Brænd din stemmeseddel!

I dagens udgave af Information har en læser, Thomas Bonde, et debatindlæg, hvori han forklarer hvorfor han ikke vil stemme til det kommende folketingsvalg.

Hans argumentation er (gengivet af mig) denne:

  • I de sammenhænge, hvor flertallet af os færdes, nemlig som lønarbejder eller studerende, har vi stærkt begrænset eller slet ingen indflydelse.
  • Mange politiske partier er topstyrede, så også partimedlemmer har ingen eller meget ringe indflydelse.
  • Et stort antal love, der gælder i Danmark, er reelt konsekvenser af beslutninger i EU-regi, som hverken danske politikere eller danske vælgere kan have indflydelse på.
  • Hvis man stemmer på et parti, der ikke er med til at danne regering eller være støtteparti for en sådan, får man ingen væsentlig indflydelse på den politik, der føres. Derfor er tæt på halvdelen af befolkningen altid uden indflydelse.
  • Medierne er i stort omfang ukritiske over for magtmisbrug:

Uden en opvakt og velinformeret befolkning, som forstår at forholde sig kritisk til magthaverne i det politiske rum, er betingelserne for en retfærdig, engageret og oplyst politisk orden, hvor der værnes om friheden og retfærdigheden, ikke på nogen måde opfyldt. Denne problemstilling bliver desuden endnu værre af, at befolkningens vagthund det meste af tiden ligger sovende i sit hundehus, idet kun et fåtal af medierne overhovedet har beskæftiget sig med disse problemstillinger i noget nær respektindgydende grad.

Thomas Bondes indlæg slutter med ordene:

Derfor har jeg ikke tænkt mig at stemme ved det kommende valg. For den afmægtige handling er med til at opretholde illusionen om, at vi lever i et samfund baseret på medbestemmelse og folkeligt styre. Min stemmeseddel skal brændes offentligt på valgaftenen.

Det sidste får han nu ikke lov til. Hvis han nogen sinde har deltaget i en valghandling, vil han vide, at man først får udleveret sin stemmeseddel, efter at man har afleveret sit valgkort. Man må heller ikke tage den med ud igen. Det er næppe sandsynligt, at Thomas Bonde får lov til at bruge åben ild i valglokalet.

Bortset fra det: Alle Thomas Bondes observationer er for så vidt helt korrekte. På en dårlig dag kan jeg også have det sådan. Demokratiet har det ikke godt. Jeg er selv meget utilfreds med og vred på den regering, vi har haft i Danmark i de seneste 10 år. Ofte har jeg bandet den ned i helvede; dens beslutninger har påvirket min hverdag i negativ retning og har gjort livet sværere for mange mennesker, der ikke er nær så privilegerede som mig. For tiden ser det ud til, at den nuværende regering sagtens vil kunne fortsætte og at mange af dens beslutninger og ideer vil leve sejrrigt videre, selv hvis den stik mod forventning ikke skulle kunne overleve valget. På sådan en dag har jeg mest lyst til at gemme mig under dynen.

Men hvilken handling er den mest afmægtige i en sådan politisk virkelighed – at stemme eller ikke at stemme? Man kan ikke bekæmpe magt med afmagt. Glem heller ikke dette: i andre dele af verden, faktisk ikke ret langt fra Europa, lige syd for og øst for Middelhavet, sætter mennesker her i 2011 deres liv på spil for at få lov til at stemme. De bekæmper ikke magt med afmagt, og på den måde skriver de sig ind i en lang historisk tradition. Derfor til Thomas Bonde og alle andre, der er i tvivl: Stem alligevel til folketingsvalget og engager dig i forholdene i samfundet. At afgive sin stemme er det første lille skridt, hvis man vil engagere sig. Man kan ikke bekæmpe magt med afmagt.

(Tak til Dansk Sygeplejeråd for lån af deres logo, der i dette indlæg får en lidt anden betydning.)

Protestsangenes skæbne

20110906-123514.jpg

Henrik Vesterberg har en artikel i Politiken i dag om protestsange. Ifølge Vesterberg ser vi nu igen kunstnere indspille protestsange. Desværre er de eksempler, han fremfører, ikke overbevisende. Der er da også kun få protestsange, der klarer årene. De, der gør, ender ofte som slagere, hvor ingen husker baggrunden. John Mogensens “Der er noget galt i Danmark” var en sang om magthavernes og kapitalismens ødelæggelse af miljøet, men nu danser man til den til fester. “Hvad gør vi nu, lille du?” handler om boligmangel og den sociale arv, men også dén er nu reduceret til nostalgisk slager. Min datter hører “Giv mig Danmark tilbage” som en sej sang, sunget af en ung, sej og desværre afdød sangerinde.

USA har en stærk tradition, og alle nævner fluks Guthrie, Seeger og Dylan – men lad mig i stedet nævne Marvin Gaye. Han indspillede i 1971 What’s Going On. Albummet er et musikalsk og tekstligt højdepunkt for Gaye, der følger albummet op med den mildt sagt lumre Let’s Get It On (som ikke siger mig det store). Det sørgelige er, at alle sangene kunne være skrevet i dag. Truslen mod miljøet, krigene, stofmisbrug som flugt og den store sociale ulighed er lige så aktuelle problemer i dag som for fyrre år siden.

I år kom albummet endda i en Legacy Edition med et alternativt mix mm. Så det er blevet en rigtig klassiker, og alle har glemt baggrunden. Men lyt til What’s Going On som det stykke gribende og 100% vedkommende stykke samfundskritik, Marvin Gayes værk først og fremmest er.

Er der mon nogen klassiske danske protestsange, der venter på at blive skrevet? Det håber jeg!

The War On Drugs

Midt i 1980’erne blev Bruce Springsteen omsider verdensberømt. Omtrent samtidig var der et noget mindre kendt britisk band, der hed The Woodentops. De spillede hektiske små rocknumre med akustisk guitar og billig synthesizer.

For få uger udkom så Slave Ambient af det amerikanske band The War On Drugs. På “Baby Missiles” ovenfor er vi præcis midt mellem Springsteen og Woodentops. Nummeret er ikke karakteristisk for albummet, hvor numre med et traditionelt rockfundament (læs: Springsteen, Dylan, U2, The Verve) ét efter ét dukker op og siden forsvinder i en elektronisk ambient-dis. Værd at lytte til – på én gang tilgængeligt og udfordrende.

Hvem ejer dine bøger, og hvem må læse dem?

Vi har vores billeder til at ligge på Picasa, og der redigerer vi dem også. Vores dokumenter behander vi hos Google Docs. Vi køber Kindle-bøger hos Amazon. Vi har data, der skal deles, på Dropbox. Snart opretter Apple en iCloud, hvor vi kan placere e-mail, musik osv. Cloud computing, skybaserede tjenester eller hvad man nu skal kalde det, er kommet – og formodentlig for at blive.

Men hvem ejer indholdet af skyen, og hvem må læse med? I en artikel i Technology Review behandler Simson L. Garfinkel dette mildest talt ømtålelige problem. Ligesom det er tilfældet i andre sammenhænge, er lovgivningen ikke klar til at håndtere de problemer, som informationsteknologien har ført med sig.

Et eksempel, som Garfinkel nævner, er en Kindle-bog, som Amazon tilbagekaldte, da der viste sig at være problemer med ophavsretten. Amazon slettede simpelthen bogen hos alle, der havde den i deres Kindle-bibliotek. Tænk, hvis en boghandler gik ind i alle hjem for at hente en bog på reolerne. I dette tilfælde var bogen forresten 1984 af George Orwell.

Der er andre problemer – f.eks. må en Kindle-bog ikke overdrages til andre efter endt læsning, mens antikvariater for fysiske bøger som bekendt har været en realitet længe. Og ejerne af Dropbox-serverne må gerne slette de filer, der ligger der.

En løsning er påkrævet. Måske er det mest oplagt, som Garfinkel da også nævner, at udstrække eksisterende love om opmagasinering til også at omfatte data i “skyerne”. Om dette er en holdbar løsning, er jeg desværre ikke jurakyndig nok til at kunne vurdere.

Ramsey og de andre

Ligesom rockmusikken har matematikken sine “unge døde”. De fleste kender Galois og Abel, men der er også bl.a. Ramsey. Frank Plumpton Ramsey (1903-1930) var en engelsk matematiker fra Cambridge, der interesserede sig for lidt af hvert – matematisk økonomi, filosofi og matematisk logik. I hans artikel “On a problem of formal logic”, der omhandler afgørbarheden af et fragment af første-ordens-logik, optræder et lille kombinatorisk lemma, som i dag kendes som Ramseys sætning og endte med at danne grundlaget for et område af grafteori, som i dag kendes som Ramsey-teori.

Én måde at formulere Ramseys sætning på er denne (vi antager at 0 ikke er et naturligt tal).

Lad n \in \mathbb{N} og c \in \mathbb{N}. Lad C = \{ 1,..,c \}. Betragt \mathbb{N}_n, mængden af alle delmængder af \mathbb{N} med n elementer. Betragt en vilkårlig farvningsfunktion f, der giver hver delmængde én af c mulige farver, dvs. f: \mathbb{N}_n \rightarrow C. Da findes der en uendelig delmængde \mathbb{M} \subseteq \mathbb{N} og en farve k således at for enhver S \in \mathbb{M} har vi at f(S) = k.

Sagt på mere jævnt dansk, uanset hvordan vi farver n-delmængderne af de naturlige tal med endeligt mange farver, kan vi altid udvælge en uendelig delmængde af de naturlige tal, således at alle dennes n-delmængder har samme farve.

Man kan vise, at den udgave af Ramseys sætning, som grafteoretikere kender, er en konsekvens af ovenstående. Se f.eks. Wikipedia for en gennemgang heraf.

Hvorfor så hele denne smøre? Jo, man kan faktisk bruge Ramseys sætning i datalogi til bl.a. at bevise at algoritmer terminerer. Der findes ingen generel strategi i form af en algoritme; det ved vi fra Turing. Men der er nogle bevistaktikker, der ofte dukker op. Ofte bruger man en strategi, hvor man definerer en velordning (\mathbb{O},\sqsubseteq), hvor punktmængden \mathbb{O} typisk er en mængde af tupler af variabelværdier. Derefter definerer man en funktion f : \mathbb{O} \rightarrow \mathbb{O} og viser at f(o) \sqsubset o efter hvert gennemløb af algoritmens hovedløkke. Da \sqsubseteq er en velordning, betyder det at der engang vil blive fundet en minimal o-værdi, og da terminerer løkken. Det bøvlede er her dels at finde frem til en god velordning, dels at finde en god f-kandidat.

Men Cook, Podelski og Rybachenko bruger altså Ramseys sætning til at bevise terminering. Læs deres artikel fra LICS (Logic in Computer Science) eller start med den korte introduktion, som Bill Gasarch har lavet – eller start med at læse indlægget herom på hans blog. Det gjorde jeg selv.

Ramsey nåede ikke at opleve noget som helst af alt dette. Han døde af gulsot få uger inden sin 27-års fødselsdag.

Hjælp dem i nærområderne

Politiske diskussioner er fulde af afværgebemærkninger. En af de værste, jeg kender, dukker regelmæssigt op, når talen falder på flygtninge og asylsøgere. Den lyder: “Flygtninge skal hjælpes i nærområderne” og bruges typisk som et argument for at afskære adgangen af flygtninge til Danmark. Samtidig forsøger den talende at forsikre, at det skam er vigtigt at hjælpe flygtninge – bare ikke her hos os.

I en tv-debat d. 2. september demonstrerer Pia Kjærsgaard denne brug af afværgebemærkningen:

Med hensyn til asylansøgere er det meget, meget rimeligt, at man behandler i nærområderne. At man finder ud af, om de er berettiget til asyl. I stedet for, at de kommer herop og skal sidde i et asylcenter og får deres ansøgning afvist og derefter får deres sag prøvet igen og igen og igen (…).

(her citeret efter en artikel i Politiken i dag).

Men hvis vi ved et nærområde forstår et naboland til det land, man er flygtet fra, befinder de allerfleste af verdens 16 millioner flygtninge i verden i dag sig allerede i nærområderne. Hvis man også medregner de 27 millioner internt fordrevne (som er mennesker, der er flygtet til en anden del af deres land), er det endnu mere klart. Disse tal kommer fra Dansk Flygtningehjælps oversigt. Langt de fleste flygtninge i verden i dag findes i den fattige del af verden, det såkaldt globale syd. De læsere, der er i tvivl, kan se figuren ovenfor. Det mindretal af flygtninge, som flygter til lande i den rige del af verden, er i ikke ringe omfang de mest resursestærke – de bedst uddannede eller dem, der har kontakter i det land, de flygter til. Og er det ikke de flygtninge, “vi” helst vil have?

En dag bør Dansk Flygtningehjælp og andre, der arbejder for flygtninges vilkår, gør deres for at demontere afværgeflosklen om nærområderne ved at gøre den til navnet på en indsamling.

Denne film skal jeg se

Jeg er ikke socialdemokrat, men jeg deler den bekymring om den globale opvarmning, som Svend Auken havde – og på mange måder var han en af de sidste fremtrædende idealister i sit parti. Det savner jeg også.

I en klasse for sig selv

Det er bestemt ikke meningen, at jeg vil skrive om partipolitik her; denne blog er uafhængig af partipolitik – det vigtige for mig er refleksionen og at finde de gode argumenter, så mine indlæg ikke degenererer til indignation eller nedladenhed. Men jeg er nødt til at indrømme det: Jeg er en af dem, der tit har siddet og skummet af vrede, når Dansk Folkeparti har været i medierne eller gjort deres indflydelse gældende. Dansk Folkeparti hævder på den ene side at være “den lille mands parti” og en slags opposition mod “eliten”, mens de på den anden side gør meget ud af at have afgørende indflydelse på beslutninger.

Den nationalistiske politik, Dansk Folkeparti har fået igennem, har fået to konsekvenser. Den første kender vi godt: Det er i dagens Danmark blevet sværere at være indvandrer, flygtning, asylansøger, udlænding eller såmand bare dansker med “anden etnisk baggrund”. Den anden tænker vi ikke på: Den nationalistiske dagsorden, hvor det hele handler om “kulturelle forskelle”, har flyttet fokus væk fra de sociale problemer, der faktisk er tale om i Danmark. Flygtninge på kontanthjælp bliver ikke set som mennesker på kontanthjælp, men som “kulturelt forskellige” og derfor knap nok som mennesker. Andre mennesker på kontanthjælp bliver slet ikke set. Til gengæld taler alle partier om middelklassen og appellerer til middelklassens værdier og bekymringer om boliglån og forbrug. Ironisk nok er middelklassen også truet. Fordi de fleste taler om “kulturelle forskelle”, er der ikke ret megen opmærksomhed om samfundsklasserne i vore dage. Alle vi, der er uenige med Dansk Folkeparti, er begyndt at bruge deres sprog om “kulturelle forskelle” og tror, at det hele handler om det.

Den nationalistiske dagsorden har Dansk Folkeparti selvfølgelig ikke patent på; andre partier herhjemme og andre steder i verden har også taget den til sig. Nationalismen er enkel og slagfærdig, men den skaber skel og gør det umuligt at føre socialpolitik.

I en artikel i The Guardian omtales en undersøgelse, der dokumenterer at den britiske middelklasse er truet på grund af en kombination af den økonomiske krise og en mangelfuld boligpolitik. Flere og flere, der engang tilhørte middelklassen, bliver tvunget ud i fattigdom eller endda hjemløshed i Storbritannien. Og i Politiken i dag skriver Lars Trier Mogensen at

Uligheden i Danmark er vokset gennem 00’erne mellem de kortuddannede ude i landområderne og de veluddannede inde i byområderne. Alligevel fastholder Socialdemokraterne og SF et snævert fokus på middelklassens boligøkonomi.

Protestvælgerne, der gennem mere end ti år har stemt på Dansk Folkeparti – som en forståelig reaktion på det globale jordskælv, der har ramt det danske arbejdsmarked – er blevet taget ved næsen.

Er det ikke på tide, at der bliver ført socialpolitik og måske endda noget så gammeldags som boligpolitik (der ikke handler om redning fra flexlån) i Danmark igen? “Den lille mands parti” gør det nemlig ikke.