Et mindre problem på hjemrejsen

Jeg tog afsked med min søster Angelina og hendes familie i morges; hun kørte mig til stationen i Stockport og snart efter sad jeg i et tog mod London. Jeg tjekkede ind på EuroStar-toget til Bruxelles med afgang 12.58; sikkerheden her er næsten på lufthavnsniveau. Man skal lægge sin bagage og alle løse ejendele på bakker, inklusive pas og pladsbillet, hvorefter hele herligheden bliver gennemlyst. Da det var overstået. satte jeg mig til at vente. Så kom udkaldet omsider til toget. Men… hvor var min pladsbillet blevet af? Jeg havde tabt den et sted i sikkerhedskontrollen.

Der var ikke megen hjælp at hente i informationen. De bad om et bookingnummer, som jeg ikke havde. Og mit navn havde de ikke engang registreret. Pladsbilletten var heller ikke dukket op hos sikkerhedskontrollen. Jeg spurgte, hvornår næste afgang var – men det vidste de ikke i informationen (hvad vidste de egentlig?). Jeg kunne godt købe en ny reservation, men den ville koste mig 256 pund, næsten det samme som prisen på min InterRail-billet. Jeg kunne kun være kommet ind i terminalen ved at vise min pladsbillet, men det var ikke nok til at komme med toget.

Så jeg blev eskorteret ud terminalen og kom ikke med toget. Var jeg skuffet? I høj grad. Alle mine følgende reservationer og hotelværelset i Hamburg var nu til ingen verdens nytte.

Jeg prøvede at få en ny plads, men forgæves. Damen i billetkontoret var faktisk venlig, men kunne ikke gøre noget. Hun bad mig ringe til DSB for at få et bookingnummer der.

Jeg ringede til DSB og sad i telefonkø. Imens nåede jeg at ringe hjem; min hustru blev sat til at lede efter mit bookingnummer på en kvittering. Hun fandt det ikke, for det var der ikke. 40 minutter senere kom jeg igennem til DSB, kun for at få en forklaring af en DSB-medarbejder, der var næsten lige så venlig som dem i informationen, om at der sandelig ikke var bookingnumre på netop disse pladsreservationer. Jeg sagde farvel i et ikke særlig pænt tonefald. Var jeg modløs? Ja.

Tilbage til billetkontoret for at prøve at få en ny reservation. Men hvor var nu min InterRail-billet henne? Jeg styrtede rundt på stationen for at lede. Til sidst var jeg ikke længere modløs, men desperat. Nu havde jeg ikke engang en togbillet længere.

Jeg luskede tilbage til billetkontoret og spurgte om de mon havde fundet min InterRail-billet. Det havde de! Ord kan ikke beskrive min lettelse. Og manden bag skranken var endda særdeles tålmodig.

Således gik det til, at jeg fik en reservation til toget til Bruxelles med afgang 19.34.

Nu var der bare tilbage at finde et billigt hotelværelse i Bruxelles og så prøve at finde en togforbindelse hjem dagen efter. Det lykkedes.

Jeg slog de resterende timers ventetid ihjel på en lille indisk café drevet af KFUM (eller YMCA, som det hedder her).

Ved indtjekningen var der blevet anbragt en særlig tålmodighedstest i form af en ikke særlig rejsevant person, der prøvede at dynge alt sit løsøre op på stålrullerne uden brug af bakke, ejendel efter ejendel (hvor mange nakkepuder kan et menneske eje?), og derefter satte trumf på ved at prøve også at presse et telt (!!) gennem gennemlysningsapparatet. “Så brug dog en bakke!” vrissede jeg i det tonefald, der på det tidspunkt faldt mig lidt for let. Jeg bestod formodentlig ikke tålmodighedstesten.

I morgen er jeg omsider tilbage på kontinentet. Hvis alt går vel, er jeg tilbage i Aalborg med tre timers forsinkelse. Morale: Jeg skal passe meget bedre på min pladsbillet, når jeg går gennem sikkerhedskontrollen en anden gang.

Eliten

I skrivende stund er jeg stadig i Storbritannien, og her skriver Gary Younge i The Guardian om hvordan der er en magtelite, der har en uforholdsmæssigt stor indflydelse på britisk politik og kultur – og i særdeleshed på engelsk politik og kultur. Det er mennesker, der har gået på bestemte kostskoler og på bestemte universiteter, og her ikke mindst Oxford og Cambridge. Kun 1 procent af befolkningen har gået på privatskolen, men de udgør 39% af eliten. Mindre end 1% har studeret i Oxford eller Cambridge, men de udgør 24% af eliten. Det er meget tydeligt, at Storbritannien er et klassesamfund (det ser jeg også, når jeg går rundt her) og at det påvirker magtstrukturerne – men den sociale mobilitet har det heller ikke godt. Officielt er Storbritannien et demokrati, men det er kun en håndfuld mennesker fra arbejderklassen, der når op i eliten.

Danmark er også officielt set et demokrati, og her har vi tit hævdet, at den sociale mobilitet er god, men en undersøgelse fra i år viser, at det faktisk går den forkerte vej. For at man kan komme “opad” mod systemet, starter vejen med at man får en gymnasial uddannelse. Og her er det faktisk gået den forkerte vej. Andelen af unge, der i en alder 25 har fået en ungdomsuddannelse, er aftaget med 2,9 procentpoint fra 1998 til 2018, når vi taler om unge med forældre som ikke har fået en ungdomsuddannelse. I det hele taget er det kun 59,3 procent af de 25-årige med forældre uden en ungdomsuddannelse, der får en ungdomsuddannelse, mens det er 84,4 procent af dem, hvor forældrene har en ungdomsuddannelse, der selv får sig en ungdomsuddannelse.

På webstedet http://magtelite.dk er der en del vigtige forskningsresultater om den danske magtelite, men det er ikke så meget, jeg har kunnet finde om den sociale mobilitets indflydelse på eliten. Det ville være godt at få mere at vide om netop dét aspekt.

Besøg i Stockport

En gåtur i Stockport.

Her efter mødet og workshoppen i Leicester tilbringer jeg et par dage sammen med mine to søstre og deres familier i Stockport, der er en forstad til Manchester. Jeg ser dem desværre ikke så tit, men det er ikke engang en måned siden, jeg så dem sidst. Og det er altid godt at se dem og at få lov til at følge med i deres liv for en stund.

Kunsten at kunne skære væk

144 minutter og 9 sekunder.

I dag er der to modstridende tendenser. På den ene side er der alle de sange, der står alene. De er “singler”. Og så er der albums.

Jeg er så gammel, at jeg mest holder af at lytte til musik, der er udkommet som albums. Og jeg har mine egne favoritter, som har det med at være rigtig gamle. Et af mine absolutte yndlingsalbums er Revolver fra 1966 med The Beatles; det varer 35 minutter og 1 sekund. Et andet er What’s Going On fra 1971 med Marvin Gaye, og det varer 35 minutter og 38 sekunder. Born To Run fra 1975 med Bruce Springsteen varer 39 minutter og 36 sekunder. Unknown Pleasures fra 1979 med Joy Division varer 39 minutter og 24 sekunder.

De suverænt længste klassiske rockalbums, som jeg holder af, er London Calling fra 1979 med The Clash, der varer 65 minutter og 7 sekunder, og The River fra 1980 med Bruce Springsteen, der varer 83 minutter og 47 sekunder. Begge albums er fra lp-formatets storhedstid og er derfor oprindelig dobbelt-albums. Prøv at sammenligne med tripel-albummet Sandinista!, der kom i 1980 dvs. kun et år efter London Calling og varer 144 minutter og 9 sekunder. Det er en på én og samme tid spændende og ærgerlig øvelse at skære dette album ned til et lytteværdigt og godt album af sædvanlig længde. Der er mange gode sange på Sandinista!, men godt nok også meget underligt fyld.

Automatic for the People fra 1992 med R.E.M. kom i cd-formatets storhedstid og varer 48 minutter og 52 sekunder – og er vel stadig ikke helt gammelt nok til at man vil kalde det for klassisk rock. Og fra da af blev albummene bare længere og længere, men de blev ikke nødvendigvis bedre og bedre af den grund.

Den amerikanske radiostation NPR har et langt interview om netop dét med Mark Richardson, der er redaktør på musikmagasinet Pitchfork. Et af de længste nyere albums er To Pimp A Butterfly fra 2015 af og med Kendrick Lamar. Det varer 78 minutter og 51 sekunder – og er blevet meget rost. Men netop dét album er vel også en undtagelse. Jeg husker mange albums fra 1990’erne, der “bare” var alt for lange. Der kom en masse bonus-numre med, men det er sjældent dem, man husker albumudgivelserne for.

Problemet er, at den voksende gavmildhed hvad angår plads gør det nemt at undlade at fatte sig i korthed. Men mange af de lange, halvgode albums kunne med fordel skæres ned til gode albums på 35-40 minutter. Og min fornemmelse er, at de rigtig kompetente musikere er dem, der kan fatte sig i korthed og ved, hvad de skal sortere fra. Det er på præcis samme måde i den akademiske verden. Det er langt fra altid tilfældet, at de længste akademiske publikationer er de bedste. Det handler om at skære væk, lige så meget som det handler om at producere nyt.

En regnvejsdag i Leicester

I dag var der en workshop, hvor der var mulighed for alle til at tale om de faglige emner, der er i fokus for vores Horizon 2020-projekt. Jeg fik også tid til at snakke med mine kolleger andetsteds fra om den artikel, vi sender ind til en konference i næste uge. Og i frokostpausen blev der også tid til at stå i kø i den engelske sommerregn. En italiensk kollega bemærkede, at dette var en kærkommen forandring fra den hedebølge, de lige nu slås med i Sydeuropa.

Projektmøde i Leicester

Vandhanen på mit hotelværelse i Leicester.

I dag var det tid til det officielle statusmøde i forbindelse med vores projekt under EUs RISE-program. Undervejs i mødet fortalte koordinatoren Adrian Francalanza fra Malta om det der med API’er i software, og han brugte en god analogi– nemlig en vandhane! Det handler her ikke om brugervenlighed, men om hvad vandhanens håndtag tillader os at justere og om rækkefølgen, vi skal bruge håndtagene i. Det er faktisk et lille eksempel på det, vi i datalogi kalder for en protokol. Bagefter kom jeg til at tænke på nogle observationer om vandhaner og deres grænseflade, som jeg gjorde under en sommerferie for nogle år siden. Måske er kimen lagt til et populærvidenskabeligt foredrag?

Vi var alle lidt nervøse inden mødet, for EU-kommissionen havde sendt en officel repræsentant, der skulle give os et foreløbigt skudsmål. Der havde været problemer med enkelte partnere i konsortiet, der havde trukket sig tidligt – men det var jo ikke vi andres skyld. Vi endte også med at tale om hvad vi mon kunne gøre for at få en bedre kønsfordeling i projektet, noget der desværre er svært, givet at der er tale om et projekt inden for et voldsomt mandsdomineret fagområde. Ingen er stolte over dette, og heller ikke os.

Heldigvis fik vi en forsigtigt positiv tilbagemelding fra EUs repræsentant, og jeg tror faktisk at hun tager med os alle på restaurant her til aften. Leicester er en af de byer i Storbritannien (og vel specielt i England), der er kendt for sine gode indiske/pakistanske/nepalesiske restauranter, så det er her, vi skal spise.

Projektmødet som disse ender også ofte med at handle om mere end selve projektet. Alle er selvfølgelig akademikere, men et stort flertal af os har derudover en fælles referenceramme fra ansættelser i universitetsverdenen. På vej fra mødet snakkede jeg med en kollega fra IT-Universitet i København. Han spurgte mig om hvordan jeg havde det med mit arbejdsliv i lyset af alt det, jeg har oplevet i år og berettet om for andre. Jeg svarede ham ærligt; mere kan jeg ikke skrive her.

Düsseldorf-Leicester

Skærmen i EuroStar-afgangshallen i Bruxelles.

Jeg sagde farvel til Alexander i morges ved kvartiottetiden, og derefter gik rejsen via Bruxelles med Thalys-toget og videre til London med EuroStar-toget. I eftermiddag ankom jeg til Leicester. I morgen begynder mødet; her til aften havde vi først og fremmest tid til at hilse på hinanden og snakke om løst og fast.

Det trådløse net på hotellet er nede;  i receptionen fik jeg en underlig søforklaring af en ikke specielt teknologisk kompetent receptionist om at det vist var noget med Facebook!! Også mobilsignalet her er svagt, så jeg er nærmest incommunicado netop nu. Det er en helt ny, gammel fornemmelse ikke at kunne ringe til nogen fra sit værelse og ikke kunne læse og sende mail.

Aalborg-Düsseldorf

I dag, onsdag, brugte jeg på første del af en rejse til Leicester. Jeg er med i et Horizon 2020-projekt, hvor jeg har rejsemidler til at foretage besøg i forskningsøjemed. Desværre har jeg ikke haft tid til at rejse endnu. Men møderne i projektet skal man deltage i.

Rejsen går via Hamburg og Bruxelles med en overnatning i Düsseldorf, hvor jeg overnatter ved min bror Alexander. Det er ikke så tit, vi ses, men det er faktisk kun tre uger siden vi sås sidst (til vores søsters runde fødselsdag)!

Dette er min fjerde udlandsrejse med tog i år, og jeg har efterhånden let ved at falde ind i den rytme, som togrejserne lægger op. Der er tid til at læse og tid til at skrive – og tid til at gøre ingenting, når lysten melder sig til dét.

Effektiv altruisme

En idé, jeg stødte på sidste år, er ideen om effektiv altruisme. Ifølge webstedet af samme navn består effektiv altruisme i at søge et evidens- og erfaringsbaseret svar på spørgsmålet: Hvordan kan vi bruge vores resurser til at hjælpe flest mulige så godt som overhovedet muligt? Nogle ville måske hævde, at alle politiske partier giver hver deres svar herpå – det vil jeg nu ikke.

Et andet websted om effektiv altruisme, 80000hours.org, giver en liste over forskningsområder, som burde have højere prioritet af hensyn til at nå dette mål, og de mest presserende problemer er ifølge webstedets forfattere

Jeg bemærker her, hvordan nogle af disse prioriteter ligner FNs verdensmål, mens andre er helt forskellige.

Det sidste er interessant – det minder umiddelbart meget om FNs verdensmål nummer 16, men hos 80000hours.org er fokus i høj grad også på at kunne træffe de rigtige beslutninger, dvs. beslutninger, der hjælper så mange som muligt. Måske er dette endda den allervigtigste prioritet? Ærkeeksemplet på en dårlig beslutning er ifølge 80000 hours.org USAs beslutning om at invadere Irak i 2003. Desværre bliver forløbet om hele denne beslutning forplumret af det faktum, at beslutningen i høj grad var motiveret af politiske og økonomiske interesser. Derfor må det være vigtigt at sørge for, at beslutninger ikke i det skjulte bliver begrundet af den slags.

Verdensmålene på danske universiteter

FN’s Verdensmål for bæredygtig udvikling blev vedtaget af verdens stats- og regeringsledere på FNs topmøde i New York den 25. september 2015. Ledelsen på Syddansk Universitet har nu besluttet at, SDU skal arbejde “ambitiøst og helhjertet med alle FN’s 17 verdensmål for bæredygtighed, og at det præger hele universitetet.”

Det er et glædeligt skridt, for det vil også gøre det nødvendigt at gentænke den måde, undervisning og forskning foregår på – ja, hele universitetsverdenen. Nogle tænker på FNs verdensmål som nogen, der først og fremmest har med miljøpolitik at gøre. Andre tænker på verdensmålene som nogen, der først og fremmest har med forholdene i det globale Syd at gøre. Men verdensmålene gælder for hele verden, og de er forbløffende brede. Nogle handler om retspolitik og om demokrati.

Et af målene i denne kategori er mål nummer 16, der lyder

At støtte fredelige og inkluderende samfund. give alle adgang til retssikkerhed og opbygge effektive, ansvarlige og inddragende institutioner på alle niveauer.

Det rummer bl.a. disse delmål:

16.1 Alle former for vold, og voldsrelaterede dødsfald skal reduceres væsentligt overalt.

16.6 Der skal udvikles effektive, ansvarlige og gennemsigtige institutioner på alle niveauer.

16.7 Der skal sikres lydhøre, inkluderende, deltagerbaserede og repræsentative beslutningsprocesser på alle niveauer.

Det bør unægtelig give anledning til eftertanke. Lever den nuværende danske universitetslov og den måde, den forvaltes på i disse år, op til delmål 16.6 og 16.7? Og kan danske universiteter fortsætte med at involvere sig i militærforskning og samtidig leve op til delmål 16.1?