Brian Cox-effekten

Så er der nyt om den engelske pendant til gymnasiet (og nej, ikke “britiske” – Skotland har sit eget system). I The Guardian kan man se, at flere og flere vil have en A-level i naturvidenskabelige fag, mens det omvendt går skidt for fremmedsprogene.

Entries for A-level maths are up by just over 40% over five years, while the number of entries for physics has risen by 19.6% and chemistry is up 19.4%.

Languages continue a long-term decline, with combined entries for French, German and Spanish down by 6.3%. Geography is down 1.3%while history has gained in popularity, rising 9.5%.

General studies, a subject that few universities accept for entrance, has slumped over the past five years, down 26.4%.

Critical thinking sees the sharpest year-on-year drop, down 17% – though the number of entries is small.

Herhjemme går det på samme måde i gymnasiet; langt størsteparten af eleverne har nu matematik på mindst B-niveau – og fremmedsprogene har det skidt. Bortset fra engelsk, men her har englænderne et fortrin, uanset hvad end vi gør. Og så går det heller ikke godt med den kritiske tænkning, kan man se.

Hvorfor går det så godt for de naturvidenskabelige fag? Artiklen i The Guardian giver “Brian Cox-effekten” noget af æren. Brian Cox er professor i astronomi fra Manchester, kendt fra fjernsynsprogrammer om naturvidenskaber på britisk tv og populærvidenskabelige bøger. Han gør sig godt på skærmen og er en lille smule rockstjerne-agtig i sin fremtoning (han har da også spillet i bandet D:Ream i en fjern fortid) – minder han faktisk ikke om bassisten fra Manic Street Preachers?

Hvis man har set Danny Boyles udmærkede science-fiction film fra 2007, Sunshine, der handler om en rumrejse til Solen (!) der skal redde Jorden fra undergang, vil man sikkert tænke, at filmens mandlige helt, en astronom, der spilles af Cillian Murphy, minder om Brian Cox. Det er nok heller ikke tilfældigt, har jeg siden kunnet læse mig til. Cox var videnskabelig rådgiver på filmen, og instruktøren har ladet sig inspirere heraf.

Den økonomiske krise spiller formodentlig også ind på de unges fagvalg. Det har vi set i 1980’erne, hvor især ingeniøruddannelserne oplevede et boom. Når krybben er tom, vælger gymnasieeleverne “sikkert”.

Men Brian Cox-effekten er nok også en del af sandheden, og det håber jeg personligt også. Tænk, hvis gymnasieeleverne rent faktisk ikke bare er strategiske, men rent faktisk begynder at fatte interesse for de naturvidenskabelige fag, og herunder datalogi, ikke kun den håndværksprægede it-biks. (De måtte nu også gerne interessere sig lidt mere for fremmedsprog samtidig.)

Og hvem kan så være den danske Brian Cox?

Platismen viser vej!

Jeg holder utrolig meget af Carl Barks’ Anders And. I Carl Barks’ streg og fortælling bliver Anders, Andersine, ungerne, Joakim og bipersoner som Anderbilt og den uforlignelige Hexia de mest menneskelige ænder i tegneseriernes historie. Min datter er glad for Don Rosa, der også er en stor fan af Barks. Men, som jeg ofte siger til hende, Don Rosa er omhyggelig, men ikke særlig sjov.

Carl Barks er sjov! Der er de lange historier, der ofte får karakter af eventyr. Her er det ofte Onkel Joakim, der er hovedpersonen assisteret af Rip, Rap og Rup. Men så er der også de korte historier, hvor en interessant pointe bliver kondenseret til få sider på en uforligneligt sjov måde. Især bliver de gode fra midt i 1950’erne, hvor ændernes koleriske temperament bliver nedtonet, og andre sider af dem også stikker hovedet frem. En af mine absolutte favoritter, en kandidat til den morsomste historie om ænderne, er historien om platismen. Den blev oprindelig blev udgivet i Anders And & Co. tilbage i 1954 og er selvfølgelig også at finde i Carl Barks’ samlede værker (som jeg hermed tilstår at eje).

“Livet bliver som en leg – når Platismen viser dig vej”, som denne ismes grundlægger, Professor Fup formulerer det. Anders slår plat og krone om alt, ender med at køre galt i en uoverskuelig motorvejsudfletning og kommer i retten. Dommeren – en vred ugle – vil idømme ham en bøde for færdselsforseelser, men gør bøden større, da det viser sig at Anders ikke brugte forstanden, men slog plat og krone! Herefter bruger Anders And platismen en sidste gang for at finde Professor Fup – men det lykkes kun næsten.

Læs historien, hvis du ikke allerede har gjort det. Ellers læs den igen. Og le. Jeg griner stadig hver gang.

Og nej nej, jeg skal nok lade være med at drage en analogi til alternative behandlingsformer eller politiske beslutningsprocesser. (Hov, nu kom jeg vist til det alligevel.)

If I Can’t Change Your Mind

Jeg er for alvor ved at opdage det amerikanske folk-rock band The Decemberists. Her er deres velspillede akustiske (dvs. med 5 akustiske guitarer) udgave af det gamle Sugar-nummer “If I Can’t Change Your Mind”, vel det tætteste Bob Mould nogen sinde er kommet på et hit. Copper Blue hvor sangen findes, var et af de albums, jeg hørte meget dengang for 19 år siden.

Underlig, men nok nyttig

20110818-103748.jpg

I dag har jeg fået en iPad som frynsegode fordi jeg hjalp en PhD-studerende på et andet institut. Jeg betaler multimedieskat i forvejen, så der var ikke noget at betænke sig på. Jeg tror, det er en nyttig lille dims – selv om mit første indtryk er af en voldsomt overdimensioneret iPhone (sådan en har jeg nemlig allerede), eller måske snarere iPod touch. Min iPad har nemlig ikke SIM-kort.

Jeg har skyndt mig at lægge noget musik over (alt fra Gustav Mahler og Carl Nielsen til The Horrors og Arcade Fire) og købe et par billige programmer, eller apps, som det jo hedder. Steve Jobs er nok glad.

Og ja, dette indlæg er skrevet på iPad og fotoet er taget med dens kamera.

Sne i Wellington

Jeg har været i New Zealand to gange, og begge gange var om sommeren, dvs. i januar måned. Første gang, i 1999, var der overskyet i Wellington. Anden gang mellemlandede jeg kun i Wellington. Lige nu er det vinter dernede, og her er nogle sjældne og poetiske billeder af et sjældent vejrfænomen på de kanter – sne. Filmen skyldes ireren Ro Tierney. Selv vil jeg prøve at huske stemningen, næste gang vi får sne her i Danmark. Og så håber jeg selvfølgelig også, at min søster, der bor i Christchurch, omsider får bygget en sydlig snemand.

Alan Turing – og lineær algebra

20110817-022428.jpg

I et indlæg giver Alexandre Borovik et interessant indblik i lineær algebras historie.

I dag ved de fleste, der har bestået et kursus i lineær algebra, at vi kan løse n lineære ligninger i n ubekendte ved at se dem som en ligning A\vec{x} = \vec{b}, hvor A er en n \times n-matrix, og finde \vec{x} = A^{-1}b (hvis A er invertibel).
Vi ved også godt, at man i stedet kan bruge Gaussisk eliminering, men at invertering af A er en god strategi, hvis man har flere lineære ligningssystemer med samme A. Så koster ligningsløsning ikke nær det samme mht. dyre matrixoperationer.

Det er tilsyneladende vores alle sammens Alan Turing, vi kan takke for denne indsigt – der både har at gøre med lineær algebra og er et tidligt forvarsel om kompleksitetsteori.

En minimalist fødes

I går skrev jeg om den type af studerende, der bruger megen energi på at undgå at lave det, der vil føre til læring. Denne type studerende, der ikke gør sig umage og ofte er mest utilfreds, kalder jeg (og andre) for minimalister. Ved et interessant tilfælde har Thure Filtenborg Høgsbro, der er folkeskolelærer, en kronik i dagens udgave af Politiken, der griber fat i samme emne.

Høgsbros påstand er, at det er forældrenes hyppige ros af de af deres børns præstationer, der måske ikke fortjener så megen ros, der i sidste ende er med til at skabe minimalisterne. Han skriver bl.a.

Sågar har jeg oplevet at blive kaldt ’karaktersluger’ af elever, der holder af mig, som jeg holder af dem, men som stadig ikke kan acceptere, at der skal arbejdes for at kunne yde præstationer, der modtager hæder.

Og dette i endnu højere grad senere i det videregående uddannelsesliv, hvor den værste konsekvens, opdragelsen forbyde det, i nogle tilfælde er, at man simpelthen falder fra på grund af manglende evne til at honorere de nyopståede krav.

Har vi skabt en ungdom, der tror, første forsøg er det bedste? Har vi rost dem mere end en gang for hurtigt ud af trangen til at elske dem for alt, og er denne trang født ud af en travlhed, vi som voksne lever i?

Pengeskabet Danmark

Her er den seneste plakat fra den ikke endnu igangværende valgkamp. Jeg må desværre erkende, at den er særdeles vellykket. Igen går Dansk Folkeparti efter at kapre sprogets positivt ladede ord – tidligere har det været ytringsfrihed og tolerance (men de startede med at kapre ordet dansk), nu er det ordene åben og tryg. Finanslovsforhandlingerne i år og aftalen om øget grænsekontrol, der fik så megen opmærksomhed, gør det tydeligt, at Dansk Folkepartis nationalistiske strategi for tiden især fokuserer målrettet på kriminelle udlændinge. Pengeskabet, som stik mod ordvalget selvfølgelig skal holdes lukket, skal associere netop til dette. Hvad er der inde i det blå pengeskab? En statisk idyl, hvor et ensomt Dannebrog blafrer mod højre på en grøn mark. Det, der aldrig bliver nævnt, er det egentlige budskab: ønsket om kontrol, visionen om at låse sig inde.

Størst mulig mangel på indsats

I dag har jeg været ekstern censor, og eksaminator og jeg var enige om, at det var en af de mindre behagelige oplevelser, vi havde været ude for. Denne dag oplevede vi en del studerende, der gik til eksamen i håbet om at bestå, selv om det meget hurtigt blev klart, at de stort set ikke havde læst til eksamen. Jeg spurgte en af dem (han fik -3), hvor vigtigt det var for ham at blive bachelor eller måske kandidat i datalogi. Og ja, det var skam meget vigtigt for ham, bedyrede han. Han havde bare “prioriteret forkert”, da han læste til eksamen (men spørgsmål andre steder i pensum viste at der heller ikke var nogen huller i hans uvidenhed dér). En del andre studerende, der nu var i færd med at bruge det tredje af fire mulige eksamenforsøg dukkede slet ikke op.

Vi rystede på hovedet og undrede os over den slags tendenser. Hvorfor er nogle studerende så åbenlyst irrationelle? Svaret kender vi godt, og det harmonerer med den erkendelse, uddannelsesforskere har gjort sig om vore dages masseuniversitet. Den norske professor Per Lauvås og den australske professor John Biggs er enige om at der på vore dages universiteter er tre typer studerende:

– De dedikerede studerende, der interesserer sig for deres fag. Disse studerende vil groft sagt ofte kunne klare sig uden nogen synderlig indsats fra undervisernes side. Omkring 15-20% er dedikerede studerende.

– En mellemgruppe.

Minimalisterne, der laver så lidt som muligt og vil have så meget som muligt ud af det. De, der er mest utilfredse med undervisningen, er ofte minimalister. I dag er tæt på 50% af de studerende minimalister.

Det er ikke dedikerede studerende, men minimalister, der bare bliver væk fra eksamen eller “glemmer” at læse. Denne gruppe har altid været der, men i disse år bliver der stadig flere af dem, efterhånden som optagene til de videregående uddannelser stedse bliver øget.

Og deres strategier for at undgå at lave noget er mange. Det virker som om, de mest gør en indsats for at undgå at lære noget. Flere og flere studerende opfylder formelt set krav om deltagelse i kursusaktiviteter ved at aflevere tomme besvarelser – for så har de afleveret – eller finder smuthuller, der gør det muligt for dem at omgå en deadline.

For snart en del år siden kørte jeg et kursus, hvor de studerende skulle aflevere opgaver, som blev bedømt af medstuderende. En studerende havde ikke afleveret sin opgave – han havde villet lave den aftenen inden afleveringsfristen, men havde ikke haft tid – og det påtalte jeg. Det skete for øjnene af nogle medstuderende, og det var den pågældende studerende så fortørnet over, at han skrev et vredt brev på 5 sider til mig. Dette var den samme studerende, der ikke havde haft resurser til at lave opgaver!

Og jeg husker en projektgruppe (som jeg ikke var vejleder for – den ære havde en kollega, der også græmmede sig), der til et statusseminar proklamerede, at det, det handlede om for dem, var at lave så lidt som muligt. Heldigvis tog deres opponentgruppe, der var dedikerede studerende, udfordringen op og kritiserede dem på stedet for denne holdning.

Hvad kan vi gøre som undervisere i en verden, hvor hvert andet ansigt vi ser, tilhører en minimalist? Jeg ser to mulige strategier:

  1.  At lade som intet er hændt og tro på at de studerende er dedikerede studerende.
  2. At tilrettelægge undervisningen i håb om at omvende nogle af minimalisterne til dedikerede studerende.

Den første strategi fører kun til en stigende frustration Kun den anden strategi er realistisk. Hvis vi kan lægge undervisningen an, så den studerende kun kan bestå ved at lave en arbejdssindsats og vælge et perspektiv, der ligner den dedikerede studerendes, kan vi måske transformere minimalister.

Vi kan til gengæld ikke “frelse minimalisterne”. Ligegyldigt hvilken strategi, en underviser vælger, vil nogen forsøge at undgå den. Så det handler om at få undervisningen til at lære de studerende, at den strategi, der består i at tage faget alvorligt faktisk er den nemmeste vej til målet; alle undvigemanøvrerne fører ikke noget godt med sig. Sommetider lykkes det at skabe dedikerede studerende ad denne vej,

Det store spørgsmål er stadig, hvorfor minimalismen opstår som strategi. Er det simpel dovenskab? Er det en gammel strategi fra en tidligere skoletid, hvor den studerende kunne klare sig godt med minimal indsats? Er det manglende fokus på det at studere i opvæksten? Eller…? Svaret kender jeg desværre ikke. Vi skal sætte tidligere ind mod disse i sidste ende både undervisnings-destruktive og selvdestruktive holdninger; indsatsen på universitetsniveau kommer desværre lige lovlig sent.

At blive som barn påny

Jeg har netop lånt De barnagtige, en bog fra 2009 af min gode kollega ovre fra SAMF, Johannes Andersen (som jeg engang gik til guitarundervisning sammen med; han er en meget bedre musiker end mig.)

Johannes’ tese i bogen er, at vores samfund er ved at blive barnagtiggjort med hvad deraf følger af krav om barnepiger. Tidligt i bogen dukker denne tabel op, der viser forskellen mellem et barnagtigt og et voksent perspektiv.

Det barnagtige perspektiv Det voksne perspektiv
1. Tager udgangspunkt i egne
behov. Er lig med egne behov. Ser verden gennem egne behov.
1. Tager udgangspunkt iegne
behov og abstrakte samfundsmæssige vurderinger og prioriteringer.
2. Generaliserer ud fra eget
perspektiv. Tror at andre ser tingene på samme måde.
2. Omdrejningspunktet er
gensidig kommunikation og forståelse for den generaliserede
anden, ofte udfoldet gennem demokratiske procedurer.
3. Når der abstraheres
sker det i form af relative vurderinger af konkrete ting. Man opsøger konkrete gennemsnit og konkrete vurderinger af det der er bedst.
3. Forholder sig strategisk til
givne udviklingsperspektiver med blik for muligheder og grænser.
4. Spontan sammenblanding af
følelser og fornuft.
4. Benytter sig af dynamisk og
dialogbaseret evaluering med henblik på at skærpe
vurderingen af givne fænomener.
5. Stærk fundering i det subjektive på bekostning af det generelle. 5. Er bevidst om
sammenblandingen af følelser og fornuft, og forsøger at finde en balance. Fundering i både det generelle og det subjektive.

Og nu spørger jeg: Er terrorister voksne eller barnagtige? Er politikere voksne eller barnagtige? Er denne blog voksen eller barnagtig? Er dens læsere voksne eller barnagtige?

Herefter vil jeg så kaste mig over bogen. Forresten  indleder Johannes De barnagtige  (der som sagt udkom i 2009, år 1 før skandalehistorierne begyndte at rulle) med at nævne en vis Milena Penkowa, citeret fra en artikel i Femina!