Kategorier
Blog COVID-19 Hjemmearbejde Sindet

Alenetid og ensomhed

Der er en skelnen på engelsk mellem solitude, der egentlig, som så mange andre engelske ord, er fransk, og loneliness, som man pudsigt nok ikke finder på fransk. Solitude beskriver selve det at være alene, mens loneliness beskriver ensomhed og er et negativt ladet ord.

Jeg har tidligere skrevet om det at være introvert, og når man er introvert, er alenetid nødvendig – ikke fordi andre mennesker er trælse, men fordi man som introvert bruger energi på at være sammen med mange mennesker ad gangen og nogle gange kan ende med at føle sig utilpas. Den alenetid, introverte værdsætter, er den selvvalgte tid, hvor man lader op ved at gøre noget, man holder af at gøre alene. Ofte har jeg selv haft brug for tid alene netop af dén grund. Introverte mennesker er ikke nødvendigvis ensomme, bare fordi de er introverte.

I det seneste års tid har jeg haft en hel masse tid alene. De fleste af mine dage tilbringer jeg alene foran en skærm. Men det er ikke alenetid, jeg selv har valgt, og jeg har efterhånden opdaget, at denne form for alenetid ender med ikke at være god for mig. Skærmmøderne på Zoom er underligt nok mest blevet en forlængelse af alenetiden. Netop her opdager jeg, at der er en grænse for hvor introvert jeg er.

Samtidig sker der det paradoksale, at jeg bliver mere utryg ved samværet med andre. I denne uge var jeg til møde i grundejerforeningen – et egentligt møde i et lokale – og jeg følte mig virkelig utilpas ved det. Jeg sad i samme sammenhæng, som jeg har siddet mange år i træk, sammen med de samme mennesker, og det var det samme, der blev talt om. Normalt har jeg måske bare kedet mig lidt af og til, men denne gang var det anderledes. Jeg tror også, at vores selvisolation under pandemien ender med at fremmane noget, der ligger et sted mellem angst og frygt.