Livet er livet

Jeg blev i min sommerferie mindet om en af de mere interessante nyfortolkninger i pophistorien, da vi kørte i tog gennem Alperne fra Østrig ind i Slovenien.

Midt i 1980’erne var der et skrækkeligt hit med et østrigsk foretagende kaldet Opus. Sangen er en af dem, man bliver træt af, længe inden den er slut. Se bare.

Året efter lavede den slovenske gruppe Laibach en groft satirisk coverversion, hvor det nye arrangement forvandlede sangen til en kryptofascistisk hymne stort set uden at lave om på sangen i øvrigt. At Laibach så samtidig med deres udgave kommenterer den nationalisme, der er under anmarch i det daværende Jugoslavien og til sidst ender i blodig borgerkrig, giver denne specielle udgave en ekstra pondus.

Det er stadig den definitive udgave af sangen. Og hvor ville f.eks. Rammstein være uden Laibach?

(Det er forresten først i dag, jeg bemærker, hvordan flere af medlemmerne af Laibach har en slående lighed med medlemmer af Opus!)

Som om det var i går

Terrorhandlingerne i Norge, hvor terroristen frekventerede højrenationalistiske websteder og en artikel i Information om nogle højrenationalistiske blogs, der bliver læst flittigt af politikere, har fået mig til at læse nogle af de højrenationalistiske blogs fra Danmark i et forsøg på bedre at kunne forstå, hvad der foregår denne verden. Jeg må indrømme, at jeg synes, det er underlig læsning; der er tale en sub-blogosfære, hvor man flittigt linker til hinanden og bekræfter hinanden. Det er der selvfølgelig ikke noget galt i – på min blog linker jeg også til dem, jeg synes om. Men alligevel: I denne højrenationalistiske blogverden er der ingen, der er i tvivl eller reflekterer. Tonen er hård, hadsk og nedladende, og fjenden er veldefineret, vennerne ligeså.

Når jeg kigger på disse blogs, forekommer det mig klart, at et træk ved nationalismen synes at være, at man taler om begivenheder, der fandt sted for længe siden, som de fandt sted i går eller finder sted lige nu. Som George Orwell skrev i sit essay om nationalisme, er nationalismen fascineret af fortiden og prøver at lave den om. Især er der en speciel fascination af osmannerrigets ekspansion ind i Europa i sin tid. Det er en diskurs, man også har kendt fra serbisk nationalisme i tiden op til og under borgerkrigen i det tidligere Jugoslavien. Bosniakker og kosovo-albanere blev her set som de tilbageværende repræsentanter for en gammel besættelsesmagt.

Et citat fra en nationalistisk blog kommer fra 1639:

“…to give the Mohammadans their due, they are generally good fellows in this point [the virtue of tolerance] and Christians among them may keep their consciousness if their tongues be fettered, not to oppose the doctrine of Mohammad”.

Thomas Fuller: “The Historie of The Holy Warre” (1639).

På samme blog skrives der også om osmannerrigets invasion af Balkan i 1071; der indledes med ordene

Tyrkiets historie er kvalmende fra start til slut.

En anden nationalistisk blog skriver om osmannerrigets invasion af Cypern i 1570.

Også i Sørine Gotfredsens for tiden så omtalte kronik fra Berlingske finder man denne “fortid i nutiden” i f.eks. et citat som

Konflikten løber som en rød tråd fra tiden med korstogene omkring år 1100 til kampene mellem Osmannerriget og Vesteuropa, stridighederne på Balkan og i dag ghettodannelser og parallelsamfund i store dele af Europa.

I nationalismens forståelse er der ingen væsentlig forskel på f.eks. Tyrkiet i det 21. århundrede og osmannerriget for 500 år siden; begge er udtryk for samme “evige natur”. Og der er tale om “hellig krig” i dag og det på samme måde som i 1639.

Det er præcis derfor, nationalismen ikke er løsning på noget som helst politisk problem. Nationalismen kan ikke forklare faktiske samfundsproblemer i nutiden der har at gøre med f.eks. arbejdsløshed, uddannelsespolitik eller miljøspørgsmål. Den kan heller ikke skabe fred eller løse konflikter i nutiden, fikseret som den er på fortiden og en påstand om menneskers “evige natur” som eneste bud på en analyse af samfundet, som det ser ud nu.

(Jeg har ikke lyst til at linke til at pågældende blogs i dette indlæg. Hvis man meget gerne vil læse de pågældelde blogs, skulle de være nemme at finde.)

En toprocentsløsning ?

Så er optagelsestallene for datalogi- og software-uddannelserne på Aalborg Universitet klar. Blandt de datalogi-studerende er der 2%, der er kvinder. Også på software-uddannelsen er der kun optaget én kvindelig studerende.

Hvorfor er det bekymrende? vil nogle sikkert spørge. Det er så bare ikke nogle fag, der tiltrækker kvinder, og sådan er dét, vil de sige. Men de, der bagatelliserer problemet, glemmer, at der faktisk engang var langt flere kvindelige studerende på datalogi. I 1970’erne var det op mod 40 procent. Og i andre lande – f.eks. Italien – er kønsfordelingen også i vore dage langt mindre skæv end i Danmark. Så noget er gået galt.

Hvad man skal gøre ved det, ved jeg ikke. For nogle få år siden prøvede jeg at starte en diskussion på mit institut, og der var da også en del interesse. Men derved blev det, og nogle egentlige større initiativer er det desværre aldrig blevet til. Tingenes tilstand er i al fald en kilde til undren og ærgrelse for mig, og det giver heller ikke vores fag noget særlig godt image. På dén måde kan problemet være selvforstærkende.

En amerikansk bog, Unlocking the Clubhouse af Jane Margolis og Allan Fisher, omtaler en række initiativer i USA med basis i Carnegie-Mellon University i Pittsburgh. Mange af disse initiativer drejer sig om kontakten til ungdomsuddannelserne. Og initiativerne har båret frugt – fra en andel af kvindelige studerende ved Carnegie-Mellon på 7% i 1995 steg andelen til 42% i 2000. Hvorfor gør vi ikke noget lignende her i Danmark?

Og for en god ordens skyld: Billedet ovenfor er forside på et nummer af en amerikansk tegneserie, som man kan læse mere om på dens eget websted.

En rejsende mod øst

En anden bog, jeg tog med på sommerferien i år, var Eastern Approaches af den skotske diplomat, militærmand og politiker Fitzroy Maclean. Faktisk havde jeg købt bogen helt tilbage i 1990 under et besøg i Inverness, hvor Maclean voksede op. Men af uvisse årsager måtte den vente 21 år på min reol, inden den blev læst.

Det er en spændende bog om en vigtig periode i verdenshistorien fra sidste halvdel af 1930’erne frem til afslutningen af 2. verdenskrig. Her var Maclean både vidne til og deltager i nogle af de begivenheder, der var med til at forme Europas historie.

Bogens første del handler om Macleans år som diplomat i Moskva frem til 1939. Her havde han som sin egen ambition at besøge Centralasien, der dengang var del af Sovjetunionen og på alle måder svært tilgængelige. Maclean beretter levende og med en god portion humor om sine rejser i tog, lastbil og til fods i Kaukasus og gennem Usbekistan, Tadjikistan og Kasakhstan. På en af sine rejser frem til Kinas grænse må han vende om og kan kun komme tilbage til Moskva via Indien og Iran!

I første del får vi også en fascinerende beretning om Stalin-tidens udrensninger, angiveriet og de skueprocesser, der sendte politikere og embedsmænd i døden efter farceagtige pseudo-retssager for åbent tæppe. Fordi Maclean kunne russisk, kunne han som en af de eneste udlændinge følge med i de bizarre og skræmmende hændelser her.

Fokus skifter i anden del af Eastern Approaches. Verdenskrigen bryder ud, og Fitzroy Maclean vil kæmpe med. Hans eneste vej ud af diplomatembedet er at gå ind i politik. Så det gør han; han stiller op til et suppleringsvalg, bliver valgt ind i Underhuset og kan derefter omsider blive soldat.

Maclean havner først i Nordafrika, hvor briterne er trængt af Rommels styrker. To gange er Maclean drivkraft i forsøg på angreb på de tysk/italienske stillinger i Benghazi. Det første angreb er en slags sabotage-raid, der går Olsen-bande-agtigt galt, men hvor briterne går rundt inde i Benghazi i fuldt dagslys i uniform uden at fjenden opdager noget! Det andet angreb er storstilet og går gennem uvejsomme dele af den libyske ørken, men også dét går galt, da man endelig når frem – og her med store tab, da tyskerne og italienerne ved besked og slår massivt igen.

Men den allermest interessante del af Eastern Approaches er i virkeligheden den sidste, hvor Maclean skaber kontakt til modstandsbevægelsen i Jugoslavien. Måske bliver den endnu mere interessant, når man under læsningen opholder sig i det land, bogen handler om.

Briterne havde oprindelig støttet kong Peter, der var i eksil, og de serbiske tjetnikker ledet af general Mihailovic. På tyskernes side fandtes en række quisling-skikkelser, de kroatiske ustasje-korps og et korps af bosniske muslimer trænet af SS.

Men briternes støtte til kongen og Mihailovic kom der ikke meget ud af; til gengæld fik man i 1943 kendskab til en anden modstandsgruppe ledet af en Tito, som ingen briter anede hvem var. Nogle mente, at Tito simpelthen var en forkortelse for en komité af ledende modstandsfolk, andre at Tito var en titel og atter andre, at Tito var en smuk og karismatisk kvinde.

Fitzroy Maclean og hans mission bliver i faldskærm kastet ned over Bosnien, hvor de møder Tito – der er den midaldrende kroatiske mand Josip Broz Tito, der før krigen var generalsekretær i landets kommunistparti. Selv om Maclean og Tito er temmelig forskellige af baggrund – Maclean er konservativ, et produkt af Eton og Cambridge og først i trediverne, Tito er kommunist, har været i fængsel, i eksil og er fyldt 50 – er det tydeligt, at Maclean kommer til at nære stor respekt for Tito både som menneske og som militærperson. Efter årene i Moskva møder han nu en reflekteret og åben mand, der kalder sig kommunist. Over flere år har disse partisaner, helt uden støtte fra de allierede, fundet frem til en guerillakrigs-strategi, der er meget effektiv og kun betjener sig af de resurser, man kan erobre fra fjenden, og er tilmed organiseret på tværs af folkegrupperne i landet.

Samtidig går det op for briterne, at tjetnikkerne er en dårlig modstandsbevægelse, fordi de stort set ikke laver noget modstandsarbejde og at mange af dem rent faktisk samarbejder med tyskerne (men gerne vil have de allieredes våben). Derimod er Titos partisangrupper godt organiserede og effektive.

Hele processen med at lære partisanerne at kende, træne dem militært og bygge dem op, så de ender som Den Nationale Befrielseshær med luftvåben og tanks, er grundigt beskrevet og vi får nogle interessante portrætter af de meget forskellige partisanledere, der bidrager på hver deres måde. Efterhånden skifter fokus i Eastern Approaches mod hvad der skal ske, når krigen er slut. Det er klart, at Tito og partisanerne vil blive den afgørende faktor i det nye Jugoslavien, og her er briterne ude i en del overvejelser over om de bør bakke op om en kommunistisk orienteret bevægelse. Det ender de, som vi ved, med at gøre.

Og her slutter det, lige efter Beograds fald til de allierede og Den Nationale Befrielseshær. Eastern Approaches er fra 1949, og vi får derfor ikke at se, hvordan Jugoslavien bliver et alliancefrit land uafhængigt af Øst og Vest eller hvordan landet efter Titos død i 1980 falder fra hinanden på tragisk vis med økonomisk krise, nationalisme og grusom borgerkrig. Det første, nemlig Titos enegang, kan Maclean tydeligvis forudse. Det andet kunne han ikke.

Jeg undrer mig nu mere end nogensinde over, at jeg kunne lade Eastern Approaches stå urørt så længe. Det er nemlig en velskrevet bog, og den er forsynet med en god del humor, så der ikke er tale om den dystre fortælling om diktatur og krig, man måske skulle forvente.

De må jo være sindssyge (?)

Terrorhandlingerne i Norge fandt sted, mens jeg var med familien på ferie i Kroatien. Vi tændte d. 23. juli om morgenen for fjernsynet i ferielejligheden for at finde ud af, om der var sket noget ude i verden, og det var der som bekendt desværre.

I dagene efter har jeg talt med andre om motiverne for denne forfærdelige forbrydelse. I andre sammenhænge, f.eks. hvis talen er faldet på tortur eller folkemord, dukker det samme spørgsmål op: Hvorfor kan mennesker begå så grusomme handlinger? Ofte er svaret, der falder, dette: gerningsmændene må være psykisk syge.

Terroristens forsvarer har også fremført dette – den norske terrorist (hvis navn jeg ikke vil nævne her) er psykisk syg. Der er selvfølgelig ikke tvivl om at der finder grusomme forbrydelser sted, hvor gerningsmændene viser sig at være psykisk syge. Men terrorangreb, folkemord og tortur er jo på ingen måde spontante affekthandlinger og de er heller ikke mulige, hvis man lider af vrangforestillinger eller har en manisk episode. Man skal kunne orientere sig i virkeligheden for at købe og fremstille våben osv. Det kræver  både tid og en høj grad af forudseenhed og organisation at finde på og detailplanlægge en ugerning, som ingen ville forestille sig og derfor er sværere at beskytte sig mod; en ekstrem og afsporet form for kreativitet. Før 11. september 2001 havde nogen næppe forestillet sig, at flykaprere ville smadre to fly ind i højhuse. Før 22. juli 2011 havde nogen næppe forestillet sig en skudmassakre på en sommerlejr på en fjern ø. Det er ikke den slags velplanlagte handlinger, psykiatriske patienter begår.

Samtidig ender forklaringen om psykisk sygdom meget let som en bortforklaring af den ekstreme ondskab, mennesker kan begå. For et par måneder siden skrev jeg om massakren på henved 8000 mennesker i Srebrenica. Også denne massakre har krævet en høj grad af organisation og planlægning. Eller tænk på Holocaust. Eller Kina under kulturrevolutionen. Eller Stalintidens udrensninger. Eller Pinochet-regimets tortur. Eller slavehandelen mellem Amerika og Afrika. Eller…

Og endelig synes jeg, at forklaringen om psykisk sygdom i sig rummer et meget negativt billede af de af vore medmennesker, der kommer i kontakt med det psykiatriske system; de fleste af dem er trods alt ikke kriminelle eller farlige for andre.

Jeg har tidligere omtalt Simon Baron-Cohens bog Zero Degrees of Empathy, og jeg er overbevist om at forklaringen på grusomhederne netop er denne: gerningsmændenes og -kvindernes fravær af empati, der tillader dem at abstrahere fra deres ofres identitet som mennesker med samme følelser og ret til livet som dem selv.

Idioten på sommerferie

Og så startede hverdagen, og bloggen genstarter for alvor. Jeg og resten af husstanden er tilbage fra to ugers ferie i Kroatien, i Pula på Istriens vestkyst. Det, vi lige nu husker bedst, er togrejserne ud og hjem, der forekom noget mere komplicerede end rejser af tilsvarende længde tidlige år. Det var, som om der var lidt for megen ventetid, lidt for mange komplikationer og lidt for megen bagage. Selv havde jeg væbnet mig med en kombination af tilstræbt tålmodighed og nogle bøger af et vist omfang, heriblandt Dostojevskis Idioten i Jan Hansens oversættelse fra 2006.

Jeg har kun læst én af Dostojevskijs romaner tidligere – den lidt tidligere Forbrydelse og straf, også i oversættelse af Jan Hansen. Den fængede og fascinerede mig med sin blanding af en elementær handling, skildringer af et russisk samfund under langsom forandring og et nuanceret og detaljerigt indblik i hovedpersonernes indre liv. Nogle har kaldt Dostojevskij for grundlæggeren af den psykologiske realisme i litteraturen; det er bestemt ikke forkert. Idioten rummer den samme blanding af kærlighedshistorie, store følelser og overvejelser over Ruslands nutid og fremtid, og den er lige så fremragende.

På sæt og vis er Idioten en sæbeopera (Jan Hansen bruger selv dette udtryk i sin efterskrift til oversættelsen) med sin fortælling om mørke og lyse kvinder, der møder gode og onde mænd i et væv af rænker og regulære cliffhangere. På denne måde er romanen nem at filmatisere; billedet ovenfor er fra en russisk filmudgave fra 1958, som jeg dog ikke har set. Hovedpersonen, Lev Nikolajevitj Mysjkin, ligner faktisk rigtig meget mit indre billede af ham. Den slags sker ikke så tit!

Det er skildringen af hovedpersonen, den fattige fyrst Mysjkin, der er romanens allerstørste bedrift. Han er en ung mand, som er epileptiker (som Dostojevskij selv) og derfor i en tid, hvor man ikke kunne behandle lidelsen medicinsk, bliver betragtet med en vis skepsis og ængstelse, som en “idiot”. Men samtidig er han alt andet end dum – han besidder, hvad man i dag ville kalde en helt usædvanligt god følelsesmæssig intelligens, og er i modsætning til mange af de andre personer aldrig intrigant, men vil alle det bedste. På denne måde er han en katalysator for mange af de andre skikkelser i romanen, og samtidig fornemmer man også, at det må gå galt til sidst i en uforudsigelig, forstillet og intrigant virkelighed.

På andre måder er romanen dog svær at filmatisere godt. Personerne i Idioten har nemlig meget på hjerte, og der er nogle lange dialog-sekvenser undervejs. I nogle af dem er romanen tæt ved at tabe pusten, men i andre får vi nogle særdeles interessante sidefortællinger. Især er jeg fascineret af Mysjkins fortælling om en mand, han mødte, der var blevet dømt til døden, men blev benådet, da henrettelsen netop skulle i gang. Skildringen af hvordan tidsoplevelsen ændrer sig, så selv det korteste øjeblik synes at vare en evighed, er usædvanligt gribende – og er endnu et klart selvbiografisk element. Dostojevskij blev nemlig selv dømt til døden og benådet i sidste øjeblik. Alle, der tænker over dødsstraf og etik, bør læse disse sider.

Interessant er det også at opleve, hvordan Dostojevskij veksler mellem at være en alvidende fortæller, der kan se ind i personernes tanker, og at være en “afmægtig” fortæller, der sommetider opdager, at han enten ikke ved nok om personernes motiver eller har fortalt for meget om nogle ikke så spændende personer. Gad vide om denne fascinerede fortællestil også til dels er affødt af noget så jordnært, som at det 120 år før den computerbaserede tekstbehandling som bekendt var rigtig svært at lave større rettelser i et omfangsrigt, håndskrevet manuskript? Jeg kunne godt forestille mig det.

 

Norge 23. juli 2011

Jeg afbryder bloggens sommerferie for en kort stund. Efter nogle dage uden nyheder på mit feriested tændte jeg for CNN og så dækningen af terrorhandlingerne i Norge. Nationalismen gør igen nogle til massemordere i det land, de påstår at elske. Som alle andre er jeg forfærdet over det, der er sket, og vil gøre den norske statsministers ord til mine:

Svaret på vold er enda mer demokrati, enda mer humanitet.

Sommerferie

Selv om vejret er tvivlsomt, er det trods alt sommerferie. Faktisk har jeg haft ferie i knap en uge, og nu vil jeg også lade det gå ud over bloggen. I resten af måneden kommer der ikke ret mange nye indlæg her – måske slet ikke nogen.

Stof til eftertanke?

For snart mange år siden overværede jeg nogle studerende diskutere ret intenst til en fest på universitetet. De var alle godt begavede; i hvert fald tre af dem fik senere en PhD. Det var først i 1990’erne, og ecstasy var begyndt at blive omtalt i medierne. En af de studerende ville gerne prøve stoffet, fordi det skulle give en helt intens lykkefølelse. De andre brugte lang tid på at tale ham fra det. Om han nogensinde fik prøvet ecstasy, ved jeg ikke.

Den amerikanske forfatter Sam Harris skriver om LSD på sin blog; Harris fortæller levende om  sine egne oplevelser med stoffet og det står hurtigt klart, at de gode var uudsigeligt fantastiske, mens de dårlige var intet mindre end et helvede. Beskrivelsen af et bad trip på en sø i Nepal, da Harris var 20, afslører, hvor langt ude han har været. Men samtidig er hans beretning en slags forsvar for at tage LSD, og han skriver:

Needless to say, if I knew my daughter would eventually develop a fondness for methamphetamine or crack cocaine, I might never sleep again. But if she does not try a psychedelic like psilocybin or LSD at least once in her adult life, I will worry that she may have missed one of the most important rites of passage a human being can experience.

Selvfølgelig frister den slags, og også for mig. Men jeg tør ikke. Jeg har aldrig taget stoffer, og jeg kommer formodentlig aldrig til det. Min frygt for at havne i en psykose er meget stærk, og jeg bryder mig ikke om at vide, at jeg vil miste kontrollen over mig selv. Faktisk kan jeg ikke engang lide den usikre fornemmelse, jeg får af at indtage alkohol i større mængder – og derfor undgår jeg så godt som altid at bevæge mig ud over de 3-4 genstande. Måske er det en hæmning, måske er det et selvforsvar.

Genindfør korporlig straf!


Den amerikanske kriminolog Peter Moskos skriver i The Chronicle of Higher Education et tilsyneladende forsvar for at genindføre straf ved piskning (eller stokkeslag). I stedet for en fængselsstraf kunne den dømte så vælge at få 2 piskeslag (eller stokkeslag, hvis det var dét, loven foreskrev) for hvert år, der skulle afsones.

Nogle mennesker herhjemme vil synes, at dette er alle tiders idé, mens mange andre igen vil ryste på hovedet af de tåbelige amerikanere. Ekstra Bladet får da også meget hurtigt artiklen galt i halsen.

Pointen er nemlig denne: Peter Moskos er ikke tilhænger af korporlige straffe. Han skriver da også efter få linjer:

My defense of flogging—whipping, caning, lashing, call it what you will—is meant to be provocative, but only because something extreme is needed to shatter the status quo. We are in denial about the brutality of the uniquely American invention of mass incarceration.

Certainly my defense of flogging is more thought experiment than policy proposal. I do not expect to see flogging reinstated any time soon. And deep down, I wouldn’t want to see it. And yet, in the course of writing what is, at its core, a quaintly retro abolish-prison book, I’ve come to see the benefits of wrapping a liberal argument in a conservative facade.

Med andre ord: Peter Moskos kritiserer forholdene i USA ud fra en provokerende sammenligning mellem de grusomme korporlige straffe, vi kender fra bl.a. Saudiarabien og Singapore, og det amerikanske fængselsvæsen, hvor mere en million amerikanske borgere nu er fanger. Der er flere fanger i USA end i Kina, et land med 7 gange så mange indbyggere.

Også herhjemme er der i de seneste 10 år blevet talt om et behov for strengere straffe baseret på “folkets retsfølelse”. Fængsler hævdes at være rehabiliterende, men de er det ofte ikke. Der er næppe nogen, der vil påstå at stokkeslag er rehabiliterende.

Politikerne tænker i virkeligheden ikke særlig meget på rehabilitering, tror jeg. Straf er i høj grad blevet udtryk for magthavernes hævn; deraf retorikken om “folkets retsfølelse” som en populistisk appel til et abstrakt “folk”.

I fængslerne lærer man desværre ofte kun én ting: nemlig at være fange. De fængslede fjernes fra samfundet og deres tilhørsforhold til et afsondret, “defekt” samfund bliver styrket. Mange af os ser reelt kun de kriminelle, hvis vi selv bliver udsat for en forbrydelse.

Peter Moskos skriver da også i et indlæg i The Washington Monthly:

The lash, which metes out punishment without falsely promising betterment, is an unequivocal expression of society’s condemnation. For better and for worse, flogging would air the dirty laundry of race and punishment in America in a way that prisons—which, by their very design, are removed from society—can never do.

Peter Moskos’ argument er interessant, men når han f.eks. siger at man ikke kan argumentere imod korporlig straf ved at sige, at dette er en form for tortur, tager han fejl. Stokkeslag, pisk og andre former for korporlig straf er helt utvetydige overtrædelser af menneskerettighederne ifølge artikel 1 i FNs konvention mod tortur.

Lad mig pointere det, så det forhåbentlig er helt klart: I diskussionen om strafformer er vi ikke pr. definition fanget i et binært valg mellem korporlig straf og simpel fængsling (der ikke nødvendigvis er en overtrædelse af menneskerettighederne). Der er andre veje. Se f.eks. en artikel i The Economist der fortæller om andre initiativer i USA, der skal forbedre rehabiliteringen. Eller læs om reformerne i Canada i 1990’erne, der har hjulpet med af få flere straffede væk fra kriminalitet. Disse reformer skyldes forresten danskeren Ole Ingstrup.