalkylen, men det kan lade sig gøre at lave bedre stavekontroller ved brug af dens ideer. Dette område, parsning af naturlige sprog, er et vigtigt forskningsområde. Men en alment tilgængelig stavekontrol, der fanger r-fejl og andre vederstyggeligheder, har vi tilsyneladende endnu til gode.

Jeg har forresten mødt Lambek engang, nemlig til den første konference jeg nogensinde deltog i – Logic at Botik i Pereslavl-Zalesskij i 1989 i det land, der dengang stadig hed Sovjetunionen. Vi var en hel masse udenlandske og lokale dataloger og logikere samlet langt ude på landet midt i den russiske sommer, og en af dem var en allerede dengang ældre herre ved navn Jim. Først da jeg så deltagerlisten, opdagede jeg, at Jim var Joachim Lambek.

Mig og Usenet

20111229-115512.jpg

Inden internettet for de fleste brugere blev synonymt med World Wide Web, brugte jeg e-mail og nyhedsgrupperne på Usenet. Ikke alle kender denne del af nettet, så jeg må nok hellere forklare mig: Nyhedsgrupperne på Usenet er diskussionsfora, der bruger en særlig protokol og særlige servere. For at læse nyhedsgrupperne skulle man derfor oprindelig have særlig software; der findes nu også web-grænseflader.

Jeg fulgte oprindelig kun med i de nyhedsgrupper, der handlede om naturvidenskab og brug af computere. Der var dengang mange gode diskussioner i nyhedsgrupperne, og det var tydeligt, at de fleste brugere kom fra den akademiske verden. Hvis det en sjælden gang skete, at nogen nytilkomne postede en annonce, hvori de satte ejendele til salg, væltede ind med negative reaktioner. “Usenet er ikke kommercielt!” lød det igen og igen. Usenet var stedet, hvor nye publikationer blev diskuteret, og jeg husker endnu adskillige forgæves forsøg på at bevise at \mathrm{P} = \mathrm{NP}. Et enkelt sådant forsøg i form af et preprint fra en ikke helt ukendt forsker blev dissekeret på Usenet, og fejlen fundet.

Dengang havde vi kun adgang til bestemte dele af Usenets nyhedsgruppe-hierarki, men da jeg havnede i Edinburgh, fik jeg fat i også soc-, talk- og rec--grupperne. Det var også omkring dette tidspunkt, at adgangen til nettet blev kommercialiseret og der dukkede brugere op fra uden for den akademiske verden. Nu var der også rig mulighed for at diskutere musik og film og sport.

Selv var jeg med til at oprette to nyhedsgrupper, rec.sport.soccer (om fodbold) og soc.culture.nordic (om forhold i de nordiske lande).

I sci.philosophy.tech , der er en nyhedsgruppe om teknisk filosofi, begyndte der at komme en del indlæg fra en gruppe meget (selv)højtideligt sindede tilhængere af “Objektivisme”, som er en stærkt liberalistisk anskuelse, der skyldes den amerikanske forfatterinde Ayn Rand. Jeg foreslog til sidst rec.humor.objectivism, men afstemningen blandt Usenet-brugere gik mig imod. Øv.

Efterhånden kom alle de sædvanlige tvivlsomme goder ind over Usenet for fuld skrue – mudderkastning, politiske og religiøse ekstremister, porno, pseudovidenskab, kommercialisering, ulovlig distribuering af ophavsretsbeskyttet materiale osv. – og samtidig voksede WWW frem, gjorde begrebet hypertekst (der ikke fandtes på Usenet) til allemandseje og forsynede alle med en ensartet grænseflade til internettets herligheder.

Også jeg gled lige så stille væk fra Usenet, og for et par år siden holdt jeg helt op med at tilgå nyhedsgrupperne, da Stofa nedlagde deres server. Men i et tilfælde af nostalgi købte jeg for 24 kr. en Usenet-app til min iPad og kan atter læse nyhedsgrupper.

Var det så pengene værd at vende tilbage? Hmmm…. jeg kan læse om brok over undertekster på tv, spørgsmål om stavning og alt det andet, der var der, sidst jeg var forbi de danske nyhedsgrupper. Ovre på de engang så stolte sci.logic og sci.math forsøger diverse crackpots at give deres egen misforståede tolkning af Cantors diagonalargument. Så meget er som før, men det synes som om der er længere mellem højdepunkterne.

Måske skal jeg bare gå tilbage til at læse avis?

Sydpå!

20111228-111308.jpg

Længe før internettet nåede frem til mig, længe før de 57 kanaler uden noget på – dengang lå der en dreng, der var mig, hjemme på gulvet i stuen og kiggede i opslagsbøger og atlas og prøvede at udtale de sære navne. Især var jeg fascineret af de rigtig fjerne steder. Australien og New Zealand, men også de rigtig fjerne steder – de subantarktiske øer som South Georgia, South Orkney Islands og Kerguelen – og selvfølgelig også Antarktis. Jeg husker tv-serier om den irske polarforsker Shackleton, om Scott og om Amundsen.

Min fascination er der stadig, og den er på sin vis paradoksal. Jeg er trods alt ikke glad for vinteren eller den stærke blæst. Men det er specielt at tænke på, at der stadig findes steder på vores jord, hvor ingen eller næsten ingen mennesker har været. Det franske territorium Kerguelen er således en ø på størrelse med Sjælland, kun beboet af en lille gruppe franske forskere. Kerguelen er måske det mest vindomsuste sted i verden.

Det nærmeste, jeg er kommet til disse underste lande, er at have set pingviner i det fri uden for Dunedin i New Zealand – og også dét var en stor oplevelse for mig.

Jeg har haft det privilegium at kunne deltage i konferencer andre steder i verden og på den måde samtidig få set andre lande. Glæden ved at rejse er paradoksalt nok også glæden ved hjemmet; kun ved at rejse kan man også vende hjem.

Men det er ikke overalt, man holder akademiske konferencer. Hvis jeg engang om mange år får tid og råd (det lyder som en anderledes idé til et otium), vil jeg gerne besøge de steder sydpå, der i min verden ellers kun har eksisteret på et atlas. Jeg må nok hellere huske varmt tøj (forhåbentlig har man taget sig sammen til at gøre noget ved den globale opvarmning….)

Den skotske ingeniør Kevin O’Rourke har et spændende websted, hvor han fortæller om sin rejse til Kerguelen i 2000-2001. Der er også en del andre beretninger fra hans rejser til steder, der ikke kan nås med cykel eller bybus.

Porno med stråmænd

Jeg har lagt mærke til, at flere af mine Facebook-venner har været meget glade for en kronik bragt i Berlingske her i julen. Kronikken, “Jeg – en socialt indigneret” er skrevet af Eva Selsing, der er filosof. En enkelt roste den endog for sine “filosofiske visdomsord”, så her var en kronik, jeg måtte læse. Desværre har jeg også for nylig læst retorikprofessor Christian Kocks bog De svarer ikke, der udkom i år. Det blev med denne bog i baghovedet, jeg endte med at læse og genlæse Eva Selsings kronik, og jeg var efter endt læsning ikke så begejstret som mine Facebook-venner.

For en sikkerheds skyld: Det, jeg kritiserer i dette indlæg, er ikke Eva Selsings politiske holdninger (jeg er fundamentalt uenig med dem), men hendes argumentationsform. Kronikken kommer desværre til at virke som en fortegnelse over de uskikke, der gør sig gældende i den politiske debat i dag og kunne faktisk bruges som et case-studie i pointer fra Christian Kocks bog. Og lad mig også for en sikkerheds skyld sige dette: De uskikke, Eva Selsing benytter sig af, er uskikke, som ingen af de politiske fløje har patent på.

Jeg vil ikke påstå, at jeg kort kan formulere den tese, Eva Selsing argumenterer for. Formodentlig er den dette:

Jeg er indigneret over det principielt utilstedelige i, at så stor en del af den enkelte families eller virksomheds indkomst konfiskeres af en forslugen stat.

Tesen er temmelig uklar, og argumentationsformen problematisk.

Her kommer første uskik, og den dominerer kronikken. Eva Selsing er (ligesom mange andre politiske debattører) glad for at opstille det, man i retorik kalder for stråmænd. Her et eksempel på en sådan stråmand – og den er stor:

Erhvervslivet skal også opdrages. De skal lære, at det er ufint at tjene penge. Den økonomiske overklasse har ingen status i kultureliten, der bruger erhvervslivet til at vise resten af samfundet, at penge er onde og gør folk overfladiske og dumme.

Virksomhederne skal derfor betale aflad for deres iboende ondskab. Det skal ske i form af grønne regnskaber, forvoksede CSR-programmer og så mange kvinder i bestyrelserne som overhovedet muligt. Hvis ikke flere. Grønhed og kvinder er løsenet til de faldne erhvervsfolks frelse.

Kultureliten sidder tungt på uddannelsesområdet og de fleste større medier. Herfra prædikes om det gode liv. Og hvad er det? Det er i hvert fald ikke at blive et pengemenneske. En revisor eller butiksejer. Nej, skole­læreren nikker først anerkendende, når eleven proklamerer, at han vil være forfatter, kunstner eller digter. Dét er smagfuldt. Dét er der mening i. Alene udsigten til knappe økonomiske ressourcer ved sådanne hverv sikrer adgangsbillet til livet i kulturel overflod og status.

Har nogen i “kultureliten” fremsat nogle af de påstande, der fremføres ovenfor? Har “skolelæreren” (alle skolelærere er tilsyneladende enige) de holdninger til elevers erhvervsvalg, der fremføres ovenfor? Jeg ved det ikke, men jeg tvivler. Det er temmelig oplagt, at der derimod er tale om en karikeret udgave af nogle holdninger, som kronikøren er uenig med, og selvfølgelig gerne må være uenig med. Det er argumentet, jeg anholder her. En karikeret udgave af en modstanders holdninger kaldes en stråmand. Fordelene ved at opstille en stråmand er disse: For det første bliver modstanderen nødt til at bruge tid på at gendrive den karikerede udgave og har derfor mindre tid til at fremsætte egne argumenter. For det andet vil en tilhører, der ikke kender modstanderens argumenter, måske kunne bringes til at mene, at stråmanden faktisk er udtryk for modstanderens faktiske argumenter.

Ulempen ved stråmandsformen er at den er uærlig. Debattøren skaber et fjendebillede, som derefter skydes ned. I dette tilfælde er der tale om det, Christian Kock kalder for en “afskyelig stråmand”, nemlig en karikatur af modstanderens holdninger, der har til formål at udstille holdningerne som farlige.

Et andet eksempel på en uskik er dette at tillægge modstanderen lurvede motiver. Et eksempel (der er flere) er:

Magteliten i dette samfund ønsker ikke at være en del af den arbejdende og værdiskabende samfundsgruppe. Magteliten vil blot administrere og udstikke rammerne for det gode liv for resten af borgerne.

Problemet er, at det ikke er gyldigt at argumentere ud fra gisninger om modstanderens mulige lurvede motiver. Dels er en påstands gyldighed uafhængig af motiverne hos den, der fremsætter den, dels er det næsten altid umuligt for modstanderen at tilbagevise athan/hun har lurvede motiver, for de faktiske motiver er oftest kun tilgængelige for én selv.

Og så er der også den tredje uskik: det med tallene. I Christian Kocks bog er der viet et helt kapitel til det, Kock kalder for “talfnidder”, dvs. manipulerende brug af tal. I Eva Selsings kronik er der desværre ikke engang “talfnidder”. Eller hov, der er faktisk ét tal:

Danskerne har slet ikke brug for alle de penge, en lavere skat ville give. De går alligevel bare til fladskærme og andre ligegyldige genstande, der gør det mindre attraktivt at gå på biblioteket og låne Klaus Rifbjergs 5.000 bøger.

Så vidt jeg ved, har Klaus Rifbjerg ikke skrevet 5000 bøger, men “kun” lidt over 160. Derudover er vi henvist til vage størrelselsangivelser som

…de astronomiske summer, vi alle indbetaler til staten i form af skatter, afgifter og gebyrer…

og

Virksomhederne betaler enorme summer i skatter.

Det er meget muligt, at der er tale om store beløb. Men hvorfor kan vi ikke få nogle konkrete tal? Sådanne tal er tilgængelige fra Danmarks Statistik, og de ville måske kunne forsyne Eva Selsing med nogle meget konkrete argumenter, hvis vi antager, at hendes tese er, at staten inddrager en for stor del af den enkelte families eller virksomheds penge.

Endelig er det en uskik, at den part. Eva Selsing er uenig med, er meget vagt defineret. Hvem er “kultureliten” og “magthaverne”? Er det de samme mennesker? Og hvilken sammenhæng er der mellem dem og “skolelæreren”?  Det er meget uklart, om der er tale om veldefinerede, homogene grupperinger.

Problemet med kronikker som den, Eva Selsing har skrevet, er at de i virkeligheden ikke flytter nogen holdninger. De påstande, som faktisk bliver fremsat, er samtidig så vage, at de aldrig vil kunne falsificeres. Her er et enkelt eksempel (der er mange flere i kronikken):

…statslig service. En service, der ofte er dårlig og mangelfuld.

Påstanden vil aldrig kunne tilbagevises, netop fordi den er så vagt formuleret. Hvis man finder et eksempel på god statslig service, vil replikken enten kunne være “Men det var ikke dét, jeg tænkte på” eller “Jeg synes ikke, der er tale om god statslig service i dette tilfælde”.

Om det var Selsings hensigt at skrive en kronik, der skulle flytte læserens holdninger, ved jeg ikke, men jeg tvivler selv på det. Jeg er temmelig overbevist om, at hvis man ikke var enig med hendes præmisser inden man læste kronikken, vil man heller ikke være det bagefter. Kronikken “bekræfter sig selv”.

Denne type polemiske, selvbekræftende kronikker skrives trofast af debattører fra begge politiske fløje (Carsten Jensen og Georg Metz er eksempler fra den anden fløj), og de tjener primært som en form for politisk porno: de forstærker nogle følelser, som allerede var der, og hensætter den villige læser i en opstemt tilstand. De flytter ingen holdninger. Men ligesom pornoen ikke kan erstatte et seksualliv eller styrke kærligheden, sådan kan den polemiske kronik som debatform ikke erstatte en egentlig, afklarende politisk diskussion. Politik bør handle om at løse problemer i samfundet, ikke om at vinde en slags stammekrig.

Tænk, hvis man kunne anerkende modstanderes argumenter som de faktiske argumenter (dvs. uden at karikere dem) og analysere dem præcist. Det bør være muligt, for i politiske sammenhænge findes der ikke objektive sandheder – der er altid både argumenter for og imod enhver politisk påstand. Man har bestemt lov til at synes, at det politiske synspunkt, man selv har, er det bedste og at ens egne argumenter for det er de stærkeste (alt andet ville trods alt være underligt). Men hvis man vil overbevise tvivlere og ikke-troende, ville det klæde alle at argumentere for hvorfor det er tilfældet og uden at forfalde til uskikke.

Årets trofaste tv-begivenhed

Julen er en slags remse, der gentages i kor. Vi gør præcis det samme, som vi altid har gjort. Én af de mere specielle traditioner er Disneys juleshow, der vises juleaftensdag på DR1. Jeg har trofast set dette program lige så længe, jeg kan huske, omend der har været år, hvor det glippede af rent praktiske årsager. Som barn var jeg tryllebundet af muligheden for at se Disney-film – det var ellers noget, man kun kunne i biografen. Senere blev jeg træt af at det altid var de samme film, der blev vist. Men nu er det netop dét, der fascinerer mig – der er ikke tale om et sædvanligt tv-program; det er et vers i en remse, der gentages i kor. Selv min datter, der nu i en alder af 10 har set flere tegnefilm end jeg tør indrømme og har adgang til indtil flere tv-kanaler der viser sådanne (afbrudt af dårligt eftersynkronisede dårlige sitcoms), og som nu derfor ikke gider se Disney-sjov på DR1, insisterer på at vi skal se Disneys juleshow.

Også i Norge og Sverige har Disneys juleshow en særlig status – måske er det endda mere udpræget der. Jeg har én enkelt gang set den svenske udgave af Disneys juleshow, og det er lidt forskelligt fra den udgave, vi får at se i Danmark. Det er ikke helt de samme film, og der er en svensk fortællestemme ind over det hele (det var i hvert fald tilfældet dengang, jeg så det).

Den amerikanske journalist Jeremy Stahl skriver om Disneys juleshow i Sverige set med den udefra kommendes øjne. Jeremy Stahl, som er svensk gift, oplevede juleshowet for første gang for tre år siden. Han skriver:

Watching Kalle Anka for the first time, I was taken aback not only by the datedness of the clips (and the somewhat random dubbing) but also by how seriously my adoptive Swedish family took the show. Nobody talked, except to recite favorite lines along with the characters. My soon-to-be father-in-law, a burly man built like a Scandinavian spruce, laughed at jokes he had obviously heard scores of times before.

Traditioner kan tydeligvis kan være underlige eller endog lidt skræmmende for udenforstående. Samtidig er der en forunderlig tryghed i dem, og dét vil jeg måske skrive om en anden gang – for lige så fascineret jeg er af at synge den samme remse, lige så meget fortæller det mig om en menneskelig reaktion på det, man oplever som udefrakommende forandringer. Det sidste ord giver jeg derfor via Jeremy Stahls artikel:

Feldreich, Sweden’s Jiminy Cricket, told the Swedish newspaper Länstidningen in 2008. “And then, like in a fairy tale from when we were kids, there’s something familiar.” Kalle Anka, he said, “offers security in a confusing world.”

Feldreich er Bengt Feldreich, der ud over at lægge stemme til Jesper Fårekylling, er manden, der hvert år er vært i tv-samtalen mellem de nye Nobelprismodtagere!

Skulle man få lyst til at læse mere om Disneys juleshow, kan jeg anbefale en artikel på Bries blog-O-Rama, der er Brian I-Skovs blog om film.