Lands foreningen af Dårlige Staverer (LSD)

Kilde: thomasdamgaard.dk

Jeg kender en, der arbejder for Amnesty International. Hun har beskæftiget sig med en hel masse af denne verdens urimeligheder, men hvad skriver hun hyppigst om på Facebook? Ganske rigtigt: stavefejl. Selv er jeg også sådan indrettet: bestemte slags stavefejl kan få mig til at brokke mig i timevis, og nu gør jeg det så også her på bloggen. Det er selvfølgelig ikke dét, at man kan have svært ved at skrive f.eks. navnet på den ungarske psykolog Mihaly Csikszentmihalyi korrekt, der bekymrer mig. Det, der bekymrer mig, er derimod de systematiske stavefejl, der så hårdnakket nægter at forsvinde.

For nu at citere den gamle protestsang: When will they ever learn? Det vil aldrig holde op med at undre mig, at man kan læse danske tekster hver dag og skrive dansk måske ikke hver dag, men så dog alligevel tit, og stadig blive ved med at lave de samme stavefejl. Især de strukturelle stavefejl: r-fejl, deling af sammensatte navneord og manglende d’er i lange tillægsformer dukker op igen og igen. Hvorfor kan et voksent menneske med studentereksamen og det, der deraf følger, ikke bringes til at forstå, at man ikke på dansk kan skrive Han køre på cykel eller Stave fejl er iriterene ?

Min kone er uddannet ordblindelærer; fra hendes erfaringer ved jeg, at man skal passe på med at drage forhastede konklusioner. Der er faktisk folk, der har umenneskeligt svært ved at læse og stave. Og der er selvfølgelig også folk, der er vokset op med et andet sprog end dansk. Men jeg er selv universitetslærer, og det betyder, at jeg i egenskab af projektvejleder skal læse en masse skriftlige arbejder af studerende, der hverken er ordblinde eller udenlandsk fødte. Mange arbejdsblade er formelig fyldt med stavefejl, og jeg nægter at tro, at så mange studerende er ordblinde.

Nogle vil her indvende, at stavefejl ikke er et problem: det er ikke sproget, men indholdet, vi skal kommentere på. Hertil har jeg (mindst) to indvendinger:

  • Stavefejl gør det sværere at forstå indholdet. Læsehastigheden hos den læsende går ned, hvis teksten er fyldt med stavefejl.
  • Stavefejl giver forventninger om et dårligt indhold; hvis den skrivende ikke kan skrive på sit eget sprog, har han/hun så overhovedet styr på det, teksten omhandler? Stavefejlene giver derved et mindre positivt billede af den skrivende.

Andre vil indvende, at det hele blot skyldes det svære danske sprog. Kan de studerende da ikke i stedet skrive på engelsk? Det er jo så nemt osv. Her skæmmer stavefejl om muligt endnu mere, thi man læser en tekst på et andet sprog på en anden måde. Jeg gør i al fald; der er et større element af dekodning forbundet, det går langsommere.

Da jeg for nylig så et arbejdsblad forfattet på en form for engelsk, hvor de studerende havde forsynet teksten med overskriften Summery, følte jeg mig således ikke overbevist om, at den pågældende opsummering ville være sommeragtigt let.

Stavefejlenes eksistens er tydeligvis blevet en form for blodtryksforhøjende præparat for mig. Hvad er modgiften? Undervisning er ikke nok. En anden form for ikke-voldelig modstand er påkrævet som supplement.

Jeg har været vejleder på to interessante projekter på første studieår på datalogi her i foråret, og det ene handlede om – kontrol for stavefejl! Ikke stavekontrol á la Microsoft Word med ordbogsopslag, næ, en stavekontrol, der kunne påpege r-fejl. De studerendes software var selvklart proof-of-concept, men ideen er der stadig: Nogen bør lave et stykke software, der kan detektere strukturelle stavefejl.

Der findes allerede værktøjer som f.eks. OrdRet, udviklet på Syddansk Universitet. OrdRet er et prisværdigt initiativ, men systemet er lukket betalingssoftware og har ordblinde som primær målgruppe. Det, der for alvor vil kunne rykke, vil være et stykke software, der er frit tilgængeligt (og open source) og som kan anvendes af ‘almindelige dårlige stavere’, ideelt set en plug-in, der ikke er bundet op på f.eks. Microsoft Word (sådan som OrdRet er det). Der findes – OrdRet er bevis herpå – en del forskning inden for området, og der er på den konto udviklet frit tilgængelige algoritmer, som bør kunne danne grundlag for de første skridt.

Ideen er hermed givet videre.

På flugt

Forleden skrev jeg om det lovforslag, der i dag er til afstemning i Folketinget om ændring af praksis for udvisning af udenlandske statsborgere. Det vil nu blive standardpraksis at udenlandske statsborgere, der bliver idømt en frihedsstraf, skal udvises. Her er tale om et problematisk lovforslag, jeg ikke rigtig kan få ud af tankerne, for det viser for mig at se, hvor lidt menneskerettighederne egentlig betyder i politik herhjemme efterhånden.

En række reaktioner er nu indløbet, og de er overhovedet ikke positive over for dette lovforslag L210.

Alle nedenfor nævnte citater er taget fra dagbladet Informations artikel i dag.

Red Barnet peger på, at loven kan ramme både mindreårige (lavalderen er nu 14 år), der skal udvises og dermed skilles fra deres familie, hvis de idømmes frihedsstraf, og forældre, der idømmes frihedsstraf:

“…forslaget vil få endog meget store menneskelige konsekvenser og tragedier for den enkelte som for dennes herboende familie.”

FNs Flygtningehøjkommissariat udtaler at

“…de foreslåede regler om udvisning går længere…”

[end, hvad Flygtningekonventionen tillader]

Loven, vil

“… begrænse domstolenes beskyttelse af udlændinge mod udvisning i strid med Danmarks internationale forpligtelser…”

siger Institut for menneskerettigheder.

Lad mig igen huske at nævne, at jeg selvfølgelig er modstander af overfald, socialt bedrageri, indbrudstyverier og andre former for kriminalitet. Men dette handler om et lovforslag, der har urimelige konsekvenser og er på kant med menneskerettighederne og Danmarks internationale forpligtelser.

Uanset hvad, vil regeringen have flertal for dette forslag takket være (ikke overraskende) Dansk Folkeparti og løsgængere. Hvorfor er det vigtigt for Socialdemokraterne og SF også at stemme for dette lovforslag, der så tydeligt er på kant med menneskerettighederne? Astrid Krag fra SF hævder i en tidligere artikel i Information, at forslaget ikke vil føre til en ændret praksis, hvis det gennemføre, og udtaler i samme artikel at lovforslaget bliver hastet igennem:

En del af vores betænkningsbidrag er også en generel beklagelse af, at det her skal hastes igennem, som det bliver. Når vi har at gøre med lovgivning, som er så tungt og teknisk, og hvor de, der sidder med næsen dybest nede i de mørkeste detaljer, er uenige, er der noget, der tyder på, at det lovteknisk ikke er godt nok. Derfor burde man tage imod vores ændringsforslag med kyshånd.

Men hvorfor vil man så stemme for et lovforslag, der skal hastes igennem og ikke har nogen betydning? Jeg forstår ganske enkelt ikke motivationen bag, men jeg er jo heller ikke politiker eller medlem af et parti.

Jeg har prøvet finde oplysninger på SFs hjemmeside, men her finder man kun landbrugspolitik og et billede af Villy Søvndal sammen med Helle Thorning-Schmidt. På Facebook kan man læse følgende:

Først og fremmest fordi vi er politisk enige i det første punkt om, at bandekriminalitet skal være en skærpende omstændighed omkring udvisning, og vi vurderer ikke, at punkt 2 og 3 fører til reelle forandringer i praksis.

SF erkender, at der er nogle uklarheder og lovtekniske problemer i punkt 3. Det vil vi rette op på, når vi får chancen. Forslagets vedtagelse afhænger ikke af SF’s stemmer og derfor kan vi ikke forhindre denne potentielle dårligdom i at blive vedtaget. Til gengæld kan vi gøre det klart, at man mener at bandekriminalitet skal være en skærpende omstændighed.

Men det hjælper mig ikke; jeg forstår det stadig ikke. Hvorfor er det vigtigt at stemme for?

Derfor skal du lytte til country

Jeg har efterhånden samlet mig et stort musikbibliotek, til lejlighedsvis forundring for resten af hjemmet (‘Far, hvorfor har du så mange cd’er?’ og ‘Hans, de cd’er skal ikke ligge der, vel?’). Mange af mine indkøb er stadig i fysisk format, men jeg er også begyndt at benytte mig af eMusic og det allestedsnærværende iTunes.

Noget af det sværeste at acceptere for mange, er at jeg faktisk holder af countrymusik. For en del mennesker, jeg kender, er denne genre synonym med “hjernedøde bønder med pedal steel og dobroguitar”, som C.V. Jørgensen synger om i ‘Det siger sig selv’ fra det country-influerede I det muntre hjørne. (C.V. mener det mao. slet ikke så hårdt.). Countrymusik er, siger de, reaktionær musik for folk, der gerne ville have stemt på George Bush og har et ukritisk syn på forholdene i USA.

Dette indlæg er skrevet til alle dem, der har det sådan.

Countrymusikken er modsætningernes musik. Den udråbes som autentisk, men er i høj grad et produkt af strømningerne. Den bedste countrymusik har et tekstunivers, der balancerer delikat mellem sentimentaliteten og de store, svære følelser. Det er ikke musik for teenagere, og det er bestemt ikke nødvendigvis (her kommer klicheerne igen) musik, der lyder bedst, når man er fuld, endsige synonymt med stort hår, spidse støvler og squaredance. Den bedste countrymusik formår besyngelsen og betvivlelsen af de nære ting og kan på samme tid være tilbagelænet og desperat. Den bedste countrymusik kan formulere en skarp samfundskritik og pege på det positive i mennesket.

Nogle rynker på næsen af Dolly Parton (på grund af hendes store hår og store osv.), Willie Nelson og Johnny Cash, men alle har både skrevet og fortolket fantastiske sange. En koncert med Willie Nelson på Roskilde-festivalen for mange år siden husker jeg endnu som et godt minde. Store sangskrivere fra andre genrer har med held taget livtag med countryen – Bob Dylan på bl.a. Nashville Skyline og Elvis Costello på Almost Blue. Og inspirationen fra den såkaldte ‘alternative rock’ (hvad den så end er alternativ til) skabte den ‘alternative country’; det var her jeg startede med Wilco, Son Volt, Uncle Tupelo (stamfar til de to førstnævnte), The Jayhaws og Whiskeytown. For tiden lytter jeg meget til det seneste album med Justin Townes Earle (søn af Steve Earle), Harlem River Blues. Og jeg ser frem til det nye album med Gillian Welch, The Harrow & The Harvest, der kommer på tirsdag.

Prøv evt. at starte forsigtigt med sangen overfor. Det er ‘Jacksonville Skyline’ med Whiskeytown fra deres sidste album Pneumonia, der kom efter at Ryan Adams var gået solo. Dette er nok den bedste sang, jeg kender om at flytte fra sin lidt kedelige by, komme tilbage som en slags fremmed og (gen)opdage savnet. Gem det dumme grin væk og lyt efter!

Hvorfor skal man lære at programmere?

Engang for snart mange år siden havde Aalborg Universitet en basisuddannelse, hvor alting var fælles. De studerende var under et fælles optag, så man kom til at tilbringe de første to semestre sammen med studerende, der enten ville studere et helt andet fag eller var i tvivl. På dén konto fik jeg lavet projekter om henholdsvis bølgeenergi og vindmøller placeret på skibe. Jeg smuglede selv nogle formler ind, og fordi jeg var den eneste, der havde lyst til at programmere – i Pascal – fik jeg æren af dét, da vi skulle undersøge vores snedige fluiddynamiske model for vindmøller på skibe. Vi havde fælles kurser i mekanisk fysik, funktioner af flere variabler, differentialligninger/lineær algebra og programmering – i Pascal!

Efterhånden blev mange meget trætte af denne fælles indgang, og efterhånden var det kun kurserne, der var fælles. Reelt var der nu mange forskellige projektforløb. Da var det, at jeg 16 år efter at jeg selv gik der, fik æren af at undervise i programmering – i Pascal. Ud over at vi måtte slås med en allerede da forældet udgave af Borlands Turbo Pascal, som de studerende ikke selv kunne anskaffe sig og kun kørte under Windows NT, var det en blandet oplevelse; mange studerende våndede sig helt enormt over at skulle lære at programmere, og især hvis man fik kemi/bioteknologi-holdet, kunne det være en kamp op ad bakke. Igen og igen fik jeg spørgsmålet om hvorfor man dog skulle lære at programmere. Det var legitimationsproblemet, som man kender fra fagdidaktik (og især fra matematikkens didaktik, hvor det altid truer), der stak sit ækle hoved frem. Selv ikke et vue ud over de mange computere og tale om computeren som en programmerbar maskine hjalp. Hvorfor skal man dog lære noget så meningsløst?

Og hvad værre var: der var allerede dengang tre slags studerende:

  • dem, der allerede kunne programmere og programmerede godt; de var et bittelille mindretal, og der var
  • dem, der allerede troede, de kunne programmere og programmerede elendigt; dem var der en hel del af, og så var der
  • dem, der aldrig havde programmeret før, og de var flertallet.

Den første gruppe er aldrig kritisk, den sidste var der faktisk håb for, mens dem i midten…

Efter nogle år fik jeg omsider lov at lave kurset om, og jeg bestemte sammen med en kollega, at alle skulle lære – ML. Ikke OCaml, men gode gamle Standard ML. Tanken var dels at lave en stor `nulstilling’ ved at vælge et sprog, som ingen kendte, dels at undervise i et sprog, der havde en ordentlig matematisk teori i ryggen. Ikke, at vi skulle lære de studerende typet lambda-kalkyle, men at vi kunne give en systematisk forklaring af meningen med galskaben i stedet for at pege tilbage på alle hoc-beslutningerne bag Pascal.

Det fik jeg lov til i et år med blandede erfaringer – den første gruppe ovenfor blev udfordret, og den tredje gruppe var tilsyneladende nemmere at fange. Den midterste gruppe troede, de kunne fortsætte med at Basic-programmere, bare i SML nu. De fik et chok, når programmerne ingen ting lavede! På den måde skete der også omsider noget nyt for (nogle af) dem. Nogle blev bare forargede, andre blev nysgerrige. Og alle blev undervist i typer, typer, typer og polymorfi og mere polymorfi. De fleste studerende fandt ud af, at der er en voldsom forskel på tekststrengen "hest" og listen [ "hest" ]. Den første har typen string, den anden har typen string list. De fleste studerende fandt også ud af, at en funktion har en argumenttype og en resultattype.

Og stadig blev jeg spurgt af mange studerende, hvorfor man dog skulle lære at programmere.

Så besluttede nogen, at kurserne på basisuddannelsen også skulle være forskellige, og hermed døde det fælles programmeringskursus. På kemi/bioteknologi åndede de lettet op og begyndte at drømme henført om den dag, hvor den sidste computer ville blive smidt i havnen eller kun ville være i stand til at køre Microsoft Word.

I dag er det kun bestemte studieretninger, der har programmeringskurset, mens alle skal lære matematik (og det har jeg selvfølgelig ikke det fjerneste imod). Nu vil jeg tillade mig at stille det provokerende modspørgsmål: Hvorfor skal man ikke lære at programmere? Hvorfor skal man især ikke lære at programmere i et stærkt typet sprog?

Jeg kunne selvfølgelig i faglig stolthed godt hævde, at den erkendelse som Turing m.fl. gjorde af, at man kan konstruere en generelt programmerbar maskine er en af de helt store naturvidenskabelige erkendelser fra de seneste 100 år – men nogle ville så indvende, at det samme kan siges om opdagelsen af DNA-molekylets struktur, og det betyder vel ikke, at alle skal undervises i dét?

Jeg kunne også tale om glæden ved at kunne se matematiske objekter realiseret; det var sådan, jeg selv opdagede at programmering er interessant. Men der er også Maple og Matlab og Mathematica og selv om det selvfølgelig også indebærer en form for specialiseret programmering, er det heller ikke her, nogen bliver overbevist.

Der må være et bedre argument, og det tror jeg, der er. Nogle af de store problemer i matematikundervisningen kan føres tilbage til problemer, som man direkte må gøre noget ved, når man skal lære at programmere:

  • Mange studerende ikke kan kende forskel på elementet a og mængden \{ a \}. Matematik har sit eget typebegreb, men ingen taler om det. Professionelle matematikere og dataloger med matematisk baggrund ved at dette typebegreb findes, men der er ikke noget godt sprog at tale om denne fundamentale skelnen i.
  • Mange studerende har ikke noget klart begreb om hvad en funktion er, og at en funktion f : A \rightarrow B har definitionsmængde A og værdimængde B. Dette er typebegrebet igen – de kan godt hævde, at f(7) = 8, men at f(42) = sand. (Og nej, det er ikke fordi de har opdaget sumtyper.)
  • Mange studerende skriver matematiske udtryk, hvor der dukker ukendte størrelser op, og de opdager det aldrig selv.  Så spørger man dem, hvor z kommer fra, og de melder pas. I moderne programmeringssprog skal alle størrelser erklæres, før de kan bruges, og man får pænt at vide, hvis det ikke er blevet gjort.
  • Rigtig mange studerende kan ikke læse en definition, fordi de ikke kan skelne mellem hvordan en definition angiver betingelser som det definerede objekt skal overholde (det, man i datalogi kalder en specifikation), og hvordan objektet rent faktisk skal bringes til at eksistere (det, man i datalogi kalder en implementation).

Omvendt er der mange studerende, der gerne vil programmere, men ikke ved, at det, de programmerer, egentlig realiserer et (ofte meget lille og måske noget knudret) matematisk univers.

Så igen: hvorfor er det, man ikke skal lære at programmere, når vi ved, at det er vigtigt at lære matematik?

Kripkes mange verdener

Saul Kripke er en amerikansk logiker og filosof, som har haft betydning langt uden for sit fagområde. Thomas Kuhn, som jeg skrev om forleden, advarede åbenbart sine studerende mod at komme til Kripkes forelæsninger. Det siger sikkert mere om Kuhn end om Kripke.

Kripke (der blev født i 1940) er på mange måder en særpræget skikkelse. Et hårdnakket rygte vil vide, at han som 16-årig blev tilbudt en lektorstilling på Princeton University, men takkede nej, fordi hans mor ville have, at han skulle gøre high school færdig. Dette passer ikke, men sandt er det, at han allerede i high school, dvs. som teenager, publicerede sine banebrydende artikler med det, vi i dag kender som mangeverdens-semantikken for modallogik. Hermed fik modallogikken omsider et ordentligt matematisk grundlag, og man kunne tale om sundhed og fuldstændighed (standardkonstruktionen med kanoniske modeller stammer herfra) også for denne slags logikker. Desuden kunne Quines trælse substitutivitets-argumenter mod nødvendighed endelig få et (synes jeg) ordentligt modsvar. Kripke tog en bachelor i matematik og ikke mere end dét; derefter ventede professorgerningen. På sit 2. år som bachelor-studerende fik han forresten tid til at holde et PhD-kursus på MIT.

Modallogikken (nærmere bestemt den såkaldte aletiske modallogik) er logikken om det nødvendige og det mulige. Jeg vil ikke skrive ret meget om Kripkes verdenssemantik for modallogik her; der er en udmærket oversigt på Wikipedia. Ideen er at betragte sandhed relativt til en mængde af verdener forsynet med en opnåelighedsrelation. En nødvendighedsformel \Box \phi (der skal læses som `\phi er nødvendigvis sand’) er sand i en verden w hvis \phi er sand i alle verdener, der er opnåelige fra w. Denne banebrydende indsigt skyldes Kripke (men dukker faktisk også op nogenlunde samtidig hos en svensk logiker ved navn Stig Kanger).

En ikke uvæsentlig del af Kripkes filosofiske indsats har været at forstå hvordan betegnere (engelsk: designators) kan have mening tværs over verdener, således at det faktisk giver mening at tale om nødvendige påstande. I hovedværket Naming and Necessity beskriver han en teori om sådanne rigid designators, der muliggør dette. En betegner er en rigid designator, hvis den betegner samme objekt i alle de verdener, hvor objektet findes. Man kan så give sig til at diskutere, om sådanne rigid designators er mulige.

Kripke-semantik er interessant nok blevet et vigtigt værktøj i datalogi, hvor man især (men ikke kun) interesserer sig for modallogikker, der ikke er aletisk, men temporale, dvs. omhandler tid. Hermed bliver det muligt at beskrive programmers adfærd over tid.

Saul Kripke er tydeligvis lavet af det stof, som mange anekdoter er gjort af, arketypen på det distræte og helt verdensfjerne geni. Jeg har selv for mange år tilbage overværet et seminar, som Kripke holdt på universitetet i Edinburgh. Det var en blandet oplevelse; jeg fik set giraffen, men det, jeg husker bedst, ud over at han lignede Johannes Møllehaves manisk/excentriske lillebror (hvis man da ellers kan overgå Møllehave i de henseender), er desværre ikke forelæsningen om De Re Propositional Attitudes and The Natural Numbers. Her var en af hans pointer vistnok noget med en forbindelse til deskriptiv kompleksitetsteori; det fortaber sig lidt i tågerne for mig, må jeg tilstå. Derimod husker jeg, at Kripke tænkte særdeles højt og meget hyppigt sagde ah-ah-ah, når han skulle tænke sig lidt om. Det var efter cirka hvert femte ord.

Her er én blandt mange anekdoter (snuppet fra Tuomas Tahkos blog):

Kripke walks into the Kripke Center at CUNY where a few of us are checking the list of speakers for this Lewis conference (an impressive list, but I don’t think I can make it). We note that Kripke’s title is ‘TBA’ (although so is Hawthrone’s). Kripke’s comment: ‘Oh damn’. He had seemingly forgotten about the whole troublesome affair of being the keynote speaker.

En anden anekdote er denne (snuppet fra Robert Paul Wolffs blog):

The next summer, my advisee invited me to dinner at his apartment, where he had taken up light housekeeping with a lovely Radcliffe girl. Saul was there as well. Saul’s father was a Conservative Rabbi, and Saul had had a serious Jewish upbringing. As he talked, he davaned, which is to say he rocked back and forth vigorously. As he talked and davaned he ate, gesturing spastically, and as he talked and davaned and ate and gestured, his food scattered all over the table, as if to illustrate the law of entropy. With gentle understanding, the young Radcliffe student patiently swept the peas up from the table top and put them back on Saul’s plate, where they stayed for a bit before being restrewn.

I have often wondered whether Saul, brilliant though he undoubtedly was, ever understood how much slack everyone was cutting him, from Quine on down. Somehow, I think not.

Hvepsereden

Nu vil jeg helt frivilligt stikke hovedet i en politisk hvepserede. Inden jeg sætter det helt derind, skal jeg huske at gøre standardbesværgelserne:

Nej, jeg bryder mig bestemt ikke om socialt bedrageri, indbrud eller lommetyveri. Og ja, hvis nogen stjæler mine ejendele eller truer mig, vil jeg blive meget vred. Jeg blev faktisk standset og truet, da jeg cyklede hjem fra arbejde en eftermiddag her i januar – og det var en særdeles ubehagelig oplevelse – men det er en anden snak.

Nemlig: det er en anden snak. Min personlige følelse af hævn eller sårethed skal ikke danne grundlag for politik.

Det, jeg reagerer mod, er nyheden om et forslag fra integrationsministeren, der siger at alle kriminelle udlændinge skal udvises af Danmark, lige meget hvor kort en frihedsberøvelse de er blevet idømt.

Dette gør mig særdeles bekymret af mange grunde.

For det første er jeg bekymret for at dette er et brud på det proportionalitetsprincip, der går på at straffens omfang skal være proportionalt med forbrydelsens karakter. Selv en kort frihedsberøvelse vil nemlig nu have en tillægsstraf, der hedder udvisning med alle de langvarige konsekvenser, det måtte have for ikke kun den straffede, men også for den straffedes pårørende.

For det andet er jeg bekymret for at dette repræsenterer et syn på menneskerettighederne, hvor lovgiverne nu reelt udtrykker, at de ser menneskerettighederne som en hindring for den praksis, man gerne vil gennemføre. Dette syn på menneskerettighederne ikke som et ideal, men som en besværlighed, er slet ikke nyt; også under Nyrup-regeringen i 1990’erne havde vi indenrigsministre, der talte om at føre en politik, der balancerer på kanten af konventionerne.

For det tredje er jeg bekymret over at der nu vil blive flere udvisningssager, der kan være tale om at appellere, men at dette kan blive langt besværligere for appellanterne, da Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol nu vil være der, hvor man skal starte. Det kræver flere resurser, både juridiske og økonomiske, og vi vil kunne risikere at der som følge heraf bliver flere brud på internationale konventioner, der ikke vil få nogen konsekvenser.

For det fjerde er jeg bekymret over at også Socialdemokraterne og SF vil stemme for dette forslag. Nogle vil her henvise til, at det viser at forslaget netop er godt, da det nyder så bred opbakning. Jeg må dertil indvende, at jeg ikke er af den holdning, at man kan vurdere om et lovforslag er etisk forsvarligt eller ej ud fra hvor mange, der bakker op om det.

Jeg frygter derimod, at her er tale om endnu et udslag af populistisk politik. Nogle oppositionspolitikere vurderer formodentlig, at der her få måneder inden valget er stemmer at hente i at vise en “fast linje” over for kriminelle og udlændinge og især da over for den særligt upopulære fællesmængde. Dette er Willie Horton-effekten som vi så illustreret i George Bush d. 1. ‘s valgkampagne i sin tid ; S og SF ønsker ikke at få at vide i en valgkamp, at de stemte imod et forslag, der var “tough on crime” og “tough on immigrants”.

For det femte er det uklart for mig, hvorfor vi netop nu i juni 2011 skulle befinde os i en situation, hvor det skulle være nødvendigt med et så vidtgående forslag. Det er korrekt, at der findes udenlandske statsborgere med dansk opholdstilladelse, der gentagne gange har begået kriminalitet. Medierne har været flittige til at gøre opmærksom på dette. Men for det første er dette et langvarigt, systemisk problem, som burde være løst på anden vis – den siddende regering har nu haft en lang regeringsperiode til at gøre dette i. For det andet vil det nuværende forslag ikke kunne indgå at ramme langt flere end de, der begår en sådan systematisk kriminalitet, da udvisning bliver en standardpraksis i forbindelse med enhver frihedsstraf. For det tredje er udvisningsstrategien (på samme måde som ønsket om strengere straffe) for mig at se udtryk for et syn på kriminalitet som et uforklarligt “naturfænomen”, der gør at vi kun kan sætte ind med en symptombehandling. Jeg havde håbet, at man i vore dage ville have en større indsigt i det problem, som kriminalitet udgør.

Argumentation ved brug af askebæger

Da jeg var studerende, var der et kursus i matematikkens videnskabsteori på det semester, der hed Mat 3 (som så faktisk var 5. semester), og her blev jeg præsenteret for Thomas Kuhns arbejde. Thomas Kuhn, der var fra USA, var faktisk slet ikke matematiker – han var oprindelig fysiker, men hans arbejde om fysikkens historie førte ham over i videnskabsteorien, og her inspirerede han den ungarske matematikfilosof Imre Lakatos. Senere forærede jeg en af mine bofæller, Nigel Wilding, der lavede en PhD i fysik, et eksemplar af Kuhns The Structure of Scientific Revolutions. Nigel kendte nemlig ikke denne vigtige bog, og jeg syntes, at det var lidt ironisk, at en ikke-fysiker som jeg gjorde. Essensen af Kuhns arbejde er en teori om at videnskabernes udvikling foregår gennem skift af paradigmer, og at disse paradigmeskift sker pludseligt, ikke via gradvis forandring. Der ophober sig flere og flere eksempler på at på et givet tidspunkt eksisterende “normalvidenskab” ikke kan have ret i sine hypoteser, og så introduceres et nyt og usammenligneligt videnskabeligt paradigme. Denne udvikling skulle så ikke kun gælde for fysik eller for naturvidenskaberne, men generelt.

Errol Morris, der studerede på Princeton University, har en ret interessant og ubehagelig anekdote om Kuhn. Her er den korte udgave (forkortet af mig):

I had written a paper on James Clerk Maxwell’s displacement current for Kuhn’s seminar on 19th century electricity and magnetism. The paper might have been 30 or so double-spaced pages. Kuhn’s reply, typed on unlined yellow paper, was 30 pages, single-spaced, with Courier marching all the way from the left to the right side of the paper. No margins. He was angry, really angry.

He had written at the very end of his comments, “You have long since passed the end of the road on which you began.” I asked, “What is that supposed to mean? I’m 24 years old.” He said that I was a “good” first-year graduate student but would become “less good” in subsequent years….

We began arguing… The conversation took a turn for the ugly. Were my problems with him, or were they with his philosophy?

I asked him, “If paradigms are really incommensurable, how is history of science possible? Wouldn’t we be merely interpreting the past in the light of the present? Wouldn’t the past be inaccessible to us? Wouldn’t it be ‘incommensurable?’ ”

He started moaning. He put his head in his hands and was muttering, “He’s trying to kill me. He’s trying to kill me.” And then I added, “…except for someone who imagines himself to be God.”

It was at this point that Kuhn threw the ashtray at me. And missed.

Det er nu ikke kun Dilberts tegner, der er faldet i min agtelse.

Hvorfor lige et askebæger som kasteskyts? Errol Morris’ beretning afslører, at Kuhn var storryger og røg 6-7 pakker cigaretter daglig, mange af dem mens han forelæste. Det var lang tid før rygelovgivningen i USA!

Nu med RSS

Denne blog har et RSS-feed (i fire forskellige formater), og det kan nu ses ude i siden. Desuden har jeg lavet en side (som kan ses fra bloggens topmenu) med de aktuelle URL’er.

Skulle nogen være i tvivl: RSS betyder egentlig Really Simple Syndication (eller er det Rich Site Summary?) og er et dataformat, mange nyhedstjenester på nettet tilbyder til deres nyhedsresumeer. Hvis man har et program der kan læse og abonnere på RSS-feeds, kan man hele tiden have et aktuelt sammendrag af hvad der sker her på bloggen. Man kan læse og abonnere på RSS-feeds med f.eks. Firefox-browseren, med Safari-browseren (Mac OS X 10.4 og op) og med Mozilla Thunderbird. Også seneste inkarnation af Microsoft Internet Explorer kan læse RSS-feeds.

Jeg vil have den umoralske og dårlige eksamensform tilbage

I dag holder jeg eksamen – en af de to projektgrupper, jeg har været vejleder for på 2. semester af datalogistudiet, skal til eksamen i deres projekt. Projekteksamen har siden 2007 været en eksamen, hvor de studerende er til eksamen enkeltvis i 35-40 minutter. Der finder stadig en fremlæggelse sted, men den er ikke del af projekteksamen. På RUC finder projektfremlæggelsen sted på en anden dag end eksamen, på AAU er vi blevet påbudt at holde fremlæggelsen i ét lokale og eksamen i et andet, så ingen er i tvivl om at fremlæggelsen ikke er del af eksamen. Hele seancen med fremlæggelse plus eksamen kan snildt vare op mod 7 timer for en stor gruppe – hvor vi så 7 gange skal starte forfra på en diskussion af og overhøring i projektet. Resultatet er, at vi aldrig når nær så dybt ned i projektet, som man kunne ønske sig. Endnu en mundtlig eksamen ender som en stikprøve, og de studerende får ikke en samlet, grundig tilbagemelding på projektet som helhed.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg ikke er glad for denne eksamensform, som nogle hævdede ville gøre alting så godt med bedre bedømmelser, mere retfærdige karakterer osv.. Virkeligheden er nemlig, at vi bruger mere tid på at give de studerende en langt mere overfladisk bedømmelse og at sidegevinsterne – nemlig at man faktisk lærer noget mere om projektet ved eksamen – er pist væk. Jeg var meget vred og ked af det, da regeringen for 5 år siden forbød projekteksamen i grupper, en eksamensform vi havde over 20 års erfaring med i Aalborg og Roskilde. Især pinte det mig at læse alle de ukvalificerede påstande fra politikere, der aldrig havde haft studerende til eksamen. For den daværende videnskabsministers vedkommende havde han endda aldrig studeret på noget universitet. Politikere bør ikke blande sig på dette detailniveau i hvordan vi tilrettelægger undervisning og bedømmelse.

Jeg har læst, at Socialdemokraterne vil genindføre muligheden for gruppeeksamen, hvis de en dag igen kommer i regering. Det løfte vil jeg (og forhåbentlig også andre) holde dem fast på. Men det, jeg frygter, er at spørgsmålet om gruppeeksamen kan blive en tilbagevendende kamp, som den næste Venstre-regering vil tage op, hvis en socialdemokratisk ledet regering i mellemtiden har genindført muligheden. Den slags usikkerheder kan vi simpelthen ikke leve med i den virkelighed, der hedder undervisning.

Hvis vi skal undgå at gøre et didaktisk spørgsmål til en kampplads, er det nødvendigt dels at få en grundig undersøgelse af eksamensformer, dels at få politikerne (og ikke kun dem fra VCO-partierne) til at få en ordentlig forståelse af det komplekse fænomen, der hedder summativ evaluering. Jeg vil derfor kort og godt opfordre til at politikere fra alle partier med mellemrum prøver at overvære undervisning og eksamen, lige så vel som de besøger plejehjem, sygehuse og børnehaver. Jeg skal gerne lægge undervisnings- og eksamenslokale til!

 

Lige til at grine ad?

Jeg er bekymret over nationalismen og alt det, den gør ved samfundene med sin intolerance og sit had. Efterhånden taler dens stemme i baghovedet på os alle sammen, når vi skal tale om politik. Debatten viser, at selv de mest tolerante og humanistiske stemmer hele tiden uvilkårligt forholder sig til, hvad nationalisterne mon vil sige. Center for Vild Analyse har endnu en interessant kommentar, hvor de konkluderer dette:

Opgaven med at bekæmpe nationalisme og lignende onder består derfor ikke i at kritisere, at ‘lange hårdt ud’ og sige, at »nu går DF over stregen«, som det hedder i overskrifterne, men tværtimod i at vise, hvordan de vælter sig i selvhøjtidelighed og idioti. Et godt forbillede kan findes hos Tina Fey, der lavede en fremragende parodi på Sarah Palin ved ganske enkelt at gentage præcis det, Palin havde sagt i et interview. Det er faktisk komisk, når Pia Kjærsgaard siger til en tysk ambassadør, der lige har sagt, at hans lands erfaringer med nationalismen ikke har været for gode, at han bør vare sin mund på grund af Tysklands erfaringer med nationalismen. Vi mangler bare at lære at grine af det.

Mon ikke dette er en vej frem? Jeg håber, den leende Helle Thorning-Schmidt på billedet ovenfor er i færd med at gå forrest (men jeg tvivler desværre på det).