Så kom valget

Jeg har glædet mig til at slippe af med VCO-partiernes dominans, så jeg har set frem til hvert folketingsvalg siden 2001. Men jeg tror stadig ikke på det, og i år er jeg sløv og pessisimistisk som ingensinde før. Pia Kjærsgaards nationalisme og VCs mantra om egoets forbrugsfest runger efterhånden så højt i det indre øre, at ingen kan lytte – hverken til hinanden eller til tvivlen.

Jeg vil stemme et klart nej til den regering, der går til valg den 15. september, men jeg har desværre ingen illusioner om at en grim og ubegavet periode i dansk politik nu kan være slut.

Riot grrrl og blues og afrobeat og…

I går aftes lavede min datter, der går i 4. klasse, lektier. Hun havde fået til opgave at lave, hvad jeg opdagede var et mindmap over musikgenrer. Jeg kunne se, at hun allerede havde fået nævnt rock og pop og techno, og så nævnte jeg ellers country og reggae og metal og punk. Men genrebetegnelserne er temmelig arbitrære, blev jeg mindet om, da jeg lod hende høre nogle korte eksempler. Hvorfor er Tool ikke rock, men metal? Hvorfor er Sex Pistols ikke metal, men punk? Osv.

Og så opdager jeg her til morgen, at The Guardian har i dag en interessant artikel om musikgenrerne, der forklarer hvor mange af de underlige navne kommer fra. Mange af genrebetegnelserne har underlige oprindelser.

Lige præcis genrebetegnelsen heavy metal blev oprindelig brugt på en helt anden facon:

Heavy metal was also first used to describe ugly guitars. The phrase, of course, originated with William S Burroughs in his 1962 novel The Soft Machine, featuring Uranian Willy, the Heavy Metal Kid. Then John Kay of Steppenwolf sang the phrase “heavy metal thunder” in 1968’s Born to Be Wild. But it first reached print as a synonym for hard rock via Mike Saunders (later Metal Mike Saunders, singer for early-80s punks the Angry Samoans), in a review of Humble Pie’s As Safe As Yesterday in Rolling Stone from 1970, describing the album as “more of the same 27th-rate heavy metal crap”.

Ligesom et ord som “bøsse” er heavy metal således en oprindeligt nedsættende betegnelse, som er blevet vendt til noget positivt eller i det mindste neutralt.

Har vi noget valg?

I anledning af at der ikke er udskrevet folketingsvalg, er der blevet lavet et usædvanligt polemisk interview med mig. Det bringes her i sin fulde længde.

Dig: Glæder du dig til at der kommer folketingsvalg, Hans?

Mig: I de første mange år efter valget i 2001 så jeg frem til at vi kunne slippe af med den siddende regering. De har truffet en lang række beslutninger, der er i strid med alt, hvad jeg holder af. Hele det kyniske parløb med Dansk Folkeparti giver mig ondt i hjertet. Men tiden er gået og gået, og jeg er ved at blive apatisk. Jeg er træt af at være træt af det hele, og jeg er træt af en debatkultur, hvor man taler for døve øren.

Dig: Vil du så blive hjemme på valgdagen?

Mig: Bestemt ikke! Når jeg stemmer, er det i høj grad for at stemme nej til VCO-partierne og det, de står for. Jeg er bare blevet mere og mere desillusioneret. Én ting er, at den siddende regering har kunnet slippe af sted med en lang række katastrofale beslutninger. Dem er der allerede blevet skrevet meget om, og jeg gider ikke bruge flere linjer på det. En anden er, at mange medlemmer af den såkaldte opposition tror, at de kan gøre en forskel ved visionsløst at kopiere regeringens initiativer og holdninger. Se nu bare de konkurrerende “boligpakker”, hvor Henrik Sass Larsen hurtigt har været ude for at forsikre om at Socialdemokraternes udspil skam ikke er en kopi.

Dig: Jamen, hvad skal der så til?

Mig: En helt anden politisk dagsorden, der ikke kun tænker frem til det næste valg, ikke forsøger at lefle for dem, der vil flytte deres stemmer og ikke bruger ordet “vækst” som universalløsning. Der er en hel masse problemer, vi skal have løst: Klimaforandringerne. Ressourcerne, der ikke er, hvad de har været. Fattigdommen i det globale Syd. Fattigdommen og klasseskellene herhjemme. De kroniske konflikter på globalt plan, bl.a. den blodige krig i Centralafrikas hjerte. Menneskerettighederne, som er under pres og mest ligner en sten i skoen for magthaverne. De rige der bliver rigere, mens ingen andre gør. IT-verdenen, som mange behersker, men endnu flere ikke gør. Den kollektive trafik, der får lov til at forfalde lige så stille. Der er kort sagt en verden uden for den, som bil- og husejerne i middelklassen bebor. Og jeg er endda selv husejer. Jeg vil ikke have flere krige, motorveje, stramninger eller løfter om øget forbrug som lokkemad. Jeg vil have en bedre verden, tak.

Dig: Hvad vil du så stemme på?

Mig: Jeg vil stemme på Skansevejens Skole i Nørresundby, for det er dér, valglokalet er. Resten er en hemmelighed.

Skal vi sige lidt håndfast…

3682118-asger-aamund

Der bliver fokuseret meget på marginale religiøse og politiske bevægelser med voldelig dagsorden som den alvorligste trussel mod demokratiet, men jeg er blevet mere og mere opmærksom på at der også er “pæne” mennesker med indflydelse, der truer det – og bruger den økonomiske krise som argument for at sætte demokratiet ud af kraft. Det er et ubehageligt ekko af Nordamerika og Europa i 1930’erne, hvor en økonomisk krise fremkaldte magtfulde udemokratiske strømninger.

I et indlæg for nogle få dage siden citerede jeg lektor Søren Hviid Pedersen fra SDU, der er af den holdning, at kun danskere i arbejde skal kunne stemme. En anden “pæn” mand med lignende holdninger er direktør mv. Asger Aamund, der skriver hyppigt i Berlingske og i øvrigt er Suzanne Bjerrehuus’ mand, Malou Aamunds far og Mikael Bertelsens svigerfar. Altså en “rigtig samfundsstøtte”. Jeg blev opmærksom på Aamunds elastiske holdninger til demokratiet takket være et citat i dagens udgave af Information. Jeg gravede lidt og fandt et interview med ham og Ove Kaj Pedersen i Berlingske fra 15. juli i år, og her udtaler han:

I dag har folkestyret taget en grotesk drejning, hvor et flertal, der ikke laver noget, kan stemme sig til de penge, der tilhører det mindretal, som arbejder.

Demokratiet er også underlagt en slags evolutionær proces, og hvis ikke demokratiet er den bedst egnede styreform, ja, så vil det dø.

Jeg er demokrat med liv og sjæl, men folkestyre betyder ikke, at døgnets uansvarlige politikere besidder en uangribelig ret til at køre deres betroede samfund i sænk i demokratiets hellige navn. Vi skal ikke én gang for alle kappe forbindelsen til demokratiet eller have en enevældig konge, men i en nødsituation, ligesom under krigen, kan man have en slags elite-­regering i en periode, som bistår de folkevalgte – skal vi sige lidt håndfast. Så vi kan få de nødvendige reformer.

Ordene “Jeg er demokrat med liv og sjæl”… minder mig om den standardbesværgelse “Jeg er ikke racist, men…”, der ofte indleder racistiske udtalelser. Formuleringen “Vi skal ikke én gang for alle kappe forbindelsen til demokratiet…, men…” minder mig om alle de mange forskellige udemokratiske regimer gennem tiderne, der har været “nødt til” at suspendere demokratiet og altid har lovet at genindføre det, når de har gennemført “de nødvendige reformer”.

Hvordan en Aamundsk undtagelsestilstand skal defineres, og hvem der må indføre den, har jeg ikke lyst til at tænke på. Må “man” f.eks. aflyse folketingsvalg på ubestemt tid på grund af høj arbejdsløshed? Hvem skal kontrollere elite-regeringens udøvelse af magt? Hvad skal der ske med modstandere af elite-regeringen? Hvad betyder “lidt håndfast” mere præcist?

Vi skal ikke vælge demokrati, fordi det er den “bedst egnede” styreform. Vi skal vælge demokrati, ud fra et princip om at mennesker altid har ret til at have indflydelse til at bestemme over deres eget liv, uanset hvem de er.  Lad mig gentage Verdenserklæringen om menneskerettigheder: Alle mennesker er født frie og lige i rettigheder og værdighed. Så forstå det dog!

At forstå så lidt, at man ikke kan forstå at man ikke forstår det

En amerikansk bankrøver havde allerede for 16 år siden tænkt over det med overvågningskameraerne.

In 1995, McArthur Wheeler walked into two Pittsburgh banks and robbed them in broad daylight, with no visible attempt at disguise. He was arrested later that night, less than an hour after videotapes of him taken from surveillance cameras were broadcast on the 11 o’clock news. When police later showed him the surveillance tapes, Mr. Wheeler stared in incredulity. “But I wore the juice,” he mumbled. Apparently, Mr. Wheeler was under the impression that rubbing one’s face with lemon juice rendered it invisible to videotape cameras.

Hvorfor kunne han ikke indse, at han tog fejl?

Når jeg holder eksamen, og en studerende ikke består, sker det ikke helt sjældent, at det kommer bag på den studerende. Det er en trist situation, og det virkelig triste er, at det så ofte ikke er muligt at forklare den studerende, hvor galt det er fat.

– Så betyder det altså, at jeg bare skal lære det hele udenad? spurgte en studerende på vej ud ad døren. Og dette er en typisk reaktion; den studerende, der ikke har bestået på grund af manglende kompetence, ved ikke hvad kompetence indebærer.

Vi, der holder eksamen, ved det derimod godt: Faglig kompetence er det stik modsatte af at lære meningsløse remser udenad. (Tænk, hvis det rent faktisk var, hvad faglig kompetence kunne reduceres til: Universitetslærerens undervisning bestod i at recitere lange, meningsløse remser, som han/hun havde lært udenad. Den studerende lærte derefter disse remser udenad og reciterede dem til eksamen. Var der overhovedet nogen viden at finde nogensteds i et sådant remse-akademi?)

De amerikanske psykologer David Dunning og Justin Kruger spekulerede over det samme, som jeg og mange andre eksaminatorer og censorer har grublet over, men de satte sig for at undersøge det systematisk. I 1999 publicerede de en nu ofte citeret artikel i Journal of Personality and Social Psychology, og citatet om den overraskede, inkompetente bankrøver indleder denne artikel. Dunning og Kruger har to konklusioner, som de baserer på en kombination af egne eksperimenter og studier af andre forskningsresultater. Den første er den triste, men altså ikke overraskende konklusion, at inkompetente mennesker også er metakognitivt inkompetente. De inkompetente mennesker har sagt på almindeligt dansk en manglende indsigt i at de faktisk er inkompetente. Tværtimod tror de ofte, at de er mindst lige så gode som gennemsnittet. Den anden konklusion hos Dunning og Kruger er måske mere forstemmende: den eneste vej til at opnå øget indsigt i om man er kompetent er – at blive mere kompetent. Denne manglende indsigt i egen inkompetence er af andre blevet kaldt for Dunning-Kruger-effekten . Interessant nok er der også ifølge Dunning og Kruger hos kompetente mennesker en tendens til at undervurdere deres egen kompetence.

Formodentlig er der ikke tale om et universelt fænomen, men om en form for kulturel betingning. Dunning og Krugers oprindelige resultater er baseret på eksperimenter med amerikanere; senere undersøgelser i Europa giver lignende konklusioner, mens billedet tilsyneladende er et andet for studerende fra Østasien. Østasiatiske studerende skulle således være bedre til at bruge negative bedømmelser til at forbedre deres præstationer.

Dunning-Kruger-effekten er under alle omstændigheder en stor udfordring for os, der underviser i vores del af verden. I undervisning på universitetsniveau er det et mål, at den studerende skal kunne reflektere over sin egen læring. Jeg taler selv ofte om nødvendigheden af fagfællebedømmelse: jeg har forsøgt mig med undervisningsformer, hvor de studerende skal kommentere og vurdere kvaliteten af deres medstuderendes besvarelser. Refleksion er nødvendig, og fagfællebedømmelse findes som bekendt i stort mål i den akademiske verden på forskningssiden. Men hvad gør vi, når den studerende er så inkompetent, at han/hun ikke er i stand til at reflektere, men tror at han/hun faktisk mestrer stoffet? Og hvordan vil en inkompetent studerende vurdere en anden inkompetent studerende?

I en virkelighed, hvor minimalismen (dette at anstrenge sig for at lave så lidt som muligt) er en hyppig strategi, bliver undervisning endnu vanskeligere. Den studerende gør en alt for lille indsats, bliver evalueret som ikke fagligt inkompetent og kan på grund af Dunning-Kruger-effekten ikke forstå, at den manglende indsats har skabt problemet.

Den amerikanske forfatter og fotograf Errol Morris (der også en af Thomas Kuhns studerende – ham med paradigmeskiftene) har et interessant interview med David Dunning på sin blog. Det er også værd at læse.

Someone to watch over me

I en kommentar i Ræson skriver Zeki Laurent Sadic om overvågningskameraernes indtog i Danmark. I dag er der et overvågningskamera for hver 15. borger, og det gør Danmark til verdens mest tv-overvågede land. Jeg var meget overrasket, da jeg erfarede, at vi nu var nået så vidt.

Det, der bekymrer mig, er at mange mennesker efterhånden tager overvågningen for givet uden at tænke over dens konsekvenser. Så “naturligt” er fænomenet blevet. Overvågningen sker på privat initativ i form af kameraovervågning og registrering af oplysninger på netsteder, og den sker i offentligt regi som visitationszoner med kameraer og øgede muligheder for aflytning af telefoner. Det er nu muligt for politiet at aflytte telefonerne i en hel boligblok, blot man har mistanke til én, der færdes i en ganske bestemt lejlighed der.

Sidste år oplevede jeg en gruppe på første studieår, der lavede et P0-projekt om elektronisk overvågning. De forklarede begejstret og detaljeret til deres projektfremlæggelse om alle de mange teknologiske muligheder, der var. Til sidst spurgte jeg dem, om de havde overvejet om der var negative konsekvenser for samfundet som helhed, f.eks. for privatlivets fred eller risikoen for at data fra overvågning kunne misbruges. Deres svar? At det havde de valgt fra at beskæftige sig med!

Det er klart, at overvågningsresultater i nogle tilfælde kan opklare forbrydelser. Men man kunne godt trænge til en analyse af, i hvilket omfang overvågning er præventiv. Overvågningen bliver begrundet i frygten for at blive overfaldet og frygten for det, der er endnu værre, nemlig terrorisme, men de turde være klart, at langt flere mennesker bliver overvåget end dem, der begår forbrydelserne.

Desuden: i en nutid, hvor alle ved at man bliver overvåget, tager de velplanlagte forbrydelser det ind som en del af planlægningen, at man skal undgå at blive fanget af overvågning. Hvis jeg var en terrorist eller en bankrøver (eller måske begge dele), ville jeg gøre mig store anstrengelser for at min telefon ikke blev aflyttet og for at ingen så mit ansigt, når jeg stod klar med min pistol. (Hvis jeg var selvmordsterrorist var jeg selvfølgelig bedøvende ligeglad. Men så ville overvågning ikke hjælpe alligevel.)

Der mangler en diskussion og grundige analyser af hvad den stadigt stigende overvågning gør ved samfundet og om der findes lige så gode eller bedre alternativer, når det handler om efterforskning og forebyggelse af kriminalitet. Sadics afsluttende spørgsmål (der ikke er retoriske) vil jeg gerne gøre til mine. Jeg håber, de vil blive stillet i en kommende valgkamp.

At vi nu er den mest overvågede befolkning – bedømt ud for antallet af overvågningskameraer per indbygger – bør give anledning til en betydelig større og mere seriøs debat end den, vi har set hidtil: Hvor langt er medierne, politikerne og befolkningen villige til at gå? Kan de overvågede have fuld tillid til at den ekstremt store mængde information som bliver indsamlet af dem der overvåger, ikke bliver misbrugt? Hvor skal balancen være mellem sikkerhed og frihed? For vi må hverken glemme eller se bort fra, at al den overvågning, registrering og kontrol, vi har accepteret for vores sikkerheds skyld, nu gradvist koster os den.

Jesper Klein 1944-2011

Her er traileren fra Jesper Kleins gennembrudsfilm Balladen om Carl-Henning. En elskelig og ofte meget morsom mand, som min generation er vokset op med på tv, er ikke mere. Jeg savner ham allerede.

Hvem ved, at Jesper Klein faktisk var cand.phil i teaterhistorie? Louis Miehe-Renard spurgte ham, om han ikke hellere ville lave teaterhistorie – og så blev Klein skuespiller.

Jesper Klein havde også et stort engagement i samfundsforhold, og det er måske ikke så kendt. Bl.a. var han to gange blandt modtagerne af Gelsted-Kirk-Scherfig-prisen, først som medlem af Kunstnere for fred, senere som medlem af Kirkeasyl.

Fremtiden set fra fortiden

Det er interessant at se gamle dages forudsigelser om fremtiden. Nogle af dem er helt i skoven, andre er lige på kornet – og så er der altid sket en masse, ingen havde forventet. Fra min barndom kan jeg huske det jubilæumsnummer, der udkom da Aalborg Stiftstidende fyldte 200 år den 2. januar 1967 og især husker jeg en artikel om Nordjylland år 2000. I mange år ledte jeg forgæves efter denne artikel fra min morfars gemmer; meget blev spredt rundt om i Danmark ved fordelingen af arven, da min morfar og siden min mormor gik bort. Men tidligt i år fandt jeg et gammelt eksemplar af jubilæumsnummeret ved Læsehesten i Reberbansgade – og jeg slog straks op på artiklen for at se, hvordan vi havde det for 11 år siden.

Artiklen af Agner Ahm er skrevet på baggrund af samtaler med arkitekterne Jens Johansen og Stefan Ott, der arbejdede med den nordjyske regionsplan. Bemærk i øvrigt, at avisen 19 år efter retskrivningsreformen i 1948 stædigt holdt fast i at skrive “aa” i stedet for “å”!

Billedet ovenfor afspejler en af de forudsigelser, der slet ikke kom til at holde stik:

Helikopterens store betydning paa de korte afstande blev først rigtigt erkendt efter Vietnam-krigens udvikling og billiggørelse af dette praktiske trafikmiddel.

Til gengæld er der en slags forudsigelse af GPS-navigering (omend den selvkørende bil endnu ikke findes):

Vore forældre ville næppe have troet deres egne øjne, naar vi ved overgangen til den stærkt trafikerede bymidte taster vort bestemmelsessted ind paa automatic-indlægget i bilen og overlader det store centrale computeranlæg at finde den letteste vej til nærmeste parkeringsplads, mens vi selv læner os tilbage i sædet og slapper af.

Billedet ovenfor viser Aalborgs bymidte; at dømme efter Budolfi kirke og den vinkel, den er vist fra er vi nok nede ved Vesterbro et stykke efter Cimbrertyren.

Datakommunikation, Internettets fremkomst og hele den digitale revolution kunne Agner Ahm og de to arkitekter ikke forudse – omend bilerne vel må have haft en måde at kommunikere med “det store centrale computeranlæg” på! Farve-tv og kommunikationssatellitter er stadig nye og spændende fænomener i 1967, og det præger forudsigelsernes art.

De første interne TV-anlæg imponerede alle. De kunne sende billeder fra rum til rum over korte afstande. TV-telefonen, som i dag sender baade billede og lyd via telekommunikationssatellitter, er blot et naturligt led i hverdagen.

Foruden at hjælpe os paa telekommunikationsfeltet har elektronerne givet os mulighed for at lægge alt rutinemæssigt beregningsarbejde over paa de elektroniske databehandlingsmaskiner. At de ogsaa vakte ængstelsen, da de kom frem, nævnes kun for en ordens skyld.

Endelig denne forudsigelse, som den 3-årige udgave af mig nok ikke helt ville have forstået rækkevidden af:

Det nordjyske universitet, som gennem den sidste snes aar er vokset til 10.000 studerende – omtrent som det daværende Nørresundbys samlede indbyggertal – fik en næsten endnu voldsommere vækst, end dets forkæmpere havde tænkt sig, da grundlaget blev skabt gennem den særlige økonomiuddannelse for ingeniører og med den kliniske lægeskole for de medicinske studerende.

At så netop disse to uddannelsesretninger er blandt dem, der er kommet til efter 2000, vil jeg se stort på her.

Hvorfor rammer artiklens forudsigelser så plet en hel del gange? Svaret er formodentlig mere banalt, end vi ofte tænker over. Mange forudsigelser er nemlig udtryk for ønsker, og det er derfor også disse ønsker, der præger den udvikling, der følger. Et godt eksempel er forudsigelsen om helikopterne som trafikmiddel. Den bunder i forventningen om USAs sejr i Vietnam (eller ønsket; mange dengang holdt faktisk med USA) og er et eksempel på en forudsigelse, der slog fejl, fordi forventningen slog fejl.

Den pæne trussel mod demokratiet

I diskussioner om truslerne mod demokratiet er fokus som regel på grupper “uden for” samfundet – religiøse og politiske grupper, der ved brug af terrorhandlinger og andre former for vold vil gennemføre deres holdninger. Jeg er mindst lige så bekymret over de “pæne” mennesker, der vil afskaffe demokratiet og samtidig har indflydelse på “mainstream”-partier og den politiske proces.

Her er et eksempel på en sådan “pæn” mand. I en kronik i Berlingske d. 18. august skriver Søren Hviid Pedersen, der er lektor ved Syddansk Universitet ved Institut for Statskundskab og medstifter af en ny konservativ tænketank Cesam:

Vi har i mange år haft en forestilling om, at fordi man er over 18 år er man automatisk berettiget til stemmeret. Måske man igen skulle overveje dette. Måske det var mere betimeligt at fundere over, hvilke forudsætninger man, som borger, skal have for at kunne have stemmeret. Måske man skulle indføre et forsørgelseskriterium, altså at man har et arbejde eller lignede og kan forsørge sig selv inden man får det privilegium at stemme og i princippet bestemme over andre mennesker og deres ressourcer og ejendom. Dette sikrer mod store vælgergrupper, der på ingen måde selv arbejder eller lever af at andre forsørger dem, vedtager nye tiltag og love, der bebyrder de mennesker, der arbejder og sørger for sig selv.

Holdninger af denne art har tidligere været luftet offentligt hos både konservative og Venstre-folk. Hvordan dette forslag skulle føres ud i praksis – Skal man fratages stemmeretten, hvis man bliver fyret lige inden valget? Skal free-lancere og andre mindre selvstændige med gæld have stemmeret? Skal studerende have stemmeret? Skal hjemmegående? Skal man miste stemmeretten, hvis man bliver udsat for en invaliderende arbejdsulykke? – vil jeg slet ikke tænke på her. Hensigten er formodentlig at ramme kontanthjælpsmodtagere og arbejdsløse, der i stort omfang ikke stemmer konservativt.

Indtil grundlovsændringen i 1915 havde tyende og mennesker på fattighjælp ikke valgret, så dette forslag er reelt et ønske om tilbagevenden til tilstandene for 100 år siden. Om kvinder også skal have stemmeretten frataget, så vi fuldstændig kan vende tilbage til de gode gamle dage, fremgår ikke.

(Et andet forslag fra Søren Hviid Petersens hånd er, at der skal være direkte valg til statsministerposten og at statsministeren skal kunne nedlægge veto mod beslutninger truffet af Folketinget.)

Søren Hviid Pedersen er under alle omstændigheder eksponent for en skadelig holdning til menneskerettighederne, vi ser udfoldet i disse år. Ytringsfrihed, valgret, brug af sundhedssystemet, at stifte familie, at kunne få statsborgerskab – alle nævnt i Verdenserklæringen om Menneskerettigheder – bliver i stadigt stigende grad opfattet ikke som rettigheder, men som privilegier, man først skal gøre sig grundigt fortjent til. Søren Hviid Pedersen bruger da netop også dette ord.

Menneskerettighederne blev formuleret som reaktion på nazismens forbrydelser for at forhindre magtmisbrug og sikre menneskeværd. Ytringsfriheden gør det muligt at kritisere magthaverne, valgretten gør det muligt at påvirke, hvem der er magthavere.

Menneskerettighederne udtrykker og skal sikre, at alle er født frie og lige i værdighed og rettigheder – og de gælder også for dem, hvis holdninger man slet ikke sympatiserer med. Her f.eks. Søren Hviid Pedersen.

Hvor mange elever er der på skolen?

Der er en universitetslektor med nordjysk baggrund, Hans H., der er meget utilfreds med hvordan universiteterne har udviklet sig. I Politiken skriver han:

Det kritiske universitet anno 1968 er forsvundet. Mange af de gamle 68’ere er blevet systemets tjenere. Enhver protest er blevet affejet med, at den fremføres af gamle, sure mænd.

De studerende har afsløret virkeligheden. De kalder universitetet ’skolen’, og de går i en klasse, og de har lektier for. De vil helst ikke have bøger, for de er dyre, og derfor får de alt, hvad de skal have som pdf-filer eller i form af det skandaløse kompendium. Universitetet er blevet bogdroppende.

Forskningsfriheden er afskaffet. Kurser skal være ’trendy’. Fordi man ikke kan undervise i det, som man forsker i, søger de ansatte forskningsmidler, og formålet er at blive fri for at undervise.

Vi opfordres til ’artikelproduktion’. Vi skal producere i tusindvis af artikler, som ingen vil læse, og ingen skal læse, for de skal kun give point, så universitetet kan få flere penge – fra staten.

Alle citaterne stammer fra et langt indlæg i Politiken i dag af Hans Hauge, der er lektor ved Århus, undskyld: Aarhus Universitet ved Afdeling for Nordisk Sprog og Litteratur. Hans Hauge har ud over sin akademiske gerning skrevet ganske mange nationalkonservative indlæg i især Jyllands-Posten, og hans tone er ofte polemisk.

På mange måder er jeg helt forskellig fra ham, men jeg kan tit høre mig selv sige noget lignende det, han giver udtryk for i sit indlæg i Politiken. Mange af os, der er ansat som videnskabeligt personale på danske universiteter, er efterhånden meget utilfredse med tingenes tilstand på vores arbejdsplads.

Kritikpunkterne vil jeg derfor ikke gentage her. Spørgsmålet er her derimod: hvordan kommer vi videre? For at kunne forstå vores egen utilfredshed og komme videre end til at bedrive polemik, for ikke at fremstå som reaktionære, for at kunne overbevise beslutningstagerne, er vi nødt til at forstå præcis hvorfor vi som akademikere er utilfredse. Lad mig i dette indlæg starte ét bestemt, lille sted, nemlig med “skole”-terminologien, der sniger sig ind i de studerendes sprogbrug.

Når jeg reagerer på de studerendes omtale af universitetet som “skolen” og sig selv som “elever”, er det, fordi denne sprogbrug afslører, at de studerende ikke er bevidste om hvor de befinder sig. Universitetet er selvfølgelig en uddannelsesinstitution, men den er meget mere end det. Universiteterne skal bedrive forskning, og undervisningen skal være forskningsbaseret. Og de studerende er ikke elever, som nogen løfter op (verbet elever betyder “at løfte op” på fransk – jvf. en elevator), men studerende, der stræber mod at tilegne sig viden (ordet studium betyder “stræben” eller “iver” på latin!).

Vi, der er på universiteterne, vil gerne have, at universitetet er noget særligt. Universitetet er ikke bedre end så mange andre fænomener i samfundet – landbrug, detailhandel, sundhedsvæsen, folkeskoler, professionshøjskoler… – men ligesom dem er der en funktion, vi er bedst til og har lang erfaring med. I vores tilfælde er det at kombinere forskning og forskningsbaseret undervisning; det er derfor, vi ikke “bare er en skole” (undskyld til de rigtige skoler; dette er ikke nedladende ment – de udfylder også en vigtig funktion.)

Den 1. september, når de nye studerende begynder på Aalborg Universitet, vil jeg som den første prøve af de mange, de efterhånden vil blive udsat for, spørge dem, jeg skal tage imod, “hvor mange elever der er på skolen”. Jeg håber, at nogen blandt dem vil give et godt svar!