Alle kombinationer

Noget, akademikere somme tider glemmer at tænke, er at alle fag i virkeligheden er sprogfag. Hvert eneste fag (og det gælder ikke kun i den akademiske biks) har sin egen terminologi. Når en studerende ikke består, er det typisk bl.a. fordi han/hun ikke behersker fagets terminologi. Det vigtigste råd er derfor altid, at man skal lære at tale fagets sprog.

Lad mig illustrere det ved at tage fat i et begreb, der er helt centralt i datalogi. Hvad er et sprog? Det viser sig desværre, at temmelig mange datalogistuderende er ude af stand til at svare præcist på dette. Dette har jeg opdaget både i min egen undervisning og i min gerning som censor. Den simple og korrekte forklaring er, at et sprog er en mængde af strenge over et givet alfabet.

Når vi så begynder at indføre operationer på sprog (og generelt på mængder), skinner problemet endnu tydeligere igennem. Lad A og B være sprog.

Hvad er A \times B? (det kartesiske produkt af A og B) Det er alle kombinationer af A og B, svarer mange studerende.

Aha. Men hvad er så A \circ B? (konkatenationen af A og B) Det er alle kombinationer af A og B, svarer mange studerende.

Aha. Det er nok bedst, hvis vi nøjes med at betragte ét sprog, A. Men hvad er så A^{\ast}? (den refleksive, transitive aflukning af A, bedre  kendt som Kleene-stjerne) Det er alle kombinationer af A, svarer mange studerende.

Ser man det. Men hvad er så \mathcal{P}(A)? (potensmængden af A)? Det er alle kombinationer af A, svarer mange studerende.

Senest har jeg læst studerendes forklaring af gætte-angreb på kryptosystemer, hvor de slyngede om sig med “alle kombinationer” i forsøg på at forklare at der for en nøglelængde x er 2^x binære nøgler af denne længde.

I denne sammenhæng er der mindst to problemer, der mødes. Det første er, at mængdelære fremstår fremmed for mange studerende. Det andet består i en pseudo-præcision: ordet “kombination” bruges til at dække over flere forskellige begreber – en delmængde, en streng, et ordnet par, en kryptografisk nøgle… Det hele lyder flot, men er desværre også tømt for indhold.

Konsekvenserne turde være åbenbare. Det er svært for studerende at lære og at gøre rede for f.eks. gængse konstruktioner i automatteori, såsom produktkonstruktionen og delmængdekonstruktionen, når de ikke når ud over det pseudo-præcise niveau i deres forståelse.

Det er ikke kun de studerendes skyld, at problemet opstår. Det er snart en menneskealder siden, mængdelære forsvandt fra folkeskolens pensum og snart også længe siden, mængderne forsvandt fra de gymnasiale uddannelsers matematikpensum. Var det nu et godt sted at skære?

For pseudo-præcisionens vedkommende kan jeg have mange hypoteser. Måske er det simpelthen svært at udtrykke sig præcist. Men hvis det virkelig er tilfældet, da undrer det mig, at denne kompetence åbenbart ikke bliver prioriteret højere i folkeskole og på ungdomsuddannelser.

I al fald: nogle gange er kampen mod pseudo-præcision en kamp mod vejrmøller. Hvis jeg kunne, ville jeg oprette en bødekasse, så en studerende skulle betale en bøde til sin uddannelsesinstitution på 10 kroner, hver gang han/hun brugte “alle kombinationer” på denne pseudo-præcise facon.

Er der en bedre løsning, der kan komme pseudo-præcisionen til livs? Alle forslag modtages med tak.

Alting og ingen ting

I dag er der en artikel i Information om hvordan revolutionen er gået af mode. Men er den nu det? Det tror jeg bestemt ikke, den er. Og nej, jeg går slet ikke ind for væbnet revolution, for jeg er som hovedregel modstander af vold som middel til konfliktløsning.

Men hvis vi med ordet revolution mener en pludselig, ublodig forandring af et lands strukturer og styreform, der skyldes protester fra en stor gruppe i befolkningen, da tror jeg, at mange mennesker vil kunne forestille sig en sådan revolution. I vores egen verdensdel har der været fredelige revolutioner i min levetid – her tænker jeg på begivenhederne i Tyskland (i det gamle DDR) og det daværende Tjekkoslovakiet tilbage i 1989, der gjorde en ende på mange års diktatur. Og lige syd for Europa har der i år været tilsvarende pludselige forandringer i Tunesien og Egypten, som heller ikke var væbnede oprør. Det var i alle tilfælde langvarige, fredelige protester fra en stor del af befolkningen, der bragte diktaturerne til fald.

Ved CONCUR 2011 i Aachen genså jeg min gamle studiekammerat og kollega Anna Ingólfsdottir, der nu er professor i Reykjavik. Da jeg snakkede med Anna, gik det for alvor op for mig, at der inden for de seneste par år her i Norden er sket noget, der lever op til ovenstående definition på en revolution. Her tænker jeg på begivenhederne i Island siden den alvorlige økonomiske krise i august 2009. Islændingene var særdeles vrede over regeringens håndtering af krisen, og de begyndte at holde åbne protestmøder og demonstrationer foran Altinget, hvor demonstranterne slog med grydeskeer på kasseroller og forlangte at regeringen skulle gå af. Til sidst gik regeringen af, og efter yderligere pres gik også direktøren for den islandske nationalbank af. I “kasserollerevolutionen” var det ikke diktatur, men urimelige økonomiske og politiske forhold, der fremkaldte protesterne og de store forandringer.

Så jeg synes, man skal passe på med at sige, at “revolution er gået af mode”. Forhåbentlig går vold af mode, men ikke forandringer af samfundet. Det er ikke nogen nem tid, de gennemlever deroppe, men min fornemmelse er, at islændingene har fået nyt mod. Det islandske eksperiment med at skrive en ny forfatning ved brug af crowdsourcing er affødt af kasserollerevolutionen, og det er en fascinerende anvendelse af informationsteknologiens muligheder. The Guardian har en spændende artikel fra juni i år om dette, som også er blevet bragt i dansk oversættelse i Information. Jeg har ofte efterlyst en revision af den danske grundlov. Måske var crowdsourcing en model?

Det omrejsende publikationscirkus

I datalogi er det i høj grad konferencerne, der tæller. Mange artikler bliver kun publiceret her. For nogle uger siden skrev jeg om en artikel, jeg havde med til CONCUR 2011-konferencen i Aachen. Det var også en af de artikler, det tog tid at få publiceret. Jeg sendte artiklen ind til en konference i sommeren 2010. Her blev den afvist – bedømmerne syntes ikke, den var spændende nok, og præsentationen var de utilfreds med. Så det gjorde jeg noget ved. Næste forsøg var en konference med deadline i oktober. Klart bedre bedømmelser, men igen blev det en afvisning. Det lykkedes i tredje forsøg.

Mange konferencer afstemmer deres deadlines efter hinanden, så man kan sende ind til næste konference, når man har fået sin afvisning fra den foregående. Mange konferencer har lave acceptrater på kun lidt over 10%, så de allerfleste artikler, der sendes ind, kommer ingen steder hen. På tidsskriftssiden kan det tage årevis, inden en artikel (hvis den bliver optaget) bliver publiceret – det var rigtig slemt for et årti siden, men det er stadig ikke helt godt. Af og til synes jeg, der er tale om et omrejsende cirkus, hvor et stort antal artister hele tiden prøver at få lov til at komme i manegen.

Hvorfor findes der overhovedet videnskabelige publikationer? Bertrand Meyer, der er professor på ETH i Zürich, har et indlæg om det i Communications of the ACM. Han peger på fire typiske bevæggrunde:

  1. Publikationer som PR, hvor man gør opmærksom på sig selv og sine resultater. Men den slags er meget let nu om dage og er langt fra den vigtigste grund.
  2. Publikationer som eksamen. En akademisk karriere er i vore dage helt afhængig af hvor mange og hvor gode publikationer man har. Det er ikke nok at skrive artiklen, den skal også udvælges. Mange forskere er så stolte over at have fået artikler optaget til konferencer optaget med lav acceptrate, at de nævner det igen og igen. (I den forskningsevaluering, der har været på mit institut, dukker denne slet skjulte stolthed da også op!)
  3. Publikationer som forretning. Konferencer skal løbe rundt økonomisk for arrangørerne, og de, der har bidrag med, skal betale for at deltage. Nogle konferencer, men langt fra alle, kan give overskud. Omvendt skal forfatterne ud for at søge om midler til deltagelse – rejse, overnatning og ikke mindst gebyrer.
  4. Publikationer om ritual. De mest banebrydende bidrag følger tit ikke en gængs skabelon, men de fleste “almindelige” artikler er endt med at gøre det. Meyer nævner her afsnittet om “relateret arbejde”. Hvor mange andre end artiklens bedømmere er egentlig så interesseret i dette? (Nej, jeg ved det heller ikke. I artikler, der er tæt på mig selv, er det ikke noget jeg bruger ret megen tid på at læse.)

Og hvad kan vi så gøre ved det omrejsende cirkus? Bertrand Meyer ved det ikke, og jeg gør for så vidt heller ikke. I et andet indlæg (også i Communications of the ACM) foreslår Dan Wallach, der er adjunkt i USA, en helt anden, centraliseret publikationsmodel der skal kunne sikre, at alle resultater bliver tilgængelige, men dog bliver bedømt. Her skulle der være et centraliseret arkiv, som alle kunne tilgå og bruge som udgangspunkt for bedømmelser. Som Wallach selv påpeger, står og falder denne idé med bevæggrund 3 ovenfor – organisationer som ACM og IEEE har sikkert ikke lyst til at give slip på noget, de til dels ernærer sig af.

Det interessante er i al fald, som Bertrand Meyer undervejs påpeger, at de 4 grunde ikke nødvendigvis er i overensstemmelse med de grunde, den enkelte måtte have for at publicere. Her kan jeg passende starte med (eller rettere slutte af med) at betragte mig selv. Jeg vil simpelthen gerne have at andre læser, hvad jeg har fundet frem til, og jeg holder af at høre andres kvalificerede meninger om det og få ny inspiration. Hvor jeg selv sidder, er det desværre temmelig begrænset, hvor gode mulighederne er for det. Hvis vi gerne vil sikre os, at alt kan blive læst, er Wallachs idé måske værd at tænke over.

Flere stikkontakter i auditorierne!

Nu må jeg nok hellere skrive noget om kvalitet i uddannelserne. I forgårs holdt jeg et oplæg for Danske Studerendes Fællesråd om dette emne, og det blev forbavsende vel modtaget.

Mit udgangspunkt var dette:

For få år siden opstod der en forening på Aalborg Universitet, der ville udfordre den dominerende studenterorganisation, Studentersamfundet, og specielt udfordre på et erklæret socialistisk grundlag. Det lød som noget fra dengang først i 1970’erne, så jeg spekulerede på hvad man dog havde som krav. Og hvad var så et af de vigtigste krav, denne nye socialistiske studenterorganisation stillede?

Såmænd at der skulle være flere stikkontakter i auditorierne, så alle studerende kunne have deres bærbare computere tændt under forelæsningerne. Det var her, jeg kunne se, hvordan et nyt studenteroprør fes ud, længe inden det kunne starte. Et andet krav fra den socialistiske studenterorganisation var forresten, at lærebøgerne skulle være “politisk neutrale”. Det lyder heller ikke som et krav, der ville være blevet fremsat for 40 år siden. Men lad os nu lade det ligge. For at ingen skal tro, at jeg er specielt ude med riven efter socialistiske organisationer, vil jeg nævne, at Venstres Ungdom i Aalborg i ramme alvor har udtalt, at de vil have at ”de bedste undervisere i højere grad blev benyttet til undervisning og de bedste forskere i højere grad blev benyttet til forskning.

Hvis jeg skal være rigtig nederdrægtig, vil jeg hævde, at mange krav fra studenterpolitisk side i vore dage enten hæfter sig ved forhold, der formodentlig ikke er af betydning overhovedet (den med stikkontakterne), eller har en i bedste fald misforstået analyse af universitetsverdenen (at forskning og undervisning skal betragtes som separate fænomener).

Jeg så gerne, at der var en mere reflekteret tilgang til diskussionerne af kvalitet i uddannelserne. Det har jeg skrevet en tekst om, som man kan hente her, hvis man har lyst (det er en PDF-fil på 5 sider).

En af mine pointer er, at man bliver nødt til at forstå forskellen mellem de tre begreber uddannelse, undervisning og studier. Vi bruger dem ofte i flæng, men det bør vi holde op med, da de tre begreber ikke dækker over det samme.

En anden af mine pointer er, at der er ved at blive skabt et forskningsproletariat af postdocs i korte ansættelser og et undervisningsproletariat af undervisningsassistenter i korte ansættelser. Postdocs underviser stort set ikke, og undervisningsassistenter forsker stort set ikke. Den forskningsbaserede undervisning forsvinder, og Venstres Ungdoms målsætning, der på papiret ser tilforladelig ud, bliver på denne måde realiseret med lavere kvalitet i undervisningen som en konsekvens.

Det umulige forår?

I går var jeg i København, inviteret af Danske Studerendes Fællesråd (DSF) til at tale om kvalitet i universitetsundervisning. Jeg havde aldrig besøgt deres lokaler før – og så alligevel næsten. Da jeg kom hen til bygningen, vajede det palæstinensiske flag der. H.C. Andersens Boulevard 51 huser nemlig også det palæstinensiske selvstyres repræsentation på 1. sal, hvor DSF holder til i stuen. Tilbage i 2006 var jeg gæst hos den daværende repræsentant Maie Sarraf, da jeg afleverede underskrifter i forbindelse med en underskriftsindsamling, jeg havde organiseret. Den bragte mig en meget kortvarig medieomtale og sikrede mig nogle lidt overraskende omtaler i Aalborg Universitets VBN-database. Jeg husker især besøget hos Maie Sarraf; jeg fik en god samtale om hende om hele den mildt sagt uldne situation i Palæstina (der her blev set i lyset af den dengang sørgeligt aktuelle karikaturkrise), også selv om jeg havde fået et tv-hold på slæb.

Det har altid været garant for en dårlig stemning, hvis man er begyndt at diskutere Israel/Palæstina-konflikten. Der er en masse stærke følelser, en hel del nationalisme på begge sider og nogle temmelig ekstreme holdninger iblandt. Både Israel og Palæstina er for tiden præget af religiøse politikere med sådanne holdninger, så lige nu ligner det mere en blindgyde end nogensinde før.

Det eneste, jeg selv ved, er at en løsning på konflikten skal være en, hvor ingen af parterne føler, at de taber. Ingen af dem kan få imødekommet alle deres krav, da de er indbyrdes modstridende, men der er heller ikke nogen, der må se sig besejret – for så vil konflikten bare rase videre. Det i sig selv er en enorm udfordring.

Samtidig har det længe været åbenlyst for mig, at konflikten er asymmetrisk af natur. Ganske vist bliver israelerne også ind imellem truet af selvmordsbombemænd og raketter, men Israel er en militærmagt med opbakning fra bl.a. USA. Derimod er palæstinenserne hele tiden udsat for systematisk diskrimination og menneskerettighedskrænkelser, og deres internationale status er dertil uafklaret. Alene den såkaldte sikkerhedsmur, der skærer sig vej ned gennem den besatte Vestbred og er med til at komplicere mange palæstinenseres hverdag til noget nær en umulig eksistens, giver mig stor grund til bekymring. I det israelske dagblad Haaretz kan man læse, hvad den polske sociolog Zygmunt Bauman, der har jødisk baggrund, har at sige om muren; det er endog særdeles kritisk.

I dagens udgave af Information har Rune Lykkeberg en særdeles velskrevet kommentar til situationen omkring Palæstina, der igen er aktuel med bestræbelserne på at få Palæstina anerkendt som stat i FN, og i samme udgave har den svenske journalist Göran Rosenberg, der ofte har beskæftiget sig med Israel/Palæstina-konflikten, en interessant artikel om hvordan magtpositionerne i Mellemøsten er ved at ændre sig. Lykkebergs gode spørgsmål er tilsyneladende retorisk, men det fortjener at blive stillet:

Det arabiske forår handler om folk, der kræver selvbestemmelse og suverænitet. Hvorfor er det krav en skandale, når det kommer fra Palæstina?

(P.S. Jeg vil gerne skrive om kvalitet i universitetsundervisningen, bare ikke lige nu.)

42 procent og på skateboard

20110924-091119.jpg

Kvinden på skateboard hedder Maria Klawe, og hun er præsident for Harvey Mudd College, der er et kendt “liberal arts college” i USA. Et “liberal arts college” er en videregående uddannelsesinstitution, der er forskningsbaseret og uddanner op til bachelor-niveau. Nogle af dem har høj anseelse i universitetsverdenen derovre, og Harvey Mudd College er blandt dem.

I en ny artikel kan Business Week berette, at der nu på Harvey Mudd College er 42 procent af de datalogistuderende, der er kvinder – i ikke ringe grad takket være en stor indsats fra Maria Klawe, der oprindelig er fra Canada, oprindelig var matematiker, skiftede karriere til datalogi og siden har gendesignet datalogiuddannelserne ved University of British Columbia.

Hvad er det, der har medført skiftet? Artiklen giver ikke noget klart svar, men peger på at der er sket en ændring i det introducerende programmeringskursus, alle skal tage – man er gået væk fra Java og over til Python. Om dette var årsagen, ved jeg ikke.

Men der er to ting, jeg spekulerer på. For det første om ikke der er bedre begyndersprog end de C-agtige sprog, alle datalogi- og softwarestuderende nu møder. Jeg underviste engang i Standard ML på første semester, og det var et sprog mange undrede sig over først. Men ét aspekt har det til fælles med Python – det fremstår ikke så maskinnært, som Java og andre C-agtige sprog har det med at gøre.

For det andet spekulerer jeg på, om det nu egentlig altid er så god en idé at lave de næsten monolotiske datalogi-uddannelser, vi nu har. Ja, det er vel min egen skyld – jeg har trods alt selv været med til at skrive studieordningerne. Men det er ofte ved tofags-uddannelserne, vi har fået kvindelige studerende på datalogi. De skulle vælge et andet fag ved siden af (typisk) matematik, og datalogi lå både geografisk og emnemæssigt lige for. Også en mand som undertegnede er havnet i datalogi ad denne vej. Denne type valg ligner dem, studerende ved amerikanske “liberal arts colleges” træffer – valget kommer efterhånden, ikke fra første dag.

Nu er tofagskandidater imidlertid en velbevaret hemmelighed, som der ikke bliver gjort meget for. Kunne man mon ændre dette?

At tænke tanken

Der er masser af tænketanke efterhånden, især inden for politik. Måske skulle man lave en tænketank for tænketanke?

Dagbladet Information har lanceret en anderledes en af slagsen, der gør op med den lidt fortærskede form for idégenerering. Det er nemlig tænketanken som crowdsourcing. Udgangspunktet er, at der formodentlig snart kommer en ny dansk regering. I de næste 100 dage er der så mulighed for at opstille forslag til hvordan den nye regering kan løse de udfordringer, Danmark står over for – udfordringer om bæredygtighed, folkeskole, solidaritet, konkurrenceevne osv. Udvælgelsen sker via et sindrigt pointsystem, hvor man kan købe og sælge indflydelse.

Jeg har selv været i gang med at stille forslag. Da avisen forleden reklamerede for tænketanken, nævnte de endda to dem!

Hele ideen er spændende, men der er nogle brugbarhedsaspekter, der generer mig ved web-grænsefladen. Især er det ærgerligt, at man ikke kan ændre titlen på et forslag (jeg havde selv en trykfejl i en titel, og den hænger mit projektforslag på) og at brugere ikke kan gå sammen om at slå beslægtede forslag sammen. Siden kan vises fint i Safari og Firefox, mens den ser forkert ud i andre browsere (bl.a. Camino). Men pyt. Ideen er som sagt god. Besøg 100 dage på http://100dage.information.dk og vær med til at tænke tanker.

En oplagt julegaveidé

Jeg har netop haft møde med fire grupper af studerende på første studieår på datalogi/software-holdet på Aalborg Universitet. Ingen kommentarer om deres projektarbejde; det er gået, som det skal. Men der var noget, der er blevet stadig mere vigtigt for mig: Vores nye studerende skal kunne gå til projekteksamen på den måde, projekteksamen er tænkt som på AAU (og RUC )- nemlig som en gruppeeksamen.

En af den afgående regerings urimeligheder (og der er som bekendt mange, hvis man spørger mig) var at forbyde gruppeeksamen. De partier, der nu har et flertal i Folketinget, har alle talt for at dette forbud skal ophæves. Lad det ske, og gerne inden 2011 er omme.

Jeg kan heldigvis se, at Magnus Pedersen, der er nyvalgt formand for Danske Studerendes Fællesråd, gør sig helt tilsvarende tanker i Metro Xpress i dag.

(Og sådan lykkedes det mig så åbenbart at skrive om politik alligevel.)

Elektricitet er et mysterium!

Et af de underligste og mest forstemmende fænomener, jeg kender, er kreationisme. I USA er kreationismen som bekendt uhyggeligt indflydelsesrig. Ikke helt få ledende politikere derovre har bekendt sig til denne tilsidesættelse af naturvidenskabelig erkendelse. Der findes et stort udvalg af kreationistiske lærebøger, som gør det muligt for børn i kristne skoler helt at undgå at stifte bekendtskab med sædvanlig naturvidenskab. Ovenfor er vist en side fra en bog for 4. klasse i det, der vel svarer til “natur og teknik”. Man skulle tro, at der var tale om en parodi, men det er det desværre ikke. Så jeg ved ikke, om jeg skal grine eller græde.

Kreationismen kan iklæde sig flotte matematiske gevandter (især såkaldt “intelligent design” gør en dyd ud af det), men neden under kreationismen ligger altid dogmet “Appel til uvidenhed”, og det lyder

Her er et fænomen, som jeg ikke kan forklare. Derfor kan ingen andre forklare det. Derfor vil fænomenet aldrig kunne forklares. Og derfor må der ligge en højere magt bag. I bedste fald er andre forklaringer teorier, og man kan ikke udtale sig om sandhedsværdien af en teori.

Lærebogssiden ovenfor er én stor appel til uvidenhed. Et andet eksempel er et kapitel om Månen  fra en anden tilsvarende bog (tilgængelig fra forlagets websted) – her handler kapitlet mest om at forklare, hvorfor vi intet ved om Månens oprindelse, ved at betvivle eksisterende forklaringer. Ja, der findes teorier om at Månen kommer fra samme protoplanet som dannede Jorden ved solsystemets fødsel, men det er “bare en teori” – så vi ved intet.

Naturvidenskab er det stik modsatte af denne let organiserede uvidenhed. I sit ideal handler naturvidenskab om at mindske uvidenhed og om at være intersubjektiv – en videnskabelig teori skal kunne undersøges uafhængigt af f.eks. religiøse anskuelser og en videnskabelig teori skal kunne falsificeres. Kreationistiske forklaringer om guddommelig indgriben vil aldrig kunne falsificeres.

Kreationismens holdning om at der kun er teorier er tilsyneladende et tolerant syn på naturvidenskab, men reelt er den det stik modsatte. Når alle forklaringer er lige gyldige, bliver de nemlig også ligegyldige. Og det ubehagelige spørgsmål er nu uvægerligt dette: Hvorfor skal man så netop undervise i kreationistisk “videnskab”, hvis det hele alligevel bare er “teorier”, der ikke kan underbygges eller falsificeres? Hvorfor overhovedet bedrive naturvidenskab, hvis vi ikke kan opnå viden?

Et helt oplagt svar er selvfølgelig: Anvendelserne af naturvidenskabens resultater i teknologi, for de er med til at legitimere naturvidenskaben på bedste vis. Jeg tvivler på at f.eks. solceller, der producerer elektricitet, er opfundet af en kreationist.

Jeg skal her til sidst huske at gøre to vigtige forbehold:

Her er det første. Kreationismen er slet ikke en kristen specialitet. Der findes også muslimske kreationister (f.eks. den indflydelsesrige tyrker der kalder sig Harun Yahya) og hinduistiske kreationister (bl.a. Hare Krishna’erne er kreationister), men interessant nok ikke ret mange jøder, der er kreationister – interessant, når man tænker på hvordan kristendom og islam bygger videre på jødedommen.

Og her er det andet. Der findes (gudskelov, om jeg så må sige) faktisk også mange mennesker, der ikke er kreationister, selv om de bekender sig til en religion. Ja, faktisk findes der dygtige anti-kreationistiske, men religiøse videnskabsfolk (et eksempel er den amerikanske palæontolog Robert Bakker). Dette viser da også netop, at naturvidenskabens ideal om intersubjektivitet og uafhængighed af anskuelser er det rigtige at stræbe efter.

Af jord er vi kommet

Nu kommer der er rigtig showstopper her på bloggen. Ingen har lyst til at tænke på døden, heller ikke jeg. Jeg har halvt i spøg ofte sagt, at jeg vil brændes, hvis jeg dør. Alle håber vi, at livets afslutning er blevet afskaffet, når vi en dag når dertil.

Men en dag er der ikke mere tid, og snart er der heller ikke mere plads. I Storbritannien (eller i al fald i England) er de allerede ved at løbe tør. Gravpladser fylder en hel masse, og også urner skal være et sted. Der findes i hvert fald to økologiske alternativer:

  • Resomation: Man kan opløse det bløde væv i en steril (og forhåbentlig nedbrydelig) væske og si knoglestumperne fra. Væsken ledes ud i kloakken; knoglestumperne overdrages til de efterladte.
  • Promession: Man frysetørrer den døde ved nedsænkning i flydende kvælstof. Herefter kan liget let pulveriseres. Det lugtfri, sterile pulver placeres i en biologisk nedbrydelig kiste af majsstivelse og begraves. Efter 6-12 måneder er hele herligheden væk.

Når jeg tænker på disse to metoder, er der heller umiddelbart ikke nogen af dem, der appellerer til mig. Men så tænker jeg: Hvorfor ikke? Når jeg er død, har “jeg” ikke længere brug for en krop. Tilbage er alt, det min eksistens har ført med sig af efterkommere (jeg har en datter), produkter af min tankevirksomhed (jeg har f.eks. skrevet en bog) og venskaber. Der er også – ikke at forglemme – de minder, andre måtte have. På denne måde lever vi alle videre. Måske skal det være promession alligevel? Kloakken er trods alt ikke lige noget for resterne af mig.