En oplagt julegaveidé

Jeg har netop haft møde med fire grupper af studerende på første studieår på datalogi/software-holdet på Aalborg Universitet. Ingen kommentarer om deres projektarbejde; det er gået, som det skal. Men der var noget, der er blevet stadig mere vigtigt for mig: Vores nye studerende skal kunne gå til projekteksamen på den måde, projekteksamen er tænkt som på AAU (og RUC )- nemlig som en gruppeeksamen.

En af den afgående regerings urimeligheder (og der er som bekendt mange, hvis man spørger mig) var at forbyde gruppeeksamen. De partier, der nu har et flertal i Folketinget, har alle talt for at dette forbud skal ophæves. Lad det ske, og gerne inden 2011 er omme.

Jeg kan heldigvis se, at Magnus Pedersen, der er nyvalgt formand for Danske Studerendes Fællesråd, gør sig helt tilsvarende tanker i Metro Xpress i dag.

(Og sådan lykkedes det mig så åbenbart at skrive om politik alligevel.)

Elektricitet er et mysterium!

Et af de underligste og mest forstemmende fænomener, jeg kender, er kreationisme. I USA er kreationismen som bekendt uhyggeligt indflydelsesrig. Ikke helt få ledende politikere derovre har bekendt sig til denne tilsidesættelse af naturvidenskabelig erkendelse. Der findes et stort udvalg af kreationistiske lærebøger, som gør det muligt for børn i kristne skoler helt at undgå at stifte bekendtskab med sædvanlig naturvidenskab. Ovenfor er vist en side fra en bog for 4. klasse i det, der vel svarer til “natur og teknik”. Man skulle tro, at der var tale om en parodi, men det er det desværre ikke. Så jeg ved ikke, om jeg skal grine eller græde.

Kreationismen kan iklæde sig flotte matematiske gevandter (især såkaldt “intelligent design” gør en dyd ud af det), men neden under kreationismen ligger altid dogmet “Appel til uvidenhed”, og det lyder

Her er et fænomen, som jeg ikke kan forklare. Derfor kan ingen andre forklare det. Derfor vil fænomenet aldrig kunne forklares. Og derfor må der ligge en højere magt bag. I bedste fald er andre forklaringer teorier, og man kan ikke udtale sig om sandhedsværdien af en teori.

Lærebogssiden ovenfor er én stor appel til uvidenhed. Et andet eksempel er et kapitel om Månen  fra en anden tilsvarende bog (tilgængelig fra forlagets websted) – her handler kapitlet mest om at forklare, hvorfor vi intet ved om Månens oprindelse, ved at betvivle eksisterende forklaringer. Ja, der findes teorier om at Månen kommer fra samme protoplanet som dannede Jorden ved solsystemets fødsel, men det er “bare en teori” – så vi ved intet.

Naturvidenskab er det stik modsatte af denne let organiserede uvidenhed. I sit ideal handler naturvidenskab om at mindske uvidenhed og om at være intersubjektiv – en videnskabelig teori skal kunne undersøges uafhængigt af f.eks. religiøse anskuelser og en videnskabelig teori skal kunne falsificeres. Kreationistiske forklaringer om guddommelig indgriben vil aldrig kunne falsificeres.

Kreationismens holdning om at der kun er teorier er tilsyneladende et tolerant syn på naturvidenskab, men reelt er den det stik modsatte. Når alle forklaringer er lige gyldige, bliver de nemlig også ligegyldige. Og det ubehagelige spørgsmål er nu uvægerligt dette: Hvorfor skal man så netop undervise i kreationistisk “videnskab”, hvis det hele alligevel bare er “teorier”, der ikke kan underbygges eller falsificeres? Hvorfor overhovedet bedrive naturvidenskab, hvis vi ikke kan opnå viden?

Et helt oplagt svar er selvfølgelig: Anvendelserne af naturvidenskabens resultater i teknologi, for de er med til at legitimere naturvidenskaben på bedste vis. Jeg tvivler på at f.eks. solceller, der producerer elektricitet, er opfundet af en kreationist.

Jeg skal her til sidst huske at gøre to vigtige forbehold:

Her er det første. Kreationismen er slet ikke en kristen specialitet. Der findes også muslimske kreationister (f.eks. den indflydelsesrige tyrker der kalder sig Harun Yahya) og hinduistiske kreationister (bl.a. Hare Krishna’erne er kreationister), men interessant nok ikke ret mange jøder, der er kreationister – interessant, når man tænker på hvordan kristendom og islam bygger videre på jødedommen.

Og her er det andet. Der findes (gudskelov, om jeg så må sige) faktisk også mange mennesker, der ikke er kreationister, selv om de bekender sig til en religion. Ja, faktisk findes der dygtige anti-kreationistiske, men religiøse videnskabsfolk (et eksempel er den amerikanske palæontolog Robert Bakker). Dette viser da også netop, at naturvidenskabens ideal om intersubjektivitet og uafhængighed af anskuelser er det rigtige at stræbe efter.

Af jord er vi kommet

Nu kommer der er rigtig showstopper her på bloggen. Ingen har lyst til at tænke på døden, heller ikke jeg. Jeg har halvt i spøg ofte sagt, at jeg vil brændes, hvis jeg dør. Alle håber vi, at livets afslutning er blevet afskaffet, når vi en dag når dertil.

Men en dag er der ikke mere tid, og snart er der heller ikke mere plads. I Storbritannien (eller i al fald i England) er de allerede ved at løbe tør. Gravpladser fylder en hel masse, og også urner skal være et sted. Der findes i hvert fald to økologiske alternativer:

  • Resomation: Man kan opløse det bløde væv i en steril (og forhåbentlig nedbrydelig) væske og si knoglestumperne fra. Væsken ledes ud i kloakken; knoglestumperne overdrages til de efterladte.
  • Promession: Man frysetørrer den døde ved nedsænkning i flydende kvælstof. Herefter kan liget let pulveriseres. Det lugtfri, sterile pulver placeres i en biologisk nedbrydelig kiste af majsstivelse og begraves. Efter 6-12 måneder er hele herligheden væk.

Når jeg tænker på disse to metoder, er der heller umiddelbart ikke nogen af dem, der appellerer til mig. Men så tænker jeg: Hvorfor ikke? Når jeg er død, har “jeg” ikke længere brug for en krop. Tilbage er alt, det min eksistens har ført med sig af efterkommere (jeg har en datter), produkter af min tankevirksomhed (jeg har f.eks. skrevet en bog) og venskaber. Der er også – ikke at forglemme – de minder, andre måtte have. På denne måde lever vi alle videre. Måske skal det være promession alligevel? Kloakken er trods alt ikke lige noget for resterne af mig.

Troy Davis

Når du læser dette, er det den 21. september 2011. Hvis ikke det bliver forhindret, vil amerikaneren Troy Davis i dag blive henrettet i delstaten Georgia. Han har siddet på dødsgangen i 20 år, dømt for mordet på politimanden Mark Allen MacPhail.

Der er aldrig fundet fysiske beviser, som forbinder Troy Davis til mordet, og sagen mod ham bygger alene på vidneudsagn. Siden dommen i 1991 har syv af anklagerens ni hovedvidner trukket deres vidneudsagn tilbage og beskyldt politi for at have fremtvunget deres første forklaringer. Amnesty International har fulgt Troy Davis’ sag tæt og opfordrer til, at delstaten Georgia stopper henrettelsen på baggrund af de manglende beviser.

“Med de usikkerheder, som eksisterer i denne sag, kan myndighederne ikke udføre denne henrettelse med god samvittighed. Selv de stærkeste fortalere for denne straf bør blive foruroligede af manglen på beviser imod Troy Davis”, siger Rob Freer, Amnesty Internationals amerikanske researcher.

Sagen har påkaldt sig internationalt opmærksomhed, og bl.a. USAs tidligere præsident Jimmy Carter (der selv er fra Georgia) og paven har appelleret om ikke at henrette Troy Davis. Henrettelsesdatoen den 21. september er den fjerde dato, som Troy Davis modtager indenfor de sidste fire år. I 2007 var Davis mindre end 24 timer fra at blive henrettet, indtil henrettelsen blev udskudt.

Det er mig en gåde, at et land, der kalder sig demokratisk, fortsat kan have dødsstraf.

Følg dette link til Amnesty Internationals aktion og vær med til at gøre noget, inden det er for sent.

De naturlige sprogs informationsteori

Hvorfor er der nogle sprog, der lyder “hurtigere” end andre? Spansk virker for mange (også for mig) som et sprog, hvor der bliver talt hurtigt, mens fransk og tysk er mere adstadige i tempo. Underligt nok, for fransk er tættere beslægtet med spansk end med tysk. I Time kan man læse om en fransk undersøgelse fra Université de Lyon, der undersøger dette.

Der er tale om en empirisk undersøgelse, hvor man har ladet mennesker med forskellige modersmål læse de samme tekster i hver deres oversættelse højt. Det viser sig, at der er forskelle i informationstætheden i det sprog, der tales – løst sagt, hvor mange stavelser, der skal bruges for at udtrykke en mening – og på hvor mange stavelser, der siges pr. tidsenhed. På spansk er informationstætheden lavere end på fransk, men der siges flere stavelser pr. tidsenhed. Det er derfor, det virker det som om spansktalende taler hurtigere end fransktalende.

En anden undersøgelse fra Manchester University synes til gengæld at påvise, at forskellige naturlige sprog har samme entropi, og det undrede mig først. Entropi i informationsteoretisk forstand er et mål for den forventede informationsmængde i et sprog. Mere præcist, hvis en stokastisk variabel X kan antage værdier i mængden \{ x_1, \ldots, x_n \} med sandsynlighed p(x_i), så er entropien givet ved

H(X) = - \sum^{n}_{i=1} p(x_i)\log_2(p(x_i))

Fra Lyon-undersøgelsen skulle man forvente, at spansk og fransk ikke havde samme entropi. Men Manchester-undersøgelser siger, at det har det. Hvordan kan de to konklusioner leve sammen? Forskellen er så vidt jeg kan se, at undersøgelsen fra Lyon betragter entropien af stavelser, mens undersøgelsen fra Manchester betragter entropien af længere sproglige konstruktioner (sætninger og helmeninger) – så udfaldsrummet for X er i Lyon-undersøgelsen mængden af stavelser og Manchester-undersøgelsen mængden af sætninger.

Det er også interessant, at Manchester-undersøgelsen tilsyneladende udelukkende betragter “langsomme” sprog som engelsk, tysk, fransk, finsk, kinesisk, tagalog (det mest udbredte sprog på Filippinerne) og uddøde sprog som sumerisk og oldægyptisk, for hvilke man muligvis ikke (jeg ved det ikke) kan sige meget om hastigheden.

At være der og ikke være der

De to morsomste film, jeg kender, er begge amerikanske. Der findes et hav af film fra Hollywood, der forsøger at være morsomme, men slet ikke lykkes med at være det – ligesom der findes et lige så stort hav af gyserfilm, der ikke er uhyggelige. Der er sikkert ikke noget så svært som at lave en vellykket genrefilm.

Og hvad er det så for to film, jeg synes er så morsomme? Den ene er Hal Ashbys Being There med Peter Sellers og Shirley MacLaine. Handlingen er enkel: En rig mand i Washington D.C. har en gartner, der aldrig forlader huset, er analfabet og tilbringer sine ledige stunder med at se sæbeoperaer. Da den rige mand dør, bliver gartneren sat på gaden. Han bliver samlet op af en rig politikerfrue og herefter begynder den naive, helt uvidende mands odyssé ind i magtens korridorer.

Dette er nok en af de bedste film med Peter Sellers – og den er desværre samtidig en af de de sidste, han nåede at lave. Samtidig er den ukarakteristisk for hans produktion. Alt for mange skuespillere i filmkomedier tror, de bliver ekstra morsomme ved at overspille. I denne film underspiller Peter Sellers konsekvent, og det går perfekt i spænd med Hal Ashbys instruktion.

Den anden film, jeg synes er rigtig morsom er Harold Ramis’ Groundhog Day med Bill Murray og Andie MacDowell. Også her kommer humoren frem i forsøget på at møde en ukendt, ny hverdag, og igen lykkes det den mandlige hovedrolleindehaver at tøjle sig selv og underspille. Bill Murray er heldigvis stadig i live og har lavet gode film siden, bl.a. Lost in Translation.

Disse to film sætter i virkeligheden fokus på komediegenrens problem – der er en hel masse komik, men alt for lidt humor. Komik er som regel overtydelig i sin kalden på grinet, mens humor kan være subtil og sætte tanker og følelser i gang.

Skal jeg nævne en tredje film, jeg også finde morsom, er det forresten også en film med Peter Sellers på rollelisten, nemlig Dr. Strangelove. Men mere om den en anden gang.

Tiger, Tiger

Jeg har netop læst Tiger, Tiger af Margaux Fragoso. Bogen, der kom tidligere i år, er hendes debut, og den er på mange måder rystende læsning. Margaux Fragoso er fra USA og voksede op i Union City i New Jersey, ikke så langt fra New York. Hendes mor er psykisk syg og ryger ind og ud af hospitaler, hendes far drikker for meget og er voldelig – så alle er glade, da Margaux i en alder af 7 begynder at tilbringe megen tid hos parret Inés og Peter, der har et farverigt hjem med mange dyr og plejebørn, der kommer og går. Peter er pædofil, og snart er Margaux blevet fanget i et tæt spind af seksuelt misbrug og psykisk afhængighed. Efterhånden mister Margaux sine venner og bliver holdt udenfor i skolen. Til sidst er Peter for gammel og svag til at gennemføre de seksuelle handlinger, men hans omklamring fortsætter ufortrødent, mens forholdet bliver mere og mere voldeligt. Et tegn på omklamringen er at Peter i en alder af 60 prøver at følge med i Margauxs interesse for rockmusik; men det er som om noget ændrer sig i hende, da hun opdager Nirvana og begynder at identificere sig med Kurt Cobain og hans skæbne. Det er dog først, da Peter begår selvmord 15 år senere, kan Margaux begynde at tage opgøret med de spildte år. Opgøret er svært, for hun har følt, at hun elskede ham og at han elskede hende.

Det er svært ikke at blive mindet om Kristian Ditlev Jensens debut, Det bliver sagt, fra 2001. I begge disse erindringer mærker man, hvordan den pædofile går bevidst efter de mest udsatte børn, dem der har brug for kærlighed og tryghed, dem med de fraværende forældre som er fyldt op af egne bekymringer. I begge bøger får man en fornemmelse af at omverdenen lukker øjnene for det, der sker. Og i begge bøger får man et portræt af den pædofiles stærkt ubehagelige, sammensatte personlighed, der på den ene side er egoistisk og ligeglad med barnet som barn, på den anden side sætter alt ind på at skabe og fastholde en afhængighed. Det ekstra aspekt i Tiger, Tiger er beskrivelsen af hvordan det er at vokse op med en mor, der er psykisk syg. Til allersidst, i bogens efterskrift, får vi at vide, at Margaux Fragosos mor og hendes tvillingesøster også var blevet seksuelt misbrugt i deres barndom, og at dette måske er årsagen til at moderen blev psykisk syg.

Jeg kommer uvilkårligt også til at tænke på Emma Donoghues roman Room, som jeg tidligere har skrevet om her på bloggen. Også Room handler som bekendt om seksuelt misbrug og en tilfangetagelse, der her er helt bogstavelig. Den roman har en fortæller, der stadig er barn, mens Tiger, Tiger er skrevet fra den voksnes perspektiv. Sådan ender erindringer vel ofte med at være, og vi må ikke glemme det: Margaux Fragosos bog er netop ikke en roman, men litteraturens rekonstruktion af det skete.

De seksuelle passager i bogen er ubehagelig læsning, og fortællingen er knugende i sin voldsomme helhed. Jeg kan dog ikke sige andet end at Margaux Fragoso skriver godt; hun har faktisk en PhD i litteraturstudier og har skrevet digte og fiktion. Dette er en forfatters beretning. Ligesom Det bliver sagt kan Tiger, Tiger derfor sagtens blive læst som en roman, men den er selvfølgelig alt andet end dét. Jeg ved, at nogle anmeldere er utilfredse med bogens løse ender – men her tror jeg netop, at de glemmer at bogen netop ikke er fiktion. Det virkelige liv har en masse løse ender.

Tiger, Tiger kan fås som Penguin-bog og er i år også kommet på dansk på Gads Forlag under titlen Kun hvis du har lyst. Den er værd at læse.

En føljeton om pæne mennesker og demokratiet

Det begynder desværre at ligne en føljeton om “pæne” mennesker, der er utilpasse ved demokratiet. Jeg skrev i et tidligere indlæg, at direktør Asger Aamund kan forestille sig tilfælde, hvor demokratiet kan sættes ud af kraft. Et par dage inden havde jeg skrevet om universitetslektor Søren Hviid Pedersen, der går ind for at borgere, der ikke har arbejde, skal fratages deres stemmeret. Og nu kan man læse, at Bünyamin Simsek, der er folketingskandidat for Venstre og sidder i Aarhus byråd, på valgaftenen skriver følgende på Facebook:

Stolt over at være Liberal og venstre mand efter 10 år med ansvar og nødvendige beslutninger at danskerne har gjort os til Danmarks parti nr. 1 – måske grundlov skulle effektueres og kriminelle og kontanthjælps modtager skulle fratages deres stemmeret. 🙂

Det er korrekt, at grundlovens §29 giver denne mulighed:

§ 29
Stk. 1.
Valgret til folketinget har enhver, som har dansk indfødsret, fast bopæl i riget og nået den i stk. 2. omhandlede valgretsalder, medmindre vedkommende er umyndiggjort. Det bestemmes ved lov, i hvilket omfang straf og understøttelse, der i lovgivningen betragtes som fattighjælp, medfører tab af valgret.

Men det korrekte ville være at afskaffe denne udemokratiske passus, som er i strid med Verdenserklæringen om menneskerettigheders princip om almindelig valgret; i det hele taget må det være på sin plads at give grundloven af 1953 et eftersyn, så den kan bringes i overensstemmelse med de menneskeretlige konventioner, Danmark gennem årene har tiltrådt.

Bünyamin Simsek opnåede forresten ikke valg; det gjorde hans kone så til gengæld her, den 15. september, som forresten er FNs dag for demokrati. Hvad mon hendes holdning er i dette spørgsmål?

Og så lover jeg at holde en pause med at skrive om politik. Dette skal ikke være en politisk blog; der er så meget andet i verden også.

Dagen derpå

Om lidt er det tid at være seriøs igen. Men i går fik følelserne frit løb derhjemme til sidst på aftenen, mens der var tændt for valgudsendelsen. De sidste 10 år i dansk politik har været én lang, grim oplevelse. Det var mistænkeliggørelsen af de arbejdsløse og kontanthjælpsmodtagerne, det var hetzen mod etniske mindretal og herboende udlændinge, det var krig og kynisme og ragen til sig og ligegyldighed over for menneskerettighederne, der er det bedste, vi har, og miljøet, der er det eneste, vi har. Jeg selv, der vel kan klare mig under en vilkårlig regering (jeg har i al fald stadig mit job) fik oplevet universitetsloven af 2003 og bevægelsen fra forskning til faktura. Men i går aftes, da 99,8 procent af stemmerne var talt op og Johanne Schmidt-Nielsen holdt sin tale (en god og retorisk vellykket tale var det, og den handlede om det vigtige i politik – at ændre på det, der er forkert i samfundet), opdagede jeg at tårerne kom frem. Det er sentimentalt og muligvis lidt plat, det ved jeg – men jeg var lettet. Nu bliver det anderledes. Det skal det blive.

Allerede nu er det hverdag igen. Valgplakaterne hænger falmede tilbage på Limfjordsbroens opkørsel. Her er mine håb til den kommende tid:

  1. At der kommer fokus på en positiv tilgang til at ændre samfundet og på menneskeværd. Efter den borgerlige regerings tiltræden i 2001 begyndte det nu berygtede opgør med “eksperter og smagsdommere” og en hetz-agtig “værdipolitik”. I Jyllands-Posten hoverede læserbreve og kommentatorer om kap i lang tid bagefter. Den slags må ikke ske igen med modsat fortegn. Det eneste, der er værre end en dårlig taber, er en dårlig vinder.
  2. At det hele ikke kommer til at handle om middelklassen, boligpakker osv. De arbejdsløse, de syge, kontanthjælpsmodtagerne, flygtningene og de andre danskere, der befinder sig i en svær situation, skal have et værdigt liv. Alle her er en af os.
  3. At de, der har tænkt over valget og deltaget i det, nu viser et godt eksempel uanset hvad de stemte. Vi kan være uenige politisk, men vi skal også leve videre sammen her i hverdagen.
  4. At Dansk Folkeparti får den indflydelse, som partiets politiske dagsorden fortjener, dvs. slet ingen.