Guds programmeringssprog

Igen er det blevet den tid på året – masser af studerende på 4. semester kommer og spørger mig om hjælp til deres projekter. Noget af det rigtig interessante her er, at nogle laver projekter om programmeringssprog til begyndere – og alle programmeringssprogene ligner udgaver af C (fra 1972), måske spædet op med elementer af Java (fra 1995). Til en fremlæggelse sagde en projektgruppe, at deres sprog lignede C, fordi det var beregnet til at være nemt at bruge for alle dem, der aldrig havde programmeret før! På en eller anden måde tænkte de studerende på C som “det oprindelige programmeringssprog”.

Den slags fejlslutninger minder om gamle dages antagelser om at der findes et “oprindeligt sprog”, som alle mennesker taler og forstår inden de lærer det, der senere bliver deres modersmål – dette oprindelige sprog var så Guds sprog. Der har i tidens løb været en række eksperimenter, der alle gik ud på at opdrage børn uden at de lærte et sprog. Den skotske kong James d. 4 sendte således i sin tid to børn ud til øen Inchkeith for at de kunne vokse op hos en stum kvinde; hans antagelse var at børnene ville ende med at kunne tale hebræisk. Det eneste, der skete i alle disse eksperimenter, var selvfølgelig at de stakkels børn mistede forstanden.

En moderne variant af “Guds sprog” er den ofte hørte udtalelse om chokket ved at erfare at man er rejst til et land, “hvor man ikke taler engelsk”.

Alle fejlslutningerne om at C er “Guds programmeringssprog” skyldes selvfølgelig, at det programmeringssprog, som de studerende først lærte, var netop C. Dette taler for at man bør lære flere forskellige sprog ganske tidligt, hvis man studerer et datalogisk fag – præcis som alle også bør lære andre fremmedsprog end engelsk.

Spørgsmål til folketingskandidater

Så blev folketingsvalget udskrevet. Herunder er fem spørgsmål, som alle folketingskandidater bør få. Der er meget andet, der også fortjener at blive spurgt om, men nedenstående fem spørgsmål håber jeg vil blive stillet til alle kandidater, også de nu opstillingsberettigede højrenationalistiske partier. Og jeg vil hermed opfordre vælgerne til at spørge om dette:

  • En million dyre- og plantearter er truet af udryddelse. Hvad vil dit parti (og du selv) gøre for at forhindre, at de mange arter bliver udryddet?
  • Klodens temperatur stiger på grund af de menneskeskabte klimaforandringer. Hvad vil du gøre for at sikre, at Danmark kan overholde målene i Paris-aftalen?
  • Der er netop blevet indgået en infrastrukturaftale. Hvordan skal CO2-belastningen af de tiltag, som aftalen indeholder, analyseres?
  • På to år er antallet af fattige i Danmark steget med 25 procent, og 64.500 børn vokser nu op i fattigdom. Hvad vil dit parti (og du selv) gøre for at ændre på denne situation?
  • Hvert år skæres der 2 procent ned på uddannelserne i Danmark. På hvilke måder er disse nedskæringer gavnlige?

Jeg håber også, at alle, der vil stemme den 5. juni, vil tænke over de svar, vi har fået på spørgsmålene.

Den sidste mosaikhale-rotte

Den sidste mosaikhale-rotte. Denne dyreart findes ikke mere.

I juni 2016 kunne biologer konkludere, at den lille mosaikhale-rotte, der fandtes på en ø ud for Australien, er uddød. Det er den første pattedyr-art, der er blevet offer for klimaforandringerne.

I dag kom så en længe ventet rapport fra IPBES, der er The Intergovernmental Science-Policy Platform on Biodiversity and Ecosystem Services under De Forenede Nationer. Det er ikke rar læsning; hele 1 million dyre- og plantearter er i fare for at uddø.

En grundig artikel i dagbladet Information omtaler rapporten og her står der

»Sundhedstilstanden af de økosystemer, som vi og alle andre levende væsener er afhængige af, undergraves hurtigere end nogensinde. Vi er i færd med at erodere selve fundamentet for vore økonomier, levebrødet, fødevaresikkerheden, sundheden og livskvaliteten kloden rundt,« lød det i Paris fra formanden for IPBES, Sir Robert Watson, der tidligere har været formand for IPCC og før det hovedkraft bag den såkaldte Montreal-protokol, der skal sikre det globale ozonlag.

Hvis ikke de partier, der gerne vil danne regering, kan få den igangværende valgkamp i forbindelse med EU-valget og den kommende valgkamp til Folketinget til at handle om det, der virkelig truer os, nemlig arternes uddøen og ødelæggelsen af den atmosfære, vi alle bor i og afhænger af, fortjener ingen af dem at blive valgt.

Gibbons, Penderecki og Gorecki

For snart en del år siden lyttede jeg rigtig meget til Henryk Górecki’s 3. symfoni fra 1976 i en smuk indspilning med Dawn Upshaw, David Zinman og London Sinfonietta. Jeg prøvede siden at finde ind til andre af Góreckis værker, men ingen af dem har bevæget mig som den 3. symfoni, der har undertitlen Symphony of Sorrowful Songs (på engelsk).

Nu er der så kommet en live-optagelse af samme symfoni i en udgave med Polens Nationale Radiosymfoniorkester. Dirigent er selveste Krzysztof Penderecki (også kendt som komponisten bag Trenodi for Hiroshimas ofre og mange, senere og noget mere tilgængelige værker) , og solisten er – Beth Gibbons fra Portishead. Hun har som bekendt ikke klassisk baggrund, hendes vokal er mere hæs og sårbar end Upshaws, hun bruger mikrofon og hun har egentlig heller ikke så godt styr på sit vibrato. Tilmed synger hun på polsk. Trods alle disse tilsyneladende forhindringer virker det også og alligevel. Hermed anbefalet.

Et godt sted at starte er 2. sats. Den kan I se og høre herunder.

AUB: Fyringer, flytning – og floskler

AAUs hovedbygning på Langagervej 2, som nu skal forlades.

I denne uge har både kolleger og studerende over for mig nævnt den forestående flytning af Aalborg Universitetsbibliotek (AUB) – endnu en af de store organisatoriske ændringer på Aalborg Universitet, der sker inden for kort tid. I 2015 blev læsesalen på Langagervej 2 nedlagt for at gøre plads til kontorer til Fælles Service. Men i Fælles Service sker der i denne måned fyringer efter samme model, der blev brugt i januar og februar i år til de første 107 fyringer. Og bibliotekets hovedbygning på Langagervej 2 skal nu forlades helt. Igen er det officielle argument, at der skal skæres ned, og som så ofte før er den officielle holdning, at der er tale om en situation, som faktisk vil være en forbedring. Som det hedder i meddelelsen fra 29. marts i år:

Tidsplanen for flytningen skyldes muligheden for huslejebesparelser, der vil understøtte Fælles Services økonomiske situation. Samtidigt mener vi dog også, at der er spændende perspektiver i, at Universitetsbiblioteket rykker ind i hjertet af et stort campus-område. Det vil give lettere adgang til Universitetsbiblioteket for både studerende og ansatte og betyde, at vi kommer tættere på uddannelses- og forskningsmiljøerne. Universitetsbiblioteket vil derfor i de nye rammer fortsætte og udvikle samarbejdet med og servicen til uddannelses- og forskningsmiljøerne og de administrative områder, samt være et attraktivt PBL-orienteret studiemiljø med adgang til vores materialer 24/7.  

Bemærk de store, flotte og tomme ord til sidst.

Universitetsbiblioteket skal i stedet være i bygningen på Kroghstræde 3, men så vidt jeg ved, betyder det ikke, at nogen af de undervisere, forskere og studerende, der benytter denne bygning, skal flytte ud. (Institut for læring og filosofi, der lige nu bor der, har godt nok holdt til på 3 forskellige adresser i de seneste fem år, så hvem ved, hvad det ender med?) Planen er i stedet at flytte AUBs bogsamling – ned i kælderen.

Det er en underlig skæbne for AUB, men også for studiemiljøet. Selv om projektarbejde i grupper er en væsentlig arbejdsform på uddannelserne på AAU, har mange studerende ikke adgang til grupperum (igen på grund af nedskæringer). I stedet bruger de bibliotekets faciliteter, men den mulighed ser nu ud til at forsvinde.

Jeg kan tydeligt mærke, hvordan de mange store og pludselige organisatoriske ændringer på Aalborg Universitet skaber en permanent tilstand af utryghed og uforudsigelighed hos ansatte og studerende. Det er en uværdig og stress-fremkaldende situation, og ofte sidder jeg med en ubehagelig fornemmelse af at den nuværende ledelses handlekraft reelt er i gang med at ødelægge et universitet, som har betydet meget for mig for og mange andre og som jeg har holdt af.

Vi blev væk fra årsfesten

Mens nogen deltog i Aalborg Universitets officielle årsfest, mødtes jeg og min hustru på Basement Beer Bar med kolleger, der er blevet fyret i januars og februars fyringsrunder. Vi talte om ledelsen og om de idealer, som ledelsen på AAU har glemt. Alt andet lige har det været en hyggelig aften.

Det professorvælde, vi er vant til

Studienævnsaftalen, ifølge hvilken der skulle nedsættes et studienævn, hvor de studerende skulle have halvdelen af pladserne, er underskrevet af samtlige professorer. Foto: Søren Martin Jensen

I dag var jeg inviteret til at fortælle AAU-studerende i et nyt studenterpolitisk netværk om mit syn på nedskæringerne og fyringer på AAU. Der var enighed blandt de tilstedeværende om at der var et demokratisk underskud på de danske universiteter, og der var én, der foreslog, at man skulle arbejde for at alle medlemmer i en universitetsbestyrelse skulle findes ved et valg. Det som modsætning til i dag, hvor universitetsbestyrelser har et eksternt flertal, der findes ved en form for selvsupplering.

Det kom bag på mig, for alle forsamlede anså helt tydeligt sig selv som progressive mennesker, der ønskede forandring. Men netop det beskedne krav om en valgt bestyrelse er faktisk først og fremmest tegn på at ikke ret mange længere kan huske en virkelighed, hvor ledelsen på danske universiteter var valgt og hvor de eksisterende organer (studienævn, fakultetsråd og konsistorium, som det hed engang) faktisk havde besluttende myndighed. Og ikke mange kan forestille sig, at det kunne være sådan.

I dag er vi for længst vendt tilbage ved professorvældet; på mit institut er der nu nedsat en professorgruppe, som institutlederen lytter særligt meget til. Det er der forbløffende få, der synes er underligt.

Men engang kunne man forestille sig, at tingene kunne være anderledes. Der gik omkring halvandet årti fra kravene om studienævn blev fremsat i 1950’erne af studerende til den gamle, demokratiske styrelseslov blev fremsat og vedtaget under den daværende VKR-regering.

Folkestyre eller demokrati på arbejdspladsen

I dag er det igen blevet 1. maj, og her kan jeg så læse, at Enhedslisten, SF og Alternativet kræver at der bliver flere fællesejede virksomheder. Socialdemokratiet er ikke helt afvisende over for tanken.

På én måde er ideen rigtig god – tænk, hvor meget vi kunne styrke f.eks. indsatsen for at standse de menneskeskabte klimaforandringer, hvis olie- og gasselskaber var fællesejede. Men jeg kan samtidig ikke lade være med at tænke på, at jeg og mine kolleger i universitetsverdenen har voldsomt begrænset indflydelse på vores egen situation, selv om universiteterne er statslige institutioner. Problemet er, at fælleseje ikke sikrer demokrati i det daglige. Der er en voldsom og meget håndgribelig forskel på “folkestyre” af universiteterne udøvet gennem folketingsvalg/lovforslag og det nu afskaffede universitetsdemokrati.

Jeg vil påstå, at demokrati på arbejdspladsen er den eneste reelle garanti for tryghed i det daglige arbejde. Det må ikke være tilfældet, at demokratiet hører op, når man møder på arbejde.

For mig står det ikke klart, hvad Socialdemokratiets holdning er til demokrati på arbejdspladsener , og det er bekymrende, når man tænker på de tætte bånd, dette parti har haft til fagforeningerne især før i tiden. Jeg ved kun, at de var med til at afskaffe universitetsdemokratiet i 2003, da den nuværende universitetslov blev vedtaget.

Det meste til de færreste

Kilde: https://ufm.dk/uddannelse/videregaende-uddannelse/universiteter/okonomi/forskningsmidler

Aalborg Universitet har nu en budgetmodel, der giver en lavere grad af beskatning på eksterne forskningsmidler, mens beskatningen øges på indtægter fra uddannelserne. Konsekvensen bliver, at eksterne forskningsmidler bliver stadigt vigtigere for universitetets økonomi.

DEA har foretaget en undersøgelse af fordelingen af forskningsmidler på vegne af Dansk Center for Forskningsanalyse ved Aarhus Universitet. Resultatet er interessant:

  • 94 procent af forskningsmidlerne går til de natur- og sundhedsvidenskabelige og tekniske områder.
  • 34 procent af bevillingsmodtagerne var kvinder, og de fik 22 procent af de samlede bevillinger.
  • De mest succesfulde 20 pct. af den samlede forskerbestand i Danmark har modtaget knap 90 pct. af de konkurrenceudsatte midler, som er inkluderet i analysen.
  • 13.000 af de aktive og publicerede forskere modtog ingen bevillinger af eksterne forskningsmidler i den undersøgte periode fra 2004-2016.

Jeg er selv en af de 13.000 aktive forskere, som ikke har modtaget bevillinger fra 2004 til 2016, selv om jeg (selvfølgelig) har søgt gentagne gange. Situationen er værre for mine kolleger fra humaniora og samfundsvidenskab, for her er der ganske enkelte ikke ret mange midler at konkurrere om.

Tænk, hvis andre offentlige institutioner skulle konkurrere i samme omfang om midler til deres aktiviteter på samme måde: Hvis hospitaler skulle søge om midler til udstyr, hvis gymnasier skulle søge om midler til klasseværelser, hvis trafikselskaber skulle søge om midler til busser… AAUs budgetmodel er blevet lanceret som en tilpasning til virkeligheden, men den ender i virkeligheden med at skabe virkeligheden. Jeg bemærker bl.a. at Uddannelses- og Forskningsministeriet siger at

Basismidlerne skal også dække universiteternes uddannelse af ph.d. studerende.

Men hvor jeg er ansat, er der ingen PhD-stillinger ud over dem, der kan finansieres af eksterne forskningsmidler. Det er derfor, jeg i snart 10 år ikke har kunnet have PhD-studerende.

Et fakultet i Aarhus – eller to?

På Aarhus Universitet skal fakultetet Science and Technology, der består af det gamle naturvidenskabelige fakultet og de ingeniørvidenskabelige dele fra den tidligere ingeniørhøjskole, nu deles. DMs lokalklub på Aarhus Universitet havde inviteret mig til at fortælle om erfaringerne fra Aalborg Universitet, hvor vi i 2015 oplevede en tilsvarende deling. Gorm Harste fra Institut for Statskundskab i Aarhus var også inviteret; han gav et grundigt og interessant billede af historien om de forskellige opfattelser af hvad et universitet skal være og hvordan det skal ledes.

Det var helt uundgåeligt, at min beretning om processen forud for delingen af det teknisk-naturvidenskabelige fakultet på AAU kom til at handle om den alvorlige mangel på gennemsigtighed, der prægede hele forløbet. Hele det absurde forløb, hvor jeg forgæves bad AAUs ledelse om en begrundelse for delingen og som svar fik en plan for delingen og en henvisning til en artikel i Nordjyske, var påfaldende. Og det er ikke svært at se de andre større og uventede organisatoriske ændringer på AAU fra 2015 og frem til i dag (herunder fyringsrunderne i år) som del af det samme ubehagelige billede.

På Aarhus Universitet skal Science and Technology simpelthen deles i et naturvidenskabeligt og et ingeniørvidenskabeligt fakultet. Så enkelt og forudsigeligt var det ikke i Aalborg.

Mine kolleger fra Aarhus Universitet sagde til mig, at processen hos dem ikke var så god igen. En af bekymringerne er, at nogle fag (bl.a. biologi) risikerer at blive delt over to fakulteter. En anden bekymring, som jeg i høj grad genkendte, var at bevæggrundene bag fakultetets deling ikke var klare. Samtidig sagde Aarhus-folkene dog til mig, at deres indtryk var, at det, der skete og sker på AAU trods alt har været tydeligt værre. Det var trist at måtte give dem ret i dette. Den udvikling, vi i disse år oplever på AAU, giver mig bestemt ikke lyst til at “tage ja-hatten på”, som nogle medlemmer af ledelsen ellers opfordrer til. Ledelsen udnytter universitetslovens vide rammer i påfaldende høj grad.