Sig nej!

Her er for en gangs skyld en helt utilsløret opfordring til aktivisme. Billedet ovenfor må aldrig blive virkelighed.

Høringen om den 3. Limfjordsforbindelse i form af en 4-sporet motorvej er i gang. Formålet med en sådan høring er at høre de borgere, der berøres af forslaget. Hvis ingen svarer,  er det naturligt at slutte, at ingen bliver berørt. Men der er mange mennesker og mange biotoper, der vil blive berørt af en 4-sporet motorvej gennem Nørresundby, Lindholm, Aalborg Vestby, Mølholm, Hasseris Enge og Østerådalen. Ideen om at sende store mængder biltrafik gennem nogle af Aalborg kommunes vigtigste grønne områder er intet mindre end en skændsel i tider som disse, hvor der tales om bæredygtig udvikling og \mathrm{CO_2}-neutralitet. Vi har brug for miljøvenlige alternativer, ikke øget bilisme. En artikel i Politiken viser desværre, at debatten om klimaforandringerne fylder meget lidt i disse dage. Som nordjyde ser jeg også gerne vores landsdel kendt for noget mere visionært end de næsten refleksagtige krav fra visse interessegrupper om flere motorveje.

Besøg hjemmesiden for borgerbevægelsen mod en motorvejsforbindelse og find ud af hvordan også du, kære læser af denne blog, kan afgive et høringssvar.

Hyldest til Samuel Beckett

Irsk-franske Samuel Beckett var en af skaberne af det absurde teater og er bl.a. kendt for stykket 'Mens vi venter på Godot'.

I dag ringede jeg til det telefonselskab, jeg er kunde ved. Følgende samtale udspandt sig med den tekniske supporter fra København:

– Jeg ringer, fordi jeg ikke kan komme på mobilnettet. Det har jeg slet ikke kunnet hele dagen i dagen. Når jeg prøver at ringe til nogen, bliver jeg sparket af med det samme.
– Så almindelige samtaler og SMS fungerer altså godt nok?
– Nej, jeg kan jo netop ikke ringe eller modtage opkald. Telefonen siger “Ingen tjeneste”. Jeg har heldigvis en fastnettelefon; ellers kunne jeg slet ikke ringe til dig om dette her problem.
– Der er nogle problemer med de to master nærmest dig, kan jeg se. Du kan bruge vores samarbejdsaftale med et andet telefonselskab og gå på deres net.
– Det prøver jeg nu. Det hjælper heller ikke.
– Så kan du gå ind på vores webside og se driftstatus i dit område. Det vil jeg anbefale dig at gøre. Den er så desværre ikke opdateret for dit område, så du kan ikke se hvordan det er.
– Hvorfor er der problemer med masterne?
– Vi har været nødt til at opdatere, fordi der har været problemer med vejret.
– Med vejret?
– Ja, der har været et stort vejr inden for de seneste 14 dage.
– Hvad vil det sige, at vejret var stort?
– Det var et rigtig stort vejr.
– Stort?
– Ja, det største uvejr i Danmark i de seneste 20 år.
– Det regnede lidt i fredags her i Nørresundby, men der var ingen oversvømmelser her den lørdag, hvor København blev ramt.
– Ikke det?
– Nej. Vi havde tørvejr og høj sol.
– Det var mærkeligt. Har du prøvet at slukke telefonen og tænde den igen?
– Ja, det har jeg. Og jeg har taget SIM-kortet ud, blæst trykluft i telefonen osv. Det hjalp heller ikke.
– Gjorde det ikke det?
– Nej. Hvornår er driftsforstyrrelserne overstået?
– Det kan jeg ikke sige. Jeg håber, det bliver i dag. Er der andet, jeg kunne hjælpe med?
– Jeg ville bare gerne kunne ringe til nogen og modtage opkald.

 

Tag mig hjem nu, Gustav Mahler

Det er lidt underligt med klassisk musik. Mange, der hører “rytmisk musik” synes, det er noget underligt elitært noget. Nogle – og det ser især ud til at være metal-segmentet – synes, at der er masser af lighedspunkter mellem deres genre inden for “rytmisk musik” og klassisk musik. Selve ordene er underlige: “Klassisk musik” har også rytme og kan være meget kropslig og dansabel, mens “rytmisk musik” kan være det stik modsatte. Den “rytmiske musik” har fostret en masse klassikere, og der er en masse glemte døgnfluer i “klassisk musik”.

Da jeg var 10-11 år gammel så jeg et tysk tv-program, der hed “rock møder klassisk”, hvor operasangere og musikere fra bl.a. Deep Purple spillede sammen. Det var bare noget larm, tænkte jeg.

Nej, for mig startede det for alvor med Gustav Mahler og hans Symfoni nr. 1. Mange andre, der vover sig ud i klassisk musik starter med såkaldte “populære klassikere” som Tjajkovskijs 1812-ouverture eller Vivaldis “De 4 årstider”. Men jeg fandt Mahlers Første i Fona (på opfordring af min gamle studiekammerat Lars Fischer) for en halvtredser og var, som man siger, hooked. Så fandt jeg en billig lp med musik fra Luchino Viscontis film Døden i Venedig. Det var nogle satser fra Symfoni nr. 5 og 7, og den lp skamhørte jeg, indtil jeg tog mig sammen til at få fat i symfonierne i deres helhed med henholdsvis Bernstein og Maazel på podiet.

Efterhånden har jeg fået anskaffet mig alle symfonierne plus sang-cyklusserne Das Lied Von Der Erde, Kindertotenlieder og Des Knaben Wunderhorns. Jeg får ikke desværre hørt Gustav Mahler så tit, som jeg gerne ville – det er musik, der kræver koncentration og forholdsvis god tid uden forstyrrelser. Men her i ferien skal det være, om det så bare bliver på min gamle iPhone.

Det, Gustav Mahler kan, er at bruge det store symfoniorkester som instrument til at udtrykke en hel masse forskellige følelser. Ikke sært, for manden var en af sin tids største dirigenter. Der er den svimlende natur (Mahler var fra Østrig og holdt meget af Alperne), sorgen, humoren, ironien (masser af den!), triumf, fiasko, kærlighed, dissonans, tvivl og tro. Og så er der en masse gode melodier – en del af dem brugte Mahler også i sine sange først. En rockkritiker ville nok kalde Gustav Mahlers symfonier for meget filmisk musik, og det er da heller ikke kun Visconti, der har brugt ham på lydsporet. Flere af Mahlers værker har religiøse temaer (især den Anden og den Ottende) og i en del af symfonierne bliver der sunget, og det endda på tysk, men det bør nu ikke afskrække nogen.

Mahlers værker kan være både inderlige og overrumplende. Prøv at høre efter i Symfoni nr. 5, anden sats, hvor der bygges op til et Star Wars-agtigt tema, der ender som en punkteret cykel. Eller i Symfoni nr. 10, første sats (den eneste, Mahler nåede at få lavet helt færdig inden sin død som kun 51-årig), hvor en mægtig, vrængende dissonans får hele den møjsommeligt opbyggede ro til at falde til jorden med et brag. Omvendt er der masser af triumf, når Mahler er i godt humør – f.eks. sidst i Symfoni nr. 1 eller i Symfoni nr. 7, hvor en Wagner-agtig finale lukker sollyset ind.

En kontinentaldanskers besøg i Rigets Centrum

Jeg er netop hjemvendt fra København, hvor jeg dels skulle overvære og muligvis deltage i poetry slam på Ofelia Beach, dels være det overraskende indslag til min brors 48-års fødselsdag. I toget derover opdagede jeg, at vores lokale Nørresundby-deltager Jan Nygaard også var med, så jeg fulgtes med Jan til frokost hen til den lille Café N, der ligger på Blågårdsgade 17. “Har du boet i København, siden du sådan kan finde rundt?” spurgte Jan. Og nej, det har jeg aldrig. Men jeg har været på Café N før. Det er et lille, prisbilligt vegetarisk spisested, lidt spartansk indrettet og i en del af byen, der har ry for at være hjemsted for det, man nord for Limfjorden ville kalde for ballade. Men det er også et hyggeligt sted, og jeg kan se, at det også har fået positive anmeldelser i medierne i form af en nominering til Årets Café (underforstået: i København). Maden er god, og af drikkevarer kan man vælge mellem friskpresset frugtsaft og øl, der er dels tysk, dels thy’sk. Ejeren er en venlig mand, der bemærkede min Amnesty-t-shirt og havde tid til en sludder med os. Det var meget nemt at overtale ham til at melde sig til vores gratis Amnesty Lifeline, hvor man (helt gratis!) kan skrive under på aktuelle sager pr. sms. Det må de, der der læser med her, også meget gerne gøre. Sådan én café skal vi da også have i Aalborg, ikke? Hvem blandt denne blogs læsere (hvis der er nogen, der læser dette) melder sig til at åbne sådan et sted?

Vi ankom til poetry slam fra Café N i sidste sekund. Jeg blev i tilskuerrollen og kunne læne mig helt tilbage i solskinnet der i Rigets Centrum. Placeringsmæssigt gik det ikke helt så godt for Jan, som man kunne have håbet. Måske skulle han ikke have ladet tweedjakke og butterfly blive hjemme. Vinderen blev – helt fortjent i øvrigt – Kim Linnet fra Svendborg, men standarden var generelt høj. Og så er der forresten da også hyggeligt på Ofelia Beach med en lidt distraherende god udsigt ud over vandet over til bl.a. operahuset.

Fødselsdagen til sidst var en god overraskelse, og ikke mindst da for fødselaren, der hverken havde regnet med at få en fest eller et besøg fra det danske kontinent. Jeg fik hilst på mange af hans venner og selvfølgelig også fået et godt gensyn med hans kone og børn. Min bror kan ikke lide øl (!), men jeg havde medbragt barley wine fra Horn Dog, en dubbel fra Westmalle, en amber ale fra Brew Dog og en IPA fra Aalborgs egne Black Rooster. Og det fik jeg lov til at have helt for mig selv strakt ud over den lange aften.

435 kr.

Hvad dækker 435 kroner over? En god flaske champagne? Måske en treretters menu på en nyåbnet restaurant? Noget nyt tøj? Et par bøger fra bogklubben? Og hvad har det med menneskerettighederne at gøre?

I en pressemeddelelser fra Mellemfolkeligt Samvirke fra sidste sommer kan vi se, at 435 kr. var det beløb, H&M betalte i skat i Bangladesh i 2008. Er beløbet mon større nu? Det kan dårligt blive mindre. Og det er bestemt ikke, fordi Hennes og Mauritz er en underskudsgivende forretning; ifølge pressemeddelelsen er deres årlige omsætning større end det samlede statsbudget i Bangladesh, De multinationale selskaber flytter helt systematisk deres overskud i skattely. H&M er ikke værre end så mange andre, men bestemt heller ikke bedre.

En artikel i Politiken omtaler en undersøgelse af arbejdsvilkårene på tekstilfabrikker rundt om i Det Globale Syd. Det er fabrikker, der er underleverandører til store tøjmærker (en liste er nævnt i artiklen). 83 fabrikker indgår i undersøgelsen, og ingen af dem udbetaler en løn til arbejderne, der svarer til det, FN kalder en leveløn. En leveløn er defineret som den løn, der kan forsørge en lille famillie på beskeden vis og som FN kalder en menneskeret.

Hvor køber jeg så selv tøj henne? Denne blogs læsere kan forhåbentlig regne ud, at det ikke er i H&M. Jeg prøver konsekvent at finde tøj, der både hvad angår udseende og produktion kan kaldes bæredygtigt. Nemt er det ikke; jeg er i det store og hele henvist til at handle på nettet. Hermed mit ønske om tøjforretninger, der kan være sig selv bekendt.

Jeg er træt af de bløde værdier

Sommetider bliver jeg mindet om min egen følelsesmæssige uformåen; det sker for alvor, når jeg bliver alt for vred eller giver op og smækker med døren. Vrede, opgivenhed og sanktioner er nemme strategier, tilgivelse, forståelse og løsninger er svære, men nødvendige.

Hvorfor kommer jeg til at tænke på det netop nu? Fordi Margrethe Vestager nu kritiserer Socialdemokraterne og SF for deres retspolitik. Og den gamle socialdemokratiske justitsminister Ole Espersen (som jeg tidligere har nævnt her på bloggen) undsiger sit gamle partis retspolitik. Jeg er uden for partipolitik, men som denne blog afslører, giver jeg dem ret.

Den hyppigt adspurgte politiske kommentator Henrik Qvortrup fra TV2 News siger til Politiken:

Meldingerne kan jo med blå briller bruges i en valgkamp til at skabe tvivl om, hvad det i virkeligheden er som rød blok vil i forhold til retspolitikken. Simpelthen sætte spørgsmålstegn ved, om de vil føre en slap retspolitik, og den vej rundt er det enormt irriterende for S-SF.

Margrethe Vestager og Ole Espersen står således for en “slap” holdning. Det er til gengæld godt at “stramme op” og være “hård”.

Men hvad for nogle værdier er egentlig “slappe” og “bløde”, og hvilke er “hårde”? Jeg blev mindet om en artikel fra Center for Vild Analyse fra oktober 2010. Her kigger den vilde analytiker igen gennem spejlet og skriver:

Lad os vende betegnelserne om: De hårde værdier i livet er dem, der angår os allermest og kan være sværest at konfrontere. Det er døden, sorgen, kærligheden, sindets helbred og vore relationer til hinanden. Det er hårdt at opleve, at ens kære går bort. Det er hårdt at tage sig af dem, hvis de bliver svage. Det er hårdt at være forælder og lære sine børn, at de skal lytte til andre og lege og glædes og forundres og spise pandekager og drikke saft, samtidig med at man skal passe sit arbejde og ikke lade sin træthed gå ud over kolleger eller venner eller kærester. Det er hårdt at tale med en ven, der lider af angst. Det er hårdt at tage sig af hinanden, og det er hårdt at opføre sig anstændigt, hvis alle omkring én bliver grebet af gruppehysteri eller udleverer hinanden bag deres rygge. De bløde værdier er dem, vi vælger, når vi ikke tror på, at vi kan klare at holde ved de hårde.

Det er omvendt bløde værdier, når hjemmeplejen skæres ned til et minuttyranni, for at rige mennesker kan få endnu flere bløde værdier som fladskærme og lystbåde, der kan beskytte dem fra at leve ordentlige liv. Det er bløde værdier, når man vælger hån og spot og latterliggørelse i stedet for den hårde, lange, seje kamp for at vinde respekt, gensidighed og udvikling. Og det er bløde værdier, når man kaster sig ud i meningsløse krige for at fremstå som handlekraftig, men i virkeligheden bare lægger sig i slipstrømmen af den stærkeste tyran i klassen.

Koste, hvad det vil

Her på grænsen til ferien kan jeg ikke lade være med at stille spørgsmålet: Hvorfor er det et mål i sig selv, at man skal arbejde og helst også skal bringes hurtigt i arbejde, koste hvad det vil? Jeg forstår det ikke, men jeg er heller ikke beskæftigelsesminister. Jeg er som regel glad for at lave det, jeg gør, men sådan er det ikke alle, der har det. Nogle mennesker har svært ved at arbejde, kan måske endda slet ikke. Det kan ikke passe, at dette at have et arbejde skal ophøjes til at være et ideal for alle.

Ifølge Politiken vil Københavns kommune nu holde op med at indkalde omkring 1000 psykisk syge, misbrugere og handicappede til jobsamtaler i en erkendelse af, at der skal noget andet til. Lignende initiativer er i gang i Odense og Aalborg.

Men til TV2 News udtaler Inger Støjberg (her citeret fra Berlingske):

De vælger den nemme løsning og sender dem en check hver måned. Det er som at sige, »du kommer ikke tilbage på arbejdsmarked, vi forventer ikke noget af dig.« Jeg synes aldrig nogensinde, man skal opgive nogen…

Det er helt klart ikke Inger Støjberg, der vælger den nemme løsning. Udgifterne til aktivering af denne målgruppe er nemlig tydeligt voksende, og effekten ser samtidig ud til at være lille. Dette er dokumenteret i en rapport fra Rigsrevisionen sidste år, hvor de bl.a. skriver:

I 2006 var de samlede offentlige udgifter til aktivering af ikke- arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere ca. 1,6 mia. kr., beregnet som den forholdsmæssige andel af totaludgiften til aktivering af alle kontanthjælpsmodtagere. I 2009 var de samlede offentlige udgifter til aktivering af denne gruppe ca. 2,3 mia. kr. Statens udgifter har i perioden udgjort ca. 1⁄3 af det samlede beløb. I samme periode faldt antallet af ikke-arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere fra godt 73.000 til godt 69.000 fuldtidspersoner.

Der er masser af holdninger til “de svage i samfundet” hos regeringen, men empatien er svær at få øje på blandt de abstrakte idealer om arbejde som et mål i sig selv. Klientgørelsen er heller ikke et godt valg, men det er så heller ikke det eneste alternativ til gentagne forsøg på aktivering. Det er på høje tid at finde en anden, empatisk holdning til de mennesker, der er psykisk syge, har misbrugsproblemer eller er handicappede. Livskvalitet er ikke lig med arbejde.

Inger Støjberg trænger kort og godt til et kærligt skub, som hun nok selv ville have formuleret det.

Jeg er ikke hykler (men det er de andre)

Jeg har luret lidt på en bog af den amerikanske psykolog Robert Kurzban, Why Everyone (Else) Is a Hypocrite: Evolution and the Modular Mind. Det lille klip ovenfor giver mig endnu mere lyst til at læse bogen nu. Og nej, jeg er så afgjort ikke hykler – jeg er derimod en menneskelig smartphone, fuld af spændende og højt specialiserede apps.

Der er fred i Yemen!

Nej, desværre. I dag blev 11 dræbt og 8 såret. Men de danske medier glemmer det. Der er nemlig ikke mange civile danskere i Yemen, og slet ikke nogen danske tropper. De danske medier minder efterhånden lidt for meget om de amerikanske, hvor verden uden for USA har det med at forsvinde i stort omfang eller bliver reduceret til en trussel mod USA.

Måske skal det være sådan? Man kan blive helt ør af de mange nyheder fra rundt om i verden, så det er da godt, at journalisterne sorterer indtrykkene for os, eller…?

Det, der bekymrer mig, er at der bliver sorteret i et sådant omfang, at konflikter, der ikke er “godt stof” bliver glemt. Glemte konflikter har det med at udvikle sig særlig slemt; når ingen kigger, kan krigens parter slippe af sted med lidt af hvert. Et sørgeligt eksempel på dette er afslutningen på borgerkrigen i Sri Lanka, hvor den britiske tv-kanal Channel 4 har kunnet afsløre noget, vi egentlig godt vidste – nemlig at den srilankanske hær begik omfattende massakrer i nedkæmpningen af LTTE (de Tamilske Tigre).

3n + 1

Et velkendt problem på grænsefladen mellem talteori og algoritmeteori er Collatz’ formodning. Det skyldes den tyske matematiker Lothar Collatz, stammer fra 1937 og er meget nemt at forklare:

Vælg et naturligt tal n som x_0.

Sæt nu x_{i+1} = 3n+1 hvis n er ulige og x_{i+1} = n/2 hvis n er lige.

På denne måde får vi en følge af værdier x_0, x_1, x_2, \ldots. Det er ikke svært at se, at hvis x_k = 1, vil følgen fra da af være periodisk med elementerne 1,4,2,1,4,2,\ldots. Det er meget nemt at skrive et lille program, der beregner værdierne i følgen, og det viser sig hurtigt, at med alle de startværdier man kan komme i tanke om, ender vi på et tidspunkt med værdien 1. Hvis det er ved x_k, vi når til 1 første gang, kalder vi k for følgens længde.

På grafen ovenfor kan man se følgens længde som funktion af startværdien for mindre værdier af denne.

Men gælder det virkelig altid at en følge har en længde? Dvs. når vi altid frem til 1 til sidst? Collatz’ formodning er, at det altid er tilfældet. I matematik er det som bekendt ikke nok med anekdotisk evidensgrundlag; der skal et generelt argument til. Den tyske matematiker Gerhard Opfer, som i sin tid havde Collatz som vejleder, har i år hævdet at have bevist Collatz’ formodning, men han har for nylig måttet trække sin påstand tilbage. Et lidt kynisk argument for at der måtte være en fejl er, at et påstået bevis på kun 11 sider næppe kan være korrekt! Paul Erdös sagde i sin tid, at matematikken endnu ikke er rede til at kunne levere et bevis – og tilbød 500 dollars i præmie til den, der kunne.

Men er Collatz’ formodning overhovedet vigtig? Som i så mange andre tilfælde er svaret, at det afhænger af definition af vigtighed. I en grundforskningssammenhæng er svaret et ubetinget ja, for som det er tilfældet for så mange andre åbne problemer i de matematiske fag, har arbejdet med Collatz’ formodning kastet en masse interessante matematiske opdagelser af sig. På Wikipedias udmærkede side om Collatz’ formodning kan man læse meget mere om disse.

F.eks. viste Kurtz og Simon i 2007, at man kan generalisere problemet til såkaldte Collatz-funktioner og bevise, at det er uafgørbart om en given Collatz-funktion og en given startværdi vil give en følge, der ender i 1. Beviset bygger på en generalisation af et resultat af John Conway, der kun kan håndtere startværdier på formen 2^k. Det spændende ved sådanne beviser for uafgørbarhed er, synes jeg, at de afslører at et begrebsapparat er “tilpas interessant”.

Kurtz og Simons resultat siger ikke noget om Collatz’ formodning. Formodningen handler ikke om afgørbarhed, og selve formodningen er trivielt afgør – den er jo enten sand eller falsk. Hvad der så faktisk er tilfældet, ved vi derimod ikke.