Erobring af sproget

Fra George Orwells 1984 kender vi begrebet “newspeak”, eller, som det kom til at hedde på dansk, “nysprog”. Newspeak var et systematisk forsøg på at ændre tænkemåden gennem at erobre sproget. Et berygtet eksempel var folkedemokratierne, der var alt andet end det. Også i vore dage prøver man også at erobre sproget ved at tage positive begreber til sig. Jeg tænker på et fænomen på højrefløjen som Trykkefrihedsselskabet, der bruger plusordet “frihed” i det, der reelt handler om at være en nationalistisk, anti-muslimsk forening. Eller tænk på Kvinder for Frihed, der som væsentligste programpunkt har et forbud mod muslimske hovedtørklæder.

Seneste forsøg på sprogerobring er Bæredygtigt Landbrug, som her i foråret har haft en massiv annoncekampagne i medierne. Tale om bæredygtigt landbrug har jeg tidligere kun set i miljøorganisationers sprogbrug (f.eks. hos Dansk Naturfredningsforening); begrebet bæredygtighed stammer fra Brundtlandrapporten fra 1987, hvor det defineres som det, der

“skaffer menneskene og miljøet det bedste uden at skade fremtidige generationers mulighed for dække deres behov”

Men foreningen Bæredygtigt Landbrug har en noget anden profil, der leder tankerne hen på USAs anti-miljøbevægelse med det tillokkende navn “Wise Use”. Foreningen Bæredygtigt Landbrug har en formålsparagraf (citeret efter foreningens webside) der lyder:

  1. Vi skal have afskaffet de økonomisk belastende dele af Grøn Vækst.
  2. Vi skal sikre os mod nye indgreb.
  3. Vi skal have afskaffet skatter og afgifter, der belaster erhvervet økonomi i forhold til vore konkurrenter.

Ikke meget om fremtidige generationers behov eller miljø dér.

Formanden er godsejer Christian G. Castenskiold, og blandt foreningens seneste aktiviteter er – ud over annoncekampagnen og en stor traktordemonstration i København – en stævning mod Dansk Naturfredningsforenings direktør René La Cour Sell for udtalelser om, at landbruget gennem de senere år har været skyld i op til 400 lukninger af drikkevandsboringer.

I en artikel i Landbrugsavisen fremgår det, at Bæredygtigt Landbrug faktisk står bag Liberal Alliances landbrugspolitik. Interessant nok var René La Cour Sell i sin tid medlem af Liberal Alliances forgænger, Ny Alliance.

Den lille lysegrønne ø

Egholm er en ø mellem Aalborg og Nørresundby. Dens fastnet-telefonnumre starter med 9817 som i Nørresundby, men dens postnummer er 9000 Aalborg. På Egholm er man altid kun i kort afstand fra Aalborgs midtby, men stilheden er den store, gribende forskel. Her er der marker og grusveje, en lille smule skov og vadefugle på tyste sandstrande. Inde midt på øen, grænsende op til en gigantisk rapsmark, er Egholm by, en typisk lille landsby med en lille klynge huse og en købmandsbutik, der har åbent kun om søndagen.

Egholm har været et udflugtsmål for mig lige siden min studietid, hvor matematik- og datalogistuderende og deres undervisere hvert forår drog dertil på udflugt tidligt i juni, hvor vejret var bedst. Det var dengang, vi holdt til på Strandvejen 19, lige op til Aalborgs vestby og i bekvem cykelafstand fra Egholmfærgen.

Egholm er nu blevet offer for planerne om en tredje Limfjordsforbindelse. Hvis vi ikke får dette standset, vil øen en dag blive gennemskåret af en motorvej, og stilheden vil være en saga blott. Mit løfte er dette: den dag, bulldozerne bliver kørt i stilling, vil jeg sætte mig i et træ. Kald mig naturromantiker. Kald mig bagstræberisk. Kald mig sentimental. I har sikkert ret. Måske/forhåbentlig vil recession og ændret miljøbevidsthed gøre min protest overflødig. Jeg håber det.

Uden empati

Jeg har netop læst en interessant bog af den engelske psykiater og hjerneforsker Simon Baron-Cohen, Zero Degrees of Empathy. Bogen er temmelig ny, fra april i år. Som så mange andre har Baron-Cohen spurgt sig selv, hvorfor der er så megen ondskab i verden. Hvor mange i tidens løb enten har trukket på skuldrene og opgivet at finde et svar eller har defineret ondskab som en primitiv, uforklarlig naturkraft, går Baron-Cohen anderledes til værks. Han ser ondskab som det modsatte af empati og prøver at forstå, hvad empati skyldes og hvordan empatien kan blive væk.

En del af inspirationen bag Baron-Cohens arbejde kommer fra hans jødiske baggrund; hans bedstefar flygtede fra forfølgelser i Østeuropa og hans far kendte Holocaust-overlevere – og selv har Baron-Cohen reflekteret en del over Israel/Palæstina-konflikten. Han undlader i sin korte bog at komme med noget direkte bud på, hvad der skal gøres ved denne langvarige og sørgelige konflikt, men har dog fat i en meget lang ende: som mange andre konflikter handler også denne om manglende empati fra begge parter.

Empati er den indlevelse i et andet menneskes følelser, som de fleste mennesker mestrer i større eller mindre grad. Nogle mennesker har imidlertid slet ingen empatisk evne, og det er dém, der er bogens fokus. Baron-Cohen skelner mellem Zero-Negative-individer, der ikke kan være empatiske og hvor konsekvenserne for omverdenen kun er negative, og Zero-Positive-individer, hvor konsekvenserne for omverdenen også kan være positive. Psykopater, narcissister og borderlinere er Zero-Negative, mens autister og mennesker med Aspergers syndrom er Zero-Positive.

Der er en del fysiologiske forklaringer i bogen på hvordan empati manifesterer sig i hjernen, og dem er jeg stadig ikke helt sikker på at jeg forstår i detaljen. Men bogens emne og fokus er vigtigt, og den er hermed anbefalet.

Hvis nogen synes, efternavnet Baron-Cohen lyder bekendt, er det ikke så sært. Simon Baron-Cohens fætter er den engelske skuespiller Sascha Baron-Cohen, der er kendt fra filmkomedier som Borat, Brüno og Ali G.

Bon Iver er tilbage

Der er gået 4 år siden Bon Iver udsendte For Emma, Forever Ago. Dét album holdt jeg meget af (og det gør jeg bestemt stadig). I mellemtiden har Justin Vernon været gæst hos så forskellige musikere som The National og Kanye West og udsendt ep’en Blood Bank. Om 3 uger, den 20. juni, kommer omsider et nyt album, der bare hedder Bon Iver. Ovenfor kan man høre det første nye nummer, “Calgary”, og det lyder da lovende, ikke?

Idealister eller forbrydere?

Ann-Sophie Hemmingsen, der er PhD-studerende ved DIIS, har et tankevækkende indlæg i dagbladet Information i dag affødt af sagen om bombemanden Lors Doukaev. Blandt andet skriver hun:

Sammenligner man Doukaev’s historie med andre personer, som p.t. er mistænkt for planlægning af terror rettet mod Danmark, er den ikke usædvanlig.

David Headley, som i USA har tilstået planlægning af et angreb på Jyllands-Posten, har både været involveret i narkosmugling, fungeret som agent for amerikanske myndigheder og jongleret adskillige hustruer og veninder.

De fire svenskere, som kort før nytår blev anholdt i København mistænkt for at planlægge et angreb på Jyllands-Posten, har ligeledes kulørte baggrunde; én har en dom for mishandling, en anden er dømt til retspsykiatrisk behandling efter overfald og seksuelle krænkelser mod børn og voksne, og en tredje har en fortid som narkomisbruger og domme for hustruvold og dødstrusler

Disse historier ligger langt fra historierne om intellektuelle, fromme og frelste personer som bin Laden og al-Zawahiri og fra den almindelige forestilling om individer, som er organiseret eller inspireret af al-Qaeda.

Hvis vi tænker på terrorister som “idealister”, spiller vi med på deres spil og giver dem indirekte en form for legitimitet, og i nogle ekstreme kredse er det mere “ærefuldt” at begå en forbrydelse, hvis den kan legitimeres ideologisk. Men mord og overfald er vel mord og overfald uanset bevæggrundene? I 1970’ernes Tyskland efterforskede man Rote Armee Fraktions ugerninger som enhver anden forbrydelse, og Andreas Baader & Co. blev da også pågrebet. Er alle de mange særlige overvågningstiltag, vi ser i forbindelse med terrorlovgivningen, egentlig kriminalpræventive i optimal henseende? Jeg er i tvivl.

Uendelighedens navne

Jeg blev for nylig færdig med at læse Naming Infinity, en spændende bog af Loren Graham (amerikansk matematikhistoriker) og Jean-Michel Kantor (fransk matematiker). Naming Infinity fortæller historien om en uventet forbindelse mellem matematik og religiøs mysticisme. En russisk-ortodoks sekt af såkaldte “navnetilbedere”, der var aktiv i årene op til den russiske revolution og blev fordømt som kættere, talte også en matematik-uddannet munk ved navn Pavel Florensky (som man ser ovenfor; også efter revolutionen var “navnetilbederne” forfulgt, nu ikke af den ortodokse kirke, men af kommunisterne). Florensky var ven med Nikolai Luzin (kendt fra Luzins sætning i målteori) og havde igennem ham også påvirkning på “Moskvaskolen”, den meget aktive kreds af matematikere omkring Egorov. Og via Egorov var der forbindelse til den franske skole med Lebesgue, Baire og Borel.

Bogens tese er, at “navnetilbedernes” tro på at man ved at gentage en kort bøn med guds navn igen og igen kunne komme nærmere til sin gud afspejles i bl.a. mængdelærens behandling af transfinitte ordinaler. Ved at navngive et matematisk objekt via dets egenskaber gøres det virkeligt – en slags “omvendt nominalisme”.

Sjovt nok er mit eget forskningsområde inden for teoretisk datalogi nominelle proceskalkyler, notationer for parallelle beregninger. Robin Milner (der selv havde studeret matematik og filosofi – det var før datalogien fik et navn og dermed blev virkelig) var med til at skabe dette område via pi-kalkylen, og her er ideen om at kende en beregningsresurse ved at kende navnet på dens reference-kanal central.

Naming Infinity er hermed anbefalet, hvis man vil vide noget om en interessant periode i matematikkens historie og (endnu engang) få udfordret en forestilling om at den tilsyneladende mest rationelle aktivitet vi kender, kun har rationel oprindelse. Det er også interessant at læse om menneskene Lebesgue, Borel, Luzin og andre og derigennem få sat ansigt og livshistorie på navne, jeg ellers kun har kendt i forbindelse med sætninger i et kursus fra for længe siden.

Og hvor blev jeg så opmærksom på bogen? Såmænd via en anmeldelse af bogen i dagbladet Information af Annegrethe Rasmussen, der så vidt jeg ved aldrig har studeret matematik. Nu spekulerer jeg så på, hvad hun fik ud af bogen og hvorfor hun kunne lide den.

Vi er, hvad vi spiser

I disse dage gribes nationen igen af frygt – her midt i agurketiden. Denne tilsyneladende uskyldige, vandede grøntsag kan føre infektioner med sig med nyresvigt og død som mulig følge. Vent! har vi ikke hørt denne historie før?

Jeg husker kun alt for godt de food scares, der greb den britiske befolkning sidst i 1980’erne. Så var det salmonella, så var det glasskår, så var det BSE, der udgjorde den tvivlsomme aftenunderholdning på BBC og ITV. Selvfølgelig skal vi passe på, at der ikke er gift eller colibakterier eller glasskår i den mad, vi spiser – men handler den største food scare ikke snarere om kvaliteten af de fødevarer, vi indtager? Der er for meget fedt, for meget sukker, for mange animalske produkter, alt for få fibre – og for meget mad på tallerkenen. Flere og flere danskere er ifølge Sundhedsstyrelsen overvægtige. Det er stadig langt mere sandsynligt at dø af en livsstilsbetinget sygdom end af en tvivlsom spansk agurk, og sådan vil det formodentlig altid være.

Empatiens modsætning


Jeg så tv-avis i går og blev (igen) i dårligt humør, selv om jeg godt vidste, hvordan det er fat. I Serbien ser mange mennesker den nu omsider pågrebne Ratko Mladic som en helt, der forsvarede serberne. Jeg ved, at han var ansvarlig for den værste krigsforbrydelse i Europa siden 2. verdenskrig – omkring 8000 mennesker blev myrdet i og omkring byen Srbrenica i Bosnien-Hercegovina. Også i Danmark kan man desværre finde mennesker, der udtrykker sympati for serbisk nationalisme og for dens “forsvar mod at skabe en islamisk stat i Europa”.

Men den rigtige fjende er nationalismen. Nationalismen ser (og opfinder) nationer, og den er ude af stand til at se mennesker, travlt som den har med at klassificere dem. Menneskerettighederne siger, at alle mennesker er født lige i værdighed og rettigheder. Hvis empati er evnen til at forstå og leve sig ind i andre menneskers følelser og tanker og ikke behandle dem som objekter, er nationalismen i sidste ende empatiens og menneskerettighedernes modsætning.

Læs George Orwells rammende essay, Notes on Nationalism. Det blev til i 1930erne, hvor nazismen var på fremmarch. Men der er også i dag mange slags nationalisme (og for nu at foregribe eventuel kritik: ja, selvfølgelig er de, der drømmer om en islamisk stat, også eksponenter for en nationalisme).

Hvordan kan vi få ikke bare Mladics sympatisører blandt serberne, men os alle til at indse, at nationalismen er noget skidt? Det er – som man ofte siger i resignation – et godt spørgsmål, og jeg har ikke noget godt svar her.

Morning Becomes Eclectic

Et af de mere interessante websteder, jeg har opdaget, er den amerikanske radiostation KCRW, der har showet Morning Becomes Eclectic. Herover kan I se et 35 minutter langt live-set med Elbow med numre fra deres album fra i år, Build A Rocket Boys!. Det er forresten slet ikke noget dårligt album, måske endda et af årets bedste. At sangeren Guy Garvey tilmed er en meget sympatisk mand, gør bestemt heller ikke noget.

Noget om WordPress-temaer

Jeg har i en del år sværget til WordPress-temaet K2, og denne WordPress-blog startede da også med at bruge det. Men der er bøvl med bl.a. at få den danske oversættelse til at se ud som den skal, så jeg er nu gået over til standardtemaet Twentyten, som jeg dog har modificeret til delvis ukendelighed, så det kan ligne den udgave af K2, jeg egentlig gerne ville have. Det var en lille øvelse i CSS, interessant nok, men alligevel én, jeg hellere ville have været foruden.