Fredens privatliv?

Alle må gerne læse min blog (det er vel derfor, jeg lavede den), men jeg vil helst ikke have, at andre læser min e-mail.

Men det kan godt risikere at blive tilfældet. Den britiske regering har planer om at øge mulighederne for at overvåge e-mail-kommunikation, og også i USA er der planer om noget tilsvarende. Cyber Intelligence Sharing and Protection Act, bedre kendt som CISPA, er et lovforslag, der vil give private internetudbydere og USAs myndigheder stærkt øgede muligheder for at overvåge nettrafik. En mulighed vil formodentlig være Deep Packet Inspection, dvs. muligheden for at undersøge indholdet af de datapakker, der som det centrale led i TCP/IP-protokollen sendes rundt på Internet.

John Naughton, der er professor ved det britiske Open University, har et interessant indlæg om denne debat i The Observer. Han stiller her syv meget relevante spørgsmål, bl.a.

  • Hvad er evidensen for at en så omfattende overvågning vil kunne imødegå de trusler, man hævde, der er tale om?
  • Hvad vil de økonomiske omkostninger for internetudbydere og andre firmaer være?
  • Og hvorfor er det netop internettet, der er hovedmålet for overvågningen, når man lige så vel kunne forbyde brugen af abonnementfrie taletidskort til mobiltelefoner? Dette er nemlig en populær måde at skjule sig på for kriminelle.

Under alle omstændigheder er det problematisk at forsøge at regulere et medium, der i høj grad er blevet globalt. Selvfølgelig skal det være muligt for politiet at kunne forhindre forbrydelser, og ransagninger og telefonaflytninger er accepterede efterforskningsmetoder – men disse kræver retskendelser, er begrænsede af natur og har en kontrollerende myndighed i form af netop domstolene. Det, der her lægges op til, er et helt anderledes gennemgribende (men i sidste ende måske ineffektivt og kontraproduktivt) forsøg på regulering af teknologi. Igen bliver jeg mindet om Collingridge’s dilemma, som jeg tidligere har skrevet om.

Forelæsningens paradoks

Forelæsninger stammer som form fra de første universiteter, dengang i den sene middelalder, hvor man kun kunne studere teologi. En normal studerende havde ikke råd til at købe sin egen bibel, og derfor var der en fore-læser, der læste højt fra dagens skriftsted, mens de studerende skrev af. Også i den såkaldt moderne verden har man set dette. Jeg husker fra min egen studietid, hvordan en polsk gæsteunderviser fortalte, at amerikanske lærebøger i datalogi var dyre og/eller uopdrivelige i datidens Polen, og at en typisk forelæsning derfor bestod i at lave en ekstremt udførlig gennemgang af dagens tekst. Og et årti senere, da jeg selv var blevet universitetslærer, holdt en af mine kolleger et kursus, hvori han brugte en hel masse slides (der dengang var af plastic). Kursets litteratur var en papirudgave af selvsamme slides.

Selv synes jeg, det kan være sjovt at forelæse. Jeg er så heldig, at jeg næsten altid underviser i noget, jeg synes er interessant og vigtigt, og i de situationer er det en god oplevelse at tale om det stof, jeg godt kan lide.

Men hvorfor har vi egentlig forelæsninger? Hvis det er så god en undervisningsform, er det unægtelig mærkeligt, at den ikke bruges i hele uddannelsessystemet. Der er f.eks. ikke forelæsninger i folkeskolen eller på de gymnasiale uddannelser.

Men der er en underlig tilvænningsproces indbygget. Når de studerende begynder på universitetet, kender de som sagt ikke forelæsningsformen og ved ikke rigtig, hvordan de skal reagere på den. Der er forstyrrende elementer – snak, brug af computer til irrelevante formål o.lign. – men tre år senere er disse fænomener aftaget kraftigt i omfang. Til gengæld er der hos en del studerende opstået en fornemmelse af, at nyt stof bør præsenteres i forelæsningsform. Jeg kan huske et kursusforløb for snart en del år siden, hvor to af kursusgangene var afsat til at de studerende skulle læse en tekst selv og fremlægge den for resten af holdet. Nogle studerende gav bagefter udtryk, for at de ville ønske  at jeg havde lavet en forelæsning om stoffet, så de bedre kunne læse teksten og lave en fremlæggelse!

Men samtidig hører man en anden, stik modsat historie om forelæsninger fra studerende. Jeff Young fra The Chronicle of Higher Education har startet en uformel undersøgelse af amerikanske studerendes holdninger til forelæsninger. Han har bedt studerende sende video-indlæg ind, og resultatet, som man se ovenfor, er interessant og også ret trist. Forelæsningerne er kedelige, uinspirerede og der er alt for mange slides. (I de kurser, jeg selv har kunnet planlægge – og det er heldigvis de allerfleste – har jeg helt undgået at bruge slides, så dén kritik rammer ikke mig.)

Mange af mine kolleger er meget blufærdige over for at få deres forelæsninger optaget. Men hvad hvis nu jeg “forelæste” hjemme eller på mit kontor foran et kamera og kunne redigere min forelæsning, til jeg var tilfreds med den? Så behøvede jeg kun at forelæse én gang, og bagefter kunne jeg podcaste resultatet for tid og evighed og lade det være en del af kursuspensum. Ulempen ved det er selvfølgelig, at jeg ikke ser de studerende imens – men dels kan jeg ikke tale med den enkelte studerende undervejs, hvis holdet er af en vis størrelse, dels vil jeg alligevel primært kontakt med de studerende i forbindelse med andre slags undervisningsaktiviteter som f.eks. øvelser. Det er vigtigt for mig at møde de studerende, men det behøver ikke at ske gennem forelæsningerne. De studerendes udsagn er typisk, at det er gennem øvelserne, de lærer mest. Med andre ord: den form, jeg overvejer, vil være en bevægelse mod mere “hands-on”, væk fra “Hans-on”.

Skal alle lære datalogi?

I et blogindlæg skriver den amerikanske matematiker Robert Talbert om universiteter i USA, hvor alle studerende nu skal have et kursus i datalogi. Et af dem er Georgia Institute of Technology, et andet er Montclair State University (i delstaten New Jersey).

Det er underligt nok ikke et nyt fænomen. På Aalborg Universitet havde vi indtil for et par år siden det, der hed det teknisk-naturvidenskabelige basisår. Indtil 2001 skulle alle studerende på basisåret, uanset senere studievalg, have de samme kurser og et af dem var et kursus i programmering. Dét var ingen succes. Jeg ved det. Jeg underviste i dette kursus i alt 5 år.

Mange studerende syntes, det var det sværeste kursus, de nogensinde havde haft – og det mest unyttige af dem alle (måske bortset fra kurset i problemorienteret projektarbejde). Hvad skulle man dog bruge den slags til? Især (men ikke kun) på kemi/bioteknologi var det en kamp op ad bakke. Af og til kunne man høre et ønske ytret (både fra studerende og fra enkelte vejledere) om at få et kursus i Microsoft Word (!) som erstatning.  Andre gange kunne man fornemme, at de studerende håbede, at det der med programmering (ja, måske det der med computere i det hele taget) bare var en kortvarig dille, der snart vlle forsvinde som så mange andre modefænomener. En enkelt gang startede studerende fra kemi/bioteknologi en regulær underskriftsindsamling mod miniprojektet i programmering, og der var en overgang, hvor den daværende studieleder var meget bekymret over al utilfredsheden.

Jeg forestillede mig ind imellem, hvordan studielederen sammen med flere hundrede kemi/bioteknologi-studerende en dag ville gå i procession ned til Limfjorden og losse den sidste computer i Aalborg ned i det grumsede vand til en evig glemsel til lyden af rungende hurraråb.

Ingen var visionære, heller ikke dem, der havde bestemt sig til at der skulle være et fælles programmeringskursus for alle. Turbo Pascal var i 1997 allerede en forældet størrelse og ikke noget godt bud på en indgang til faget. Det var  samtidig svært at tilrettelægge et undervisningsforløb, der skulle være helt identisk i form og indhold for studerende fra meget forskellige studieretninger.

I dag er vi havnet i den anden grøft: mange studerende på første studieår møder slet ikke datalogi i nogen form. Det er uheldigt. Og nej, jeg mener ikke, at alle skal gøres til dataloger, ligesom matematikere heller ikke mener, at alle skal gøres til matematikere. Men det er i vore dage mere end nogen sinde vigtigt at forstå, at computeren er et meget generelt værktøj og at en computer kan programmeres til at løse problemer inden for en meget bred vifte af fag. Hvis man skal være bachelor eller kandidat i et teknisk eller naturvidenskabeligt fag, bør man have denne indsigt som del af sin almene dannelse. Måske skal man ikke lære et generelt programmeringssprog – og det nuværende bud på et introduktionssprog, nemlig C, er direkte uheldigt, spørger man mig. Men der findes forskellige former for specialiseret programmering i specialiserede sprog, og de kunne være en vej ind.

Måske kan vi bruge erkendelserne fra USA til noget.

Det indre lys

Forleden så jeg Martin Scorceses lange dokumentarfilm om George Harrison, Living In The Material World, på DR2. Igen blev jeg mindet om Harrisons mange fremragende sange. En af de sange, der længe har fascineret mig, er en sang fra Beatles-årene, nemlig “The Inner Light”, der (som mange andre sange med The Beatles) aldrig kom på et album, men var B-side til “Lady Madonna” (der heller aldrig kom på noget album).

Musikken er indisk inspireret, mens teksten er inspireret af et citat fra det  kinesiske taoistiske skrift Tao Te Ching. Det interessante er, at denne tekst præcis lige så godt kunne tolkes som en beskrivelse af internettets konsekvenser for vores måde at se virkeligheden på. Se bare:

Without going out of my door
I can know all things on earth
With out looking out of my window
I can know the ways of heaven

The farther one travels
The less one knows
The less one really knows

Without going out of your door
You can know all things on earth
With out looking out of your window
You can know the ways of heaven

The farther one travels
The less one knows
The less one really knows

Arrive without traveling
See all without looking
Do all without doing

Det filosofiske ideal om visdom bliver spejlvendt til en beskrivelse af det, man med et begreb, der skyldes Johannes Sløk (nå, så blev han også nævnt her på bloggen), kunne kalde “som-om-virkeligheden”.

Den rigtige indsats?

20120404-152451.jpg

Niels Bjørn-Andersen, der er professor på CBS, havde en kronik i Berlingske i fredags. Den starter med sætningen

Danske studerende er generelt de mindst motiverede, jeg har undervist.

Det er hårde ord.

Samtidig ser vi nemlig også et andet fænomen i en artikel fra Politiken:

Undersøgelser fra både Aarhus Universitet og Københavns Universitet i 2011 tegner et billede af en decideret stressepidemi blandt de studerende.

Tusindvis af danske studerende kæmper dagligt med alvorlige stress-symptomer som hukommelsestab, koncentrationsbesvær, smerter, hovedpine, søvnløshed og lavt selvværd.

Hvordan kan begge dele dog være sande?

Jeg kan selv opleve at en del studerende kun er aktive i begrænset omfang – det er velkendt, at der i dag en stor gruppe af universitetsstuderende (og bestemt ikke kun på mit universitet), der er minimalister. Dette er studerende, der gør en stor indsats for ikke at gøre en indsats. Heldigvis oplever jeg bestemt også aktive og engagerede studerende. Billedet er nemlig kompliceret.

En større skare af studerende, der laver så lidt som muligt, er et problem, når man selv er og skal være aktiv i undervisningen. Det føles asymmetrisk, at en del af de studerende ikke selv også udviser et tilsvarende engagement. Men det handler ikke kun om underviserens følelse af retfærdighed – de studerende lærer heller ikke noget ved at være passive. Problemet skal selvfølgelig løses, men hvordan?

Det er ganske rigtigt et problem, at taxameterprincippet betyder at der bliver færre midler til rådighed til undervisningen, hvis mange studerende ikke består. Man kunne lige så vel hævde, at hvis der var høje dumpeprocenter, da burde der faktisk tilføres ekstra resurser til undervisningen en overgang.

Nils Bjørn-Andersen har fem forklaringsmodeller og fem deraf afledte løsningsforslag. Bl.a. hiver han den gamle traver om SU’ens demotiverende faktor af stalde. Hvis SU er så demotiverende en faktor, hvordan kan det være, at vi ser samme uheldige studenteradfærd i lande, der er temmelig forskellige fra Danmark.

Jeg er dog især meget betænkelig ved den sidste løsning, som Bjørn-Andersen foreslår. Mødepligt vil ikke ændre noget; en studerende lærer ikke nødvendigvis noget af at befinde sig til undervisningen – det er den studerendes faktiske arbejdsindsats, der er korreleret med læringen, og det er den indsats, der skal ændres.

Hvilken gruppe af studerende er det, der bliver ramt af stress og hvorfor? Det ville være vigtigt at få afdækket. Mit bud er, at det ikke er minimalister, der bliver ramt af stress. Enten stiller studiemiljøet krav, der er svære at honorere også for dedikerede studerende, eller også er der tale om at de pågældende studerende bruger deres indsats forkert.

I begge tilfælde er det vores opgave at lære de studerende at blive bedre studerende – at lære dem, hvordan en studerende på en videregående uddannelse bør arbejde for at lære. Nogle studerende har denne baggrund med, måske fordi de har let ved at falde til, andre fordi de kommer fra et miljø, hvor en sådan adfærd er blevet påskønnet og opmuntret til. Andre har den ikke. Nogle af dem burde formodentlig ikke have valgt den uddannelse de er på, andre kunne ved en ændret adfærd få meget mere ud af den.

At vise virkeligheden

Jeg har set spredte klip af Big Brother og har engang set næsten 10 minutter af Paradise Hotel. Det er programmer, der mest handler om at sætte overfladiske mennesker i samme lokale for at intriger og sex kan opstå. Dialogen består af tåbelige bemærkninger om ligegyldige emner. Alle der ser på, kan hævde sig lidt, for ingen er helt så fladpandede som dem i fjernsynet.

Men i årets udgave af Big Brother i Israel er der sket noget nyt. Jeg kan læse mig til, at en af deltagerne, Saar Szekely, insisterer på at diskutere den israelske besættelse og regimets fremfærd over for palæstinenserne med de andre deltagere. Han fremstår både sympatisk og veltalende. Undervejs er det lykkedes Szekely at blive ven med en tidligere officer med stærkt anti-palæstinensiske holdninger, og mest interessant – han er nået helt til finalen. Et af de helt store tabuer i de israelske medier er pludselig blevet synligt.

Se artiklen på Korrespondenterne.dk og se også et kort, tekstet klip fra udsendelsen. Også The Guardian har en interessant artikel om Big Brother i Israel.

Så derfor er mit spørgsmål: hvorfor skal reality-tv være dumt? Måske er den fremherskende reality-tv-genre i virkeligheden en genspejling af det fravær af egentlig argumentation og den stadigt hyppigere mudderkastning og latterliggørelse, der også er endt med at præge mainstream-politik. Reality-tv er blevet en situationistisk opførelse af tesen om alles kamp mod alle.

Men den konstruerede situation – der kun i en vis forstand kan benævnes virkelighed – kunne lige så vel bruges til at sætte interessante mennesker sammen og lade dem inspirere hinanden, en slags tænketank for åben skærm. Ikke nødvendigvis kendte mennesker – måske snarere tværtimod – men mennesker, der har noget at bidrage med. Den sædvanlige reality-tv-form filtrerer alt det interessante væk, så deltagerne kan skændes om det ligegyldige. Men man kunne i stedet filtrere alt det ligegyldige væk, så deltagerne kunne være sammen om det væsentlige. Det kunne  endda samtidig være en konkurrence, hvor deltagerne kun kunne vinde, hvis alle vandt. På den måde kunne reality-tv blive en værdig arvtager til den højskoletanke, der lige nu desværre ikke har det særlig godt.

Den ægte vare

Te-tid

Selvfølgelig passer det ikke. Jeg har ikke drukket kaffe i historisk tid. Dvs. en kold oktober i 2007 til åbningen af en fotoudstilling af Jacob Holdt i en kold hal var jeg så plaget af en lungeinfektion og kulde, at jeg i desperation drak lidt af en kop for i det mindste at få varmen. Men føj! Og nej. (Min hustru har siden ofte mindet mig om det.) Kaffe siger mig slet intet. Men i går var det 1. april med alt hvad det indebærer.

Til gengæld er jeg glad for te – grøn te og det, der ligner. Jeg forsøgte mig for første gang med kinesisk gunpowder-te tilbage i 1988, men først da jeg var i Japan til en konference i 1994, opdagede jeg den rigtig gode japanske te. Jeg købte en pakke tebreve og strakte den ud over et helt år. For få år siden blev det endelig muligt for mig at købe den rigtige grønne te fra Japan over nettet, og nu har jeg (takket være min hustru) en ordentlig tokoname-tekande, der rummer præcis ét krus og har indbygget filter, så teen kan brygge på den rigtige måde, dvs. løst i kanden. Hver teskefuld blade giver tre kopper. Næste skridt bliver en ordentlig elkedel med indbygget termostat, så jeg kan vælge mellem de 70 graders vandtemperatur, som en gyokuro-te kræver, og de 80 grader, som mange andre grønne teer kræver.

Japanske grønne teer er dampede, kinesiske grønne er (med én undtagelse) ristede og er derfor snarere gullige i farven. Grøn té skal være grøn, synes jeg., og på den måde er jeg vel japansk. En undtagelse fra dette smagsvalg er pouchong-te som er en de få kinesiske grønne teer, jeg ofte drikker. Ret beset er pouchong vel ikke en grøn te, thi den er en anelse fermenteret og er på den måde snarere beslægtet med de sødlige, halvfermenterede oolong-teer, der befinder sig et sted mellem de ufermenterede grønne teer og de helt fermenterede sorte.

En god kop kaffe

Min kone skænkede dagens første kop op til mig, straks jeg var kommet ned i køkkenet. Colombia, Java, lavlands-ristet, Arabica eller Robusta – der er ikke noget som en god kop kaffe på en søndag morgen her først i april, og gerne en bryg der lidt stærk i det. Nogle mennesker foretrækker grøn te o.lign, men friskmalede bønner og skoldhedt vand får mig altid til at vågne for alvor. Kaffe er hvad jeg holder mig til, og det gør mange andre også.

(Behøver jeg at tilføje, at den står på rødvin og bøf i aften? Det tegner til at blive en overraskende god weekend.)

Mod dumhed kæmper selv demonstrationer forgæves

20120331-203252.jpg

Jeg var ikke i Aarhus i dag, men jeg har været bekymret over English Defence League og deres højrenationalistiske støtter fra andre europæiske lande, der i dag har demonstreret. I disse år ser vi, hvordan den yderste højrefløj har fundet en ny taktik med oprettelse af “forsvarsligaer”, der hævder at være “antiracistiske, men dybt bekymrede”, men reelt er racistiske og dybt bekymrende.

Jeg husker alt for godt de år, hvor nazisterne holdt til i Nørresundby. Der kom en stor og fredelig moddemonstration, da nazisterne flyttede ind på Niels Lykkes Gade – og den var jeg selvfølgelig med i. Men bagefter var der en lille gruppe af mennesker, der sloges mod hinanden, og det var alt, hvad medierne fokuserede på.

Sådan var mit indtryk også af dagens reportager, fra Aarhus; de fokuserede helt og aldeles på slåskampe, der opstod bagefter og på hvor mange, der blev arresteret. Det er naturligvis en begivenhed af de triste, at 82 mennesker bliver arresteret, men jeg så slet ingen billeder fra den store, fredelige moddemonstration, hvis over 4000 deltagere også talte politikere.

Medierne interesserer sig ikke for moddemonstrationens budskab om tolerance eller om hvad de forskellige “Defence League”-grupperinger egentlig har på deres menneskefjendske dagsorden.

De personer, der går til angreb på moddemonstrationen, ignorerer et faktum: Den lille demonstration udgøres af en hård kerne af racister og fascister, der ikke er interesseret i at lytte til modargumenter og kun er interesseret i en voldelig konfrontation. Enhver voldelig konfrontation med racister og fascister ender med at flytte fokus fra moddemonstrationernes positive budskab.

En af de grupper, der ofte associeres med de voldsomme konfrontationer er Antifascistisk Aktion (AFA); om der var medlemmer herfra indblandet i Aarhus-slagsmålene, ved jeg ikke. Jeg kan i denne uge læse om, at AFA nu er bekymret over den machokultur, der er opstået blandt dens medlemmer. Det undrer mig ikke, og det er også bekymrende – og der er godt, at AFA selv ser problemet. Fascister og racister står bag voldelige overfald på etniske og seksuelle minoriteter, og når det sker, ser jeg bestemt ikke noget problem i brugen af selvforsvar. Men brugen af vold i sammenhæng med demonstrationer er for mig at se også en del af en machokultur.

Det, som de forskellige “forsvarsligaer” reelt udfører og opfordrer til er en form for mobning af minoriteter. Ligesom i andre former for mobning hjælper man ikke mobbeofferet ved ikke at forhindre mobningen i at eskalere. Men hvad vinder man på længere sigt ved at prøve at tæske den, der mobber?

Subkulturer uden spørgsmålstegn

I USA er tv-kanalen Fox News i stort omfang blevet den foretrukne nyhedskilde for de amerikanere, der identificerer sig med det republikanske parti og den yderste højrefløj. Fox News hævder at være “fair and balanced”, men langt fra alle deler denne vurdering. Også amerikanere med andre synspunkter forskanser sig ved at vælge medier, der har samme fokus og holdning som dem selv. I Danmark er vi ikke nået dertil, men det kan sagtens gå på samme måde. På nettet anbefaler recommender-systemet altid mere af det samme, og nyheds-app’er skræddersyr på tilsvarende vis udseendet af et nyhedsmedium efter hvad vi foretrækker: hvis jeg mest læser om miljøpolitik og håndbold, får jeg flest artikler at se om miljøpolitik og håndbold. Annegrethe Rasmussen, der er korrespondent for Information, har et indlæg i Politiken om dette.

Nye undersøgelser fra universiteterne Stanford og UCLA peger på intet mindre end en revolution, hvad angår amerikanernes medievaner.

Borgerne burer sig selv inde i ’meningssiloer’, hvor de udelukkende udveksler holdninger med ligesindede, uanset om de er til højre eller venstre, om de er optagede af miljø, dyrevelfærd eller religion.

Resultatet er ikke bare, at de forskellige grupperinger har hver deres holdninger og verdenssyn, men også adgang til forskellige fakta.

Faktisk er offentligheden så polariseret, at også underholdning, hverdagsforbrug, rejser og sport falder ned i kasserne – ’selektiv eksponering’ kalder forskerne det.

Hvad skal vi synes om en sådan udvikling? Jeg er selv meget utryg ved den.

Engang havde dagbladet Information en chefredaktør ved navn David Trads, der skrev uforbeholdent USA-positive ledere. Det blev nogle læsere meget fortørnede over. når nu det – som de sagde – var så tydeligt, også fra Informations egen dækning af amerikanske forhold, at USA gjorde så meget skidt. Også i Information har Søren Krarup skrevet ofte, og også det har forarget en hel del læsere.

Min begejstring for Søren Krarup kan ligge på et meget lille sted, og det er bestemt ikke hverken udenrigs- eller socialpolitik, jeg vil rose for USAs vedkommende. Men det er vigtigt, at vi ser mange forskellige holdninger i de medier, vi besøger.

Det er trygt kun at blive mødt af holdninger, der lignes ens egen. Hvis man ikke kan lide konflikter, slipper man for meningsudvekslinger. Hvis man er vred på en bestemt gruppe i samfundet, kan man finde medier, der retter vreden samme sted hen og dermed forstærker den. Men man opnår aldrig at komme i tvivl. Den menneskelige erkendelses historie viser, at det kun er når vi begynder at tvivle, at vi lærer noget nyt.

Martin Hall (sanger/musiker/talentshowsdommer mm.) har egentlig sagt det meget rammende:

Det er langt sværere at leve med spørgsmålstegnet end med udråbstegnet.