Kategorier
Blog Menneskerettighederne

Empatiens modsætning


Jeg så tv-avis i går og blev (igen) i dårligt humør, selv om jeg godt vidste, hvordan det er fat. I Serbien ser mange mennesker den nu omsider pågrebne Ratko Mladic som en helt, der forsvarede serberne. Jeg ved, at han var ansvarlig for den værste krigsforbrydelse i Europa siden 2. verdenskrig – omkring 8000 mennesker blev myrdet i og omkring byen Srbrenica i Bosnien-Hercegovina. Også i Danmark kan man desværre finde mennesker, der udtrykker sympati for serbisk nationalisme og for dens “forsvar mod at skabe en islamisk stat i Europa”.

Men den rigtige fjende er nationalismen. Nationalismen ser (og opfinder) nationer, og den er ude af stand til at se mennesker, travlt som den har med at klassificere dem. Menneskerettighederne siger, at alle mennesker er født lige i værdighed og rettigheder. Hvis empati er evnen til at forstå og leve sig ind i andre menneskers følelser og tanker og ikke behandle dem som objekter, er nationalismen i sidste ende empatiens og menneskerettighedernes modsætning.

Læs George Orwells rammende essay, Notes on Nationalism. Det blev til i 1930erne, hvor nazismen var på fremmarch. Men der er også i dag mange slags nationalisme (og for nu at foregribe eventuel kritik: ja, selvfølgelig er de, der drømmer om en islamisk stat, også eksponenter for en nationalisme).

Hvordan kan vi få ikke bare Mladics sympatisører blandt serberne, men os alle til at indse, at nationalismen er noget skidt? Det er – som man ofte siger i resignation – et godt spørgsmål, og jeg har ikke noget godt svar her.