Influenza

20111103-091621.jpg

For et par år siden var der en hysterisk stemning om en stor og farlig influenza-epidemi, der blev båret til Danmark fra USA. Den sensommer var jeg selv i Los Angeles. Der skete mig intet. Jeg følte mig usårlig.

Jeg skulle have have været med familien i København denne weekend, jeg skulle have været til koncert med Gillian Welch, jeg skulle have været til min bror og svigerindes kobberbryllup og have set min søster fra England (det sker af gode grunde ikke så tit).

Men organismen ændrede planer uden at spørge sin ejer, og her ligger jeg i sengen hjemme i Nørresundby.

Mig og Google / Mig eller Google

20111102-123743.jpg

Engang ventede jeg i ugevis i spænding på nye albums med musikere, jeg holdt af. Jeg gik i spændt forventning, utålmodig var jeg, og når albummet så kom, lyttede jeg til det i ugevis til hver eneste sang var velkendt og hver eneste lille detalje var blevet vendt. Jeg husker endnu hvordan jeg lyttede til Automatic for The People flere gange om dagen.

Engang læste jeg mest bøger, dernæst aviser fra ende til anden.

Engang var jeg henne for at kigge i leksikonnet, når der var noget jeg ikke vidste. Hvis oplysningerne ikke var der, var jeg tålmodig.

Nu hører jeg de sange, jeg for alvor er interesseret i; jeg downloader stadig mest hele albums, men det holder jeg sikkert også op med en dag. Det er meget nemt på en iPod.

Nu læser jeg nogle enkelte artikler i avisen og er ikke så flink til at læse bøger mere.

Jeg er ikke engang god til at sidde og kigge ud i luften, når jeg har en ledig stund. Jeg griber ud efter min telefon eller min iPad (jeg er ikke ude på at reklamere for Apple her men ordet “tablet” kan misforstås på dansk…)

De yngre generationer har aldrig oplevet skiftet. En studerende, jeg underviste, spurgte mig en gang forundret/forarget hvorfor han skulle demonstrere paratviden til eksamen (eller “lære det udenad”, som mange studerende siger), når det burde være nok at vide, hvor informationerne findes. Jeg svarede at man skal kunne anvende informationerne, og det er svært at gøre, hvis man ikke selv har operationaliseret nogle af dem. Vi er ikke trygge, hvis lægen siger at “der står noget om kræft i denne bog; nu skal jeg se efter”. Det er stadig min holdning.

Nicholas Carr har skrevet en artikel om det samme. Figuren ovenfor viser hvordan vi bruger Google. Er Internettet/Google/telefoner/computere i gang med at stjæle opmærksomhedshorisonten for os i den rige del af verden og på vej til at gøre os dummere? Hvordan kan vi blive bedre i stand til at bruge de informationer, der ligger derude?

Årets længste måned

Jeg kan ikke lyve om det. November, der begyndte for 12 timer siden, kan aldrig blive min ven, selv om jeg lever en tolvtedel af mit liv i dens skygge. Det er som om året ryger ned i et hul på denne tid. Det er mørkt, når jeg kører hjemmefra, mørkt igen, når jeg skal hjem.

Henrik Nordbrandt skrev i Håndens skælven i november fra 1986 dette enkle digt:

Året har 16 måneder: November
december, januar, februar, marts, april
maj, juni, juli, august, september
oktober, november, november, november, november.

Jeg ifører mig min fluorescerende efterårsuniform, tænder for den kunstige sol og venter på at årets længste måned slutter en dag.

 

Genhør med Graceland

Jeg har lige fået Paul Simons album Graceland i dets 25-års jubilæumsudgave for næsten ingen penge. Det er et album, jeg havde det meget blandet med engang. Til mit 5-års studenterjubilæum i 1987 (ak ja, tiden går) var der nogle af mine gamle skolekammerater, der havde det med og hørte under forberedelserne til festen. Dengang var jeg inde i en fase, hvor det godt måtte være mere dystert og alvorligt, når der skulle lyttes til musik. Simon & Garfunkel kunne jeg egentlig stadig godt lide, men Paul Simons soloværk sagde mig ikke rigtig noget. Sandt at sige fandt jeg hans soloting lidt kedelige. Og så var Graceland blevet til i samarbejde med sydafrikanske musikere, mens der var kulturel boykot af apartheidregimet i Sydafrika. Og var den afrikanske musik ikke bare en smart lydkulisse for en hvid amerikaner?

Senere samme år købte jeg så alligevel albummet på vinyl (ak ja, tiden går) og hørte det en del gange. Graceland var faktisk ikke noget skidt album, og det var vel et af de steder, min stedvise interesse for det, nogen kalder “verdensmusik”, så småt begyndte. Men som det så ofte går, fandt jeg andre albums at kaste mig over. Der var metal, elektronika, folk, country, hiphop, klassisk og en masse andre genrer, der også trak.

Mange år er gået. Apartheid er nu blevet et trist kapitel i Sydafrikas historie, og Paul Simon er blevet 70. Et nyere band som Vampire Weekend (fire vældig pæne unge hvide mænd, der ligesom Paul Simon er fra New York) trækker lange veksler på lyden fra dengang i 1986. Det var tid at besøge Graceland igen, og igen opdager jeg det: Det er faktisk ikke noget skidt album. Slet ikke. Den firserproduktion, der har hærget mange andre albums og gjort dem sværere at holde af, har været forbløffende nådig ved netop Graceland. Den afrikanske lyd virker ikke som tyveri, men som en oprigtig interesse og en ny motor for Paul Simons sangskrivning. For mandens sange fra det album – de holder. Mange tror, at Simon & Garfunkel var en sangskriverduo, men faktisk skrev de vel kun én sang sammen; resten er Paul Simons værk.

(Hvis man vil høre autentisk sydafrikansk musik, skal man selvfølgelig starte et andet sted. Et godt bud er opsamlingen The Indestructible Beat Of Soweto.)

Den gode stemnings beskyttere

20111030-133704.jpg

Min mor var altid et ordentligt menneske – og meget høflig. Alt for høflig nogle gange, syntes jeg. Jeg kan huske hvordan hun til sammenkomster kunne sidde og høre på ubehagelige og intolerante (ofte racistiske) bemærkninger og bare sidde og nikke. Bagefter kunne jeg spørge hende, hvorfor pokker hun dog ikke havde taget til genmæle.

Jeg er ikke bedre selv. Da min mor var blevet dement og havnede på plejehjem, var jeg med hende til en kaffe/samtaleaften, hvor andre demente var til stede sammen med deres pårørende. Datoen husker jeg – det var den 11. september 2001. En ældre mand (der ikke var dement; det var hans kone og hun sagde ingen ting) begyndte at tale om hvor farlige muslimerne var. Jeg spekulerede på, om dette var en chokreaktion på terrorangrebene få timer tidligere – men så begyndte samme mand at tale om bøsser og lesbiske. De var nemlig ikke bare farlige, men direkte unaturlige. Og jeg? Jeg kom med nogle spagfærdige bemærkninger og ønskede, jeg var et andet sted. Jeg kunne lige så godt have været dement også.

Og jeg har nære slægtninge der i udstrakt grad har benyttet sig af østeuropæisk arbejdskraft i forbindelse med privat byggeri (med måske tvivlsomme arbejdsforhold) og aupair-piger. Dét har jeg aldrig kommenteret.

Vi forbruger i det hele taget en masse billige varer – tøj, chokolade osv. – der ofte er fremstillet under dårlige arbejdsforhold. Det taler vi kun sjældent om.

Til gengæld husker jeg en sen aften, hvor min kone og jeg skulle hjem – den sidste bus var lige kørt, og det nævnte vi for taxichaufføren. Han fortalte så at han aldrig selv kunne finde på at køre i bus – fordi han ikke ville være sammen med somaliere og den slags. Det var heldigvis en kort tur, for min kone og jeg blev først målløse, så vrede – ingen drikkepenge, intet farvel fra os. Så det er da sket, at jeg har sagt fra. Bare lidt.

Alt dette kom jeg til at tænke på, da jeg i dag faldt over et citat af forfatteren Jamaica Kincaid:

It’s nice to know that when you sit down to enjoy a plate of strawberries, somebody got paid very little so that you could have your strawberries. It doesn’t mean the strawberries will taste different, but it’s nice to enjoy things less than we do. We enjoy things far too much, and it leads to incredible pain and suffering.

Når vi ikke engang kan få os til at udfordre hadefulde udtalelser eller åbenlyse sociale uligheder, hvor meget sværere er det så ikke at sætte spørgsmålstegn ved tilsyneladende selvfølgeligheder? Hvornår bør vi udfordre en konsensus og sige at vi faktisk ikke er enige? Vi er tit bange for at “ødelægge den gode stemning”, men hvor god var stemningen egentlig?

Selv vil jeg gerne kunne anlægge en saglig vinkel og argumentere uden at virke forurettet, men nogle gange er man nødt til at være det, der på engelsk hedder en killjoy. Jeg prøver at minde mig selv om at det ikke er de konfliktsky mennesker, der forandrer verden til det bedre.

Tilbagetoget

I dag deltog jeg i Litteraturekspressen, en idé fostret af lyrikforeningen 9000 ORD fra Aalborg i anledning af litteraturfestivalen Ord i Nord i Skørping. Sammen med en anden “hjemmedigter”, Gitte Thorhauge, læste vi vores tekster højt i lokaltoget fra Aalborg mod Skørping. Der var kun 6 passagerer i MR-toget ud over os, og heraf var én klædt ud som Herman Bang. Dieselmotorerne i MR-toget larmede som de plejer, så der var ikke andet for end at hæve stemmen. På vej ud fra Støvring så vi noget så usandsynligt som et modkørende IC4-tog. Da vi nåede Skørping og steg ud, var der en stor skare samlet på perronen – dog ikke for at tage mod undertegnede eller Gitte Thorhauge, men for at byde velkommen til Herman Bangs genfærd, der kvitterede med at læse højt af Ved vejen.

Det var mange år siden, Gitte Thorhauge og hendes mand, som jeg også fik mødt, havde været ude at køre i tog. Det er altid interessant at møde mennesker, der har et så platonisk forhold til togdriften. Selv har jeg altid været flittig togpassager, både herhjemme og i udlandet. En væsentlig årsag er sikkert, at jeg som en af de få danskere fra min generation aldrig har fået mig et kørekort. Men det tæller også, at det faktisk er mindre miljøbelastende at køre i tog – og man kan arbejde/sove/høre musik/læse undervejs, hvis togene ellers tillader det. Det gør de nemlig ikke altid mere.

Det er trist at se, hvordan togdriften herhjemme er blevet forsømt i de seneste år. For ikke så mange år siden holdt jeg helt entydigt af at køre i tog, men i dag er historien om DSB blevet en historie om overfyldte tog med defekte og uhumske toiletter, om forsinkelser og om DSBs oprustning på materielsiden, der lige nu mest består i at IC4-togsættene ruster op uden for en remise i Aarhus.

Hvis man som jeg har boet i Storbritannien sidst i 1980’erne under Maggie Thatcher, genkender man scenariet: En regering, der troede på motorveje, ikke var interesseret i kollektiv trafik og mest drømte om at få skidtet privatiseret i en tro på at man kan overlade vigtige fælles behov til fri konkurrence. Ligegyldigheden blev til en blanding af misligholdelse og arrogance, og til sidst blev British Rail splittet op i en masse selskaber og solgt til et hav af indbyrdes konkurrerende købere, så det i dag er blevet en logistisk jungle at skulle tage toget i Storbritannien.

Jeg ville ønske at den nye regering for alvor ville turde sige, at den gamle regering tog fejl og at deres bilist-centrerede strategi ikke har ført noget godt med sig. Sporene skræmmer.

Moore, Moore, Moore ?

Moshe Vardi er en israelskfødt professor ved Rice University i Texas i USA og en af de mest indflydelsesrige personer i datalogi i USA. Han havde også tid til at være med, da Institut for datalogi ved Aalborg Universitet lavede forskningsevaluering i 2007.

Det er altid værd at læse, hvad Moshe Vardu skriver. Senest har han i Communications of the ACM skrevet om Moores lov, som måske ikke længere gælder. Moores lov er ikke en naturlov, men en tendens, observeret i en artikel af Gordon E. Moore, som var en af grundlæggerne af Intel (der har lavet de kredsløb, der sidder i den computer, jeg bruger lige nu):

The complexity for minimum component costs has increased at a rate of roughly a factor of two per year… Certainly over the short term this rate can be expected to continue, if not to increase. Over the longer term, the rate of increase is a bit more uncertain, although there is no reason to believe it will not remain nearly constant for at least 10 years. That means by 1975, the number of components per integrated circuit for minimum cost will be 65,000. I believe that such a large circuit can be built on a single wafer.

Sagt på anden vis: Hvert år bliver det muligt at fordoble antallet af transistorer i produktionen af integrerede kredsløb inden for de samme omkostninger. I det enkeltlogaritmiske koordinatsystem ovenfor kan man se nogle faktiske data for processorer (hvoraf i hvert fald nogle er Intel-processorer), og det passer: væksten er tilnærmelsesvis eksponentiel. Som Vardi påpeger, er Moore’s lov i høj grad en selvopfyldende profeti – skulle man være i tvivl, så husk, hvem der opstillede “loven”!

Det er også værd at huske på at den øgede transistortæthed kun er noget værd ud fra et beregningsmæssigt synspunkt, hvis det også er muligt at udnytte den til noget. Flere transistorer giver ikke nødvendigvis hurtigere beregninger, ligesom man ikke nødvendigvis kommer hurtigere frem på vejene ved at køre i en hurtig bil.

Pointen er så nu, at væksten i transistortæthed ser ud til at være ved at gå i stå. Varmeudviklingen i processorer er simpelthen ved at blive for høj. Vardi nævner i sit indlæg en artikel af H. Esmaeilzadeh m.fl., der fremfører det argument at energiforbruget vil gøre, at der ganske vist stadig kan ske en vækst i transistortætheden, men at ikke alle transistorer vil kunne bruges samtidig. Så her er en udfordring for både computerindustrien og for videnskaben datalogi. Træerne vokser måske ikke ind i himlen.

Af en eller anden grund kom jeg, mens jeg skrev dette, til at tænke på et gammelt hit fra 1976 med Andrea True, en af disse let irriterende popsange som jeg af uvisse grunde stadig husker 35 år senere:

Andrea True er forresten også fra Texas.

Færdigheden der blev væk

Et af de store, glemte ofre for forbud mod gruppeeksamen, som man sjældent taler om, er studerendes kompetence inden for præsentation af et større fagligt emne. Før gruppeeksamen blev forbudt, begyndte en projekteksamen på Aalborg Universitet altid med en fremlæggelse, hvor gruppens medlemmer fremlagde projektets indhold. Fremlæggelsen var en interessant del af eksamen. På den ene side gav den de studerende en mulighed for at vise et overblik over projektet, der kunne få indflydelse på diskussionerne ved eksamen, og den enkelte studerende havde mulighed for at forberede et første indlæg. På den anden side kunne eksaminator og censor få dannet sig et indtryk både af gruppens samlede overblik og den enkelte studerendes niveau. Nogle gange var fremlæggelserne lidt kedelige, andre gange var de rigtig gode.

Noget af det, jeg altid kunne trøste mig med, når jeg som censor overværede studerende fra andre universiteter (her tænker jeg specielt på Aarhus og København), var at vores studerende i Aalborg var klart bedre til at lave mundtlige præsentationer. Det er en vigtig kvalifikation både rent studieteknisk og i det senere arbejdsliv at kunne holde en god fremlæggelse af fagligt stof.

Men i dag er den trøst forsvundet. Da gruppeeksamen blev forbudt, besluttede Aalborg Universitet at bibeholde fremlæggelserne, men de kunne nu ikke være del af eksamen længere. Man kan nemlig ikke holde en mundtlig eksamen, hvor flere studerende er til stede samtidig – det ville være en gruppeeksamen, og den slags er som bekendt dybt umoralsk, forkert osv. Der var ingen grund til at gøre sig umage med fremlæggelsen, for fremlæggelsen var ikke del af eksamen. Problemer, som man tidligere lugede ud tidligt i sit studium, lever nu videre på senere semestre, og Aalborg-studerende er – uagtet deres andre kvaliteter – blevet tydeligt dårligere til at holde fremlæggelser af fagligt stof.

Her tænker jeg først og fremmest på problemer med manglende struktur og grafisk fremstilling; det er svært at få studerende til at forstå, at slides ikke er noter til den talende, men et formidlingsværktøj. Men jeg tænker også på formmæssige uskønheder, og her især det af mig forhadte “bunkebryllup”, hvor alle de studerende står side om side ved tavlen og skiftes til at fremlægge. Hvorfor skal man se på de studerende, der ikke er i gang med at fremlægge?

Dette er det problem, man kalder for instrumentalisme – de studerende vil (ikke overraskende) lægge vægt på det, de ser ud til at ville blive bedømt på. At personer med så stor en didaktisk indsigt som f.eks. Helge Sander og Tina Nedergaard ikke kunne forudsige dette, er selvfølgelig en gåde.

Nu skulle gruppeeksamen så igen blive lovlig, og ligesom vi igen skal lære studerende at gå til gruppeeksamen – ingen af de nuværende studerende ved, hvad det er, andet end fra diverse ministres skræmmebilleder – således skal vi også gøre en ekstra indsats for at lære dem at lave gode fremlæggelser af fagligt stof.

Et andet, til dels urelateret problem, er at vi nu også har en masse projektvejledere, der aldrig har afholdt en gruppeeksamen. For vejledere med akademisk baggrund fra udlandet er det blevet meget fristende at afholde en projekteksamen, hvor der slet ikke bliver spurgt ind til selve projektets indhold, men kun til de faglige discipliner, der ligger til grund for projekterne. Dette får samme triste konsekvenser i form af instrumentalisering – de studerende fokuserer mindre og mindre på problemorientering og indre sammenhæng i projektet og mere og mere på isolerede faglige emner, da det så åbenlyst er dém, de primært bliver bedømt på.

John McCarthy

 

I sidste uge døde John McCarthy, der var professor på Stanford University og modtager af ACM Turing Award i 1971. Han nåede lige at fylde 84.

Som mange andre fra den første generation af dataloger var McCarthy oprindelig matematiker.

John McCarthy var med i den komité, der stod bag det meget indflydelsesrige programmeringssprog Algol 60, og senere kastede han sig over kunstig intelligens.

Selv vil dog jeg hævde, at John McCarthys suverænt vigtigste bidrag til datalogi var programmeringssproget Lisp og den idé der lå bag, nemlig at man kan programmere alene ved brug af rekursive funktioner. Man kan finde McCarthys vigtige artikel om Lisp som PDF-fil på hans websted. Konsekvenserne af Lisp er mange: lambda-kalkylens betydning for datalogi en konsekvens af McCarthys arbejde. Her tænker jeg på både lambda-kalkylens rolle i både denotationel og operationel semantik og på de funktionsorienterede sprog, der tager afsæt i McCarthys banebrydende idé. Editoren Emacs ville ikke være det samme uden Lisp – Emacs er skrevet i Lisp.

Også det fra oversætterkonstruktion velkendte begreb om spildopsamling (garbage collection), dvs. inddragelse af hukommelsesplads, der ikke skal bruges længere under en programudførelse, skyldes McCarthy og dukkede op i forbindelse med hans arbejde med Lisp.

Jeg har aldrig selv mødt John McCarthy, men han var en livlig og begavet debattør på nyhedsgrupperne på Usenet i 1990’erne. McCarthy havde (synes jeg) nogle ret specielle ideer om bæredygtighed og teknologisk udvikling; hans optimisme var lige lovlig Lomborgsk – men om ikke andet: læs hvad han skrev og tænk videre selv.

Optagelsesritualet

For nylig skrev jeg, at man kan blive optaget på datalogi- og softwareuddannelserne, selv om man er dumpet i matematik på ungdomsuddannelserne. Dette er ikke helt korrekt – og dog. En bestemt sag havde undret mig, og universitetets administration kunne oplyse følgende (citatet er passende anonymiseret):

X har opnået et gennemsnit på 3,7 i matematik A i sin adgangsgivende uddannelse (et gennemsnit af 00, 4 og 7. Selvom X har en dumpekarakter på 00, har X samlet set bestået). X var desuden tilmeldt et turbokursus i matematik A i sommer, men X fik -3 i den ene eksamen og udeblev fra den anden eksamen. X opfylder alle adgangskrav til Software.

Vi er glade for at så mange er optaget på de datalogiske uddannelser i 2011, men er vi trygge ved at optage studerende med dette niveau? Formalia er opfyldt, men fagligt må jeg indrømme, at jeg er meget utryg. Personligt glæder jeg mig ikke til at skulle undervise X i Syntaks og semantik.