Når gribbene spekulerer

20111116-134757.jpg

Hvis man nogen sinde har haft behov for at få argumenter for en regulering af internationale finanstransaktioner, står de i kø for tiden. Seneste eksempel er en såkaldt vulture fund, FG Hemisphere, der vil indkassere 100 millioner dollars fra Den Demokratiske Republik Congo. Et smuthul i lovgivningen på den britiske ø Jersey (der ikke er del af Det Forenede Kongerige) gør denne forkastelige praksis mulig.

En vulture fund er en fond, der specialiserer sig i at opkøbe gældsposter, hvor skyldneren er et land hærget af krig eller naturkatastrofer. På et opportunt tidspunkt, typisk når det går lidt bedre i landet, giver gribbefonden sig så til at kratte pengene ind hos det pågældende land. I tilfældet FG Hemisphere er der tale om en gammel gæld på oprindelig 3,3 millioner dollars, oprindelig et lån fra Jugoslavien til brug ved opførelse af højspændingsmaster. Det er 20 år siden, Jugoslavien begyndte at falde fra hinanden, så der er i sandhed tale om et gammelt lån. I mellemtiden har DR Congo været igennem en blodig borgerkrig – den blodigste krig siden 2. verdenskrig – og er nu midt i et stort udbrud af kolera.

Læs mere om gribbefondene hos f.eks. The Guardian, hvor man kan finde følgende citat fra Peter Grossman, formand for FG Hemisphere:

Outside his New York home, Grossman was questioned on whether he thought his pursuance of $100m from the war-ravaged country was fair. He replied: “Yeah, I do, actually.”

Det er ikke en parabel

20111115-193135.jpg

Jeg stillede for rigtig mange år siden nogle af mine medstuderende denne drilske gåde:

En 3 meter lang kæde er udspændt i sine to endepunkter mellem to halvanden meter høje pæle, der står på et plant underlag, således at kædens laveste punkt netop rører underlaget. Hvor langt er der mellem de to pæle?

Lars Bækgaard, der var en ørn til matematik, spurgte: Hvad er det nu, sådan en kurve er? Er det en parabel?

Nej, det er det ikke. I sin tid troede man, at kædelinjen, som kurven lidt misvisende kaldes, var en parabel. Måske troede selveste Galilei det.

Kædelinjen er faktisk (for et givet a) givet ved

f(t) = a \frac{e^{t/a} - e^{-t/a}}{2} = a \cosh (\frac{t}{a})

– den sidste lighed er en simpel observation ved at se definitionen af den hyperbolske cosinusfunktion. Der er nu alligevel et slægtskab med parablen: Tæt på t=0 er kædelinjen tæt på at være en parabel, og kædelinjen kan faktisk fremkomme som den kurve, en parabels brændpunkt følger, hvis den rulles langs en ret linje (se http://en.wikipedia.org/wiki/Roulette_(curve) hvis man skulle være i tvivl om hvad der menes hermed).

Henrik Kragh Sørensen, der er matematikhistoriker på Aarhus Universitet, har en gammel tekst (udarbejdet som afløsningsopgave i studietiden) om kædelinjens historie. Her kan man se, hvordan Jakob Bernoulli i 1690 udskrev en konkurrence om at finde frem til egenskaberne ved kædelinjen. Huygens, Leibniz og Johann Bernoulli (Jakobs bror) svarede. Det interessante i matematikhistorisk sammenhæng er, at Huygens, der er lidt for gammel til at være glad for infinitesimalregning, ikke brugte differentialligninger i sin udledning (men faktisk anvender et grænseværdiagtigt ræsonnement, man først langt senere ville kunne formalisere pænt!). Leibniz bruger selvfølgelig differentialregning, og Bernoulli ligeså.

Der er masser af udledninger af kædelinjen derude. Der er endnu en historisk vinklet artikel af Frederick Rickey (med håndtegnede figurer), som jeg vil fremhæve for ikke bare en kort udledning men også for sin klare beskrivelse af Ignace Gaston Pardies’ argument fra 1673 for at kædelinjen ikke er en parabel (andre fandt ud af dette også, bl.a. Huygens i 1646).

Og svaret på gåden ovenfor? Afstanden mellem de to pæle må være 0 meter; det kræver intet kendskab til kædelinjen for at indse dette!

Udskrevet

20111114-160055.jpg

Jeg blev udskrevet i dag kl. 14. Mine infektionstal var så pæne, og behovet for en ledig sengeplads så stort, at lægerne traf beslutningen. Så her sidder jeg nu hjemme med en kuvert fyldt med små kuverter med medicin (antibiotika og ferrosulfat) og en detaljeret dagsplan over, hvornår jeg skal tage hvad. Familien var glade for at se mig, jeg var glad for at se dem. Om en uge kan jeg forhåbentlig starte på arbejde igen, når lungebetændelsen er klinget definitivt af. Det har været underligt at være revet ud af den sædvanlige dagsrytme.

Jeg er blevet behandlet godt på hospitalet, men det har også været en periode præget af ventetid – det er ganske enkelt kedeligt at ligge i sengen så meget af tiden. Det er længe siden, jeg har kedet mig så meget; den mentale energi har i det store og hele ikke været til mere udfordrende tanker denne gang, og så kommer kedsomheden. Til gengæld har jeg haft stor glæde af min nye DAB-radio, som min kone har givet mig. Jeg fik genopdaget P2 Klassisk og opdaget P6 Beat (som det vist er Jan Sneum, der står bag). Hvis der var lidt færre danske sangere, der insisterede på at synge på trivielt, men højtideligt engelsk, ville P6 Beat være endnu bedre. Tilmed fik jeg hørt lidt Radio 24-7 og kan tilslutte mig andres dom: Radio 24-7 er lidt som P3 var for 20 år siden, bare helt uden musik.

Indlagt

20111111-100715.jpg

Pillerne var ikke nok. Jeg er fra i går indlagt på Aalborg Sygehus Syd; alle de tåbelige amerikanere, der kæmper mod offentlig sygesikring, burde se hvor godt jeg er blevet behandlet af det travle personale! Bloggen har samme minimale energiniveau som jeg selv i disse dage.

Reddet

I dag kom jeg til lægevagten, takket være min kones ihærdige indsats. Det var ikke godt, syntes hun, at min feber var uændret trods det at jeg nu fik penicilin mod den luftvejsinfektion, der var stødt til i forbindelse med min influenza. I en hel uge havde vi sagt, at “i morgen bliver det bedre” uden at det var tilfældet. Og jeg havde 40,4 i feber nu.

Lægevagten kunne konstatere, at jeg har kold lungebetændelse – jeg havde på intet tidspunkt i denne omgang faktisk haft influenza, men har derimod ligget med en ubehandlet kold lungebetændelse i en uge. Den penicillin, jeg fik i går, virkede ikke. Forhåbentlig ser det bedre ud med det ny antibiotikum, jeg nu får.

Og så fik jeg også omsider installeret den app til min iPad, der gør det muligt at lytte til radio fra DR. Og her især P2, som jeg har savnet på min gamle analoge klokradio fra 1991; den nye Radio 24/7 har endnu til gode at blive min ven, når jeg er syg. Sådan en ven er P2.

To fortællinger om fattigdom

20111107-164637.jpg

Min gamle far har fortalt mig hvordan det er at gå i seng uden at få mad, aften efter aften. Min gamle mor har fortalt mig hvordan hun blevet taget ud af skolen for at komme ud at tjene, da der ikke var råd til at mætte alle munde i familien, se dette er FATTIGDOM. Den så kaldte fattigdom som det røde segment beskriver er kun et sygt misfoster i deres hoveder. Men kig ud verden der lever flere milliarder mennesker som er FATTIGE i ordets rigtige forstand.
(Indlæg i debatforum på Politikens webside.)

Joachim B. Olsen, der er MF for Liberal Alliance, er blevet interviewet i Politiken:
Du skriver på Facebook: ‘Hvis der er mennesker i Danmark, som ikke har råd til at holde jul, så er det selvforskyldt’. Kan der ikke være mennesker derude, som på grund af for eksempel sygdom sidder i fattigdom, uden at det er selvforskyldt?

»Det er sådan et spørgsmål, der er svært at svare på. Jeg har selv været med til at dele julegaver ud til børn…«

Ja, men…

»Hvis jeg siger ja til det, er det som, at hele pointen med den diskussion, jeg prøver at starte, og den offergørelse af masser af mennesker… Siger jeg, at der ikke er mennesker i det her land, der har det svært? Nej, det siger jeg ikke. Der er sikkert nogen, som er rigtig hårdt ramt«.

Men den tidligere kuglestøder mener, at det er en opgave for civilsamfundet og ikke staten at tildele julehjælp.

»Hvis staten begynder at betale for de ting, vil kravene kun stige og stige. Det viser historien«.

Der er mindst to fortællinger om fattigdom i dagens danske debat.

Den ene er den som en række NGO’er, bl.a. Rådet for Socialt Udsatte, Red Barnet og Dansk Røde Kors, står for. Den er, at fattigdom er et reelt og strukturelt baseret problem, som er blevet værre i de seneste 10 år, og at der bør indføres en fattigdomsgrænse i dansk politik. De nuværende regeringspartier har i hvert fald tidligere givet udtryk for denne opfattelse. Det håber jeg stadig, de gør! (At Enhedslisten også deler denne opfattelse af fattigdom, burde være unødvendigt at tiltøje her.)

Den anden fortælling er citeret ovenfor. Den siger, at der ikke er fattigdom i Danmark. I denne fortælling er der ofte et ønske om ikke at indføre en fattigdomsgrænse i Danmark, og det er især dette ønske, der undrer mig. Det lidt paradoksale er nemlig, at man for at kunne fortælle historien om et Danmark uden fattigdom er nødt til at have en definition af fattigdom. Den er formodentlig at fattigdom, det er de vilkår man har i de “fattige lande”. Men ikke engang i de “fattige lande” er det jo alle der er fattige.

Det kan selvfølgelig være, at man tænker på Verdensbankens fattigdomsgrænse. Ifølge den er man i et lavindkomstland fattig, hvis man har højst 1 US-dollar om dagen til rådighed (forstået som den købekraft denne ene dollar ville give i USA). I mellemindkomstlande er man fattig, hvis dagsbeløbet er 2,15 US-dollar. Så er det klart, at der ingen fattige er i Danmark og at der sikkert ikke vil blive det i en overskuelig fremtid. Der er så stadig over tre milliarder fattige andre steder i verden. Man kan selvfølgelig også anvende EUs definition af fattigdom: at man er fattig, hvis man tjener mindre end 60 procent af landets medianindkomst, Men hov! hvis man bruger denne definition, kan man godt risikere, at der er fattige i Danmark. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) er ved at bruge en modificeret udgave af EU-definitionen, nemlig 50 procent af medianindkomsten, nået frem til at der er 234.000 fattige i Danmark. Tilmed konkluderer AE, at den langvarige fattigdom er steget med 50 procent siden 2001.

Af og til høres argumentet: det er simpelthen for kompliceret at definere hvad fattigdom er. Det er godt nok ikke megen tiltro, de pågældende mennesker har til sociologer! Selvfølgelig er det rigtigt, at lav indkomst også hænger sammen med bl.a. marginalisering, og at man kunne have glæde af at indarbejde dette også i en definition. Men umuligt? Næppe. Jeg tror personligt, at den oplagte forklaring på at nogle politiske partier (Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti) ikke bryder sig om en officiel definition af dansk fattigdom (f.eks. en fattigdomsgrænse) er at en sådan vil gøre det tydeligt, hvilke konsekvenser politiske beslutninger får. Man kan nemt risikere, at den officielle definition vil skabe en udgivet udgave af den første fortællling om fattigdom, der siger at der er blevet flere fattige i Danmark under den nu forhenværende regering. Jvf. da også AEs konklusioner.

Mange, der er tilhængere af fortælling nummer to, vil gerne fortælle om “samfundets svageste” (som således ikke er fattige, men de må vel så være dem med de laveste indkomster). Joachim B. Olsen fortæller denne udgave. Det svære er så at forklare, hvorfor de svageste er så svage. Ofte bliver der talt meget uden om, men Joachim B. Olsen er først ærlig: det er et selvforskyldt vilkår. I sin opfølgning trækker han derefter i land: det er simpelthen for kompliceret. Dette minder unægtelig om argumentet mod en fattigdomsgrænse: hvis man begynder at skulle forklare, hvorfor nogle er “de svageste”, bliver man nødt til enten at give dem selv skylden (og det vil man trods alt ikke være bekendt; man vil ikke ses om en, der træder på nogen, der ligger ned) eller indrømme, at politiske beslutninger kan skabe fattigdom.

Om de pågældende politikere rent faktisk mener, at fattigdom – undskyld, det at være en af de svageste – er et sådant kompliceret, spontant naturfænomen, ved jeg ikke. Men jeg er træt af de ørkesløse diskussioner om eksistensen af fattigdom i Danmark. Her er tale om et veldokumenteret problem, og det er ikke så kompliceret igen at forstå. Alle bør læse Jens Aage Bjørkøes kronik om fattigdom i Danmark. Den kom sidste år, men er ikke blevet mindre aktuel. Jens Aage Bjørkøe er forresten forstander for den ikke helt ligegyldige institution Kofoeds Skole.

Det afklædte billede

Da jeg ledte på nettet efter oplysninger om Eugen Semitjov for ikke at skrive noget forkert, fandt jeg Familiejournalens side om året 1969, hvor Semitjov spåede bemandede Marslandinger i 1986. 1969 var så også året, hvor billedporno blev legaliseret i Danmark som et af de første lande. Der var en sexmesse i KB-Hallen, og billedet ovenfor (et foto af Erik Holmberg) stammer derfra.

Så mange år efter, uden sensationsvinklen, virkede billedet egentlig underligt foruroligende (og jeg er ikke modstander af porno som sådan; det giver ingen mening at være det): En ung kvinde, nøgen på nær små trusser og sko, kaster hovedet tilbage, omgivet/omringet af påklædte, lidt indifferente mænd, der fotograferer løs, som er et nøgent menneske et nyt og ukendt fænomen. Der er dog en enkelt anden, hvidklædt kvinde ude til højre, som tilsyneladende er der med sin mand. Jeg stillede uvilkårligt mig selv helt u-erotiske spørgsmål, jeg sikkert aldrig får svar på: Hvor længe stod de sådan? Sagde de noget til hinanden? Begyndte hun at danse (det ser ikke ud som om der ville være plads)? Kendte kvinden nogen af de andre på billedet? Frøs hun? Hvad skete der bagefter? Hvad laver kvinden i dag? Hun må være midt i tresserne nu, hvis hun stadig lever.

Set på disse præmisser er billedet faktisk et forbilledligt pressefoto.

Jeg kunne i øvrigt af et citat fra en gammel artikel fra Politiken læse, at sexmessen i et vist omfang blev planlagt som en progressiv handling. Messen blev åbnet med en tale af Jens Jørgen Thorsen, hvori han fordømte den amerikanske og den sovjetiske imperialisme!

Hvad havde Thorsen mon sagt i dag, hvis han havde oplevet den moderne pornoindustri?

Der var engang en strålende fremtid

20111104-222257.jpg

Jeg lærte mig selv at læse, da jeg var 5; der var ingen børnehaver derude i Han Herred, så jeg blev ikke kapret som fast højtlæser af andre børn. Mens jeg om aftenen trofast fulgte med i Finn og Syvsoverens rolige klippeklistreunivers, kunne jeg ellers i dagtimerne læse i alt inden for rækkevidde. Jeg kommer ikke fra et hjem med mange bøger. Nogle var der, men jeg så ingen læse i dem. Min mor købte Billed-Bladet, og min mormor købte Familiejournalen.

Det er nok svært at forestille sig det, men det var noget mere “lødige” blade på den tid. Billed-Bladet skrev også dengang meget om de kongelige, men der var faktisk også en god portion rigtig journalistik. Især husker jeg en serie skrevet af en journalist, der fandt sin jødiske familiebaggrund.

Familiejournalen havde lægebrevkasse, opskrifter og alt det andet det vel stadig er, men så var der også artikler om historiske begivenheder, opdagelsesrejser og nutidige rejseskildringer og ikke at forglemme en del artikler om rumrejser. Især dém slugte jeg begejstret. Forfatteren var en Eugen Semitjov, som jeg først mange år senere opdagede var svensker (med russisk baggrund).

Semitjov var en dreven illustrator (tegningen ovenfor skyldes ham), han fik adgang til amerikanske og russiske rumfartscentre og skrev om sine besøg (hans russiske/svenske baggrund var en kæmpe fordel), men han var også lidt usikker på grænserne mellem science og science fiction. Samtidig levede han i en ubekymret tid, hvor man knap kunne se enden på vejen. Indrømmet: han skrev om den dystopiske film Soylent Green om en overbefolket, sultende jord. Men han var i 1969 heller ikke bleg for at proklamere, at mennesket ville lande på Mars i 1986. Han var heller ikke bleg for at lufte spekulative teorier om fortiden som f.eks. at Jesus var et rumvæsen (en opfattelse, der er lige så svær at gendrive som alle de andre opfattelser af hvem/hvad Jesus var).

Semitjov er for længst gået i glemmebogen i Danmark, men i hans hjemland har han fansider på nettet – som han aldrig nåede at opleve for alvor. Eugen Semitjov døde i 1987.

Børnefjernsynets guldalder

20111104-082628.jpg

Når man har 39,7 i feber, er det ikke altid nemt at holde koncentrationen og tankerne flyver underlige steder hen. I nat lå jeg således og tænkte på børne-tv fra min egen barndom.

Nogle kan huske en rar mand, der hed Hans Henrik, og han lavede klippe-klistre-ting sammen med et lille egern.

De pågældende mennesker husker bare forkert – de blander de to legendariske studieværter Hans Henrik Ley og Finn Bentzen sammen. Hans Henrik Ley var tegner og sangskriver (det var ham, der skrev musik til Cirkeline-filmene), mens Finn Bentzen mest var tegner. Finn Bentzen var manden bag Sørøver-Sally og alle de dukke-julekalendere der trak på erfaringerne fra Sørøver-Sally: Vinterbyøster, Jullerup Færgeby og Kikkebakke Boligby. Også Bamse og Kylling skyldes Finn Bentzen.

Og så havde han sit eget program med Syvsoveren – det lille brune tøjdyr med Hanne Willumsens stemme. Hanne var forresten gift med Finn.

Det tiår fra 1968 og frem var dansk børnefjernsyns guldalder. Inden for de seneste 10 år har vi til gengæld kunnet opleve en stenalder. I dag er det ikke altid nemt at skelne børneudsendelser fra reklamer; med al respekt for Walt Disneys værk og de japanske animé-film er der for mange dårlige eksempler på den slags i dag. Eftertanken er røget sig en tur; det skal være hurtigt og let ironisk. Og studieværterne er altid helt unge, snarere en slags store søskende end onkler/tanter. Den erfaring og ro, som altid var tydelig hos Hans Henrik Ley, Finn Bentzen, Thorkild Demuth og Elith Nørreholm savner jeg.

Influenza

20111103-091621.jpg

For et par år siden var der en hysterisk stemning om en stor og farlig influenza-epidemi, der blev båret til Danmark fra USA. Den sensommer var jeg selv i Los Angeles. Der skete mig intet. Jeg følte mig usårlig.

Jeg skulle have have været med familien i København denne weekend, jeg skulle have været til koncert med Gillian Welch, jeg skulle have været til min bror og svigerindes kobberbryllup og have set min søster fra England (det sker af gode grunde ikke så tit).

Men organismen ændrede planer uden at spørge sin ejer, og her ligger jeg i sengen hjemme i Nørresundby.