Naturligvis???

Der er en amerikansk tegneserie om Dilbert, en hyggelig lille mand, der arbejder på et kontor.

Dilberts skaber hedder Scott Adams, og han har en blog. I går skrev han dette som reaktion på bl.a. den seneste tids sager, hvor Dominique Strauss-Kahn og andre mildt sagt er blevet kompromitteret:

No doubt you have noticed an alarming trend in the news. Powerful men have been behaving badly, e.g. tweeting, raping, cheating, and being offensive to just about everyone in the entire world. The current view of such things is that the men are to blame for their own bad behavior. That seems right. Obviously we shouldn’t blame the victims. I think we all agree on that point. Blame and shame are society’s tools for keeping things under control.

The part that interests me is that society is organized in such a way that the natural instincts of men are shameful and criminal while the natural instincts of women are mostly legal and acceptable. In other words, men are born as round pegs in a society full of square holes. Whose fault is that? Do you blame the baby who didn’t ask to be born male? Or do you blame the society that brought him into the world, all round-pegged and turgid, and said, “Here’s your square hole”?

Tak for kaffe! (sagde jeg, der er tedrikker). Jeg troede, det hørte fortiden til at hævde, at seksuelle overgreb er en “del af mænds natur” og derfor er “uundgåelige”. Og her stod det så igen. Til alt held tager bl.a. den amerikanske biolog PZ Myers (han har også en blog) til genmæle. Scott Adams’ indlæg har da også fået 1119 “dislikes” (inklusive min).

Indlysende/trivielt (?)


Timothy Gowers, der er matematiker i Cambridge, har en side med `matematiske diskussioner’, der er en liste med overvejelser om en lang række helt fundamentale (og ofteste elementære) spørgsmål. Et interessant spørgsmål på listen er det tilsyneladende banale: Hvorfor er multiplikation af naturlige tal egentlig en kommutativ operation? Mere præcist, hvorfor er formlen

\forall x \in {\mathbb{N}}.\forall y. \in {\mathbb{N}}. x \cdot y = y \cdot x

sand? Gowers har to bud:

  • Et bevis, der udnytter at mængden af felter i et m \times n-gitter har samme kardinalitet som et n \times m-gitter
  • Et bevis, der gør brug af `tælledefinitionen’, at m \cdot n = \underbrace{n + \ldots + n}_{m \mbox{ gange }} og foretager induktion i m

Men vil vi generalisere til de hele tal, dvs. bevise at

\forall x \in {\mathbb{Z}}.\forall y. \in {\mathbb{Z}}. x \cdot y = y \cdot x

er sand. Her bliver man i beviset nødt til først at vise det lille lemma, at ethvert negativt tal er på formen -n, hvor n \in \mathbb{N}, og så er vi tilbage ved overvejelser om konstruktionen af de ikke-positive tal som den mindste udvidelse af \mathbb{N}, der giver os en gruppe.

Nogle læsere synes formodentlig, at her er tale om trivialiteternes overdrev, og at der rettes et batteri af kanoner mod en stakkels gråspurv. (Det gælder ikke kun `lægfolk’, også de fleste ingeniører vil sikkert udstøde suk. I en ikke så fjern fortid husker jeg ingeniørstuderende, der våndede sig over `alle de mange beviser’ i min undervisning. Det var nu sjældent, fordi de syntes, de var trivielle.)

Men for mig illustrerer Gowers’ overvejelser dels den vigtige forskel mellem det indlysende og det trivielle. Det er nemlig indlysende, at multiplikation af hele tal er kommutativ, og også indlysende at ethvert negativt tal er på formen -n, men et trivielt faktum, det er det ikke. Hvis det var, ville der ikke være noget at lære for skolebørn, vel? (Der har været udfordringer netop her, kan jeg som fader godt røbe.)

Clarence Clemons 1942-2011

Clarence Clemons, saxofonisten i E Street Band, døde i går den 18. juni 2011. Vi er mange, der vil savne ham. At det var ham, der dengang havnede på coveret af Born To Run sammen med Bruce Springsteen, er ikke et tilfælde. Dette var et venskab, der kom til at vare næsten 40 år.

Hjertet, der ikke vil dø

Jeg har længe set frem til at kunne læse Kald mig ikke offer! af Dina Yafasova, der er en dansk bosat journalist og forfatter fra Usbekistan, hvorfra hun i sin tid måtte flygte.

For fire år siden havde jeg den store glæde at møde Dina, da vi i Amnestys lokalforening i Aalborg inviterede hende til at holde foredrag om sin dengang netop udkomne bog, Dagbog fra Sandholm. Den beskriver Dinas flugt fra Usbekistan og møde med det danske asylsystem.

Kald mig ikke offer! er Dinas nye bog. Den er hendes beretning om Archana Guha, en indisk skolelærer fra en pigeskole i Kolkata. Archana blev sammen med sin svigerinde og en fælles veninde i 1974 anholdt, fordi Archanas bror Saumen var mistænkt for at være med i en væbnet oppositionsgruppe.  Herefter fulgte et regulært helvede på jord for de tre kvinder med omfattende tortur, tvungne tilståelser og fængsling. Da Archana omsider som den sidste blev løsladt i foråret 1977, kunne hun ikke gå. Bogen følger Archanas vej tilbage til livet, hvor en vigtig rolle spilles af Amnesty Internationals danske lægegruppe. Her var Inge Genefke, den senere stifter af IRCT, en drivkraft. På Rigshospitalet genvinder Archana langsomt førligheden og møder kærligheden i form af Per Jensen, der er portør. I Indien anlægger Saumen sag mod torturbødlerne, og i de følgende år rejser Archana frem og tilbage mellem sit nye hjem i Danmark og Indien for at kunne deltage i retssagen. Først i sommeren 1996 slutter retssagen, og torturbødlen idømmes – ét års fængsel. Omkostningerne er mange ved at skulle dele sin tilværelse mellem to lande og ved at skulle kæmpe en tilsyneladende endeløs kamp mod de utallige forsøg på forhaling og mistænkeliggørelse.

Kald mig ikke offer! udspringer af det skæbnefællesskab, der er mellem Dina og Archana. To stærke og modige kvinder, der ikke er ofre – men overlevere. Deraf bogens titel. Selve overlevelsen er et tema, bogen vender tilbage til igen og igen. Hjertet dør ikke, når man tror det burde – som indledningscitatet fra Czeslaw Milosz lyder.

Kald mig ikke offer! er først og fremmest fortællingen om Archana, levende og skræmmende fortalt – en beretning om ufattelig grusomhed, fornedrelse og lidelse, men i høj grad også en gribende kærlighedshistorie mellem to modne mennesker fra hver sit land og en tragisk historie om hvordan en konflikt kan vokse frem i en ellers velfungerende familie som følge af et alt for langvarigt opgør med uretfærdigheden. Bogen er derudover bærer af sidehistorier i form af beretninger om Dinas møde med nogle danskere, der har gjort et særligt indtryk: Først Suzanne Brøgger, Dinas forfatter-mentor, der bærer på en tragisk oplevelse fra Usbekistan, hvortil hun rejste som ung. Dernæst Inge Genefke og Bent Sørensen, der er ildsjælene bag IRCT. Og endelig, i bogens epilog, kan Dina udfolde sine betragtninger om torturen og dens brutaliserende virkning på samfundet og det enkelte menneske (hvad enten det er torturoverlever, bøddel eller “os andre”). Her bliver der trukket tråde helt frem til Guantánamo, det seneste eksempel på hvor galt, det egentlig er fat.

Dina skriver usædvanlig godt; hendes sprog er billedrigt og på én gang fuldt af følelser og fakta, og også af dén grund er bogen klart anbefalelsesværdig. Netop denne kombination bør gå rent ind hos læseren. Efter de latterlige og forstemmende diskussioner, man nogle gange er vidne til, selv på landsdækkende tv, om ja/nej til tortur, tikkende bomber og hvad ved jeg, er Kald mig ikke offer! en tiltrængt modgift mod den populistiske forråelse.

I 1996 havde vi faktisk inviteret Per og Archana til Aalborg, men Archana blev desværre alvorligt syg, så besøget blev aldrig til noget. Nogle år senere var jeg så heldig omsider at møde de to ved Amnesty Internationals landsmøde i Svendborg. Jeg håber at kunne møde dem og Dina igen en dag!

Jeg er træt af ytringsfriheden (nu med quiz!)

Tidligere har jeg skrevet om den igangværende disput mellem professor Marlene Wind og bl.a. Søren Pind og Pia Kjærsgaard. Dengang bemærkede jeg, at eksperter selvfølgelig har lov til at udtale sig, men at ordvalget i disputten har været ret uheldigt. Jeg er nu blevet mere bekymret end jeg var, da jeg skrev mit første indlæg.

Jeg har nemlig nu erfaret, at Marlene Wind i samråd med sin institutleder har besluttet, at hun vil holde en pause fra medierne.

Min fornemmelse er blevet, at nogle politikere har prøvet at tryne en akademisk ekspert, de ikke bryder sig om, og at det er lykkedes. Pia Kjærsgaard udtaler da også (citaterne er taget fra den artikel i Politiken, som omtaler Marlene Winds pause)

Jeg håber, at den pause bliver rigtig, rigtig lang… Hun har politiseret. Hun taler ned til folk. Hun forholder sig ikke til faglige og saglige kendsgerninger i forhold til sit professorat… Overhovedet ikke. Hun er slet ikke lig andre forskere. Hun har ikke forholdt sig til de ting, hun er ekspert i…

Det, jeg finder er problematisk, er den kombination af betvivlelse af Marlene Winds kompetence og en hoverende undertone, som citatet giver udtryk for. Måske er ytringsfriheden ikke blevet krænket rent formelt, men der er noget galt med debatkulturen og politikeres holdning til kritik.

Til sidst en quiz til denne blogs læsere. I hvilket dansk dagblad kunne man for nylig læse dette? Hvem har udtalt det og i hvilken sammenhæng?

Der har gennem de seneste år udviklet sig en grov debatkultur , hvor alle fra rigsrevisor til menneskerettighedseksperter over erhvervsliv til universitetsforskere risikerer at få at vide, at de enten er idioter, maniske, populister, hadefulde eller politiserende, hvis budskaberne ikke passer VKO.

Eventuelle svar kan afleveres som en kommentar her på bloggen (ikke på Facebook o.lign.) til dette indlæg. Præmien er, at der ikke vil komme flere indlæg fra mig om dette emne.

Fortidens fremtid

I dag kom det med posten – bind 2 af Linda og Valentins samlede eventyr. Vi er mange, der voksede op med denne franske tegneserie, der havde sin storhedstid i 1970’erne og begyndelsen af 1980’erne.

Linda og Valentin er en slags bindeled mellem Fart og Tempo-bladet (hvor man først kunne læse dem på dansk) og de senere, mere dystre udgivelser fra Les Humanoïdes Associées, der først så dagens lys i Metal Hurlant-magasinet med serier af Druillet, Moebius m.fl. Tegnestilen og den ligetil humor har Linda og Valentin fælles med førstnævnte; især i de tidlige albums er der mindelser om Franquin (Splint & Co.) og Morris (Lucky Luke) på billedsiden i Mezières’ let karikerede, runde tegnestil. Fortællingerne, der i science-fiction-regi tager livtag med komplicerede, ofte politiske emner, peger hen mod sidstnævnte (men slår Metal Hurlant, der – synes jeg – efterhånden for ofte ender ovre i det vulgære). Og så kan historierne om Linda og Valentin læses både af større børn og voksne; de er også et godt eksempel på en handlekraftig heltinde, og dét tager børn heller ikke skade af at læse om, synes jeg. Der er kommet en række tegnefilm også på Cartoon Network, men de skulle være meget mere anime-agtige i deres grafiske udtryk. Det er lidt synd, hvis det er tilfældet.

Bind 2 rummer Landet uden stjerner, Velkommen til Alflolol og Herskerens fugle. På dette tidspunkt har Christin og Mezières fået skabt deres specielle univers, og dette er nogle af de historier, jeg husker – selv om det godt nok er længe siden! I mange år har disse albums været uopdrivelige og kostet små formuer antikvarisk. Nu er de her omsider i flot hardcover-udgave fra forlaget Cobolt, der har overtaget rettighederne fra mange af de gamle Carlsen-udgivelser.

Jeg er nok ikke den eneste, der har lagt mærke til et slægtskab mellem Stjernekrigs-filmene og Linda og Valentin – begge foregår i intergalaktiske universer, hvor mennesket blot er én civilisation blandt mange, og også på billedsiden er der mindelser. Begge er klassiske eksempler på 1970’er-science-fiction, men jeg ved godt, hvem der kom først.

Jeg glæder mig til en eftermiddag i lænestolen (eller havestolen) med begavet eskapisme i selskab med det nye bind.

Jeg er stadig træt af ytringsfriheden mm.

Den seneste tids  ordvekslinger i medierne mellem professor Marlene Wind og politikere fra regeringspartierne og Dansk Folkeparti har ført til en række diskussioner herhjemme. For mig at se er hele sagen symptomatisk for hvordan der efterhånden bliver talt om politiske emner i Danmark.

(Et helt andet spørgsmål er beslutningen om grænsekontrol, men den problemstilling vil jeg ikke forholde mig til her.)

Først og fremmest er der mange, der tager fat i spørgsmålet: Hvornår bliver ytringsfriheden overtrådt?

Det er som om, den politiske diskurs i Danmark (men ikke kun her) er blevet besat af dette spørgsmål. Bestemt er der tale om et vigtigt spørgsmål, men diskussionerne er underligt ukvalificerede, synes jeg.

Bestemmelser om retten til frit at ytre sin mening er typisk blevet indført i forfatninger og internationale konventioner efter at der har været store problemer med at overholde denne ret. For mig at se skal ytringsfriheden derfor stå sin prøve, når magthavere (økonomiske, politiske eller religiøse) bliver udfordret. Igennem tiderne har magthavere langet ud efter dem, der kritiserede dem. Her benytter de sig ikke af ytringsfriheden – de benytter sig af muligheden for at udøve deres magt.

Marlene Wind bruger sin ytringsfrihed til at kritisere magthavernes beslutninger. Søren Pind, Pia Kjærsgaard m.fl. tager til genmæle. Det har de selvfølgelig også ret til.

Jeg finder det bekymrende, at politikere sætter spørgsmålstegn ved den faglige kompetence hos Marlene Wind. Dette minder om de udfald mod “eksperter og smagsdommere”, der fandt sted fra regeringens side efter valget i 2001. Marlene Winds holdninger er i sagens natur ikke uden holdning, tværtimod. Intet udsagn om politiske spørgsmål kan være uden holdning.

Men jeg er også bekymret over kvaliteten af ytringerne fra begge parter. Marlene Wind taler om “valgflæsk” og “den indre svinehund”. Pia Kjærsgaard siger, at Marlene Wind er “færdig”, og Søren Pind finder på et øgenavn. Et sådant ordvalg hører ikke hjemme i en politisk diskussion som denne.

Jeg er ikke dansker

Jeg er født i Arentsminde, der ligger et sted i udkanten af Danmark. Jeg har i det store og hele boet i Danmark siden da. Jeg er ansat af den danske stat som universitetslærer, og jeg betaler skat i Danmark. Jeg stemmer til folketings- og lokalvalg. Vi har dannebrogsflag på servietter og dug, når der er fødselsdag derhjemme. Men jeg er ikke dansker, må jeg måske alligevel konkludere.

I dag kunne jeg læse, at der er blevet stiftet et nyt parti ved navn Danskernes Parti; stifterne er tidligere medlemmer af det danske nazistparti. Hvis der er et begreb, som den nationalistiske højrefløj gerne vil tage patent på, er det ordet dansker, som de opfatter som et positivt ord, der kun kan bruges om bestemte, udvalgte mennesker. (Der var dén med sprogkapringen igen.)

Partiets stifter (der bør være anonym) udtaler:

Vi er alle danskere, før vi er noget andet. Før man er akademiker er man dansker, før man er arbejder, er man dansker, og selv om jeg er studerende, er jeg først og fremmest dansker.

Jeg er akademiker først, og dansker dernæst. Jeg er menneskerettighedsaktivist først, og dansker dernæst. Listen er lang.

Hvis man skal være, som Danskernes Parti og Dansk Front og… Dansk Folkeparti gerne vil have, så er jeg ikke dansker. Men hvis det er nok at være borger i Danmark, så er jeg – og de fleste andre, der lige nu befinder sig inden for de velkontrollerede grænser – dansker.

Denne overskrift er selvrefererende

I går aftes snublede jeg over en samtale på Sverige 2 med den svenske kognitionsforsker Peter Gärdenfors, som er professor på universitetet i Lund. Det første, der faldt mig ind, var at jeg tilbage i 1995 mødte Gärdenfors til et symposium i Georgien om logik, sprog og beregning. Jeg havde en artikel med om det, der senere er blevet min yndlingskæphest, nemlig \pi-kalkylen. Det jeg kan huske, er at jeg sad ved siden af Gärdenfors i et gammelt folkevognsrugbrød under konferenceudflugten mellem Kaukasus’ bjerge. Vi snakkede om vejr og vind; vel egentlig en lidt dårlig brug af en sådan kapacitet. Der var ikke mange andre fra de nordiske lande, kun Morten Heine Sørensen fra Københavns Universitet, Peter Gärdenfors  og så undertegnede.

Efter at jeg havde genkaldt mig dagene i Georgien, gav jeg mig til at lytte ordentligt efter. TV-programmet var vel nærmest det, nogen har kaldt for filmet radio – skiftevis halvtotaler og nærbilleder af to mennesker, der sidder på hver sin side af et bord og taler sammen. Men alligevel fascinerende, for Gärdenfors er interessant at høre på.

Mange af spørgsmålene var variationer over temaet “Hvad ved mennesker om sig selv?”, og her slog det mig, at netop henvisningen til sig selv er et helt central element i de mange forskellige studier af den menneskelige tankes muligheder, en række discipliner, der mødes netop i den såkaldte kognitive videnskab. I matematik er det selvreferencen, der komplicerer f.eks. mængdelæren med Russells diagonalmængde \{ x \mid x \not \in x \} og dermed afføder typeteorien, og det er selvreferencen, der skaber grundlaget for Gödels berømte (og meget misforståede) resultat om grænserne for fuldstændig aksiomatisering af interessante fragmenter af matematik.

I datalogi dukker selvreferencen op som rekursion, og det er muligheden for selvreference, der er grundlaget for Turings første resultater om uafgørbarhed. I didaktikken er det refleksionen over egen læring – hvad ved jeg, at jeg ved? hvad ved jeg, at jeg har lært? osv. – der er central. Og i filosofi er mange paradokser intimt forbundet med selvreference. Paradokser kunne jeg skrive meget om; jeg har et bogmanuskript til en populær bog liggende. Mon ikke der kommer noget mere her på bloggen en gang ved lejlighed?

Men lad mig standse her, og nævne, at I kan se hele afsnittet af Vad är en människa, hvor Gärdenfors er i samtale med Frederik Lindström på Sveriges TVs websted. Hvis I ikke er gode til svensk, inden I sætter jer til at kigge med, er I det forhåbentlig bagefter!

Sigøjnere og muhammedanere og…

I Amnesty International er vi nu begyndt at sætte fokus på de ubestridelige problemer med diskrimination, som romaer er udsat for. I Slovakiet er det f.eks. praksis at sende roma-børn i specialklasser. Resultatet er en reel segregering mellem romaer og andre slovakker, en slags “uformaliseret apartheid”. Den lille film ovenfor handler om dette problem. I andre lande i Europa er der andre, tilsvarende problemer med diskrimination af romaer.

Jyllands-Posten har en blog, hvor Thomas V. Lytken Larsen og Jeppe Fogtmann, der begge er medarbejdere ved Center for Positiv Integration skriver om en anden tilgang til integration af mennesker fra etniske mindretal. De seneste to indlæg har handlet om romaer og om Roskilde-festivalens aktiviteter i denne forbindelse. Responsen fra læserside har været en lang række meget hadefulde kommentarer, som jeg ikke har lyst til at gengive her i al deres negative primitivitet. For nylig har jeg skrevet om hadet på nettet, og det er ikke klart for mig, hvor repræsentative de pågældende udsagn er. Men der er tilsyneladende et latent had til romaer derude, også i Danmark. Derfor er jeg lidt bekymret for, hvordan vores arbejde i Amnesty vil blive modtaget.

De fleste ved, at Europas jøder gennem århundreder har været udsat for diskrimination og forfølgelse. Ikke mange ved, at også romaer blev systematisk forfulgt under nazismen og at flere hundrede tusinde romaer blev ofte for Holocaust på helt samme måde som jøderne. Det gør de hadefulde kommentarer om romaer i vore dages Danmark desto mere bekymrende.

Især (men ikke kun) Ekstra Bladet har et lidt påfaldende fokus på kriminelle romaer og insisterer her på at bruge benævnelsen “sigøjnere” om dem. Et nyligt eksempel er en artikel om en rumænsk roma-dreng, der er sigtet for en række mindre røverier. Et andet eksempel er en række artikler i Ekstra Bladet om en familie af kroatiske romaer, der tilsyneladende begår systematisk kriminalitet og socialt bedrageri. Også her bruges konsekvent betegnelsen “sigøjnere” – et udtryk, der i bedste fald er så forældet som “muhammedanere”, et ord som efterhånden ikke engang Mogens Camre bruger om muslimer.

Ovenstående er stort set det eneste, man ser til romaer i medierne, og min fornemmelse er, at romaer først og fremmest bliver fremstillet som en lidt ynkelig, men samtidig upålidelig folkegruppe, en form for indbegreb af de “farlige, fattige østeuropæere”.

Jeg ved naturligvis, at der findes romaer, der begår kriminalitet, og at etnisk baggrund selvfølgelig ikke er en undskyldning for at begå kriminalitet. Det er forkert at stjæle eller true andre mennesker. Men jeg ved også, at der er en del romaer i Danmark, der ikke ønsker at stå frem som romaer. Mange romaer i Danmark kommer fra det tidligere Jugoslavien og kalder sig kun ved deres nationalitet, dvs. betegner sig alene som bosniere, makedonere osv. trods at de også er romaer. En grund til denne skyggetilværelse er netop de negative stereotyper, som lever om romaer.

Den kriminalitet, som Ekstra Bladet beretter om hos romaer – mindre røverier, socialt bedrageri o.lign. – er netop den form for kriminalitet, der er et typisk resultat af sociale uligheder. Romaerne har været udgrænset og forfulgt i århundreder og er derfor i uforholdsmæssigt stort omfang endt som de fattigste af Europas fattige. Et stop for diskriminationen af Europas romaer, både i lovgivning og i praksis, er en nødvendig forudsætning for at problemer med kriminalitet hos grupper af romaer kan bringes til ophør. En af de mange forudsætninger for at få standset diskriminationen i praksis er så, at der bliver tegnet et langt mere nuanceret billede af romaer i medierne. Der er nemlig også romaer, der er rengøringsassistenter, faglærte arbejdere, kontorpersonale, studerende, gymnasielærere osv. Faktisk er det langt størsteparten, der lever sådanne almindelige liv herhjemme. Det må da være en opgave for Ekstra Bladet at afdække?